Overgreb

Tjuhl skriver:

jeg synes det er så rart at have en som dig herinde. jeg har enorm nytte af at få den helt faglige side af sagen med, på en eller anden måde gør det mig bedre i stand til at se det udefra og derved for alvor SE hvad min far gjorde. ikke FØLE det han gjorde, ikke TÆNKE det han gjorde, ikke GENNEMLEVE det han gjorde, men SE det. for det det er. og det er nemlig en beslutning om at gøre noget som gjorde mig ondt. og beslutningen om at gøre det om og om og om igen. Jeg sagde en gang til Søren "Han ved jo ikke engang han gjorde noget forkert" (aka stakkels mand) hvortil Søren svarede "Han ved i den grad han har gjort noget forkert, hvis en normal far havde en datter der sagde han havde misbrugt hende i den grad du fortæller, så ville han ikke bare forsvinde, han ville spørge hende hvor de ideer kommer fra! det at din far bare sev ud da du begyndte at sige "jeg ved godt hvad du har gjort!" siger ALT om, at han ved HVAD han har gjort og hvor forkert det er".

shit det var hårdt at få at vide!

jeg har jo som offer og datter brugt enormt mange år, både mens det stod på men i den grad også efter, på at forklare mig selv (især det misbrugte barn i mig) hvorfor det skete. ved at snakke-snakke-snakke-snakke om det lærer jeg lige så langsomt virkeligheden at kende. i den forbindelse er du en kæmpe gave, for selvom nogle uden tvivl vil synes det er barskt at man kan forholde sig stille og roligt til facts og videnskabelige undersøgelser af de her mennesker, så gør det MIG bedre i stand til at forstå det skete. I høj grad det at de ER mennesker! de er ikke ensidige monstre, de er også kærlige fædre, gode ægtemænd, venlige kollegaer osv osv. Jeg har bare besluttet at den ene side - og den manglende evne til at bekæmpe den, som du også er inde på - er nok til, at jeg ikke vil udsætte mig selv og så absolut heller ikke Sol for hans selskab.

på mange måder ville han blive en fantastisk bedstefar. men det får han ikke lov til og den beslutning tager JEG, for at beskytte Sol.

Jeg har også stået i den situation at så VAR der ingen bedstefar. Sørens far er død og min far får ikke lov at deltage. MEN SÅDAN VAR DET BARE! Så er hun omgivet af så mange andre mennesker der vil hende det allerbedste og som elsker hende UDEN at gøre hende ondt! Nu har hun jo fået en fantastisk bedstefar i min mors mand (som har været i familien lidt kortere tid end Søren) og det ser jeg som en kæmpe gave. men jeg er også åben omkring hvad der er sket mig og min frygt og derfor er der stadig visse regler. fx at Bedstefar ikke bader og skifter ble. og det er ikke fordi jeg tror han kunne finde på noget, hvis jeg havde bare den mindste mistanke - til nogen overhovedet - så ville de ikke få lov at være sammen med Sol. ganske enkelt. Det er simpelthen fordi Bedstefar selv har valgt at ville respektere de følelser jeg - og mine søstre - har omkring de her ting. Som han siger, så synes han bare slet ikke tvivlen skal kunne opstå og derfor er der visse regler. Han har desuden selv haft incest tæt inde på livet i sin opvækst, desværre.

nåh, det blev uendeligt langt (surprise surprise) og var sådan et blandet svar til Rosa og trådstarter

 

Hvor er det rart at høre, at jeg ikke er den eneste, der har tænkt "Men han vidste jo ikke, hvad han gjorde". Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor svært det må have været, da det gik op for dig, at han VAR klar over det.

Som du kan se, er jeg slet ikke lige så langt i processen som dig og jeg har stadig svært ved at skelne, hvornår jeg bare er for naiv. I hvert fald én episode ved jeg, at han var helt klar over, at han gjorde noget forkert, men af én eller anden årsag er jeg stadig beskyttende overfor begge mine forældre. Nogle gange gør det mig så VRED, at det er MIG, der opfører mig som den støttende voksne i det her, mens de på ingen måde kan trøste eller lignende.

Du skubber mine tanker igang, hvilket er rigtigt rart.

Jeg er i øvrigt også glad for det "teoretiske" indlæg herinde med literaturhenvisning. For mit eget vedkommende kan jeg dog blive i tvivl om det er en måde at distancere mig fra det oplevede i forsøget på at bearbejde det..

Anonym skriver:

Hvor ER det sejt, at I gjorde det! - og så unge.. Da jeg var 18 havde jeg på ingen måde indrømmet for mig selv, at mine grænser var blevet overtrådt.

Der er nok stor forskel på, hvad man får ud af en konfrontation alt efter livserfaring - og hvad man forventer at få igen. Da jeg talte med min far om det første gang - alene- anede jeg ikke hvilket reaktion, jeg ville få. Jeg havde forberedt mig på alt fra stor vrede til benægtelse - og jeg forventede intet andet, end at han hørte min besked. Det eneste, jeg ikke havde forberedt mig på, var sympati samtidig med at han ikke kunne genkende, hvad jeg fortalte.. Han har så siden indrømmet at "der nok skete noget", men jeg har indtryk af, at han har svært ved at erkende det for sig selv.

For så vidt har jeg fået mere ud af det end ventet. Under alle omstændigheder har det været en stor del af min bearbejdning - som vel egentlig mere eller mindre startede med konfrontationen.. Derfor er jeg fuld af beundring for, at I tog det op så tidligt i livet.

Tak skal du have

Måske havde vi ikke tænkt så meget over det som du har og måske også fordi det trods alt bare var en halvbror og ikke en far og fordi vi var to kunne vi gøre det.

Men han ville jo ikke erkende, så vi nåede ikke rigtigt længere med det desværre

aarhusmor skriver:

Tak skal du have

Måske havde vi ikke tænkt så meget over det som du har og måske også fordi det trods alt bare var en halvbror og ikke en far og fordi vi var to kunne vi gøre det.

Men han ville jo ikke erkende, så vi nåede ikke rigtigt længere med det desværre

Tja, måske er det også nok "bare" som voksen at kigge ham i øjnene og sige "Du overskred min grænser, og det har haft konsekvenser for mig!"

Jeg bøvler stadig med en vrede, der dukker op indimellem, men først og fremmest når jeg er alene. Måske var det ikke tosset at få lukket det ud det rigtige sted i stedet for at være så fandens voksen..

Anonym skriver:

Tja, måske er det også nok "bare" som voksen at kigge ham i øjnene og sige "Du overskred min grænser, og det har haft konsekvenser for mig!"

Jeg bøvler stadig med en vrede, der dukker op indimellem, men først og fremmest når jeg er alene. Måske var det ikke tosset at få lukket det ud det rigtige sted i stedet for at være så fandens voksen..

også her. Jeg er også vred. Men jeg er mest vred på min søster. HUn er 8 år ældre end jeg, ligesom min bror som begik overgrebet. Hun vidste godt han gik på mig og hun tænkte at det var da fint, for så slap hun.

Vi ser ikke hinanden. Jeg har prøvet at genoptage det. Men det går altid galt. Jeg hader hende for det hun gjorde. Jeg var jo kun 6 da det startede og der var hun 14

En anden tråd herinde om en mor, der netop har fået bekræftet at svigerfar har gjort overgreb på datteren, har sat tanker igang hos mig. Det griber ned i min egen frygt som gravid.

Vi må være en del kvinder, der selv har oplevet overgreb fra et nært familiemedlem i barndommen. Hvordan griber I andre det an i forhold til familien? Har I valgt familien fra? Hvilke forholdsregler tager I?

Jeg kan sagtens forstå de, der synes, at manden bare skal klynges op - Det tænker jeg selv, når jeg høre at små børn har været udsat for overgreb. Når man selv er blevet voksen og det handler om et nært familiemedlem, er der dog flere følelser involveret. Hvor mærkeligt det end lyder, kan man sagtens holde af andre sider i personen.

Så: Hvordan beskytte sit barn? Nogle erfaringer? Åh, lige nu er jeg ked af, at I ikke kan svare anonymt, men måske er der alligevel nogen, der kender nogen, der hat tacklet sådan en situation..

Jeg har intet med min far at gøre... OG HELLER IKKE DEM DER HAR NOGET MED HAM AT GØRE... Og husk en gang pædofil altid pædofil... Så hold dit barn/børn fra veskommende... For personen vil tænke på dit barn/børn på den måde... Og det burde være nok til ikke at ønske at omgås sådan noget...

Ved det er en hård mening at have... Men hos os var det min BIOLOGISKE far, der var svinet... Han gjorde det igen og igen også selvom han igen og igen blev fængslet for det... Min mor tog ham tilbage igen og igen, først da kommunen ville fjerne os hvis ikke hun smed ham ud gjorde hun det... Og stol på mig, dit barn/børn tilgiver dig ALDRIG hvis det sker for dem... I deres hjerte vil du velvidende have udsat dem for fare... Jeg har kontakt med min mor idag, men der var en del år hvor jeg ikke kunne døje synet af hende... Og jeg stoler stadig ikke på at hun oprigtigt elsker mig... Først med min nuværende mand er jeg blevet et helt menneske... Men stadig har jeg punkter hvor jeg aldrig bliver som andre...

Og jeg kan love dig for at er der nogen der gør det imod mine børn, lever de ikke mere... Og de dør ikke uden smerter... Jeg hader de klamme stoddere... Jeg ved på egen krop og sjæl, hvad det gør ved en... Og idag glædes jeg over hvert eneste overgreb den mand var ude for på sine mange fængselsophold... Og nej jeg er normalt ikke et ondt menneske, men hvad han har gjort imod mig er så horibelt at ord ikke er nok...

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Jeg ville ønske, det var så nemt, at jeg kunne stoppe kontakten.

Mine forældre er stadig sammen, og det er svært at vælge den ene fra uden den anden. Jeg har skåret vores regler ud i pap for dem: At barnet ikke kommer til at være sammen med dem uden opsyn, ingen pasning mv. Jeg er stadig usikker på, om det er nok. Min mor er ulykkelig og bange for at miste kontakten.

Jeg kunne aldrig finde på at lægge billeder af mit barn på nettet heller ikke herinde.

Hvor er jeg ked af at din mor heller ikke kan vælge sine børn frem for ham... Mit hjerte bløder for dig, men jeg forstår ikke du tør tage chancen... Hvordan har du det med din mors valg???

Ej... KÆMPE... ...

Hvde aldrig haft kontakt med min mor hvis ikke hun havde taget det valg... For der er sørme mange mænd at vælge imellem... Og når det er ens egen far kan det ikke beskrive hvilket tillidsbrud det er, at nettop han der burde ønske alt godt for sit kød og blod, kan bare tænke på at gøre sådan noget!!!!

Tjuhl skriver:

tjae tjoe...min mor havde en mistanke, men da hun fik den mistanke væltede hendes eget misbrug frem, som hun havde gemt dybt dybt inde i sig selv. hun blev misbrugt af to fætre. det er desværre et gennemgående tema i min familie

så ja, hun hev mig halvhjertet til psykolog, og de fik ikke det mindste ud af mig (jeg var temmelig godt skolet af min far på det tidspunkt) og så lod hun det ligge. på trods af, at hun fx havde fundet et blodigt lagen svøbt om mine trusser og min fars underbusker (da var jeg 7-8 år)

jeg har brugt mange mange mange år på at konfrontere min mor med hendes viden, også manglen derpå, for jeg synes det er utilgiveligt IKKE at opdage den slags. I en periode på ti år har vi arbejdet på at få et bedre forhold. men også været der hvor jeg afbrød al kontakt i lang tid fordi jeg var så opfyldt af vrede.

 

KÆMPE KRAMMER... Og...... Hvor vore oplevelser ligner hinanden!!!!

ønskebarn74 skriver:

Hvor er jeg ked af at din mor heller ikke kan vælge sine børn frem for ham... Mit hjerte bløder for dig, men jeg forstår ikke du tør tage chancen... Hvordan har du det med din mors valg???

Ej... KÆMPE... ...

Hvde aldrig haft kontakt med min mor hvis ikke hun havde taget det valg... For der er sørme mange mænd at vælge imellem... Og når det er ens egen far kan det ikke beskrive hvilket tillidsbrud det er, at nettop han der burde ønske alt godt for sit kød og blod, kan bare tænke på at gøre sådan noget!!!!

Hvor er jeg ked af at høre, hvad der er sket dig.

Min situation er nok lidt mere mudret, fordi det ikke var helt så konkret. Ingen fængsel osv. og jeg har været længe om at indse, at der reelt var tale om overgreb. Jeg tænker om mig selv, at jeg ville reagere som dig, hvis situationen var mere konkret. Jeg husker rent faktisk min mor undre sig højlydt over en kvinde, der blev ved sin mand efter et fængselsophold for incest  Jeg har det rigtigt mærkeligt med, at hun gemmer alle følelserne væk og "lader som ingenting". Samtidig er hun helt tydeligt opdraget til ikke at tale om følelser, så på et andet plan forstår jeg hende..

I det hele taget er jeg bare så træt af alle de blandede følelser, og det er rigtigt godt at høre fra I andre, der er mere afklarede..

Anonym skriver:

Hvor er jeg ked af at høre, hvad der er sket dig.

Min situation er nok lidt mere mudret, fordi det ikke var helt så konkret. Ingen fængsel osv. og jeg har været længe om at indse, at der reelt var tale om overgreb. Jeg tænker om mig selv, at jeg ville reagere som dig, hvis situationen var mere konkret. Jeg husker rent faktisk min mor undre sig højlydt over en kvinde, der blev ved sin mand efter et fængselsophold for incest  Jeg har det rigtigt mærkeligt med, at hun gemmer alle følelserne væk og "lader som ingenting". Samtidig er hun helt tydeligt opdraget til ikke at tale om følelser, så på et andet plan forstår jeg hende..

I det hele taget er jeg bare så træt af alle de blandede følelser, og det er rigtigt godt at høre fra I andre, der er mere afklarede..

Første gang var det min mormor der meldte ham, de næste var det min mor... Og min far var også forsigtig da jeg var helt lille... Det er bare ikke en undskyldning... For det er den del af det der er den mest traumatiske som voksen... Han fik mig til at nyde nogle ting som så har gjort sex og nydelse til tabu... Først her i 30erne er jeg i stand til at nyde klimaks med min mand...

aarhusmor skriver:

også her. Jeg er også vred. Men jeg er mest vred på min søster. HUn er 8 år ældre end jeg, ligesom min bror som begik overgrebet. Hun vidste godt han gik på mig og hun tænkte at det var da fint, for så slap hun.

Vi ser ikke hinanden. Jeg har prøvet at genoptage det. Men det går altid galt. Jeg hader hende for det hun gjorde. Jeg var jo kun 6 da det startede og der var hun 14

I en periode var jeg faktisk også mest vred på min mor. Der er helt klart situationer, hun burde have gennemskuet, og det burde være "ulovligt" at lukke egne følelser så meget ude, at man ikke kan passe på sit eget barn. Samtidig kan jeg desværre sagtens se, hvordan det er lykkedes hende. Jeg stod midt i det og var mange år om at indrømme overfor mig selv, at jeg havde været udsat for krænkelser. Det er først for nylig at jeg kan bruge ordene pædofil og incest omkring min egen situation.

Jeg er ked af, at du har fået et dårligt forhold til din søster. Umiddelbart tænker jeg, at hun kun var 14 og selv stod i suppedasen. I skulle jo netop stå sammen. Omvendt har jeg også fået øjnene op for, at vi har forskellige oplevelser med i bagagen og reagerer ud fra vores egen situation. Så når det ser ligetil ud for mig, at I kunne støtte hinanden, er jeg helt klar over, at det ser anderledes ud for dig. Jeg håber, du har nogle andre at støtte dig til..