Er jeg OND ved min mand ? :(

Det er min holdning, at hvis man vælger at skabe splid i forholdet til ens søns kæreste, så har man også valgt at forholdet til barnebarnet bliver bygget op med reservation og omhu. Du er barnets mor og de har ikke bevist overfor hverken dig eller deres søn, at de kan behandle medlemmer af jeres familie ordentligt.

På hospitalet er man meget sårbar og man er i sin gode ret til at bestemme, hvem man lukker ind i det trykke rum man er ved at opbygge mellem sig selv og barnet. Du skal give dig selv rum og I kan evt. melde ud at i ikke ønsker barselsbesøg overhovedet. I behøver jo slet ikke fortælle, hvornår tiden er inde. Det er vigtigt at du og din mand taler rigtig meget om dette - og jeg er sikker på at han vælger at tage hensyn til dig og barnet fremfor sine forældre.

Men jeg synes at du skal forsøge at få et godt forhold til dem på langt sigt. Så når baby er født og du føler dig sikker som mor, så ville jeg invitere dem til at se den lille og sørge for at inddrage dem på en god måde. 

Nå ja, du spørger om du er ond. Det er du kun, hvis din intention er at såre nogen, det er den jo ikke, den er at beskytte dig selv og dermed barnet.

Håber du får en rolig og tryg fødsel, samt tid på hospitalet:-)

Hvis mine svigerforældre havde talt grimt om mig, smidt mig ud af deres hjem og ikke ville hilse på mig når de mødte mig på gaden. Ja så ville min mand sgu ikke engang have gidet se dem det er helt sikkert.

Hos os havde det ikke været noget dilemma. Familien vælger os begge eller ingen. Og har de valgt fra, kan man ikke vælge til fordi man pludselig bliver nysgerrig og interesseret pga et barn.

Jeg har været det samme igennem med min mormor og hendes mand. De blev først interesserede da jeg blev gravid, men så er det sgu for sent

Jeg håber i finder en løsning der passer jer! Og rigtig rigtig god fødsel

Thalia skriver:

Altså jeg går ud fra at hans forældre gerne vil besøge jer mens du er på sygehuset - ikke at de gerne vil med ind til selve fødslen?

Hvis det er tilfældet, så synes jeg faktisk du er lidt ond ja - og også lidt fjollet.

Ond fordi det ikke kun er dig det handler om. Din kæreste skal være far, hans forældre skal være bedsteforældre, så det er altså en stor ting for hele familien. Vel er det dig der føder, og hvis du er så smadret bagefter at du ikke orker gæster på sygehuset, så er det helt ok. Men at afviser hans familie og lade din egen familie kommer på besøg, det er altså en smule ondskabsfuldt og hævngerrigt, og måske ikke den bedste måde at starte livet for jeres lille.

Oven i det er det lidt fjollet af dig, for uanset hvordan du har det med dine svigerforældre, så er de altså dit barns bedsteforældre, og din mand går næppe med til at hans forældre aldrig må se barnet.

Så er det da en del nemmere at lade dem komme mens i er på sygehuset, hvor du kan smide dem ud når der ikke længere er besøgstid, end at vente til du kommer hjem, hvor det er meget sværere at få sat den slags grænser.

Uanset hvad, så kommer du ikke udenom at du selv har valgt at få et barn med din kæreste, og det barn bliver altså en del af hans familie uanset om du kan enes med dem eller ej. Så kan du lige så godt med det samme begynde at arbejde på at finde måder hvor du og svigerforældrene kan omgåes og sameksistere uden at det rammer din baby på en træls måde.

 Enig! Start på en frisk.

Nu er der et lille barn inde i billedet. (Om lidt). 

lillepuller skriver:

 

årh tak fordi en forstår mig ..

De er gode til at spille falske og de er gode til at nasse fra folk ..

jeg har givet dem mange chancer før for min mands skyld og vi aftalte begge at det var for sidste gang og han så det ikke lykkes så sagde jeg til ham at jeg ikke ku klar forholdet mere fordi jeg ville helst væk fra dem og forlade ham så jeg kunne få fred.

Men han ville ikke slippe mig og gik med mig .. selvom jeg skubbede mange gange til ham , fordi det er jo hans forældre og de betyder mere end jeg gør .. men han valgte mig lige meget hvad .. og nu når de igen vil blande sig i vores liv og jeg VED med sikkerhed at der opstår problemer igen på grund af dem ..

altså jeg vil jo så nok sige at hvis han har valgt dig frem for hans forældre så er valget jo taget på en måde og så længe du gerne vil have dit barn ser dem behøver du jo ikke, du skal bare passe på de ikke sige alt muligt til dit barn om dig (altså onde ting) men ved at du ikke vil se dem vil jeg da sige at du tænker på dit barn, for så længe den må se dem så er der ingen skade sket og det ville være synd for barnet at se sin mor blive ned gjordt af sine svigerforældre og hvis du har din mands støtte og forståelse så er det jo godt...

kender godt det med at være falsk og sådan, der er desværre mange mennesker der er sådan  

men hvis du allerede har givet dem masser af chancer ja så ville en mere nok ikke hjælpe... har din mand sagt noget til dem?

Står i samme situration ( staves ) med min svigerfar, har været sammen med min kæreste i 3 år, og alle 3 år har hans far + søster ikke kunne li mig, kunne de ikke FØR de overhovedet havde mødt mig, hvorfor? ja jeg ved det ikke.

Men den dag jeg fik nok, var jeg kæresten vores datter og jeg boede nede ved ham, på det tidspunkt ventede jeg vores søn. Jeg måtte ikke få noget og spise, hvis jeg ville have noget måtte jeg købe min egen mad.
Til sidst smed han mig ud, fordi jeg ikke fandt mig i han stod og råbte af mig, og råbte derfor igen!

Bad min kæreste om at vælge mellem mig og hans far, ganske kold og ligeglad, for den mand ville jeg bare ikke have i mit liv.

Da jeg jo blev smidt ud, flyttede vi tilbage til Ikast, til vores lejlighed som vi egenligt havde sagt om, men måtte spørge om lov til at blive boende.

Min kæreste har snakket med ham 2-3 gange siden, vil jeg tro.
Og det er ved at være et år siden.

Han har ikke skrevet til min kæreste, hverken da vores søn blev født, eller da han fik en hjerneblødning hans far, det fik han afvide af hans storebror.
Kæresten har intet til overs for hans far længere, efter den behandling han har givet mig gennem årene.

Så jeg ville klart følge mit eget hjerte!

Dandiann skriver:

altså jeg vil jo så nok sige at hvis han har valgt dig frem for hans forældre så er valget jo taget på en måde og så længe du gerne vil have dit barn ser dem behøver du jo ikke, du skal bare passe på de ikke sige alt muligt til dit barn om dig (altså onde ting) men ved at du ikke vil se dem vil jeg da sige at du tænker på dit barn, for så længe den må se dem så er der ingen skade sket og det ville være synd for barnet at se sin mor blive ned gjordt af sine svigerforældre og hvis du har din mands støtte og forståelse så er det jo godt...

kender godt det med at være falsk og sådan, der er desværre mange mennesker der er sådan  

men hvis du allerede har givet dem masser af chancer ja så ville en mere nok ikke hjælpe... har din mand sagt noget til dem?

ja er meget bange for at de vil nedgøre mig foran mit barn eller sige til ham som gør at han tror jeg er den lede mor eller noget for de kan godt finde på det.

Og desuden har mine forældre stoppet kontakten med dem fordi de var så onde ved mig og det ville være såå akadet hvis mine forældre er der og de også kommer ..

Men min mand han accepterede mit valg at de ikke må komme der .. han blev ked af det men han sagde han elsker mig højere end det.

NatasjaL skriver:

Står i samme situration ( staves ) med min svigerfar, har været sammen med min kæreste i 3 år, og alle 3 år har hans far + søster ikke kunne li mig, kunne de ikke FØR de overhovedet havde mødt mig, hvorfor? ja jeg ved det ikke.

Men den dag jeg fik nok, var jeg kæresten vores datter og jeg boede nede ved ham, på det tidspunkt ventede jeg vores søn. Jeg måtte ikke få noget og spise, hvis jeg ville have noget måtte jeg købe min egen mad.
Til sidst smed han mig ud, fordi jeg ikke fandt mig i han stod og råbte af mig, og råbte derfor igen!

Bad min kæreste om at vælge mellem mig og hans far, ganske kold og ligeglad, for den mand ville jeg bare ikke have i mit liv.

Da jeg jo blev smidt ud, flyttede vi tilbage til Ikast, til vores lejlighed som vi egenligt havde sagt om, men måtte spørge om lov til at blive boende.

Min kæreste har snakket med ham 2-3 gange siden, vil jeg tro.
Og det er ved at være et år siden.

Han har ikke skrevet til min kæreste, hverken da vores søn blev født, eller da han fik en hjerneblødning hans far, det fik han afvide af hans storebror.
Kæresten har intet til overs for hans far længere, efter den behandling han har givet mig gennem årene.

Så jeg ville klart følge mit eget hjerte!

årh synd for dig ,,, kan virkelig godt følge dig og din situation ..

Det værste er at de kontakter ham så snart de finder ud af at vi skal ha barn .. gid de var ligesom din svigerfar og ikke blandede sig ..

Jeg tænker sommetider det synd for min mand og jeg vil lade dem komme men så tænker jeg at så længe han acceptere det så er det fint nok .. Han må self gerne tage barnet med over til dem når de vil ..

 

lillepuller skriver:

årh synd for dig ,,, kan virkelig godt følge dig og din situation ..

Det værste er at de kontakter ham så snart de finder ud af at vi skal ha barn .. gid de var ligesom din svigerfar og ikke blandede sig ..

Jeg tænker sommetider det synd for min mand og jeg vil lade dem komme men så tænker jeg at så længe han acceptere det så er det fint nok .. Han må self gerne tage barnet med over til dem når de vil ..

 

Sådan har jeg det også.

Har også sagt til min kæreste jeg aldrig vil have ham inden for mine døre, og det acceptere han og forstår mig godt.

Diana... skriver:

Fortid er fortid. Er det ikke det vigtigste at de nu gerne vil være en del af jeres og jeres lille ny liv? Jeg kan godt forstå din mand bliver lidt ked af det, Men jeg kan også godt forstå du har svært ved det. Men jeg tror seriøst at du kommer til at gøre det hele meget være ved at nægte dem barsel besøg. 

Start på en ny for familiens skyld og for jeres babys skyld. Det er ikke sjovt at vokse op i en familie med masse af stridigheder så jeg ville klart være den voksne og banke i bordet og sige nu starter vi på en ny. 

Det handler jo om jeres baby og ikke at i har en dum fortid. 

Knus Diana. 

fuldstændig enig!

Vel skrevet!

Thalia skriver:

Men så er du jo heller ikke i stand til at sætte dig ud over dine egne følelser for dit barns skyld.

Dine følelser forhindrer jo netop barnet i fx at fejre jul og fødselsdag med bedsteforældrene.

Jeg har læst dine indlæg i denne tråd, og er blevet nysgerrig... Hvor meget mener du man skal finde sig i fra sine forældre/svigerforældres side?

Hvor går grænsen, og hvad skal man "æde" og stadig opføre sig som ingenting er sket?

Mvh Susanne