han forlod mig sgu...

Lise skriver:

WHAT???

Bare sådan? Havde du slet ikke set det komme? Sandsynligvis ikke når i igår skulle flytte i hus....

Sikke da en idiot - man kan da lige tale om tingene  Især når man har et lille barn...

Husker jeg forkert, eller skred han også engang før du blev gravid? Jeg tænker - er han sådan en der er lidt impulsiv, og handler før han tænker...og så måske kommer krybende tilbage, når han indser at det var dumt?

Uanset hvad, så kram fra mig

nej du husker desvære rigtigt. 

Da jeg blev gravid første gang og mistede var jeg jo rigtig ked af det bagefter, og det kunne han ikke rumme og skred... og nu, jo vi kæmper da lidt, men det er jo normalt at det er lidt hårdt med en lille en, men han kan ikke finde ud af at tale med mig og har ikke lyst til at prøve og løse det...

Neeej!

Kiggede lige på din profil. Troede vi havde med en 17 årig far at gøre!! Næ nej, han er SGU voksen (på papiret). For satan hvor er det tarveligt.

Lige en generalisering: Hvad sker der for denne her årgang af vatnisse-mænd?? De tuder i Paradise, går med makeup og øreringe og SKRIDER, når det bliver for svært. Noget er gået helt galt med opfostring af små drenge.

LauraLW skriver:

Lige pludselig!

Fra den ene dag til den anden så havde han fået nok. - Orkede ikke at være sammen med os mere, for virkeligheden med et lille barn var nok ikke som han havde tænkt det. Han elsker mig ikke mere, og tror ikke han kommer til det igen...

Så nu har han pakket alt og er kørt og jeg er pludselig blevet alenemor til lille Vilma - som ikke kommer til at fejre sin 1 års fødselsdag med far :-(

Jeg er forvirret, i dyb sorg, røv ked af det og kan ikke overskue det her. Føler mig ikke stærk nok og det trykker for mit bryst konstant. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke vil kæmpe for det... det skylder man da hinanden og ens lille barn.

Åhhr...hvor er det synd for dig/jer.
Det er så hårdt og uforståeligt, når den slags sker.
Jeg har ikke ret mange ord at give dig, men et stort knus skal du have.
Du skal nok komme igennem det, og blive stærkere, men lige nu må du tage en dag af gangen, tude når du trænger, skælde ud, når du trænger og så bruge alt dit overskud på, at få dit liv sammen med din lille datter til at fungere.
Megakrammer

Kærligst
Sussie

TbCp skriver:

Nej for pokker da!!!!

Vi stod næsten i samme situation da Liva var knap 1 år..... nogle gange er de mænd nogle RØVE! Og at de bare giver op på den måde er så vattet!!!
At de i det mindste ikke kan tage at snakke om tingene og forsøge at ændre på det de mener er forkert!

Jeg håber du klarer dig bare nogenlunde! Og at du har nogen du kan være sammen med!

Stort knus til dig!

tak skal du have :-)

Ja, ved jo at det er en svær tid, mange snakker om at det første år med barn er drøn hårdt... det har jeg hele tiden haft i baghovedet, men tror det er kommet bag på ham. - havde dog håbet at han ville have snakket med mig...

LauraLW skriver:

tak skal du have :-)

Ja, ved jo at det er en svær tid, mange snakker om at det første år med barn er drøn hårdt... det har jeg hele tiden haft i baghovedet, men tror det er kommet bag på ham. - havde dog håbet at han ville have snakket med mig...

Ja det var da det mindste han kunne have gjort!

KaMa skriver:

Neeej!

Kiggede lige på din profil. Troede vi havde med en 17 årig far at gøre!! Næ nej, han er SGU voksen (på papiret). For satan hvor er det tarveligt.

Lige en generalisering: Hvad sker der for denne her årgang af vatnisse-mænd?? De tuder i Paradise, går med makeup og øreringe og SKRIDER, når det bliver for svært. Noget er gået helt galt med opfostring af små drenge.

Han opfører sig nemlig ikke som en på 31... han er opfører sig som en lille dreng i panik. - Jeg ville jo elske at dette ikke var sket, men det er det, og nu skal jeg beslutte om jeg vil kæmpe for at få ham tilbage - det orker jeg ikke (og hvem gider kæmpe for en der ikke elsker en?) eller om jeg nu skal ommøblere hele mit liv så jeg kan være den bedste alenemor for Vilma. Men det gør altså ondt! Bare det at skrive det her gør rigtig rigtig ondt!

Tjuhl skriver:

åh mand! den er sgu hård!!!!! jeg håber du har familie og gode venner omkring dig - og DU bliver en FANTASTISK mor, alene eller ej - tro på det!!

det SKAL jeg jo blive! Men troen er ikke så stærk lige nu... føler at al luft er suget ud af mig og jeg ved nærmest ikke hvordan jeg skal komme igennem det her...

Der værste er at Vilma jo godt kan mærke at mor er drøn ked af det så hun er også ked af det.. sådan panik agtig ked af det. Det er heartbreaking.

LauraLW skriver:

Han opfører sig nemlig ikke som en på 31... han er opfører sig som en lille dreng i panik. - Jeg ville jo elske at dette ikke var sket, men det er det, og nu skal jeg beslutte om jeg vil kæmpe for at få ham tilbage - det orker jeg ikke (og hvem gider kæmpe for en der ikke elsker en?) eller om jeg nu skal ommøblere hele mit liv så jeg kan være den bedste alenemor for Vilma. Men det gør altså ondt! Bare det at skrive det her gør rigtig rigtig ondt!

det vigtigste er dig selv og dit barn. og din datter mærke på dig om du er trist hurtigt.

LauraLW skriver:

Han opfører sig nemlig ikke som en på 31... han er opfører sig som en lille dreng i panik. - Jeg ville jo elske at dette ikke var sket, men det er det, og nu skal jeg beslutte om jeg vil kæmpe for at få ham tilbage - det orker jeg ikke (og hvem gider kæmpe for en der ikke elsker en?) eller om jeg nu skal ommøblere hele mit liv så jeg kan være den bedste alenemor for Vilma. Men det gør altså ondt! Bare det at skrive det her gør rigtig rigtig ondt!

Jeg synes det er lidt sejt, at du siger, at du ikke orker at kæmpe for at få ham tilbage, hvis han ikke elsker dig . Det vidner saftsuseme om selvrespekt. Jeg var garanteret plumpet i med begge ben, og ville have hevet i ham for at få ham tilbage.  

LauraLW skriver:

nej du husker desvære rigtigt. 

Da jeg blev gravid første gang og mistede var jeg jo rigtig ked af det bagefter, og det kunne han ikke rumme og skred... og nu, jo vi kæmper da lidt, men det er jo normalt at det er lidt hårdt med en lille en, men han kan ikke finde ud af at tale med mig og har ikke lyst til at prøve og løse det...

Vi havde en mega-krise da Simon var 1½ år gammel, og var tæt på at splittes. Men da vi havde hørt at de fleste der går fra hinanden, som har børn sammen, går fra hinanden inden barnets 2. fødselsdag, så tog vi os sammen, søgte hjælp hos parterapeut (det var meget mærkeligt, men det hjalp heldigvis), og aftalte at blive sammen minimum til han blev to år...og der blev alting nemmere.

Men man er naturligvis nødt til at kunne tale sammen. Jeg var faktisk også dengang fast besluttet, og havde ikke lyst til at løse noget som helst, men blev heldigvis overtalt...

Årh, han er sgu en røv bare sådan at skride. Det kan han faneme ikke være bekendt!