Overgreb

Mia&Tonny skriver:

Her i huset står vi i den situation at min svigerfar pt er fængslet for overgreb på min kærestes to søstre og min kæreste har valgt at vi aldrig skal se ham mere..... Som han sagde, hans datters sikkerhed frem for alt...! Men men men, min svigermors nye mand har desværre også en tendens til at ha svært ved at holde lapperne for sig selv, så der har vo begrænset besøgene meget og han sidder aldrig med vores datter og er aldrig alene med hende.... Hun vil aldrig blive passet hos dem og vi vil altid være der når han er der.... Det er vildt hårdt, specielt for min kæreste, men det er trods alt vores datter, det er vores pligt at passe på vores børn!

Åh, vil du ikke skrive lidt mere om, hvilke tanker I gør jer, og hvad I gør i praksis? Din datter lyder ikke så gammel?

Selv tænker jeg langt frem: Mit barn aldrig være alene med krænkeren, men skal jo heller ikke føle sig overvåget (altså barnet). Hvad tænker I om det? Hvad tænker I om familiefester, hvor børnene jo render rundt - Hvordan have et øje på hver finger?

Jeg har ikke selv tænkt mig at lade barnet være "alene" med andre familiemedlemmer og krænkeren, da jeg ved, at blikke o.a. kan foregå lige under næsen på den uopmærksomme, så enten vil min mand eller jeg altid være til stede. Hvordan håndterer I det?

Lader I svigermor komme forbi og passe hos jer? - med fare for at svigerfar uden jeres vidende "får sig et ærinde" der?

Jeg vil blive rigtig glad for atr høre mere..

Rosa skriver:

Jeg får lyst til lige at kommentere på detteher med pædofile kontra ikke-pædofile (spring det bare over hvis det forekommer irrelevant for diskussionen):

 

Jeg skriver i øjeblikket speciale om behandling af mænd som begår seksuelle overgreb på børn. Det er et psykologisk speciale, hvilket betyder at det skal være fagligt og neutralt i tilgangen til emnet og de mennesker det berører og derfor ikke er præget af hverken propædofile eller kontrapædofile subjektive holdninger. Naturligvis forholder jeg mig til emnet udfra en retspsykologisk vinkel, og dermed anerkender jeg 100% at overgrebene er kriminelle og dermed strafbare, men eftersom jeg er interesseret i at undersøge HVAD der ligger bag dels diagnosen pædofili og profile på ikke-pædofile krænkere er mit fokus primært på de biologiske og psykosociale faktorer som spiller ind før, under og efter overgreb.

Noget af det som er interessant for mit syfte er forklaret af en teoretiker som deler overgrebet op i netop disse tre faser. Og de ting som skal være tilstede (og her kan en eller flere faktorer betyde meget mere end de andre) for at et overgreb faciliteres er dels 

1.Lysten til det specifikke barn, dvs. barnets udseende og evt. dets personlighed, alder m.m. skal matche det som den enkelt overgrebsmand finder seksuelt attraktivt, dvs. en pædofil tiltrækkes som regel af de barnlige træk og uskylden og det han oplever som værende noget smukt som udelukkende findes hos børn, mens en seksuel krænker som krænker udelukkende af "mangel på bedre" vil som regel drages af det magtmæssige overtag.  

2. Tilgængelighed - dvs. muligheden skal forefindes for at være alene med barnet/børnene eller i situationer hvor overgrebet kan foregå uden at det opdages. Dette er det som vægtes allerhøjest hos de ikke-pædofile krænkere - barnet bliver offer fordi han/hun kan få sin vilje uden at skulle konfronteres med en voksens følelser og vilje. 

3.At barnet kan manipuleres, lokkes, bestikkes, trues eller på anden måde overtales til at lade overgrebet finde sted (og holde tæt med det bagefter). Den taler vidst for sig selv, alle krænkere er afhængig af dette punkt. 

4.At gerningsmanden er i stand til at overvinde egne hæmmende følelser, tænker m.m. og dermed blive i stand til at initiere og derefter gennemføre overgrebet. Det betyder bl.a. at der i krænkeren foregår en bevidst overvindelse af de sociale tabu som alle mennesker i dag er bevidste om findes. Hos en "ægte" pædofil er der oftest en (vrang)forestilling omhandlende børn og seksualitet, som forstærkes i det pædofile fællesskab som ikke nødvendigvis er tilstede hos en ikke-pædofil. De ikke-pædofile rationaliserer overgreb, ikke udfra et "højere kodeks" ("børn er også seksuele væsner, og at nægte dem denne udfoldelse sammen med en voksen som elsker dem er at krænke deres rettigheder) som bakkes op af andre ligesindede, eftersom de ikke definerer sig selv som pædofile og søger dette fællesskab. De retfærdiggør overgrebet udfra det konkrete barn og den personlige holdning personen har til relationen ("hun ville jo gerne selv").  

 

Derfor MÅ der finde en vis grad af rationalisering sted, enten før, under eller efter et overgreb.  Der findes ingen seksuelle krænkere af børn i dag som "kommer til" at begå overgreb, men der findes krænkere med en begrænset empatisk formåen og en stærk rationaliseringsevne. Der findes efter min mening ingen seksuel krænker af børn som ikke selv vælger at være netop dette, kærligt eller ej.  

Og i min optik er en af de største forskelle på pædofile og seksuelle krænkere at man sagtens kan være pædofil uden at krænke, og man kan sagtens krænke uden at være pædofil. 

Bare et lille (langt) fagligt indspark til debatten. 

Og min dybeste medfølelse til alle jer som har været udsat for overgreb af enhver art. Det er frygteligt at disse ting stadig foregår, og det er bl.a. for jeres skyld at behandling af disse mennesker MÅ og SKAL udvikles!

Mvh

Rosa

 

 

jeg synes det er så rart at have en som dig herinde. jeg har enorm nytte af at få den helt faglige side af sagen med, på en eller anden måde gør det mig bedre i stand til at se det udefra og derved for alvor SE hvad min far gjorde. ikke FØLE det han gjorde, ikke TÆNKE det han gjorde, ikke GENNEMLEVE det han gjorde, men SE det. for det det er. og det er nemlig en beslutning om at gøre noget som gjorde mig ondt. og beslutningen om at gøre det om og om og om igen. Jeg sagde en gang til Søren "Han ved jo ikke engang han gjorde noget forkert" (aka stakkels mand) hvortil Søren svarede "Han ved i den grad han har gjort noget forkert, hvis en normal far havde en datter der sagde han havde misbrugt hende i den grad du fortæller, så ville han ikke bare forsvinde, han ville spørge hende hvor de ideer kommer fra! det at din far bare sev ud da du begyndte at sige "jeg ved godt hvad du har gjort!" siger ALT om, at han ved HVAD han har gjort og hvor forkert det er".

shit det var hårdt at få at vide!

jeg har jo som offer og datter brugt enormt mange år, både mens det stod på men i den grad også efter, på at forklare mig selv (især det misbrugte barn i mig) hvorfor det skete. ved at snakke-snakke-snakke-snakke om det lærer jeg lige så langsomt virkeligheden at kende. i den forbindelse er du en kæmpe gave, for selvom nogle uden tvivl vil synes det er barskt at man kan forholde sig stille og roligt til facts og videnskabelige undersøgelser af de her mennesker, så gør det MIG bedre i stand til at forstå det skete. I høj grad det at de ER mennesker! de er ikke ensidige monstre, de er også kærlige fædre, gode ægtemænd, venlige kollegaer osv osv. Jeg har bare besluttet at den ene side - og den manglende evne til at bekæmpe den, som du også er inde på - er nok til, at jeg ikke vil udsætte mig selv og så absolut heller ikke Sol for hans selskab.

på mange måder ville han blive en fantastisk bedstefar. men det får han ikke lov til og den beslutning tager JEG, for at beskytte Sol.

Jeg har også stået i den situation at så VAR der ingen bedstefar. Sørens far er død og min far får ikke lov at deltage. MEN SÅDAN VAR DET BARE! Så er hun omgivet af så mange andre mennesker der vil hende det allerbedste og som elsker hende UDEN at gøre hende ondt! Nu har hun jo fået en fantastisk bedstefar i min mors mand (som har været i familien lidt kortere tid end Søren) og det ser jeg som en kæmpe gave. men jeg er også åben omkring hvad der er sket mig og min frygt og derfor er der stadig visse regler. fx at Bedstefar ikke bader og skifter ble. og det er ikke fordi jeg tror han kunne finde på noget, hvis jeg havde bare den mindste mistanke - til nogen overhovedet - så ville de ikke få lov at være sammen med Sol. ganske enkelt. Det er simpelthen fordi Bedstefar selv har valgt at ville respektere de følelser jeg - og mine søstre - har omkring de her ting. Som han siger, så synes han bare slet ikke tvivlen skal kunne opstå og derfor er der visse regler. Han har desuden selv haft incest tæt inde på livet i sin opvækst, desværre.

nåh, det blev uendeligt langt (surprise surprise) og var sådan et blandet svar til Rosa og trådstarter

Rosa skriver:

Jeg får lyst til lige at kommentere på detteher med pædofile kontra ikke-pædofile (spring det bare over hvis det forekommer irrelevant for diskussionen):

 

Jeg skriver i øjeblikket speciale om behandling af mænd som begår seksuelle overgreb på børn. Det er et psykologisk speciale, hvilket betyder at det skal være fagligt og neutralt i tilgangen til emnet og de mennesker det berører og derfor ikke er præget af hverken propædofile eller kontrapædofile subjektive holdninger. Naturligvis forholder jeg mig til emnet udfra en retspsykologisk vinkel, og dermed anerkender jeg 100% at overgrebene er kriminelle og dermed strafbare, men eftersom jeg er interesseret i at undersøge HVAD der ligger bag dels diagnosen pædofili og profile på ikke-pædofile krænkere er mit fokus primært på de biologiske og psykosociale faktorer som spiller ind før, under og efter overgreb.

Noget af det som er interessant for mit syfte er forklaret af en teoretiker som deler overgrebet op i netop disse tre faser. Og de ting som skal være tilstede (og her kan en eller flere faktorer betyde meget mere end de andre) for at et overgreb faciliteres er dels 

1.Lysten til det specifikke barn, dvs. barnets udseende og evt. dets personlighed, alder m.m. skal matche det som den enkelt overgrebsmand finder seksuelt attraktivt, dvs. en pædofil tiltrækkes som regel af de barnlige træk og uskylden og det han oplever som værende noget smukt som udelukkende findes hos børn, mens en seksuel krænker som krænker udelukkende af "mangel på bedre" vil som regel drages af det magtmæssige overtag.  

2. Tilgængelighed - dvs. muligheden skal forefindes for at være alene med barnet/børnene eller i situationer hvor overgrebet kan foregå uden at det opdages. Dette er det som vægtes allerhøjest hos de ikke-pædofile krænkere - barnet bliver offer fordi han/hun kan få sin vilje uden at skulle konfronteres med en voksens følelser og vilje. 

3.At barnet kan manipuleres, lokkes, bestikkes, trues eller på anden måde overtales til at lade overgrebet finde sted (og holde tæt med det bagefter). Den taler vidst for sig selv, alle krænkere er afhængig af dette punkt. 

4.At gerningsmanden er i stand til at overvinde egne hæmmende følelser, tænker m.m. og dermed blive i stand til at initiere og derefter gennemføre overgrebet. Det betyder bl.a. at der i krænkeren foregår en bevidst overvindelse af de sociale tabu som alle mennesker i dag er bevidste om findes. Hos en "ægte" pædofil er der oftest en (vrang)forestilling omhandlende børn og seksualitet, som forstærkes i det pædofile fællesskab som ikke nødvendigvis er tilstede hos en ikke-pædofil. De ikke-pædofile rationaliserer overgreb, ikke udfra et "højere kodeks" ("børn er også seksuele væsner, og at nægte dem denne udfoldelse sammen med en voksen som elsker dem er at krænke deres rettigheder) som bakkes op af andre ligesindede, eftersom de ikke definerer sig selv som pædofile og søger dette fællesskab. De retfærdiggør overgrebet udfra det konkrete barn og den personlige holdning personen har til relationen ("hun ville jo gerne selv").  

 

Derfor MÅ der finde en vis grad af rationalisering sted, enten før, under eller efter et overgreb.  Der findes ingen seksuelle krænkere af børn i dag som "kommer til" at begå overgreb, men der findes krænkere med en begrænset empatisk formåen og en stærk rationaliseringsevne. Der findes efter min mening ingen seksuel krænker af børn som ikke selv vælger at være netop dette, kærligt eller ej.  

Og i min optik er en af de største forskelle på pædofile og seksuelle krænkere at man sagtens kan være pædofil uden at krænke, og man kan sagtens krænke uden at være pædofil. 

Bare et lille (langt) fagligt indspark til debatten. 

Og min dybeste medfølelse til alle jer som har været udsat for overgreb af enhver art. Det er frygteligt at disse ting stadig foregår, og det er bl.a. for jeres skyld at behandling af disse mennesker MÅ og SKAL udvikles!

Mvh

Rosa

 

 

Hej Rosa

Jeg finder dit indlæg interessant - selvom jeg ikke er sikker på, at jeg forstod det hele ang. pædofil kontra sexuel krænker..

Jeg får lyst til at kommentere lidt ang. krænkerens bevidste valg. Jeg selv blokkede én af de værste oplevelser ude af min bevidsthed i 7 år, og i mange år bildte jeg mig ind, at der ikke var sket noget ulovligt. Jeg holdt dog fast i at MINE grænser var blevet overskredet.

Selv nu, har jeg svært ved at erkende, at min far bevidst overskred mine grænser. Jeg ved, at det har han, men jeg tænker også, at der er en glidende overgang. Fx Hvad er overgreb? En voksen mands sexuelt ladede blik mod et barn i et rum fyldt med mennesker? I min øjne: JA! Er det krænkerens bevidste valg at krænke i denne situation? Jeg ved det ikke.. En "besked", der absolut skal gives barnet i brusekabinen, fulgt af elevatorblikket? JA, absolut en krænkelse! - Er det en bevidst krænkelse? - Jeg tænker, at ligesom jeg kunne bilde mig selv ind, at der ikke var "sket noget", kunne han i endnu højere grad bilde sig det samme ind. Når vi taler konkret befamling, er det selvfølgelig sværere, at "legalisere", men ikke umuligt.. Overgangen er glidende.

Anonym skriver:

Åh, vil du ikke skrive lidt mere om, hvilke tanker I gør jer, og hvad I gør i praksis? Din datter lyder ikke så gammel?

Selv tænker jeg langt frem: Mit barn aldrig være alene med krænkeren, men skal jo heller ikke føle sig overvåget (altså barnet). Hvad tænker I om det? Hvad tænker I om familiefester, hvor børnene jo render rundt - Hvordan have et øje på hver finger?

Jeg har ikke selv tænkt mig at lade barnet være "alene" med andre familiemedlemmer og krænkeren, da jeg ved, at blikke o.a. kan foregå lige under næsen på den uopmærksomme, så enten vil min mand eller jeg altid være til stede. Hvordan håndterer I det?

Lader I svigermor komme forbi og passe hos jer? - med fare for at svigerfar uden jeres vidende "får sig et ærinde" der?

Jeg vil blive rigtig glad for atr høre mere..

Vil meget gerne forklare mere, men er du så ikke sød at skrive en PB til mig.. Skal selvfølgelig nok holde dit navn for mig selv...

Kh Mia

Mia&Tonny skriver:

Vil meget gerne forklare mere, men er du så ikke sød at skrive en PB til mig.. Skal selvfølgelig nok holde dit navn for mig selv...

Kh Mia

Tak Mia - Det har jeg gjort.

Anonym skriver:

Hej Rosa

Jeg finder dit indlæg interessant - selvom jeg ikke er sikker på, at jeg forstod det hele ang. pædofil kontra sexuel krænker..

Jeg får lyst til at kommentere lidt ang. krænkerens bevidste valg. Jeg selv blokkede én af de værste oplevelser ude af min bevidsthed i 7 år, og i mange år bildte jeg mig ind, at der ikke var sket noget ulovligt. Jeg holdt dog fast i at MINE grænser var blevet overskredet.

Selv nu, har jeg svært ved at erkende, at min far bevidst overskred mine grænser. Jeg ved, at det har han, men jeg tænker også, at der er en glidende overgang. Fx Hvad er overgreb? En voksen mands sexuelt ladede blik mod et barn i et rum fyldt med mennesker? I min øjne: JA! Er det krænkerens bevidste valg at krænke i denne situation? Jeg ved det ikke.. En "besked", der absolut skal gives barnet i brusekabinen, fulgt af elevatorblikket? JA, absolut en krænkelse! - Er det en bevidst krænkelse? - Jeg tænker, at ligesom jeg kunne bilde mig selv ind, at der ikke var "sket noget", kunne han i endnu højere grad bilde sig det samme ind. Når vi taler konkret befamling, er det selvfølgelig sværere, at "legalisere", men ikke umuligt.. Overgangen er glidende.

 

Ja, det er jo svært at sige for en udenforstående, men JEG har valgt at bruge begreberne "seksuel krænkelse", som kan være netop et blik eller ord eller et tilsyneladende "uskyldigt" kærtegn om seksuelt relaterede ulovlige handlinger og gesti, når jeg taler om generel pædofil adfærd,  og så termen "fysisk overgreb" når jeg taler om decideret seksuel kontakt mellem krænker og offer, fordi denne term er nemmere at kategorisere, og baserer min argumentation på et retsligt perspektiv.

Ikke dermed sagt at det du beskriver ikke også kan opleves som klokkeklare krænkelser, og flere af dem kunne faktisk høre ind under paragraffen om blufærdighedskrænkelse, men de er bare svære at anvende i forskningsøjemed, fordi man ikke kan bevise videnskabeligt at f.eks. et blik er kastet med en bestemt bagtanke. Derfor er de mere subtile krænkelser noget sværere at arbejde med når det kommer til artikelskrivning hvor man helst skal være saglig og faktabaseret. 

Mvh

Rosa

Tjuhl skriver:

jeg synes det er så rart at have en som dig herinde. jeg har enorm nytte af at få den helt faglige side af sagen med, på en eller anden måde gør det mig bedre i stand til at se det udefra og derved for alvor SE hvad min far gjorde. ikke FØLE det han gjorde, ikke TÆNKE det han gjorde, ikke GENNEMLEVE det han gjorde, men SE det. for det det er. og det er nemlig en beslutning om at gøre noget som gjorde mig ondt. og beslutningen om at gøre det om og om og om igen. Jeg sagde en gang til Søren "Han ved jo ikke engang han gjorde noget forkert" (aka stakkels mand) hvortil Søren svarede "Han ved i den grad han har gjort noget forkert, hvis en normal far havde en datter der sagde han havde misbrugt hende i den grad du fortæller, så ville han ikke bare forsvinde, han ville spørge hende hvor de ideer kommer fra! det at din far bare sev ud da du begyndte at sige "jeg ved godt hvad du har gjort!" siger ALT om, at han ved HVAD han har gjort og hvor forkert det er".

shit det var hårdt at få at vide!

jeg har jo som offer og datter brugt enormt mange år, både mens det stod på men i den grad også efter, på at forklare mig selv (især det misbrugte barn i mig) hvorfor det skete. ved at snakke-snakke-snakke-snakke om det lærer jeg lige så langsomt virkeligheden at kende. i den forbindelse er du en kæmpe gave, for selvom nogle uden tvivl vil synes det er barskt at man kan forholde sig stille og roligt til facts og videnskabelige undersøgelser af de her mennesker, så gør det MIG bedre i stand til at forstå det skete. I høj grad det at de ER mennesker! de er ikke ensidige monstre, de er også kærlige fædre, gode ægtemænd, venlige kollegaer osv osv. Jeg har bare besluttet at den ene side - og den manglende evne til at bekæmpe den, som du også er inde på - er nok til, at jeg ikke vil udsætte mig selv og så absolut heller ikke Sol for hans selskab.

på mange måder ville han blive en fantastisk bedstefar. men det får han ikke lov til og den beslutning tager JEG, for at beskytte Sol.

Jeg har også stået i den situation at så VAR der ingen bedstefar. Sørens far er død og min far får ikke lov at deltage. MEN SÅDAN VAR DET BARE! Så er hun omgivet af så mange andre mennesker der vil hende det allerbedste og som elsker hende UDEN at gøre hende ondt! Nu har hun jo fået en fantastisk bedstefar i min mors mand (som har været i familien lidt kortere tid end Søren) og det ser jeg som en kæmpe gave. men jeg er også åben omkring hvad der er sket mig og min frygt og derfor er der stadig visse regler. fx at Bedstefar ikke bader og skifter ble. og det er ikke fordi jeg tror han kunne finde på noget, hvis jeg havde bare den mindste mistanke - til nogen overhovedet - så ville de ikke få lov at være sammen med Sol. ganske enkelt. Det er simpelthen fordi Bedstefar selv har valgt at ville respektere de følelser jeg - og mine søstre - har omkring de her ting. Som han siger, så synes han bare slet ikke tvivlen skal kunne opstå og derfor er der visse regler. Han har desuden selv haft incest tæt inde på livet i sin opvækst, desværre.

nåh, det blev uendeligt langt (surprise surprise) og var sådan et blandet svar til Rosa og trådstarter

 

Der findes to bøger som jeg synes har været ret gode og letlæselige for ikke-psyk'er som jeg rigtig gerne vil anbefale hvis du føler du har lyst til yderligere indblik i krænkerens psyke, for de giver nogle ret gode bud på hvorfor mange krænkere bliver som de er, hvad der foregår i hovedet på dem:

Marianne Gram: Det seksuelle overgreb - krænkerens profil

Sarah D. Goode: Understanding and adressing adult sexual attraction to children.

Den på dansk drager paralleler mellem borderline diagnosen og krænkerprofiler. Det handler primært om evnen til manipulation med omverdenen, som kunne være relevant for dig at læse måske?

Og mange tak, jeg blev virkelig bekymret efter at jeg trykkede "opret indlæg" for hvad nu hvis jeg blve misforstået - jeg er ikke ude på at undskylde eller bortforklare de frygtelige oplevelser du og andre har haft. Jeg har selv overgreb meget tæt inde på livet, faktisk er jeg den eneste i min kvindelige familie som er gået fri...  

jeg har ikke læst hele tråden, og kan osse kun svare hypotetisk, da jeg ikke har oplevet noget af den slags, men hvis en tæt på mig havde gjort sådan noget, og jeg ikke ville kunne bryde kontakten helt, så ville jeg da bare ALTID sørge for at personen aldrig var alene med mit barn, heller ikke bare i 5 min.

Anonym skriver:

^{Jeg kan kun anbefale at tage konfrontationen. Jeg er SÅ glad for, at jeg fik det gjort. Det har været et stort skridt på vejen for mig til at erkende, hvad der rent faktisk er sket, og at det HAR haft store konsekvenser for mig, som jeg lever med nu.}

Jeg er glad for at høre at det har virket for dig. Jeg kan fortælle at min søster og jeg sammen tog en konfrontation med min bror på min 18 års fødselsdag. Det er 22 år siden. Og dengang var det ikke godt for mig. Han afviste det med at vi jo selv havde været forelsket i ham og desuden var vi kun halvsøstre. Så vi havde ikke noget at komme efter.

Han er ekstremt manipulerende og det er meget svært at være stærk nok til at argumentere i mod ham. Desværre.

aarhusmor skriver:

Jeg er glad for at høre at det har virket for dig. Jeg kan fortælle at min søster og jeg sammen tog en konfrontation med min bror på min 18 års fødselsdag. Det er 22 år siden. Og dengang var det ikke godt for mig. Han afviste det med at vi jo selv havde været forelsket i ham og desuden var vi kun halvsøstre. Så vi havde ikke noget at komme efter.

Han er ekstremt manipulerende og det er meget svært at være stærk nok til at argumentere i mod ham. Desværre.

Hvor ER det sejt, at I gjorde det! - og så unge.. Da jeg var 18 havde jeg på ingen måde indrømmet for mig selv, at mine grænser var blevet overtrådt.

Der er nok stor forskel på, hvad man får ud af en konfrontation alt efter livserfaring - og hvad man forventer at få igen. Da jeg talte med min far om det første gang - alene- anede jeg ikke hvilket reaktion, jeg ville få. Jeg havde forberedt mig på alt fra stor vrede til benægtelse - og jeg forventede intet andet, end at han hørte min besked. Det eneste, jeg ikke havde forberedt mig på, var sympati samtidig med at han ikke kunne genkende, hvad jeg fortalte.. Han har så siden indrømmet at "der nok skete noget", men jeg har indtryk af, at han har svært ved at erkende det for sig selv.

For så vidt har jeg fået mere ud af det end ventet. Under alle omstændigheder har det været en stor del af min bearbejdning - som vel egentlig mere eller mindre startede med konfrontationen.. Derfor er jeg fuld af beundring for, at I tog det op så tidligt i livet.