Er alkoholisme en sygdom?

Ja det er en sygdom, og det kan vel som sådan ikke tænkes andet om det, når det er anerkendt som en sygdom af WHO. Jeg sætter jo heller ikke spørgsmålstegn ved andre sygdomme som kræft eller i den stil.

Det er for let at sidde og sige, at det bare er et spørgsmål om at tage et valg, eller bare at lade være, for så let kan det simpelthen ikke bortforklares. Denne her sygdom gør dig så syg, at du vælger at svigte dine børn, familie, venner selvom de betyder så meget for dig. Hvis det var så simpelt, som bare at søge hjælp, så gorde de fleste misbrugere det, for det er trods alt få mennesker i denne verden, som er så gennemført ond, at de bevidst ønsker at såre mennesker omkring dem. 

Det var helt klart min fars sygdom, der til tider fik ham til at behandle os som dyr, for han var uden tvivl skadet hans arv og miljø, og så voldsom en indflydelse har det altså på nogle. Andre vkser også op i sådanne vilkår, og udvikler aldrig denne trang, men dem der så gør, ender med at gøre de samme ting de havde forsvoret nogensinde at gøre. 

Da jeg startede mit forbrug op af stoffer, var jeg så ødelagt i hovedet af min egen barndom, at jeg ikke så mig selv som værende mere værd, end et dyr og det bedste for alle ville være, hvis jeg bare døde. Stofferne gav mig en ventil, så jeg en gang i mellem kunne holde mig selv ud. Så hvis det bare var et spørgsmål om at søge hjælp, så tror jeg da nok lige, at det var den vej jeg havde gået. Jeg er sikker på, at størstedelen af de misbrugere jeg har mødt, ville have søgt hjælp meget før, hvis det var så let.

Jeg har alkoholisme tæt inde på livet.

Min far er alkoholiker og har været det al den tid jeg husker. Han har dog i perioder været helt ædru, men drikker han bare én øl, så fortsætter han bare... For ham er det en sygdom.

Jeg ved ikke om man kan generalisere, for jeg tænker, at man kan være alkoholisk i en periode, som symptom på noget andet og når det primære problem er løst, vil det for nogle være muligt (med hjælp og støtte), at stoppe sit misbrug og få et normalt forhold til alkohol.

Derfor mener jeg, at det både kan være en sygdom, men også et symptom på noget andet. For de mennesker, der aldrig kommer til at kunne komme i nærheden af alkohol, vil jeg definere det som en sygdom.

Håber du forstår hvad jeg mener

både og...

vil kalde det en livsstilssygdom.

Det er ikke en sygdomsom migræne, eller leukæmi eller diabetes f.eks.

Det er en livsstilssygdom der oftest dukker op af psykiske årsager, lige som meget andet misbrug.

Min bio far der har været slem alkoholiker de isdste 25 år snart er ikke syg som sådan. Det er jo mere som heroin, at det er en slem afhænghed som kroppen har brug for for at komme igennem dagen.

Nogle dag er så værre end andre. Og nogle kan komme ud af deres misbrug mens andre for evigt er fanget i nettet.

Rygning er heller ikke en sygdom, det som de andre en dumt valg i livet som man ikke burde have taget. Som de andr kommer nogle ud af det mens andre aldrig tager sig sammen. Dog er rygnign bevist væsenligt nemmere at stoppe end f.eks heroin jo:-)

Men alle sammen kræver rygrad og har man ikke det er man ret skidt stillet.

Jeg mener ikke alkoholisme er en sygdom... Men det er et symptom på en sygdom...

Så det er vel to sider af samme sag ...

Zafir skriver:

Jeg mener ikke alkoholisme er en sygdom... Men det er et symptom på en sygdom...

Så det er vel to sider af samme sag ...

Sådan ser jeg det lige præcis også...

Jeg vil ikke kalde alhoholisme for en sygdom, men en afhængighed.. Dog vil jeg sige at det kan gå hen og blive et symptom på en sygdom, hvis flere ting spiller ind.. F.eks. man man drikker for at dulme depressioner eller andre psykiske lidelser. 

Egentlig starter det vel som en del af ens livsstil, ligesom rygning og narkomani.. Hvorefter det enten går direkte hen og bliver en afhængighed, eller bliver et symptom på en sygdom..

I bund og grund en flugt fra virkeligheden..

Spændende debat

alkoholisme er en sygdom, ehm har selv haft en i tæt familie der har drukket og det er en sygdom de kan ikk selv stoppe. og de stopper ikk før de selv ville.

Ja, jeg er opvokset med at aloholisme er en sygdom. En uhelbredelig sygdom, som skal anerkendes som en sygdom. Mine forældre er begge to ædrue alkoholikere, og selv om de ikke har drukket i min levetid, er jeg alligevel påvirket af det. 

Jeg ved at det ikke er en selvfølge at de er ædrue og at mine søskende og jeg har været så heldige at have dem. De går begge to til AA møder hver uge, og en gang om året fejrer vi deres 'fødselsdag'. Min mor bliver 23 år i år, og min far 22.  De dage betyder meget for mig og min familie. De har ikke rørt alkohol i alle disse år! Er det ikke fantastisk? 

Jeg vil ikke sige at jeg lever i frygt for at de falder i igen, fordi det har jeg ikke oplevet, og regner heller ikke med at opleve det, netop fordi de har accepteret at de ikke kan leve et liv med alkohol. Min far faldt i igen et par gange før han for alvor blev ædru, og det var netop fordi han troede, at han godt kunne styre det og så kun drikke en enkelt øl. Men det kan de ikke, derfor drikker de slet ikke.

Jeg er så genetisk disponeret og har altid fået at vide at jeg skal være meget obs på det. Min storebror er alkoholiker, ædru i øjeblikket

 Så jeg ved hvordan det er at leve med en ikke ædru alkoholiker i familien, og selv om han er utrolig god til at gemme det, så lider vi alle sammen under det. Man bliver med-alkoholiker og laver en masse undskylninger for personen osv. Mig og mine søskende tænker ikke længere så meget over,  at min storebror i perioder bor hjemme, får penge fra mine forældre og ikke arbejder. Om det f. eks. var min storesøster som flyttede hjem og begyndte at "nasse" på mine forældre, ville det ses som meget uacceptabelt og jeg tror vi allesammen ville se det som særbehandling.  Men det gør vi ikke med min storebror, og det har jeg ikke tænkt på før end for nogle måneder siden. Hvor med-afhængige vi faktiskt er. 

Jeg tror det er svært for os skandinavere at se det som en sygdom. Vi lever i et meget alkoholiseret-kulturelt samfund, hvor det nærmest er acceptabelt at drikke så meget som vi nu gør. Hvor mange kender ikke en, eller er i familie med en som drikker for meget, uden at det bliver set som et problem?

Der findes ikke mange uddannelser idenfor alkoholisme og andet misbrug her i skandinavien. Men i USA er de for længe siden gået i gang med det. Jeg overvejer selv at uddanne mig til det, men synes at det er lidt latterligt at det rent faktisk ikke findes så mange uddannelser indenfor præcis dette område. Der kom en helt ny uddannelse i 2010,  http://www.kongensoe.dk/ny-uddannelse-om-narkotika-og-alkohol .. og så ved jeg at man kan uddane sig til misbrugskonsulent. (  http://www.ug.dk/uddannelser/andreerhvervsrettedeuddannelser/andreuddsocialogsundhed/misbrugskonsulent.aspx&nbsp 

Undervisninsafgiften skal man dog selv sørge for, og det viser jo i sig selv, at alkoholisme og misbrug ikke rigtig bliver taget alvorligt her i Danmark. Desværre...  Nu siger jeg ikke, at der ikke er flere gode misbrugskonsulenter rundt omkring, for jeg har kendskab til nogle helt fantastiske, men der mangler uddannelser indenfor området..  

Havde lige skrevet et LANGT svar, men det blev så åbenbart slettet igen og jeg orker ikke skrive det så udførligt en gang til, så I får den korte version.

Jeg er datter af en alkoholiker og med min professionsviden og specielt med baggrundsviden om min far, der er jeg helt enig i at det er en sygdom, men jeg mener derimod ikke at det undskylder de valg de tager!

Jeg har ikke set min far siden 2000 hvor han i mine øjne døde!

Havde kort kontakt til ham fra 2008-2009 fordi han var i behandling, men ikke engang som ædru var det min far jeg havde i røret og da han faldt i igen kunne jeg mærke at min intuition om at min far ikke levede mere var korrekt.

Min far var en fantastisk far, hvis man lige så bort fra hans sygdom. Jeg elskede min far højt og vil altid gøre det! Jeg savner ham og mangler ham i mit liv, men den mand der er tilbage nu efter sygdommens grimme og stramme tag i ham, det kunne lige så godt være en anonym sæddonor, for han har intet med min far at gøre og han er ikke engang en 10. del af den mand min far var!

Selvom det er blevet forkortet, så håber jeg at nogle af jer der ikke har det tæt på kan se hvor meget den afhængighed kan frarøve den virkelige person inde bag. Min far har været syg siden han var 20, så han har været syg i 38 år nu. Det startede jo blødt ud, men det blev stødt værre da han blev pensioneret fra søværnet som 45-årig og gik så helt galt da ham og min mor blev skilt og sygdommen tog overhånd og slog min far ihjel. Ikke bogstavligt, men i overført betydning.

Jag har tilgivet min far, men kan stadig blive gal og ked af det fordi jeg mangler ham, men jeg ville have det på præcis samme måde hvis han virkelig var død!

Begge dele, for nogle er det et misbrug - for andre en sygdom - da de er afhængige (og er disponeret for at blive afhængige) og blive syge af at drikke, flillipiner fx. har ifølge min kammerat (som selv kommer dernede fra) ikke så god en alkohol tolerance for som en der er oprindet i dk fx. 

Indianere er jo også disposioneret for diabetes fx. og er der ikke et eller andet med at Grønlænder også har "genet" for at blive afhængig af alkohol. 

Jeg syntes så der er milividt forskel på alkohol, narkotika og smøger - smøgerne gør jo ikke ligefrem ikke ens reaktionsevne dårligere vel!! :O)