han forlod mig sgu...

Åh nej! Det gør mig virkelig ondt! Det er vel en af de ting, som vi er mange der frygter at skulle opleve en dag. Jeg håber du har nogen omkring dig, som kan støtte og hjælpe dig i denne tid. Hold op en idiot, jeg kan slet ikke forstå man kan være sådan!!

LauraLW skriver:

 

Jeg er forvirret, i dyb sorg, røv ked af det og kan ikke overskue det her. Føler mig ikke stærk nok og det trykker for mit bryst konstant. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke vil kæmpe for det... det skylder man da hinanden og ens lille barn.

Fuldstændig enig. Synes faktisk det er så mega egoistisk at man ikke forsøger at løse det.

Man skylder det barn man har fået at kæmpe for det, det er jo ikke bare HAM og HANS behov mere. Han har fået et barn og det i sig selv synes jeg kræver at man prøver at finde ud af tingene og ikke bare smutter med halen mellem benene.

Han elsker dig ikke mere siger han. FOR POKKER hvor ville jeg ønske at både far (og selvfølgelig også mor) husker på, at de første par år med et barn altså ikke er lut og lagkage. At når man beslutter sig at få et barn, så må man vide, at det første år er skide hårdt og man må se i gennem fingre med en masse ting, sluge nogle kameler, lade kærligheden lidt stå bagved manglende søvn, sex og overskud.

Men vide, at det altså kommer igen.

Han er fandme tavlig.

Stakkels dig, kan godt forstå at du er ked af det

Åhhh gud nej da ..... Han er da virkelig en RØV !!!! 

Det største knus her fra  

Du skal nok komme oven på, vi mødre er meget stærker en vi tit tror 

Lunae skriver:

Først et kæmpe
Hvor er jeg ked af at læse dette indlæg - jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige!
Jeg forstår dine frustrationer og føler med dig! Har du ikke noget familie, som du kan trække på! Du er nødt til at få luft fra det hele! Hvor er det trist, når sådan noget sker!

Endnu en gang et kæmpe og en masse varme tanker til dig!!

Jo, har heldigvis min moar som kom susende fra sydsjælland...

Hun kan hjælpe mig lige nu og her, men hvad når det bliver hverdag? Så er der lige pludselig meget langt fra os... det er simpelthen så uoverskueligt...

Og nå ja, hvem gider i øvrigt ansætte en ny-uddannet pædagog, der lige har været på barsel, og som nu er alene med barnet (og derfor ikke kan tage hverken åben eller lukkevagter)? Ingen tror jeg. UOVERSKUELIGT.

Mor-til-Hasse skriver:

Puha, ved slet ikke hvad jeg skals ige, udover jeg virkleig føler med dig, og jeg håber inderligt at dig og din datter kommer godt ud på den anden side.. Synes ofte man hører at mænd har en tendens til at stikke halen mellem benene når livet bliver hårdt, men det bliver jo ikke mindre hårdt ved at de "stikker af", plus at din mand jo stadig er far, så ansvaret forsvinder jo ikke bare fordi han smutter... Håber han tænker lidt over det.. men kan også godt forstå dig, at du ikke orker at kæmpe, når han har meldt ud han ikke elsker dig.. åhh suk nogle  mænd er desværre kujoner...

ja, og det her er desværre hans mønster...

bliver nok ikke anderledes, og det skal jeg lige overveje om jeg kan leve med, hvis han da tænker sig om og finder ud af at han lige har kastet det hele på gulvet.

Valle81 skriver:

WHAT....................

Hvad sker der for ham.............................. hvad sker der er menneskers liv - bare give op - bare sådan - jeg fatter det ikke.

Kære sødeste Laura,

Det gør mig dybt ondt at læse - har slet ikke ord - bliver bare så ked af det.

Jeg ville ønske jeg kunne smutte hen til dig og knuse dig, lave en ristet toast og dejlig kop te. Putte et tæppe om dig og supllere dig med snotklude:0)

Livet er det bedste vi har - men det kan også byde os den værste smerte.

Jeg er ligeher, hvis du har brug for det.

Knus
Christina

tak søde!

Ja lige nu ville jeg bestemt ikke afvise tæppe og snotklude!

Hvornår vågner jeg op af den meget dårlige drøm? For det er på nogle punkter selvfølgelig gået op for mig hvad der er sket, men på andre punkter er det... og så slår det mig helt omkuld og jeg starter forfra i min ulykkelighed.

Hvordan finder man lige styrken til at have overskud til sådan en lille en, der bestemt godt kan mærke at mor ikke er helt som hun plejer, og hvornår begynder hun at savne noget... altså hvornår begynder hun at savne hendes far? Stakkels lille pige. - tænk at man byder hende det...

JustAnotherName skriver:

 (synker en dyb klump ved tanken om, hvis det var én selv....)

Puuha, sikke en udmelding. Sikke et bragende slag at få i ansigt og hjerte.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Men jeg føler dybt med dig og din lille datter.

Sender dig en masse visuel styrke og krammere 

Tak

tinasmor skriver:

Fuldstændig enig. Synes faktisk det er så mega egoistisk at man ikke forsøger at løse det.

Man skylder det barn man har fået at kæmpe for det, det er jo ikke bare HAM og HANS behov mere. Han har fået et barn og det i sig selv synes jeg kræver at man prøver at finde ud af tingene og ikke bare smutter med halen mellem benene.

Han elsker dig ikke mere siger han. FOR POKKER hvor ville jeg ønske at både far (og selvfølgelig også mor) husker på, at de første par år med et barn altså ikke er lut og lagkage. At når man beslutter sig at få et barn, så må man vide, at det første år er skide hårdt og man må se i gennem fingre med en masse ting, sluge nogle kameler, lade kærligheden lidt stå bagved manglende søvn, sex og overskud.

Men vide, at det altså kommer igen.

Han er fandme tavlig.

Stakkels dig, kan godt forstå at du er ked af det

præcis!

Jeg har hele tiden prøvet at sige til ham at det er skide hårdt! Men det er det for mange, og de fleste kan altså godt klare det. Men han ser ingen løsning på det, der er intet man kan gøre og han kan ikke tale med mig...

LauraLW skriver:

Lige pludselig!

Fra den ene dag til den anden så havde han fået nok. - Orkede ikke at være sammen med os mere, for virkeligheden med et lille barn var nok ikke som han havde tænkt det. Han elsker mig ikke mere, og tror ikke han kommer til det igen...

Så nu har han pakket alt og er kørt og jeg er pludselig blevet alenemor til lille Vilma - som ikke kommer til at fejre sin 1 års fødselsdag med far :-(

Jeg er forvirret, i dyb sorg, røv ked af det og kan ikke overskue det her. Føler mig ikke stærk nok og det trykker for mit bryst konstant. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke vil kæmpe for det... det skylder man da hinanden og ens lille barn.