Skældud...?

Eva. skriver:

Tak.. det er jeg glad for du synes..

Mon ikke det bare er en periode hvor han opdager at han kan det...det er jo selvom det er sundt, en virkelig god egenskab at have, i den verden børn lever i i dag....så måske det er en ny oparbejdet kompetance...ignoreringskompetancen...

Ej, alt er jo bare en overgang....og jo mere man som dig sætter sig ind i hvorfor børn gør som de gør, frem for bare at have målet for øje, så tror jeg faktisk ikke det er helt skidt.

Jeg ville ønske jeg havde haft en barndom helt uden skæld ud...men tror desværre min faer har oplevet alt for meget af det.. min mor har vidst aldrig rigtigt....de blev talt med og havde virkelig repekt for deres forældre...måske fordi de selv oplevede at blive behandlet reskeptfuld...børn bliver hvad man viser dem og giver dem..

Hehe, du har ret - han bliver stjernegod til at koncentrere sig i et rum med mange larmende mennesker. En evne der må siges at være vigtig i folkeskolen

Du bryder et mønster, så dine børn (måske) ikke behøver kæmpe helt så meget med denne problemstilling når de en gang får børn. Det har jeg stor respekt for!

pokulati skriver:

Hehe, du har ret - han bliver stjernegod til at koncentrere sig i et rum med mange larmende mennesker. En evne der må siges at være vigtig i folkeskolen

Du bryder et mønster, så dine børn (måske) ikke behøver kæmpe helt så meget med denne problemstilling når de en gang får børn. Det har jeg stor respekt for!

Det vil han nemlig og det er virkelig vigtigt at kunne...min mellemste forsvinder også ind imellem ind i sin egen verden og han har altså også fået lidt råb på den fordi jeg ikke kunne komme i kontakt..jeg har så opdaget/indset at det er sådan han er, han hører virkelig ikek der snakkes til ham og jeg har talt med ham om hvor træls det må være lige pludselig at høre og så er jeg sur...så det vi gør nu er at jeg lægger en hånd på ham, så hører han mig...fordi han kan mærke mig...men det er da lidt et arbejde at finde måde især hvis hverdagen går stærkt.

Tak... jeg håber i hvert fald jeg giver dem noget godt med-....

Eva. skriver:

Kunne godt tænke mig at høre jer om I skælder jeres børn ud og hvorfor I gør det?

Og hvis der er nogen der ikke skælder ud, hvordan I er blevet opdraget hjemmefra, med eller uden skæld ud?

Jeg mener at skæld ud er lige så slemt som fysisk afstraffelse, men tænker det bare er kulturelt "lovligt" det er noget vi alle har oplevet og som vi helt naturligt tager med os og gør mod vores egne børn...men hvorfor, jeg tror ikke på det gør noget godt...og jeg skælder endda selv ud, ikek tit men gør det og det er sgu min egen afmagt og manglende styring der er skyld i det...så det er lidt af et arbejde men det kan lade sig gøre at blive bedre til at bruge andre metode...stoppe op og tale med sine børn i stedet.

Men hvad med jer...hvad gør I og hvorfor...?

Og så vil jeg lige anbefale alle at læse bogen: Skældud..

Min datter er ikke så gammel endnu - knap 18 mdr. - hun får ikke skæld ud og jeg har kun én gang hævet stemmen da jeg skulle sige nej for 3. gang.

Lærke blev helt forskrækket og begyndte at græde, nok fordi jeg aldrig før har hævet stemmen. Fik det helt dårligt bagefter  også selv om jeg hverken havde råbt af hende eller skældt ud.

Håber at jeg kan opdrage uden at skulle skælde ud

Brams skriver:

Min datter er ikke så gammel endnu - knap 18 mdr. - hun får ikke skæld ud og jeg har kun én gang hævet stemmen da jeg skulle sige nej for 3. gang.

Lærke blev helt forskrækket og begyndte at græde, nok fordi jeg aldrig før har hævet stemmen. Fik det helt dårligt bagefter  også selv om jeg hverken havde råbt af hende eller skældt ud.

Håber at jeg kan opdrage uden at skulle skælde ud

Det er jeg helt sikker på at du godt kan...i hvert fald sådan i det store og hele...de få gange man kvajer sig som forældre må man jo bare indrømme det og undskylde....alle kan og skal lave fejl, det der er utilgiveligt eller dumt er ikke at lære af dem..

Eva. skriver:

Det er jeg helt sikker på at du godt kan...i hvert fald sådan i det store og hele...de få gange man kvajer sig som forældre må man jo bare indrømme det og undskylde....alle kan og skal lave fejl, det der er utilgiveligt eller dumt er ikke at lære af dem..

Lige præcis, super vigtigt at huske og sige undskyld når man selv har kvajet sig  Det viser respekt og det er en god kvalitet at lære sine børn.

Jeg tror ikke på at skælde ud, og jeg har aldrig gjort det! Mine piger lærer ikke noget ved at se en sur mor der bare siger nej, nej, nej.. Samtidig synes jeg heller ikke det er en del af opdragelsen. 

Liva er under alle omstændigheder for lille til at forstå det og Sophia er gammel nok til at forstå forskellen på rigtig og forkert.. Jeg synes ikke det er tit jeg har lyst til at blive sur, men når det sker så er det tit en af pigerne der bliver sur på hinanden.

Vi bruger den metode at fokusere på det "artige" barn.. F.eks.:

Hvis vi leger med Sophia og Liva og Sophia bliver sur over at Liva leger med den dukke hun vil lege med, kan hun sagtens find på at græde eller andet.. Vi prøver at sige pænt til Sophia at hun må vente til dukken er ledig eller foreslår hende en anden dukke.

Hvis hun er helt umulig bærer jeg hende ind på værelset uden at sige noget også leger vi videre med Liva. På den måde føler Sophia hun går glip af noget og bliver utrolig hurtig glad igen.

Hvis man sætter al fokus på den der er sur, ved barnet hurtig hvad han/hun skal gøre for at få opmærksomhed.

Det virker i hvert fald for os

Brams skriver:

Lige præcis, super vigtigt at huske og sige undskyld når man selv har kvajet sig  Det viser respekt og det er en god kvalitet at lære sine børn.

Lige netop...og det er det jeg vil mine har med sig hele livet..respekten for sig selv og andre...at de er blevet anerkendt og behandlet på en måde så de kan gå ud og leve som hele mennesker og lykkelige mennesker..

Eva. skriver:

Lige netop...og det er det jeg vil mine har med sig hele livet..respekten for sig selv og andre...at de er blevet anerkendt og behandlet på en måde så de kan gå ud og leve som hele mennesker og lykkelige mennesker..

Så enig, så enig

Jeg skælder jo ikke ud endnu, Jonte er kun 11 måneder, men hvis jeg en dag kommer til det, så vil jeg sådan set være OK med det. Der er vel forskel på a skælde ud og så at råbe og skrige. Og fordi man hæver stemmen er det vel heller ikke lig med at man siger grimme ting...  

Jeg synes det er OK at min søn lærer at somme tider må man godt sige fra og trække en markeret grænse - også når man er mor. Jeg tror ikke man kommer gennem livet uden af og til at hæve stemmen, og min søn må godt vide hvad det handler om når man er vred - at det ikke er en farlig eller forbudt følelse - og opleve hvordan det ser ud når man bliver god igen. 

Jeg tror ikke man nødvendigvis bliver bedre rustet til livet eller mere afbalanceret af aldrig at møde vrede i sit liv, eller bebrejdelse - eller forskrækkelse som jo oftest er grunden til at folk mister kontrollen et øjeblik... Det vigtigste er at tale om det bagefter, at man ikke nedgør eller ydmyger eller skræmmer barnet med det man siger. 

Jeg kan huske at min mor sommetider råbte sådan noget som "hold da ferie hvor blev jeg forskrækket!!! Det må du aaaldrig gøre igen, jeg blev simpelthen helt vildt forskrækket!!!! GODT der ikke skete noget!!!" Det er en OK måde at skælde ud på, som hverken ydmyger eller revser barnet, men hvor der stadig tales om en grænse og de følelser handlingen udløste på en ærlig måde. 

Rosa skriver:

Jeg skælder jo ikke ud endnu, Jonte er kun 11 måneder, men hvis jeg en dag kommer til det, så vil jeg sådan set være OK med det. Der er vel forskel på a skælde ud og så at råbe og skrige. Og fordi man hæver stemmen er det vel heller ikke lig med at man siger grimme ting...  

Jeg synes det er OK at min søn lærer at somme tider må man godt sige fra og trække en markeret grænse - også når man er mor. Jeg tror ikke man kommer gennem livet uden af og til at hæve stemmen, og min søn må godt vide hvad det handler om når man er vred. 

Jeg tror ikke man nødvendigvis bliver bedre rustet til livet eller mere afbalanceret af aldrig at møde vrede i sit liv, eller bebrejdelse - eller forskrækkelse som jo oftest er grunden til at folk mister kontrollen et øjeblik... Det vigtigste er at tale om det bagefter, at man ikke nedgør eller ydmyger eller skræmmer barnet med det man siger. 

Jeg kan huske at min mor sommetider råbte sådan noget som "hold da ferie hvor blev jeg forskrækket!!! Det må du aaaldrig gøre igen, jeg blev simpelthen helt vildt forskrækket!!!! GODT der ikke skete noget!!!" Det er en OK måde at skælde ud på, som hverken ydmyger eller revser barnet, men hvor der stadig tales om en grænse og de følelser handlingen udløste på en ærlig måde. 

Mine børn møder skam vrede og er gode til at udvise det...jeg tror bare ikek på vrede i relatione løser noget som helst eller bidrager med noget positivt...men jo, de møder vrede...selvom de faktisk hader det og det gør vi vel alle...jeg håber på at lære dem at sætte ord på for så er det meget nemmere at styre egen vrede og tackle andres..