Problematik omkring (Sviger)mor og første scanning - hjæælp!

Noneother skriver:

Der havde jeg nok valgt at skære igennem, og fortælle manden at det var mig der var gravid, ergo var det mig der bestemte hvem der skulle med til diverse scanninger/fødsel.
men ok. Jeg er osse et af dem der, der ikke kan klare at høre folk komme og sige: Vi er gravide!  nej, nej. Hun er gravid, det er DU ikke mester! -Det er ikke det samme, og jeres arbejdsfordeling er laaangt fra 50/50 her.

med andre ord. Så har jeg det sådan at føler du at det ville gøre dig glad at ha´din mor med, så synes jeg at han bør respektere din beslutning.

Der er jeg fuldstændig uenig! Manden/faren er da lige så stor en del at den baby, som moren er! Uden ham ville der slet ikke være nogen baby!

Og det ville da være rigtig ærgeligt, at starte deres nye lille familie med, at trodse manden, og bare gøre som det passer hende, med beskeden om, at det MEST er hendes baby. Sikke noget sludder og vrøvl! Det er da den direkte vej til en skilsmisse, at behandle hinanden så respektløst!

Jeg synes TS har handlet helt rigtigt, og hun er heldig at ha' en mand, der er så god til at sige hvad han føler

Mette:)) skriver:

Tak for svaret Sussie

Jeg er fuldstændig enig med alt det du skriver, og som du kan læse er min beslutning også at respektere hans følelser, da de betyder mere for mig end min mors ønske om at være med til fødslen og scanningen.

Det er helt i orden med mig at hun spørger, man kan jo højst få et nej Men er nu sikker på at hun vil respektere vores beslutning også. Hun bliver nok bare lidt trist, fordi hun ikke længere skal være den store støtte person. Det er Mortens rolle nu. Sådan er det jo. Men derfor kan det jo godt være lidt svært at acceptere med det samme

Knus

Ja selvfølgelig...sådan har jeg det da også med mine unger...men som mor må man holde fast...og give slip.
Sådan er livets gang.
Hehe, det havde sikkert passet hende godt at have levet i de ældre tider, hvor mor, bedstemor og alle nabokonerne var til stede i det man kaldte "kvinde-stuen", når konen skulle føde
Men sådan er det bare ikke mere.
Stort kram til jer alle 3.

SussieThyssen skriver:

Ja selvfølgelig...sådan har jeg det da også med mine unger...men som mor må man holde fast...og give slip.
Sådan er livets gang.
Hehe, det havde sikkert passet hende godt at have levet i de ældre tider, hvor mor, bedstemor og alle nabokonerne var til stede i det man kaldte "kvinde-stuen", når konen skulle føde
Men sådan er det bare ikke mere.
Stort kram til jer alle 3.

Hahaha, ja det tror jeg du har ret i...

Ej mener du det seriøst? At det er dig der er gravid og derfor må han overhovedet ikke være med til at bestemme?

Hvad så hvis han beslutter sig for at overtatovere sin krop med div racistiske udtalelser, barbere sig kronraget. Eller det modsatte, tror at han er 13 igen? Så kan du heller ikke tillade dig at bitche over det fordi at det er hans krop. Vil det være det samme så?

 

Ja det skal han ha´lov til hvis det er det han har lyst til. - At jeg så aldrig ville være sammen med en der havde sådanne lyster, er en helt anden sag. Jeg tror der er masser af kronragede, racistiske og overtatoverede mennesker der lever i ganske fin harmoni med sig selv, og det meste af omverdenen.

-men jeg mente som sagt ikke, at hun ikke skal høre på ham overhovedet. mener bare at hvis det ER vigtigt for hende, så er det altså hendes mening der vejer tungest her.  

Noneother skriver:

Ja det skal han ha´lov til hvis det er det han har lyst til. - At jeg så aldrig ville være sammen med en der havde sådanne lyster er en helt anden sag. Jeg tror der er masser af kronragede, racistiske og overtatoverede mennesker der lever i ganske fin harmoni med sig selv og det meste af omverdenen.

-men jeg mente som sagt ikke at hun ikke skal høre på ham overhovedet. mener bare at hvis det ER vigtigt for hende, så er det altså hendes mening der vejer tungest her.  

Jeg snakker ikke om harmoni med sig selv eller omverdenen. Jeg taler om hvorvidt din kæreste lige pludselig var ligeglad med din mening fordi han ville bestemme over sig selv.

Desuden er det et fælles barn. Barnet ville slet ikke være til uden ham s selvfølgelig skal han da bestemme 50/50.

Der er jeg fuldstændig uenig! Manden/faren er da lige så stor en del at den baby, som moren er! Uden ham ville der slet ikke være nogen baby!

Og det ville da være rigtig ærgeligt, at starte deres nye lille familie med, at trodse manden, og bare gøre som det passer hende, med beskeden om, at det MEST er hendes baby. Sikke noget sludder og vrøvl! Det er da den direkte vej til en skilsmisse, at behandle hinanden så respektløst!

Jeg synes TS har handlet helt rigtigt, og hun er heldig at ha' en mand, der er så god til at sige hvad han føler

Tak Og du har ret, jeg er faktisk utrolig heldig nu jeg tænker over det. Han er så god til at fortælle hvordan han har det, og jeg er sikker på at det er grunden til vi har så godt et forhold. Vi kommunikerer godt sammen, og er ærlige omkring vores følelser. Det er simpelthen SÅ vigtigt for os. For ingen af os er jo tankelæsere
Vores problem er måske bare nogle gange at vi så gerne vil respektere hinanden så meget at vi gør hvad vi kan for at imødekomme hiandens ønsker og behov. Fx med denne situation gør vi hvad han ønsker. Men nu har han lige skrevet (han er på aftenvagt) at jeg skal vente med at ringe til min mor og fortælle vores beslutning før i morgen. Så tror han går og overvejer om han skal gå på kompromis med sine holdninger for at imødekomme mit ønske om at kunne give min mor den 'gave'. Men har skrevet at jeg ikke ved hvilke tanker han gør sig nu, men at jeg ikke synes han skal gå på kompromis med så stærke følelser. Jeg skrev at jeg respekterer og forstår ham, og det håber jeg han er klar over. Men det ved jeg han er Så nu tror jeg lige jeg skal ha' en snak med ham når han kommer hjem, og fortælle at vi bare skal være OS i denne proces, og at det bliver den endeelige beslutning

Inderst inde er det jo det vi begge helst vil

Louisiana28 skriver:

Der er jeg fuldstændig uenig! Manden/faren er da lige så stor en del at den baby, som moren er! Uden ham ville der slet ikke være nogen baby!

Og det ville da være rigtig ærgeligt, at starte deres nye lille familie med, at trodse manden, og bare gøre som det passer hende, med beskeden om, at det MEST er hendes baby. Sikke noget sludder og vrøvl! Det er da den direkte vej til en skilsmisse, at behandle hinanden så respektløst!

Jeg synes TS har handlet helt rigtigt, og hun er heldig at ha' en mand, der er så god til at sige hvad han føler

Enig

Louisiana28 skriver:

Der er jeg fuldstændig uenig! Manden/faren er da lige så stor en del at den baby, som moren er! Uden ham ville der slet ikke være nogen baby!

Og det ville da være rigtig ærgeligt, at starte deres nye lille familie med, at trodse manden, og bare gøre som det passer hende, med beskeden om, at det MEST er hendes baby. Sikke noget sludder og vrøvl! Det er da den direkte vej til en skilsmisse, at behandle hinanden så respektløst!

Jeg synes TS har handlet helt rigtigt, og hun er heldig at ha' en mand, der er så god til at sige hvad han føler

Nej, nej. Nu er jeg ved at være lidt døsig over at folk ikke læser hvad jeg skriver.
Jeg har intet sagt om, at de ikke var lige gode om BARNET. -men der er sgutte lige arbejdsfordeling omkring graviditet og fødsel.
Så ja der mener jeg at det er hendes beslutning 100%... -IKKE dermed sagt at hun skal ignorere ham og hans ønsker fuldstændig. Det er tilladt at tale om tingene. men hun skal ikke lade sig presse til at lade være med at gøre noget hun gerne vil, i forbindelse med disse ting. - disse ting værende graviditet og fødsel. -ikke barnet. Har vi alle med nu?

Lullaby skriver:

Jeg snakker ikke om harmoni med sig selv eller omverdenen. Jeg taler om hvorvidt din kæreste lige pludselig var ligeglad med din mening fordi han ville bestemme over sig selv.

Desuden er det et fælles barn. Barnet ville slet ikke være til uden ham s selvfølgelig skal han da bestemme 50/50.

I så fald henviser jeg til mit indlæg lige ovenover.

Mette:)) skriver:

Det blev lidt langt, men jeg håber i har mod på at læse det, og give en kommentar/jeres mening med på vejen

Det skal først og fremmest siges at jeg har et fantastisk nært forhold til min mor. Jeg har altid betroet hende alt, og jeg har altid været tryg ved at have hende med på sidelinjen gennem mange situationer. Hun sætter sine børn meget højt, og vil gerne være en del af vores udvikling/liv så meget som hun nu kan/får lov.

Nu er det mest fantastiske sket, jeg er gravid i 12.uge, og vi venter os vores første barn Min mor er selvfølgelig helt oppe og ringe over det. Hendes MetteMus skal være MOR, og hun synes det er helt fantastisk. Hun har før (inden hun vidste vi ventede os) givet udtryk for at det ville være den største gave for hende at være med til barnets fødsel, og jeg ville slet ikke have noget problem med det, tværtimod synes jeg det ville være fantastisk at kunne give hende den 'gave'.

Jeg sagde dog at jeg ville snakke med Morten om det først, og det viser sig så at han ikke synes det er nogen god idé. Han mener det er en intim oplevelse, som kun ham og jeg skal dele, nu hvor det er første gang. Han er bange for hun vil tage noget af oplevelsen fra ham og måske blande sig for meget i processen, så han vil føle sig forbigået. Jeg tror slet ikke det ville være tilfældet, men jeg respekterer hans beslutning, trods jeg ikke er helt enig med ham. Jeg fortæller min mor vores beslutning og hun bliver lidt skuffet, da hun ikke kan følge problemstillingen. Hun spurgte så i forgårs, meget ydmygt om hun så måtte komme med til den første scanning nu her på fredag, og jeg gav ikke noget konkret svar. Ville igen lige tale med Morten først.

Heller ikke dette vil han gå med til. Hans forklaring lyder at han godt ved at det måske lyder egoistisk, men det er en oplevelse han gerne vil dele med mig alene. Og ikke vil skulle til at bruge energi på at dele glæden og tårene i øjnene med andre end mig, når han ser og hører barnet for første gang. Alle følelser omkring denne store begivenhed skal være koncentreret mellem os. Og jeg kan godt følge ham. Men problemet er, at jeg har svært ved endnu engang at skulle tilbage til min mor og sige, at det må hun altså heller ikke. Vi er dog blevet enige om at hun må komme med til 2.scanning vi skal til. Så hun får lov til dét i det mindste.

Jeg kan godt forstå min kæreste. Det er jo i bund og grund det største i vores liv, og første gang vi skal opleve det. Det er en oplevelse han ønsker vi skal have helt privat, uden andre, lige meget hvor meget eller lidt opmærksomhed de ville kræve ved deres tilstedeværelse. Det er muligvis også anderledes med barn nr.2. Der kan hun muligvis få lov at være med til mere. Men den første oplevelse skal være vores, helt alene.

Jeg har bare ikke lyst til at "skuffe" hende, ved at nægte hende at være lige så stor en del af dette i mit liv, ligesom hun har været med stort set alt andet.
Men på den anden side, som jeg også har sagt til Morten. Dette er jo begyndelsen på VORES liv sammen som familie, og det har min mor jo groft sagt ingen andel i. Og dette er VORES barn, og her betyder Mortens følelser og beslutninger mere end min mors ønsker. Jeg vil gerne have at han skal føle at han har mindst ligeså meget som jeg at skulle have sagt i denne sammenhæng.

Puuha det blev langt. Tusind tak fordi I gad læse med så langt.

Synes I at hans/vores beslutning er okay?
Hvem var med til jeres scanninger/fødsler??

Håber I vil give en kommentar....

Knus og gode weekend,

Mette

Kære Mette,

STORT TILLYKKE MED DIN GRAVIDITET!!! Ja....har også været lidt i samme situation - og så alligevel ikke!

Jeg bad min kæreste om lov til at få min mor med til fødslen - fordi jeg gerne ville give hende den gave. Hun har så mange andre børnebørn og nu skulle hendes ældste datter ENDELIGT være være mor. Jeg følte ikke rigtigt at det ville blive noget specielt for hende, fordi hun har prøvet at blive bedstemor et hav af gange. Derfor betød det voldsomt meget for mig, at få lov til at få min mor med. Min kæreste ville også gerne have at vi skulle have denne oplevelse sammen - men vi blev enige om, at denne gang skulle min mor med og næste gang tager vi den selv. Noget for noget! Hun blev jo overlykkelig over at måtte komme med. Til gengæld havde vi hans mor med til scanningen, for også at tænke på hende. Der kommer jo masser af scanninger, så derfor fik hun lov til at komme med til 20 ugers scanningen. Det var bare super!! 

At give vores forældre et barnebarn er den største gave man kan give dem - og min kæreste og jeg er meget knyttede til vores familier. Derfor betyder det ekstra meget for os begge, at de har været med hele vejen. Sådan valgte vi at gøre...

Nogle syntes det var en super ide - MEN MEN MEN der var dælme også nogle, der tænkte lidt ligesom din kæreste og VIRKELIGT var foragede. Foragede over, at vi ikke ville have den oplevelse helt alene. Jeg kan ikke forstå det er så frygteligt at man gerne vil dele det med sin mor. Hun var fantastisk derinde. Holdte sg i baggrunden.....pressede mig på ryggen, hvilket min kæreste da slet ikke kunne finde ud af. Og hun gik også ud indimellem for at give os alenetid. Jeg havde en super opevelse og hun glemmer det ALDRIG!!! Jeg tror faktisk jeg vil savne hende næste gang. Bare at vide hun var der var dejligt.

Men hvis din kæreste ikke ønsker det, så er du jo nødt til at respektere det. Til gengæld synes jeg sagtens man kan tage hende med til en af scanningerne. Men gør som I synes 

Held og lykke med det hele

KRAM