jeg havde ellers lukket siden ned, fordi jeg egentligt ikke gad kommentere mere på den her tråd. - men det blev ved med at genere mine tanker, kendes I det?!? 
Det er mig en overaskelse hvor snævertsynede folk dog kan være. Vi gider ikke betale mere i skat fordi DU ikke kan finde ud af dine ting!!! En stor, fed pegefinger lige mellem øjnene skal nok hjælpe dem, der har problemer. Så se at få styr på dit lort, for der er lukket ved kasse 1...
Sådan er vores samfund bare generelt ved at blive.
Men som en af dem, der har haft/har seriøse problemer, kan det kun gøre mig bedrøvet. Jeg ved godt, at I læser den ene sørgelige historie herinde, efter den anden, og man nærmest bliver hærdet af det i længden, så jeg var i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive min version af tingene. Men måske kan det få nogen til at tænke sig om en ekstra gang. Jeg kunne godt tænke mig at alle dem, der bare mener folk skal få styr på deres ting, og at det da aldrig kan bliver deres problem, lige prøvede at forestille sig hvordan de selv ville have det i min situation.
Jeg giftede mig med en mand, der mildest talt ikke har flair for økonomi. Han er i de ti år jeg var sammen med ham, gået konkurs to gange med et firma, simpelthen fordi han ikke havde styr på tingene. Jeg har ellers altid haft en stærk psyke på alle andre punkter, men det her var mere end jeg kunne klare, så jeg udviklede i løbet af nogle år en angst-tilstand, forårsaget af alt hvad der havde med økonomi at gøre. Det er faktisk blevet til en anderkendt angst-form, på linje med araknofobi og social-fobi, og man kan ÌKKE styre det selv. Så jeg overlod bare tøjlerne til ham, for jeg kunne ikke overskue det, og jeg elskede ham jo og vidste han ville det bedste for os som familie. Men hans evner slog altså ikke til, og det er selvfølgelig endt med en tvangsaktion og en dyb, dyb gæld.
Efter jeg gik fra ham har det taget mig to år, at få bare nogenlunde styr på min psyke igen, og det er en kæmpe sejr hver gang jeg overvinder noget nyt, bare sådanne simple ting som at tage til møde hos skat.
Så vi har også været der, med ikke at betale for instution. For der var bare ikke nogen penge. Og ja, man kan få friplads. Men det bliver vurderet efter ens indtægt, ikke efter ens udgifter. Så selvom man har en egenindtægt på højde med dagpenge, og dermed skal betale en del for pasning, så kan man måske ikke, fordi man skylder så mange penge væk. Og det er ikke noget man bare kan lade være med at betale hvis det er til det offentlige eller banken eller lignende.
Der er mange facetter af sådan en sag. Der findes mange årsager til at folk kommer ud i håbløs gæld, og 'vælger' ikke at betale deres regninger, men fælles for langt de fleste er at de måske nok er kommet derud pga. af dumhed, men de har behov for hjælp til at komme tilbage igen og få styr på deres liv. Hvis de ikke får det, er det børnene, der bliver taberne. Og den der med at man ikke skal sætte børn i verden, man ikke har råd til, jaja, kære venner, måske har man fået børnene før man havner i et økonomisk hul, tingene er altså ikke sort-hvide.
Hvis vi nu i stedet for hjalp dem, der var i en sådan situation med at komme op igen og få styr på deres liv. Så ville de ikke komme dybere ned i gælden, de ville i fremtiden kunne betale deres regninger. De ville måske have overskud til at tage en uddannelse, så de ville blive endnu bedre skatteydere. De ville ikke ende i kontanthjælp og på førtidspension, hvilket jeg tror en del af dem, der giver op, gør. Og sidst men ikke mindst, deres børn ville blive hevet ud af den risiko for social arv, som de er i overhængende fare for at blive fanget i. Børn af fattige forældre i danmark har en meget mindre chance for at gennemføre en uddannelse, for at komme videre med deres liv, og derved risikerer de også at havne i fattigdom.
Jeg siger ikke man bare skal eftergive folks gæld, men der må findes en anden løsningsform. Vejledning, delvis gældsanering, pause i gælden mens man tager en uddannelse eller hvad ved jeg.
Jeg ved godt, alle dem, der aldrig har oplevet hvad angst er, ikke kan forestille sig, hvad det vil sige, (og gudskelov for det), men tro mig når jeg siger, det er ikke altid man har et valg. Og så hjælper der virkeligt ikke at få tørret sin næse rundt i klatten på gulvet som en anden hund, der har haft i uheld. Og sådan er det for mange!!!
