han forlod mig sgu...

Han opfører sig nemlig ikke som en på 31... han er opfører sig som en lille dreng i panik. - Jeg ville jo elske at dette ikke var sket, men det er det, og nu skal jeg beslutte om jeg vil kæmpe for at få ham tilbage - det orker jeg ikke (og hvem gider kæmpe for en der ikke elsker en?) eller om jeg nu skal ommøblere hele mit liv så jeg kan være den bedste alenemor for Vilma. Men det gør altså ondt! Bare det at skrive det her gør rigtig rigtig ondt!

Jeg kender kærestesorgens smerte, afmagt og fuldstændig nedsmeltning.. Jeg kender IKKE smerten ved, at der også er et barn involveret, men gætter på at det ganger smerten op en del gange.

Synes du skal sætte punktum. Man kan ikke leve med en mand, der skrider, når der er modgang. Det er uholdbart at disse perioder i ens liv hver gang skal krydres med at man bliver forladt.

Lad ham leve hans drengerøvsliv og så satser du alt din energi (når den kommer tilbage) på din lille smukke datter. Får bygget et godt liv op, og pludselig står der måske en RIGTIG mand og banker på din dør..

Stort kram til dig.

Sikke dog en måde at gøre det på.

Sender dig et stort om med varme tanker om det skal du nok klare!!!

MariaJ skriver:

Jeg synes det er lidt sejt, at du siger, at du ikke orker at kæmpe for at få ham tilbage, hvis han ikke elsker dig . Det vidner saftsuseme om selvrespekt. Jeg var garanteret plumpet i med begge ben, og ville have hevet i ham for at få ham tilbage.  

Det tror desværre også at jeg ville hvis han lige pludselig stod der...

men min fornuft siger mig at det burde jeg ikke gøre, for nu har han vist at han er en svag mand der flygter når det bliver hårdt 2 gange, hvem siger ikke han gør det igen?

Nu står han jo selvfølgelig heller ikke uden for min dør, så jeg slipper da for at tage stilling til det..

det er meget surrealistisk det her.

Lise skriver:

Vi havde en mega-krise da Simon var 1½ år gammel, og var tæt på at splittes. Men da vi havde hørt at de fleste der går fra hinanden, som har børn sammen, går fra hinanden inden barnets 2. fødselsdag, så tog vi os sammen, søgte hjælp hos parterapeut (det var meget mærkeligt, men det hjalp heldigvis), og aftalte at blive sammen minimum til han blev to år...og der blev alting nemmere.

Men man er naturligvis nødt til at kunne tale sammen. Jeg var faktisk også dengang fast besluttet, og havde ikke lyst til at løse noget som helst, men blev heldigvis overtalt...

Årh, han er sgu en røv bare sådan at skride. Det kan han faneme ikke være bekendt!

nej vel? jeg sidder altså her og tuder - det går op for mig igen og igen at han er væk. forstår det ikke!

LauraLW skriver:

nej vel? jeg sidder altså her og tuder - det går op for mig igen og igen at han er væk. forstår det ikke!

LauraLW skriver:

Lige pludselig!

Fra den ene dag til den anden så havde han fået nok. - Orkede ikke at være sammen med os mere, for virkeligheden med et lille barn var nok ikke som han havde tænkt det. Han elsker mig ikke mere, og tror ikke han kommer til det igen...

Så nu har han pakket alt og er kørt og jeg er pludselig blevet alenemor til lille Vilma - som ikke kommer til at fejre sin 1 års fødselsdag med far :-(

Jeg er forvirret, i dyb sorg, røv ked af det og kan ikke overskue det her. Føler mig ikke stærk nok og det trykker for mit bryst konstant. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke vil kæmpe for det... det skylder man da hinanden og ens lille barn.

Åhh, det gør mig ondt...hvor er det synd for dig og hvor er han bare en kryster, endnu en sørgelig vatp**...grr..jeg er nok ikke den rette til at skrive lige nu, for jeg synes godt nok at nogle mænd er mere end sørgelige..

Knus til dig...håber du snart kommer op og står stærkt...

LauraLW skriver:

Det tror desværre også at jeg ville hvis han lige pludselig stod der...

men min fornuft siger mig at det burde jeg ikke gøre, for nu har han vist at han er en svag mand der flygter når det bliver hårdt 2 gange, hvem siger ikke han gør det igen?

Nu står han jo selvfølgelig heller ikke uden for min dør, så jeg slipper da for at tage stilling til det..

det er meget surrealistisk det her.

JA. Man kan jo roligt sige, at det at gå to gange er to gange for meget. Min mand har haft det med bare at gå fra diskussioner, og bare gå ud af huset. Vi har også haft det rigtig svært med kommunikationen. Jeg har aldrig skrevet om det før herinde, for bryder mig ikke om at være alt for personlig på en offentlig side, men hvis du har lyst til at "snakke" på skrift, er du velkommen til at skrive. Dog lyder det som om du har betydeligt mere rygrad end mig, så det er ikke sikkert jeg kan være til ret meget støtte.

hej.. jeg er ny her inde men et fra mig selv om du ikke kender mig.. det skal nok går alt sammen.. hilsen linda..

Surt når nogen mænd opdager at det ik er lige så sjovt at passe ungerne som at lave dem

Når du lander på fødderne igen , og for en hverdag er jeg sikker på du nok skal klare den 

Ej det var da frygteligt!! Nu har jeg læst hele tråden og gud hvor jeg føler med dig

Du skal nok komme igennem det med din skønne, skønne datter..Det er jeg sikker på!