Jeg tror det er forskelligt fra person til person hvad man føler sig "bedst rustet" til - drenge eller piger. Nogle er opvokset med brødre og føler sig derfor tryggest ved små drenge, eller nogle ønsker sig en pige for at have mest muligt til fælles med barnet. Det er absolut hverken underligt eller tarveligt. Men jeg lover dig at når først man har baby i armene så spiller det ingen verdens rolle alligevel - det kan man bare ikke vide før man er der selv.
Jeg fik jo afvide meget tidligt at vi skulle have en lille pige. Vi vænnede os til tanken, og fandt et navn, købte små kjoler m.m. og så til MD-scanningen lå der en lille dreng derinde. Selvom jeg hverken ønskede mig det ene eller det andet fremfor noget, så blev jeg alligevel paf over at skulle "tænke om", og det tog noglle uger at sluge at den datter jeg troede jeg skulle have, og havde drømt om i månedsvis ikke fandtes, og nu lå der en lille dreng som jeg i stedet skulle forholde mig til... Men jeg lover at da han først lå i mine arme så var han bare MIN lille dreng!!!
Min pointe er at man ønsker sig et bestemt køn fordi det gør en en smule tryggere ved moderrollen og det er OK at man bliver lidtskræmt ved tanken om det andet - men når baby er ude så er det DIN søn eller datterog intet andet betyder noget. 
Mvh
Rosa
Anmeld
