Problematik omkring (Sviger)mor og første scanning - hjæælp!

Jeg havde nok ladet ham være medbestemmende ang fødslen, menikke også scanningen hvis det var noget jeg ville.

Der havde jeg sørme sagt at nu stoppede det og nu vil JEG have min vilje!!!

Ikke at vi har haft det problem, men jeg havde ikke fundet mig i hvis han sagde nej til alle mine forslag som betød meget for MIG. Bdetyder det ikke noget for dig om din mor komemr med, så lad være, men betyder det noget, så stå fast.Det havde jeg gjort, for ellers fortryder man sådan en beslutning.

Og ja, ellers lad hende være med til de andre ting der omhandler baby, og vær glad for at du har en mor der er så glad på jeres vegne og gerne vil være en del af det:-)

Mette:)) skriver:

Det blev lidt langt, men jeg håber i har mod på at læse det, og give en kommentar/jeres mening med på vejen

Det skal først og fremmest siges at jeg har et fantastisk nært forhold til min mor. Jeg har altid betroet hende alt, og jeg har altid været tryg ved at have hende med på sidelinjen gennem mange situationer. Hun sætter sine børn meget højt, og vil gerne være en del af vores udvikling/liv så meget som hun nu kan/får lov.

Nu er det mest fantastiske sket, jeg er gravid i 12.uge, og vi venter os vores første barn Min mor er selvfølgelig helt oppe og ringe over det. Hendes MetteMus skal være MOR, og hun synes det er helt fantastisk. Hun har før (inden hun vidste vi ventede os) givet udtryk for at det ville være den største gave for hende at være med til barnets fødsel, og jeg ville slet ikke have noget problem med det, tværtimod synes jeg det ville være fantastisk at kunne give hende den 'gave'.

Jeg sagde dog at jeg ville snakke med Morten om det først, og det viser sig så at han ikke synes det er nogen god idé. Han mener det er en intim oplevelse, som kun ham og jeg skal dele, nu hvor det er første gang. Han er bange for hun vil tage noget af oplevelsen fra ham og måske blande sig for meget i processen, så han vil føle sig forbigået. Jeg tror slet ikke det ville være tilfældet, men jeg respekterer hans beslutning, trods jeg ikke er helt enig med ham. Jeg fortæller min mor vores beslutning og hun bliver lidt skuffet, da hun ikke kan følge problemstillingen. Hun spurgte så i forgårs, meget ydmygt om hun så måtte komme med til den første scanning nu her på fredag, og jeg gav ikke noget konkret svar. Ville igen lige tale med Morten først.

Heller ikke dette vil han gå med til. Hans forklaring lyder at han godt ved at det måske lyder egoistisk, men det er en oplevelse han gerne vil dele med mig alene. Og ikke vil skulle til at bruge energi på at dele glæden og tårene i øjnene med andre end mig, når han ser og hører barnet for første gang. Alle følelser omkring denne store begivenhed skal være koncentreret mellem os. Og jeg kan godt følge ham. Men problemet er, at jeg har svært ved endnu engang at skulle tilbage til min mor og sige, at det må hun altså heller ikke. Vi er dog blevet enige om at hun må komme med til 2.scanning vi skal til. Så hun får lov til dét i det mindste.

Jeg kan godt forstå min kæreste. Det er jo i bund og grund det største i vores liv, og første gang vi skal opleve det. Det er en oplevelse han ønsker vi skal have helt privat, uden andre, lige meget hvor meget eller lidt opmærksomhed de ville kræve ved deres tilstedeværelse. Det er muligvis også anderledes med barn nr.2. Der kan hun muligvis få lov at være med til mere. Men den første oplevelse skal være vores, helt alene.

Jeg har bare ikke lyst til at "skuffe" hende, ved at nægte hende at være lige så stor en del af dette i mit liv, ligesom hun har været med stort set alt andet.
Men på den anden side, som jeg også har sagt til Morten. Dette er jo begyndelsen på VORES liv sammen som familie, og det har min mor jo groft sagt ingen andel i. Og dette er VORES barn, og her betyder Mortens følelser og beslutninger mere end min mors ønsker. Jeg vil gerne have at han skal føle at han har mindst ligeså meget som jeg at skulle have sagt i denne sammenhæng.

Puuha det blev langt. Tusind tak fordi I gad læse med så langt.

Synes I at hans/vores beslutning er okay?
Hvem var med til jeres scanninger/fødsler??

Håber I vil give en kommentar....

Knus og gode weekend,

Mette

De fleste hospitaler tillader kun at man har en person med... Hvis det er tilfældet hvor du skal hen... Så er den potte ude...

Mette:)) skriver:

Det blev lidt langt, men jeg håber i har mod på at læse det, og give en kommentar/jeres mening med på vejen

Det skal først og fremmest siges at jeg har et fantastisk nært forhold til min mor. Jeg har altid betroet hende alt, og jeg har altid været tryg ved at have hende med på sidelinjen gennem mange situationer. Hun sætter sine børn meget højt, og vil gerne være en del af vores udvikling/liv så meget som hun nu kan/får lov.

Nu er det mest fantastiske sket, jeg er gravid i 12.uge, og vi venter os vores første barn Min mor er selvfølgelig helt oppe og ringe over det. Hendes MetteMus skal være MOR, og hun synes det er helt fantastisk. Hun har før (inden hun vidste vi ventede os) givet udtryk for at det ville være den største gave for hende at være med til barnets fødsel, og jeg ville slet ikke have noget problem med det, tværtimod synes jeg det ville være fantastisk at kunne give hende den 'gave'.

Jeg sagde dog at jeg ville snakke med Morten om det først, og det viser sig så at han ikke synes det er nogen god idé. Han mener det er en intim oplevelse, som kun ham og jeg skal dele, nu hvor det er første gang. Han er bange for hun vil tage noget af oplevelsen fra ham og måske blande sig for meget i processen, så han vil føle sig forbigået. Jeg tror slet ikke det ville være tilfældet, men jeg respekterer hans beslutning, trods jeg ikke er helt enig med ham. Jeg fortæller min mor vores beslutning og hun bliver lidt skuffet, da hun ikke kan følge problemstillingen. Hun spurgte så i forgårs, meget ydmygt om hun så måtte komme med til den første scanning nu her på fredag, og jeg gav ikke noget konkret svar. Ville igen lige tale med Morten først.

Heller ikke dette vil han gå med til. Hans forklaring lyder at han godt ved at det måske lyder egoistisk, men det er en oplevelse han gerne vil dele med mig alene. Og ikke vil skulle til at bruge energi på at dele glæden og tårene i øjnene med andre end mig, når han ser og hører barnet for første gang. Alle følelser omkring denne store begivenhed skal være koncentreret mellem os. Og jeg kan godt følge ham. Men problemet er, at jeg har svært ved endnu engang at skulle tilbage til min mor og sige, at det må hun altså heller ikke. Vi er dog blevet enige om at hun må komme med til 2.scanning vi skal til. Så hun får lov til dét i det mindste.

Jeg kan godt forstå min kæreste. Det er jo i bund og grund det største i vores liv, og første gang vi skal opleve det. Det er en oplevelse han ønsker vi skal have helt privat, uden andre, lige meget hvor meget eller lidt opmærksomhed de ville kræve ved deres tilstedeværelse. Det er muligvis også anderledes med barn nr.2. Der kan hun muligvis få lov at være med til mere. Men den første oplevelse skal være vores, helt alene.

Jeg har bare ikke lyst til at "skuffe" hende, ved at nægte hende at være lige så stor en del af dette i mit liv, ligesom hun har været med stort set alt andet.
Men på den anden side, som jeg også har sagt til Morten. Dette er jo begyndelsen på VORES liv sammen som familie, og det har min mor jo groft sagt ingen andel i. Og dette er VORES barn, og her betyder Mortens følelser og beslutninger mere end min mors ønsker. Jeg vil gerne have at han skal føle at han har mindst ligeså meget som jeg at skulle have sagt i denne sammenhæng.

Puuha det blev langt. Tusind tak fordi I gad læse med så langt.

Synes I at hans/vores beslutning er okay?
Hvem var med til jeres scanninger/fødsler??

Håber I vil give en kommentar....

Knus og gode weekend,

Mette

Jeg syntes det er godt at du respekterer din mands tanker og holdninger omkring problemstillingen I står i og det er et tegn på et sundt og solidt forhold, ikke mindst i længden!

Vi valgte heller ikke at tage nogen med til scanning eller fødslen, men det var nu ikke noget vi tænkte så meget over...

Kom lige til at tænke på at vi havde min mindste lillebror på 18 år med op til jordemoderen... det var sgu meget sjovt, mere fordi han gav sig til at lege med en kugleramme (5 min. efter vi havde forudset at han ville tage fat i den og lege med den, vi kunne se det på hans fæstnede blik)  Årh han er køn, men det var fordi vi havde lovet ham at spille minigolf med ham, så det ønske måtte vi indfri inden vi tog i Lalandia

 nå ja.. sidespring...

Men syntes hvertfald at det er godt du står sammen med ham. Men kan godt følge dig i at skulle "skuffe" din mor, når jeres bånd er så stærkt som det lyder til. Det må være dejligt at have det sådan  Håber hun fatter forståelse for at I er to om at skulle have det barn og forstår jeg dig ret bliver din mor bestemt heller ikke udelukket fremover i alt det der også kommer af nye og spændende ting.

Lykke til

/Bjørnemor, som ikke syntes det gør noget at sige "vi" er gravide i et forhold.

Kære Mette :-)

<3-lig tillykke med graviditeten! Hvor er det skønt for dig - og for Morten! :-)

Jeg kan udmærket forstå Morten, at han ikke ønsker at skulle dele sit livs største og mest intime oplevelser med sin svigermor - eller med andre end dig i det hele taget. Faktisk synes jeg, han tager din nære forhold til din mor imponerende flot. Det havde min kæreste aldrig (!!!!) kunne forene sig med.

Selvfølgelig er det skønt, at du har et nært forhold til mor - men umiddelbart vil jeg da råde dig til at komme ud af datter-rollen og ind i mor-rollen selv. Din mor kan være fin at have på sidelinien, men hun skal ikke have andel i børneopdragelse, hvordan du og Morten finder ud af at indrette jeres liv - og hvilke beslutninger I træffer. Fra nu af skal din mor være på sidelinien - og det bør hun af respekt for dig og ikke mindst Morten sørme også selv opfordre til. Det er ikke hende, der skal have barn. Det er dig og Morten.

Jeg kan frygte, at det kommer til nogle rigtig grimme situationer, hvis din mor bliver ved med at træde ind over Mortens enemærker og giver ham den plads, der retteligt er hans.  

Håber ikke, det er for hårdt skrevet - men synes virkelig du skal have fokus på din egen lille familie i stedet for på dine forældre.

Pøj pøj med det hele - og ikke mindst din dejlige graviditet - og det lille vidunderlige barn, I har i vente :-)

jeg har været til 4 scanninger ( grundet komplikationer)

1. scanning (NF) var min svigermor med, Daniel kunne ikke.
2. scanning (NF) var Daniel med og hans papmor.
3. scanning var det kun Daniel ( det var en Akut scanning)
4. scanning (MD) min mor, min søster og Daniel var med.

Der er

Mor til Elias 13.01.10 skriver:

Beklager meget det tidligere indlæg, aner ikke hvorfor det kom frem når det var et helt andet jeg ville citere Anywho, har anmeldt det fordi jeg vitterligt ikke ved hvordan jeg skal slette det  så må de gøre det for mig. Ikke tråden, bare min fejlcitering selvf.

Rosa skriver:

Du kaldte hende jo direkte for "egoist" - det kunne sagtens have ført videre til ballade

Jo men synes dog ikke det var grimt, jeg synes bare at det er en egoistisk holdning at have. Så det var nok det jeg skulle have skrevet i stedet.

Der havde jeg nok valgt at skære igennem, og fortælle manden at det var mig der var gravid, ergo var det mig der bestemte hvem der skulle med til diverse scanninger/fødsel.
men ok. Jeg er osse et af dem der, der ikke kan klare at høre folk komme og sige: Vi er gravide!  nej, nej. Hun er gravid, det er DU ikke mester! -Det er ikke det samme, og jeres arbejdsfordeling er laaangt fra 50/50 her.

med andre ord. Så har jeg det sådan at føler du at det ville gøre dig glad at ha´din mor med, så synes jeg at han bør respektere din beslutning.

Jeg var godt nok blevet gal som mand, hvis min kæreste havde haft den mening! Det er da lige så meget hans barn som trådstarters, så hvorfor i alverden skulle han ikke have noget at skulle have sagt?

Det forstår jeg altså overhovedet ikke  

Trådstarter: jeg kan godt forstå dit dilemma, men jeg kan helt sikkert også godt forstå din kæreste. Det her er JERES fælles oplevelse og store nye livsændring, og jeg synes faktisk det er en stor dedikation, han viser dig ved at ville dele det med kun dig. Nu er min kæreste og jeg helt enige om, at alle skanninger samt fødslen kun bliver med ham og mig, men havde jeg stået i din situation, havde jeg respekteret hans ønsker 100%. I er partnere, og det er jeres fælles barn, så IMO har i lige meget at skulle have sagt i denne situation, og det er nu engang noget, som er noget helt specielt mellem jer to.

Din mor har måske været en stor del af sine børns liv, men du skal huske på, at dette barn er en ny udvikling i din kærestes og dit liv, og dermed ikke noget, din mor nødvendigvis skal være med inde over på samme måde