aarhusmor skriver:
Tak
Jeg forstår heller ikke hvordan din mor bare kunne lade stå til. Men min mor har selv været udsat for et overgreb. Ikke så slemt som mit, men trods alt et overgreb. Hendes mor havde også været udsat for det. Min mormor sagde til min mor at hun endelig ikke måtte sige det til nogen. Hvilket min mor er ked af- og det kan jeg godt forstå. Men min mor mener så at det ikke er noget man skal skilte med og min far blev sur da jeg lagde historien ud på nettet. Fordi det kunne gå ud over min anden bror, da andre jo ikke vidste hvem "slynglen" var.
Har jeg nogen?! Nej det har jeg ikke. Jeg har selvfølgelig en sød mand som jeg kan snakke med. Men jeg har ikke rigtigt nogen. Jeg ville gerne snakke med nogen om det, men der var engang jeg prøvede i sådan en selvhjælps gruppe og alle de minder som jeg havde gemt væk, kom væltende frem.
Jeg har affundet mig med at de er gemt igen og naturligvis dukker det op til overfladen, f.eks. hvis min mand om natten vil holde om mig bagfra. Så farer jeg sammen. Men det sker ikke så tit, så jeg synes jeg klarer det.
Hvor er det godt, du har en forstående mand. De hænger ikke lige på træerne i denne situation. Det kan vist være svært for mænd at forholde sig til, så vi skal sørme påskønne at vi har nogen, der stiller op.
Jeg synes, du er modig, at du har valgt at bruge en selvhjælpsgruppe. Det har jeg vist ikke modet til. Til gengæld er jeg blevet stædig med, at jeg ikke bare vil klare den på bedste beskub. Jeg VIL have denne del af mit liv integreret på en måde, så jeg ikke behøver at føle, at jeg skal skjule en del af hvem jeg er. Jeg er dog kun nået til opstarten, hvor jeg er ved at finde ud af hvilke konsekvenser, det har haft/har for mig. Det er jeg jo nødt til at erkende for at kunne arbejde med det..
Tak fordi, du har delt dine tanker med mig..
Anmeld