Har lige fundet det her på nettet.....
Er akoholdlisme en sygdom?
På dette spørgsmål kan man svare både ja og nej. Svaret afhænger lidt af, hvem man taler med. For både det ene svar og det andet kan misforstås.
Når der kan svares, at alkoholisme er en sygdom, skyldes det, at man derved forholdsvis effektivt får slået en pind igennem den fejlopfattelse, at alkoholisme er en følge af ét eller andet socialt problem. Den misopfattelse led jo allerede Holberg af. Det er ham, der har formuleret sætningen: ”Man siger nok, at Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”. Det skal gælde for dyb psykologisk indsigt, men det er i virkeligheden dybt godnat. Holberg selv ville nok underforstå, at Jeppe drikker, fordi han har sådan en skrap kone. Overfor andre ‘Jepper’ kan man underforstå andre årsager til drikkeriet: der er problemer på arbejdspladsen, i ægteskabet, med familien i det hele taget; man har fået en problemfyldt opdragelse, der er opstået et modsætningsforhold til moderen/ faderen/ søskende; man er kommet ind i psykiske problemer, som man ikke kan vokse sig ud af. Der kan gives utallige forklaringer på, hvorfor lige netop denne person drikker. Alle er de af psykologisk eller sociologisk art. Og alle er det yderst plausible forklaringer.
Men de er også alle forkerte. Det omvendte er tilfældet. Jeppe får en kone, der er godt gal i skralden, fordi han drikker. Der bliver problemer på arbejdspladsen, i ægteskabet, med ens søskende, fordi man drikker. Og den, der drikker, har ikke haft en ond barndom, i hvert fald ikke en barndom værre end så mange andres. Han har ikke lidt i særlig grad under manglende forståelse. Han er blevet voksen på normal vis, men er så begyndt at drikke, og efterhånden også begyndt at drikke for meget, så drikkeriet kommer ud af kontrol, og af den grund er forholdet til forældrene blevet belastet.
Og at årsagssammenhængen er den omvendte af det, de fleste tror, det får man sagt, når man siger, at alkoholisme er en sygdom. Sygdommen består i, at man i modsætning til så mange andre mennesker har en genetisk sammensætning, der bevirker, at man på et vist tidspunkt i sin alkoholindtagelse oplever, at man ikke mere kan styre det: når først man har fået bare en lille smule alkohol, fortsætter man, til man segner. Og fortsætter man med at drikke efter at have opdaget, at man ikke kan styre sit drikkeri – og det vil man vel næsten nødvendigvis gøre, for man bliver ved og bliver ved med at ville bevise overfor sig selv og andre, at man så sandelig nok kan styre sit alkoholforbrug – så begynder man at drikke i smug, man begynder at lyve for sig selv, og man begynder at lyve for andre, noget, man aldrig før kunne så meget som drømme om. Hvorfor? Ja, måske fordi man ikke vil indrømme, at man ikke længer er herre i eget hus, at man ikke længer kan drikke, som man kunne tidligere, men at man skal vise dem, at det kan man godt.
Og det vil sige: alkoholismen har en rent legemlig årsag. Man har noget for sig selv, i modsætning til de fleste andre mennesker, det, nemlig, at man ikke kan tåle at begynde at drikke uden at fortsætte ubehersket. Og det er en sygdom, som man ikke kan gøre noget for, at man har. Andre har den jo så tydeligt ikke.
Men alkoholisme er ikke som andre legemlige sygdomme. Alkoholisme er ikke en almindelig sygdom, den er en sygdom, der næsten fører til personlighedsforandringer. Som Per Ørum-Jørgensen siger det i et interview i Kristeligt Dagblad, se anmark---Alkoholisme-skyldes-ikke-daarlig-moral">her: ”Man skal ramme sin personlige bund, før man erkender, at man er alkoholiker. En erkendelse er en forudsætning for, at man er klar til at modtage behandling, ellers forsætter selvbedraget med uformindsket styrke igen”. Altså, selvbedraget fortsætter. Og selvbedrag kan der ikke gives piller imod. Men selvbedrag er netop det, alkoholforbruget fører alkoholikeren ind i. Han vil ikke være ved, at han ikke kan drikke som andre. Han bliver ved og ved med at ville bevise overfor sig selv, at han er ‘normal’, hvad alkohol angår. Det er han altså blot ikke. Han har gener, der gør, at han ikke kan drikke uden at miste kontrollen. Det er sygdommen. Men at han ikke kan indse det eller acceptere det, det er det ved alkoholikeren, der ikke er sygdom.
De fleste alkoholikere har det som det mest brændende ønske: at de kan komme til at styre deres forbrug. Ligesom alle andre mennesker kan det. Og det er det, de hele tiden prøver på. Det må da kunne lade sig gøre. Når jeg nu lover mig selv højt og helligt, at denne gang vil jeg ikke falde i, denne gang vil jeg bare drikke normalt, så må det kunne lykkes. Det kan bare ikke lykkes. Ikke, hvis man er alkoholiker. Og er man kommet langt nok ud, så man er motiveret for behandling, og får man en behandling, der sigter mod at fjerne selvbedraget (og det er meget, meget mere end en recept på antabus) og sigter mod at få alkoholikeren til at indse, at han skal lade være med disse evindelige forsøg på at komme til at drikke normalt, det vil aldrig lykkes for ham, men det er ikke hans skyld, der skyldes hans sygdom, så vil han kunne helbredes.
Det vil sige, han vil ikke kunne få den helbredelse, han ønsker sig, nemlig den, hvor han kan drikke, som han kunne tidligere: behersket og uden overdrivelse, men han kan opnå den helbredelse, der får ham til helt at holde sig fra alkohol, han kan blive en alkoholiker, der ikke mere drikker, længere kan han ikke drive det.
Hvad vi andre kan gøre, er nok i virkeligheden forsvindende lidt. For dette at blive ramt så dybt inde i personligheden, at man må erkende, at der er noget, man ikke er herre over, noget, man ikke kan styre, det er en forfærdelig oplevelse, ikke mindst i vor del af verden, hvor alle forventes at have styr på sig selv og sin tilværelse. Den erkendelse er hård at komme igennem, og der skal vel også skrappe midler til, og den kan nok kun de mennesker hjælpe alkoholikeren med, som selv har måttet igennem denne erkendelse, dvs. tidligere alkoholikere, eller, som de i dag med et godt udtryk betegner sig selv: alkoholikere, der ikke mere drikker.
Men det er vel heller ikke nogen skade til, om vi andre gør os klart, hvad der er på færde: at det ikke er dårlig moral, eller elendig barndom, eller en skrap Pernille med sin krabask, der fremkalder alkoholisme, nej, det er ens gener, det er ens modtagelighed for alkohol, som er anderledes end andres, noget, der vel først kommer til udtryk, når man har et vist alkoholforbrug – og det kunne man jo så have ladet være med at få, men man kan ikke være afholdende med tilbagevirkende kraft – men ellers noget, man ikke kan reparere på, noget, man ikke kan lave om på ved sig selv, men kun komme ud af ved total afholdenhed.
Og selv om vort samfund er ret alkoholiseret, så er det dog muligt at leve et nogenlunde normalt liv uden at drikke.
