Skuffet over kønnet

Jeg ønskede en dreng og det venter vi os... Så jo, var meget glad..... Jeg var nok blevet lidt skuffet over en pige, men ville jo elske hende ligeså højt. Men skulle nok lige vende mig til tanken...

Før vi fik kønnet af vide havde jeg på ingen måde et større ønske om enten en pige eller dreng - så længe barnet ville være sundt og raskt!

Jeg synes bare det at få et barn er en kæmpe gave i sig selv.

Ditte_Marie skriver:

Tillykke
Hvor er det dejligt


Vi ønsker os brændende en søn og vi skal til kønsscanning d. 24.06, men det er lige før at jeg frygter det mere end jeg glæder mig

Jaaa jeg kender det alt for godt (; .. 

Men sandsynligheden for en søn er vidst lidt større da der bliver født flere drenge end piger, jeg håber for dig at du får hvad du ønsker søde. 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Ok, det lyder da godt. Hvor er det henne? 

Jeg blev ikke det mindste skuffet nogle af gangene.

Første gang fik vi en pige, og kendte først kønnet ved selve fødslen.

Anden gang fik vi at vide, til MD scanningen, at vi ventede en lille dreng..

Hvad mere kan man ønske sig!? Og da jeg nu har en af hver, kan et kommende barn være lige hvad det har lyst til

Thereseh skriver:

Jeg var død skuffet, da de fortalte mig at jeg ventede en dreng. Jeg græd også ! 

Det varede i 3 timer, og derefter og nu kan jeg SLET ikke forestille mig ikke at få en dreng. Jeg glæder mig til at hilse på ham, og jeg synes det er spændende og skønt at bringe et drengebarn ind i en familie domineret af piger. 

Jeg skammede mig meget, over min reaktion, og talte med mange om det. Konklusionen var at det jo var meget naturligt at "ønske" en pige, når det nu var det jeg kendte fra min familie og alle de babyer jeg kender - min reaktion skyldtes usikkerhed. Så slå ikke dig selv i hovedet, hvis du ikke umiddelbart får dit første ønske opfyldt, for når man har vændet sig til tanken, kunne man slet ikke forestille sig at det var noget andet. 

Den lykkelige skriver:

Jeg vil i hvert fald ikke "skælde" ud..  Tror der er virkelig mange der bliver "skuffet"..

Vi var 100 på det var en dreng.. jeg havde fornemmelsen og alle kaldte maven "lille Ole" (min kæreste hedder Ole )
MIn farfar sagde selv lige inden han døde (da jeg var gravid) "Jeg når aldrig se lille ole sprælle".. Da jeg viste billeder af NF scanning sagde alle, ej det er da helt sikkert en dreng osv osv.. Vi havde fundet drenge navn og jeg var begyndt at kigge på indretning til værelset i drenge farver osv osv..
Da jeg var 16+0 tog vi til kænsscanning og hun sagde det var en PIGE..
Hmmmm jeg kan love dig for der var stille hjem i bilen på den time det tog at køre..

Men men men efter nogle uger havde jeg vænnet mig til tanken.. vi fandt navnet Gry i stedet og kalde maven  Og vi tog til 3D scanning og fik endnu engang bekræftet at det var en pige.. Og man eeeeelsker jo bare det lille menneske højere end noget andet når det kommer ud.. også det ligemeget om der er tap eller ej

Jeg har altid ønsket mig en pige (lyserøde babydrømme) - da mange så sagde at jeg havde en drengemave - vendte jeg mig til tanken om en lille bølle, og som folk siger, bare det er sund og rask, det er det vigtigste.. Da vi så fik en pige (vi kendte ikke kønnet før hun kom til verden), havde jeg en lidt mærkelig følelse, for jeg havde forberedet mig på en dreng.. Men elsker min datter af hele mit , og dette vil jeg også have gjort vist hun havde været en lille dreng..

Baby-støv skriver:

Jeg ønskede en dreng og det venter vi os... Så jo, var meget glad..... Jeg var nok blevet lidt skuffet over en pige, men ville jo elske hende ligeså højt. Men skulle nok lige vende mig til tanken...

Ditte_Marie skriver:

Hele svigerfamilien siger også at de slet ikke er i tvivl om at det er en dreng.. men tør ikke at tro på det, for vil ikke skuffe mig selv mere end nødvendigt


Men det må jo næsten komme som et chok uanset hvad, hvis man har sat sig ét bestemt køn i hovedet

Det sagde min svigerfamilie også... men vi fik en PIGE