Først: Selvom det ikke føles sådan ligenu, så er det sikkert det bedste for dig, ikke at have kontakt med din mor.
Dernæst: FUck det gør ondt. det gør mega pisse nedern ondt... Jeg sidder jo selv i samme situation, blot ikke pga alkohol, men fordi min mor jo er psykisk syg (borderline). Men altså, det er jo hips som haps og fuldsætndig ligegyldigt hvorfor. Men fælles er det for begge vores mødre, at de ikke ser klart og ikke KAN have et forhold til os. For dig, vil det være en evig rutchebane, af kontinuerlige svigt resten af dine dage, hvis der ikke sker/skete noget drastisk, som der nu er sket...
Men det GØR ondt. Og det er OK at være i sorgen over, at miste... samtidig, er det sådan en diffus følelse at miste en forælder, der stadig lever og endda selv vælger dig fra. Det føles som den følelse, de venner jeg ahr haft i mit liv, der har haft en forælder der begår selvmord... mmm...
Men nu, er det efterhånden ved at være et par måneder siden for mig. Det gør stadig ondt og jeg kan stadig blive vred og ked af det. Men jeg græder ikke mere. Jeg er lettet. Lettet over at jeg ikke skal køre i rutchebanen hele tiden. Men stadig, så lurer den: Hvad hvis hun vender tilbage og jeg skal tage stilling til hende igen?!. Det føles næsten værre nu... Fordi jeg så skal op i rutchebanen igen.
Men det er umenneskeligt at stå i, at være gravid, blive svigtet af sin egen mor og skulle deale med alle de her ting.
Find alt den anden kærlighed du har omkring dig og fyld dit liv op med det. - og find dig en rigtig god psykolog. du kan sagtens få en henvisning, som pårørende til alkoholproblem, eller pårørene til psykisk syg.
stort stort kram og masser af tanker, fra en ligesindet...