Skuffet over kønnet

Wimmie skriver:

Jeg synes da det er ok at blive skuffet, for det kan man jo ikke altid selv styre...så længe man aldrig nogensinde lader det gå ud over barnet, og siger "Jeg ville ønske du havde været en pige" til sin søn eller lignende.

Det er jo aldrig barnets skyld

Men at blive lidt skuffet i øjeblikket hvis man ønsker et bestemt køn, er vel ikke så slemt - man kommer jo over det

Jeg kan heldigvis 110% sige at det slet ingen betydning har for mig - det ene øjeblik kunne det være fedt med en dreng og det andet øjeblik en pige

Jeg ville aldrig nogeensinde lade det gå ud over mit barn - for er da sikker på at jeg ville glemme at jeg har ønsket mig det anderledes...

Men det er bare ikke det fedeste at skulle blive "ked af det" til scanning... og ville aldrig fortælle det til barnet når det bliver ældre..


Det er jo netop ikke barnet skyld

Tak for dit indlæg

Misselbek skriver:

Håbede på en dreng SÅ voldsomt, og jeg blev overlykkelig da vi fandt ud af at vi venter en lille søn. Men ville nu også blive virkelig glad for en lille pige, men det nok svært at vænne sig til tanken, hvis du har nogle "drømme" om et specielt køn. Men du skal nok blive lykkelig uanset hvilket køn det er, når du har vænnet dig til tanken.

- og når du første gang ser dit barn, er du nok ligeglad hvilket køn det er, så længe det er sund og rask.

 

Mit ønske om en søn er også helt enormt og har været det i maaange år. Så det er underligt at vænne sig til tanken om andet..

Men har lidt på fornemmelsen at det er en dreng - men er alt for bange for, at jeg tager fejl og bare bliver mere skuffet, så siger hele tiden til mig selv at det nok er en pige..

Ditte_Marie skriver:

Det er også det min fornuft fortæller mig at jeg skal tænke..

Men jeg har ønsket mig et bestemt køn laaang tid før jeg fandt min kæreste, så det er svært at slippe den følelse..
Og min kæreste ønsker det samme, men siden PB startede, har han sagt at han ønskede en sund og rask baby, men ved at han inderst inde ønsker det samme som mig..

Jeg kan godt forstå det er svært når I har så stort et ønske om et bestemt køn og jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig at du ikke vil blive skuffet hvis det ikke er det køn I ønsker. Jeg tror bare at lige til at starte med vil I blive skuffet, men, som mange andre har skrevet, så vil I elske barnet lige højt uanset hvad.

Vi valgte ikke at få kønnet at vide af to grunde. 1) Vi vil gerne have at noget ved barnet skal være en overraskelse. 2) Vi kender flere hvor de har fået et køn af at de f.eks. skulle have en pige, men fik en dreng. Hvis det skete for mig ville jeg have svære ved at forholde mig til det end ved ikke at vide noget.

Og huske der er ALTID 50% chance for at det bliver det køn I ønsker jer  

Jennifer skriver:

nej overhovedet ikke.. var ellers helt sikker på at jeg ville blive det, men nej

rart

Her hos os er vi lidt uden for det normale, vi kendte ikke kønnet på vores børn, før de kom til verdenen. Vi havde klarer forventninger til den første: Han var en hun...troede vi, men det viste sig ikke at være tilfældet. Og med nummer to havde vi en ide om, at han var en han...Og denne gang var rigtig 

For os er kønnet ikke vigtigt, det er derimod en sundt og raskt barn.  Så skuffelsen kan jeg ikke forstå. Men mon ikke den forsvinder, når du ligger med den lille på maven og bare er pavestolt over det nye lille vidunder, som du og kæresten har "fabrikeret"?

I alt fald held og lykke fremover

MosterA skriver:

Jeg kan godt forstå det er svært når I har så stort et ønske om et bestemt køn og jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig at du ikke vil blive skuffet hvis det ikke er det køn I ønsker. Jeg tror bare at lige til at starte med vil I blive skuffet, men, som mange andre har skrevet, så vil I elske barnet lige højt uanset hvad.

Vi valgte ikke at få kønnet at vide af to grunde. 1) Vi vil gerne have at noget ved barnet skal være en overraskelse. 2) Vi kender flere hvor de har fået et køn af at de f.eks. skulle have en pige, men fik en dreng. Hvis det skete for mig ville jeg have svære ved at forholde mig til det end ved ikke at vide noget.

Og huske der er ALTID 50% chance for at det bliver det køn I ønsker jer  

Har faktisk læst at der er lidt over 50% chance, 53% eller sådan noget, for at få en søn, da der bliver født flest drenge

Jeg er aldrig blevet skuffet-Har mistet en lille pige pga sygdom,så bliver køn så uendeligt ligegyldigt .

Jeg ønsker mig sunde og raske børn,og det er desværre ikke en selvfølge for alle.

Jeg synes ikke, at du er helt fair, når du antyder, at det vigtigste for os der kunne blive skuffet åbenbart ikke er sunde og raske børn (med mindre jeg læser dit indlæg forkert, i så fald må du lige uddybe). SELVFØLGELIG er det det! Det gør mig ondt, at du har mistet, men vi står ikke alle i samme position og har måske et andet udgangspunkt, og det betyder ikke, at man vægter det højere end barnets velbefindende, eller at man nogensinde ville lade det gå ud over barnet for den sags skyld.

Fra det sekund jeg blev gravid, havde jeg en pige i hovedet. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det var sådan jeg tænkte på hende. Jeg kunne slet ikke forestille mig en dreng, og som sagt ved jeg ikke hvorfor. Jeg tror det er fordi, at jeg selv har sådan et fantastisk forhold til min mor, som også er meget veninde-agtigt, og det ved jeg er sværere at få med en dreng, fordi de lever i en lidt anden verden ift. os kvinder. Og jeg har altid ønsket at kunne give det samme til mine børn, som min mor gav til mig. Så uanset hvordan jeg forsøgte at ændre min tankestrøm svævede den om pigenavne, pigetøj, indretning af pigeværelse. Og jeg ønskede brændende, af hele mit hjerte, en pige.

Og det får jeg også. Så jeg er naturligvis lykkelig. Det betyder IKKE, at jeg vægter kønnet over barnets velbefindende!! Og fik jeg at vide det var en dreng, ville jeg elske ham lige så højt som var det en pige, men tanken ville da lige kræve lidt tilvænning, og ja, jeg ville bestemt opleve en skuffelsens følelse idét jeg fik det at vide. Men jeg er hundrede procent sikker på, at når så en søn kom til verden, så ville jeg have glemt alle de skuffelsens tanker og overøse ham med al min kærlighed.

Jeg synes ikke jeg er et dårligt menneske, fordi jeg ønskede et bestemt køn, og det betyder på absolut ingen måde at det for mig var underordnet om min lille pige var/er sund og rask. 

Malthes mor skriver:

Her hos os er vi lidt uden for det normale, vi kendte ikke kønnet på vores børn, før de kom til verdenen. Vi havde klarer forventninger til den første: Han var en hun...troede vi, men det viste sig ikke at være tilfældet. Og med nummer to havde vi en ide om, at han var en han...Og denne gang var rigtig 

For os er kønnet ikke vigtigt, det er derimod en sundt og raskt barn.  Så skuffelsen kan jeg ikke forstå. Men mon ikke den forsvinder, når du ligger med den lille på maven og bare er pavestolt over det nye lille vidunder, som du og kæresten har "fabrikeret"?

I alt fald held og lykke fremover

Jo, når alt kommer til alt, så er det jo ligegyldigt..
det kan jeg bare ikke rigtig få ind i mit hoved

Ditte_Marie skriver:



Hvordan havde i det efter i havde fået afvide hvilket køn i bar rundt på?

Havde i f.eks. et brændende ønske om at få et bestemt køn, men blev "skuffet" over at det ikke var det som i havde håbet?
Hvordan tacklede i det?

Eller fik i jeres ønske opfyldt?



Jeg spørger fordi jeg er rigtig rigtig bange for selv at blive skuffet, og ikke vil kunne "styre" mine følelser, fordi mit ønske er så stort - og det synes jeg ikke helt er i orden..
men lad venligst vær med at "skæld mig ud" over det - for det hjælper sgu ikke.

Da jeg bar gravid første gang, der ønskede jeg mig brændende en lille pige. Ved ikke hvorfor, men jeg kan huske jeg i mit hoved slet ikke kunne overskue det skulle være andet end en pige. Og ja, har idag en velskabt pige på knap 5 år.

Da jeg så blev gravid anden gang, der ønskede jeg mig også en pige, det faldt mig mest naturligt ind at ønske en pige.

Men scanningsdamen, sagde det var en lille dreng. Jeg har aldrig knebet en tårer over det, men nøj hvor var jeg skuffet.

Og nøj hvor jeg skammede mig, da han lå på mig efter fødslen, for det var kærlighed ved første blik. Jeg ville jo aldrig bytte ham for noget i hele verden.

Derefter blev jeg klar over at jeg nok egentlig egnede mig bedre som drengemor.

Og nu venter jeg så min dreng nummer 2. Og blev ikke spor skuffet, var faktisk helt sikker på det blev en dreng. Og jeg glæder mig bare helt vildt.

Men jeg er dog trods alt glad for at jeg har en af hver. Det er da skøøønt jeg kan købe kjoler og nips til min datter. Men jeg finder nu også mange seje drenge ting til min søn.

*Camilla 22+1

Ditte_Marie skriver:

Har faktisk læst at der er lidt over 50% chance, 53% eller sådan noget, for at få en søn, da der bliver født flest drenge

Så har du jo ikke noget at være urolig for 

Jeg er sikker på at du nok skal klare den scanning i stiv arm uden at bryder sammen hvis det er en pige. 

 finger for dig - det skal nok gå!