Skuffet over kønnet

Ditte_Marie skriver:

Jeg ved at min kæreste ønsker sig en søn, lige så brændende som mig..
Og det er da i hvert fald ikke fedt, hvis jeg ikke kan opfylde hans ønske.

Det må jeg da indrømme at jeg har det sådan.

Det er ALTID mandes arveanlæg der bestemmer kønnet så du har slet ikke haft noget at skulle have sagt!!

Så det er altså hans "skyld" om ønsket bliver opfyldt

Inden vi var til scanningen var jeg 100% sikker på at jeg bar rundt på en dreng... Men da scanningen viste en pige blev jeg så glad at jeg begynte at tude Jeg tror nok at jeg havde indstillet mig sådan på at vi skulle have en dreng for at jeg ikke skulle blive skuffet på scanningen...inderst inde ønskede jeg nok en pige...
Men jeg vil helt klart blive glad for en dreng ved en evt. anden graviditet

Ellen

Ditte_Marie skriver:

Hvordan havde i det efter i havde fået afvide hvilket køn i bar rundt på?

Havde i f.eks. et brændende ønske om at få et bestemt køn, men blev "skuffet" over at det ikke var det som i havde håbet?
Hvordan tacklede i det?

Eller fik i jeres ønske opfyldt?



Jeg spørger fordi jeg er rigtig rigtig bange for selv at blive skuffet, og ikke vil kunne "styre" mine følelser, fordi mit ønske er så stort - og det synes jeg ikke helt er i orden..
men lad venligst vær med at "skæld mig ud" over det - for det hjælper sgu ikke.

Vi valgte en kønsscanning netop af den simple årsag at jeg var bange for at blive skuffet hvis det var en dreng, og havde brug for tid til at bearbejde det hvis det skulle vise sig at det var en dreng... Endvidere er der jo for nyligt lavet en undersøgelse omkring at mødre der får drenge oftere får en fødselsdepression hvis ikke de er forberedt, så det var også i håbet om at forebygge den situation.

Ikke fordi at der er noget som helst galt med drengebørn, jeg var bare mere tryg ved tanken om en pige, da jeg har en ide om bedre at kunne hjælpe og relatere til mit eget køn gennem barnets opvækst. Så ville helst have en pige først, og en lillebror senere. (for ville jo også gerne have en dreng)

Men, som jeg havde på fornemmelsen, var det IKKE det ønskede pigebarn der gemmer sig i maui. Det er en lille sprællemand... Og selvom jeg efterhånden har kendt kønnet i nogle måneder, kan jeg da stadig godt ærgre mig lidt...

Men han er velkommen, min søn... Jeg glæder mig til at han kommer til verden og jeg får lov at lære ham at kende. Og jeg er sikker på at han bliver en fantastisk storebror, når den tid kommer. 

Jeg er glad for at vi fik kønnet at vide, jeg VED at jeg var blevet ked af det og skuffet hvis jeg først havde fundet ud af det ved fødslen, og var rædselsslagen for at min skuffelse ville komme til at påvirke forholdet til mit barn. Det kommer det ikke til nu, nu er jeg forberedt. Jeg har fundet mange fordele ved at få en dreng først, og er lykkelig for at have haft tid til det. 

Og så er der naturligvis det praktiske i at kunne købe tøj osv i god tid. Jeg er en værre praktisk gris, og kan godt lide den kontrol det giver mig at være klar til Noah´s ankomst i god tid - så jeg kan bruge tiden på at glæde mig fremfor stress og jag over alle de ting der skal ordnes i sidste øjeblik 

Ditte_Marie skriver:

Vi får også kønnet af vide når jeg er 13+4, så vi ikke skal gå i uvished længere end nødvendigt

Tror at man vender mig tanken inden fødslen.. det er jeg ret sikker på.

Tror det er de færrste der bliver direkte skuffede over kønnet og tror også de fleste vænner sig til tanken inden den kommer til verdenen

Vi synes det er helt fantastisk at man kan gøre bebsen mere "personlig" ved at der er sat køn på og man kan samtidig nøjes med at koncenterere sig om at købe ting og tøj til en bestemt, og det samme med navnet

Hejsa

Jeg var overbevist om at jeg ventede en pige og regnede også med at jeg ville blive skuffet hvis det var en dreng. Da kønsscanningen viste at det var en lille dreng ændrede hele min opfattelse sig - det var det dejligste nogensinde.. Mon jeg var blevet skuffet hvis det viste sig at være en pige som jeg selv regnede med? Jeg er fuldstændig ligeglad hvad køn mine børn har (så længe det er det de er født med ) jeg troede i bund og grund jeg ventede en pige fordi min store brændende ønskede sig en lillesøster.. Men som hun sagde da vi forlod scanningsklinikken : "Mor det er ligemeget at det blev en dreng, jeg vil elske ham alligevel" (......................) "og så kan det være den næste i skal have er en pige" hahaha

Hun elsker sin bror over alt i verden. Det er de mest fantastiske.. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at få et af hvert køn.

Rosa skriver:

Jeg tror det er forskelligt fra person til person hvad man føler sig "bedst rustet" til - drenge eller piger. Nogle er opvokset med brødre og føler sig derfor tryggest ved små drenge, eller nogle ønsker sig en pige for at have mest muligt til fælles med barnet. Det er absolut hverken underligt eller tarveligt. Men jeg lover dig at når først man har baby i armene så spiller det ingen verdens rolle alligevel - det kan man bare ikke vide før man er der selv. 

Jeg fik jo afvide meget tidligt at vi skulle have en lille pige. Vi vænnede os til tanken, og fandt et navn, købte små kjoler m.m. og så til MD-scanningen lå der en lille dreng derinde. Selvom jeg hverken ønskede mig det ene eller det andet fremfor noget, så blev jeg alligevel paf over at skulle "tænke om", og det tog noglle uger at sluge at den datter jeg troede jeg skulle have, og havde drømt om i månedsvis ikke fandtes, og nu lå der en lille dreng som jeg i stedet skulle forholde mig til... Men jeg lover at da han først lå i mine arme så var han bare MIN lille dreng!!!

Min pointe er at man ønsker sig et bestemt køn fordi det gør en en smule tryggere ved moderrollen og det er OK at man bliver lidtskræmt ved tanken om det andet - men når baby er ude så er det DIN søn eller datterog intet andet betyder noget. 

Mvh

Rosa

henh01 skriver:

Hejsa

Jeg var overbevist om at jeg ventede en pige og regnede også med at jeg ville blive skuffet hvis det var en dreng. Da kønsscanningen viste at det var en lille dreng ændrede hele min opfattelse sig - det var det dejligste nogensinde.. Mon jeg var blevet skuffet hvis det viste sig at være en pige som jeg selv regnede med? Jeg er fuldstændig ligeglad hvad køn mine børn har (så længe det er det de er født med ) jeg troede i bund og grund jeg ventede en pige fordi min store brændende ønskede sig en lillesøster.. Men som hun sagde da vi forlod scanningsklinikken : "Mor det er ligemeget at det blev en dreng, jeg vil elske ham alligevel" (......................) "og så kan det være den næste i skal have er en pige" hahaha

Hun elsker sin bror over alt i verden. Det er de mest fantastiske.. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at få et af hvert køn.

Årh så sødt sagt af din datter 

Jeg havde ingen ønsker .. tror jeg heller ikke jeg for .. jeg ønsker mig "bare" barnet.. 

Vi fik to piger - men vil være lige så glad for en pige til eller en dreng.. men kunne forestille mig at det ville være mærkeligt at blive mor til 1 næste gang når man har fået to første gang ?!? - men det jo noget helt andet!

Kan godt forstå du er ked af at føle sådan, men der er nok ikke så meget andet at gøre end at snakke om det

Ditte_Marie skriver:

Hvordan havde i det efter i havde fået afvide hvilket køn i bar rundt på?

Havde i f.eks. et brændende ønske om at få et bestemt køn, men blev "skuffet" over at det ikke var det som i havde håbet?
Hvordan tacklede i det?

Eller fik i jeres ønske opfyldt?



Jeg spørger fordi jeg er rigtig rigtig bange for selv at blive skuffet, og ikke vil kunne "styre" mine følelser, fordi mit ønske er så stort - og det synes jeg ikke helt er i orden..
men lad venligst vær med at "skæld mig ud" over det - for det hjælper sgu ikke.

Jeg deler din tanke gange 1000%  

Jeg har ALTID ønsket mig en pige, altid, fra jeg var tjaaaeh start teenager har jeg gerne ville have en pige når jeg en gang skulle være mor.. Derfor er jeg begyndt når folk spørger hvad jeg gerne vil have at sige en dreng  ja det kan virke ekstremt sindsyg men jeg kender mig selv og frygter at blive skuffet hvis det bliver en dreng derfor går jeg og tænker fordele ved en dreng og sætter mig selv op til at det bliver en dreng fordi så kan jeg enten kun blive positiv over det er en dreng eller positiv over det er en pige

meeeeeeeen tror nu ærlig talt at ligegyldigt hvad så bliver man overud lykkelig så længe baby bare er sund og rask

Ditte_Marie skriver:

Vi får også kønnet af vide når jeg er 13+4, så vi ikke skal gå i uvished længere end nødvendigt

Tror at man vender mig tanken inden fødslen.. det er jeg ret sikker på.

Uh det er tidligt vil jeg mene, at få lavet kønsscanning. Er der nogen særlig grund til det? Tænker dårlige tal til NF og så videre tests eller kan i bare ikke vente?