Skuffet over kønnet

Ditte_Marie skriver:

Hvordan havde i det efter i havde fået afvide hvilket køn i bar rundt på?

Havde i f.eks. et brændende ønske om at få et bestemt køn, men blev "skuffet" over at det ikke var det som i havde håbet?
Hvordan tacklede i det?

Eller fik i jeres ønske opfyldt?



Jeg spørger fordi jeg er rigtig rigtig bange for selv at blive skuffet, og ikke vil kunne "styre" mine følelser, fordi mit ønske er så stort - og det synes jeg ikke helt er i orden..
men lad venligst vær med at "skæld mig ud" over det - for det hjælper sgu ikke.

Jeg havde på fornemmelsen at det blev en dreng og var sågar begyndt at sige ham, men til scanningen viste det en pige  Jeg tror ikke, jeg havde turde håbe på at det blev en pige. 

Jeg var lykkelig da der kom en pige ud, for min søster har drengene, så vi manglede en pige i familien 

Secrets skriver:

Jeg synes ikke, at du er helt fair, når du antyder, at det vigtigste for os der kunne blive skuffet åbenbart ikke er sunde og raske børn (med mindre jeg læser dit indlæg forkert, i så fald må du lige uddybe). SELVFØLGELIG er det det! Det gør mig ondt, at du har mistet, men vi står ikke alle i samme position og har måske et andet udgangspunkt, og det betyder ikke, at man vægter det højere end barnets velbefindende, eller at man nogensinde ville lade det gå ud over barnet for den sags skyld.

Fra det sekund jeg blev gravid, havde jeg en pige i hovedet. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det var sådan jeg tænkte på hende. Jeg kunne slet ikke forestille mig en dreng, og som sagt ved jeg ikke hvorfor. Jeg tror det er fordi, at jeg selv har sådan et fantastisk forhold til min mor, som også er meget veninde-agtigt, og det ved jeg er sværere at få med en dreng, fordi de lever i en lidt anden verden ift. os kvinder. Og jeg har altid ønsket at kunne give det samme til mine børn, som min mor gav til mig. Så uanset hvordan jeg forsøgte at ændre min tankestrøm svævede den om pigenavne, pigetøj, indretning af pigeværelse. Og jeg ønskede brændende, af hele mit hjerte, en pige.

Og det får jeg også. Så jeg er naturligvis lykkelig. Det betyder IKKE, at jeg vægter kønnet over barnets velbefindende!! Og fik jeg at vide det var en dreng, ville jeg elske ham lige så højt som var det en pige, men tanken ville da lige kræve lidt tilvænning, og ja, jeg ville bestemt opleve en skuffelsens følelse idét jeg fik det at vide. Men jeg er hundrede procent sikker på, at når så en søn kom til verden, så ville jeg have glemt alle de skuffelsens tanker og overøse ham med al min kærlighed.

Jeg synes ikke jeg er et dårligt menneske, fordi jeg ønskede et bestemt køn, og det betyder på absolut ingen måde at det for mig var underordnet om min lille pige var/er sund og rask. 

Ditte_Marie skriver:

Hvordan havde i det efter i havde fået afvide hvilket køn i bar rundt på?

Havde i f.eks. et brændende ønske om at få et bestemt køn, men blev "skuffet" over at det ikke var det som i havde håbet?
Hvordan tacklede i det?

Eller fik i jeres ønske opfyldt?



Jeg spørger fordi jeg er rigtig rigtig bange for selv at blive skuffet, og ikke vil kunne "styre" mine følelser, fordi mit ønske er så stort - og det synes jeg ikke helt er i orden..
men lad venligst vær med at "skæld mig ud" over det - for det hjælper sgu ikke.

jeg havde på fornemmelsen at jeg ventede en dreng.. 

og jeg havde ret.. men jeg var sgu blevet ligeså glad hvis jeg havde en lille babygirl i stedet...

jeg havde ingen præferencer... 

Secrets skriver:

Jeg synes ikke, at du er helt fair, når du antyder, at det vigtigste for os der kunne blive skuffet åbenbart ikke er sunde og raske børn (med mindre jeg læser dit indlæg forkert, i så fald må du lige uddybe). SELVFØLGELIG er det det! Det gør mig ondt, at du har mistet, men vi står ikke alle i samme position og har måske et andet udgangspunkt, og det betyder ikke, at man vægter det højere end barnets velbefindende, eller at man nogensinde ville lade det gå ud over barnet for den sags skyld.

Fra det sekund jeg blev gravid, havde jeg en pige i hovedet. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det var sådan jeg tænkte på hende. Jeg kunne slet ikke forestille mig en dreng, og som sagt ved jeg ikke hvorfor. Jeg tror det er fordi, at jeg selv har sådan et fantastisk forhold til min mor, som også er meget veninde-agtigt, og det ved jeg er sværere at få med en dreng, fordi de lever i en lidt anden verden ift. os kvinder. Og jeg har altid ønsket at kunne give det samme til mine børn, som min mor gav til mig. Så uanset hvordan jeg forsøgte at ændre min tankestrøm svævede den om pigenavne, pigetøj, indretning af pigeværelse. Og jeg ønskede brændende, af hele mit hjerte, en pige.

Og det får jeg også. Så jeg er naturligvis lykkelig. Det betyder IKKE, at jeg vægter kønnet over barnets velbefindende!! Og fik jeg at vide det var en dreng, ville jeg elske ham lige så højt som var det en pige, men tanken ville da lige kræve lidt tilvænning, og ja, jeg ville bestemt opleve en skuffelsens følelse idét jeg fik det at vide. Men jeg er hundrede procent sikker på, at når så en søn kom til verden, så ville jeg have glemt alle de skuffelsens tanker og overøse ham med al min kærlighed.

Jeg synes ikke jeg er et dårligt menneske, fordi jeg ønskede et bestemt køn, og det betyder på absolut ingen måde at det for mig var underordnet om min lille pige var/er sund og rask. 

Læg mærke til at jeg skriver JEG hele vejen igenenm.

At JEG ikke bliver skuffet over et køn frem for et andet.

At det for MIG er uendeligt ligegyldigt.

Men hvis vi skal gå hele vejen-Så ja så synes jeg det er en forkælet holdning.

Og gad godt se hvad det skete hvis en pige herinde skrev at hendes kæreste var blevet skuffet til skanningen fordi han f.eks gerne ville have en dreng.

Hvad nu hvis din kæreste/mand går rundt og er møgskuffet over han ikke får en søn?

Synes du helt ærligt ikke det ville være lidt ufedt?

FruDall skriver:

Jeg ønskede mig en dreng første gang, kunne slet ikke forestille mig at få en pige.

Lige indtil graviditeten var en realitet og jeg bare ønskede et velskabt barn, uanset køn

Heller ikke  i 3. graviditet havde jeg et brændende ønske om andet end et velskabt barn - selvom jeg havde 2 drenge og alle startede med at sige "så må vi da håbe at pigen kommer denne gang" inden de sagde tillykke med graviditeten

 den har jeg også allerede fået.. har også 2 drenge, og min store dreng siger at nu vil han have en lillesøster, for han har jo en lillebror (det tager jeg nu bare som et guldkorn fra hans side ) men fik så lige en kommentar til det han havde sagt "så må vi da håbe får en pige næste gang"   Er ikke engang gravid endnu! 

BB78 skriver:

Jeg havde på fornemmelsen at det blev en dreng og var sågar begyndt at sige ham, men til scanningen viste det en pige  Jeg tror ikke, jeg havde turde håbe på at det blev en pige. 

Jeg var lykkelig da der kom en pige ud, for min søster har drengene, så vi manglede en pige i familien 

Ditte_Marie skriver:

Jeg tror at hun mener at det er jo ikke en selvfølge at alle får sunde og raske børn
Men efter at hun mistede sin datter, så er hun ligeglad med kønnet?



Er ikke helt sikker

Nemlig.

Er da ret sikker på at alle sætter pris på at få sunde og raske børn,og at man næppe vil bytte det frem for et bestemt køn

Carina:-) skriver:

Læg mærke til at jeg skriver JEG hele vejen igenenm.

At JEG ikke bliver skuffet over et køn frem for et andet.

At det for MIG er uendeligt ligegyldigt.

Men hvis vi skal gå hele vejen-Så ja så synes jeg det er en forkælet holdning.

Og gad godt se hvad det skete hvis en pige herinde skrev at hendes kæreste var blevet skuffet til skanningen fordi han f.eks gerne ville have en dreng.

Hvad nu hvis din kæreste/mand går rundt og er møgskuffet over han ikke får en søn?

Synes du helt ærligt ikke det ville være lidt ufedt?

Jeg ønskede mig faktisk ikke brændende et bestemt køn, det eneste jeg ønskede mig brændende, var at mit barn var sundt og rask og det var det jo heldigvis..  

Denne gang, hvor jeg venter nummer to.. Er der da et lille håb om en pige, men hvis ikke det bliver det, jamen så vil jeg elske en lille dreng mere ligeså højt. 

Carina:-) skriver:

Læg mærke til at jeg skriver JEG hele vejen igenenm.

At JEG ikke bliver skuffet over et køn frem for et andet.

At det for MIG er uendeligt ligegyldigt.

Men hvis vi skal gå hele vejen-Så ja så synes jeg det er en forkælet holdning.

Og gad godt se hvad det skete hvis en pige herinde skrev at hendes kæreste var blevet skuffet til skanningen fordi han f.eks gerne ville have en dreng.

Hvad nu hvis din kæreste/mand går rundt og er møgskuffet over han ikke får en søn?

Synes du helt ærligt ikke det ville være lidt ufedt?

Jeg synes først det bliver en forkælet holdning, hvis man holder fast i sin skuffelse og ikke kan ligge den fra sig, og går rundt med en øv-følelse resten af graviditeten. Og allerværst hvis barnet kan mærke, man havde ønsket et andet køn.

Jeg ville overhovedet ikke klandre min kæreste for skuffelse, så den kan du ikke bruge mod mig i hvert fald Jeg ville sagtens kunne forstå det. Og vi ville begge blive ramt af en kort skuffelses-fornemmelse hvis det blev en dreng, som vi dog - som sagt - hurtigt ville komme over. Han ønskede nemlig også brændende en pige, fordi han synes søskendedynamikken fungerer bedre, når pigen er den ældste. Han har oplevet hos venner, at drengene så bliver lidt mindre vilde, når de har en pigesøster til ligesom at holde dem lidt i skak

Jeg ville først blive sur på min kæreste, hvis han ikke kunne smide skuffelsen igen, for self. skal man det. Men jeg kan ikke se noget galt i at have et bestemt billede i hovedet, som man lige skal have ændret Jeg kunne sagtens sidde her og sige, at jeg var ligeglad, men jeg kan og kunne ikke ændre de forestillinger jeg havde i hovedet, uanset hvor meget jeg end forsøgte. Jeg er blot ærlig, og på trods af utallige forsøg på at ændre min tankegang, kunne jeg ikke.

SKulle jeg få at vide, at de havde taget fejl og det var en dreng, skulle jeg da godt nok lige sluge den, men jeg ved, at jeg hurtigt ville glemme den første skuffelse og elske ham lige så højt som var det en pige