Hvornår nr. 2?

JustAnotherName skriver:

Her er der 1 år og 8 måneder imellem vores to piger.

Om DET er den optimale og perfekte aldersforskel, skal jeg ikke kunne sige.

Men for os har det været helt rigtigt.
Vores piger har (allerede) enooormt meget glæde af hinanden!

Jeg er selv vokset op som ene-barn, og ønskede selv at mine børn skulle få søskende. Jeg havde dog ikke på forhånd bestemt, at det skulle ske på et bestemt tidspunkt. Men det er helt sikkert, at jeg ikke ville gøre det om idag, hvis jeg kunne - for OS var det det helt rigtige tidspunkt at få nr. 2.

---

 

Alle familier er forskellige og vælger forskelligt, da det ikke er ens hvad der passer ind i ens temperament, overskud (både mentalt og økonomisk) og i ens familie-liv.

Jeg syntes det er SYND, at nogle har så travlt med at "råbe op om", at det er SYND for et barn at få søskende tidligt.
Det er skis-fismer da ikke SYND for børn, at få søskende.
Det er bare et spørgsmål om, at man som forældre har overskud og fokus på, at der ikke skal gå noget fra nogle af børnene.
At få søkende er da langt mere en berigelse, end det er noget som tages fra dem !!!

Jeg bliver ked af, at der altid er nogen som "buer" af, at andre vælger at få børn tæt.
Det er som regel de forældre som ikke selv ville gøre det, fordi de har en idé om (måske lidt en fordom?) om at det er et tab for det først-fødte barn.

Og ja, selvfølgelig går der tid fra den store i starten, når mor skal føde og tage sig af spædbarn. Men tiden er så kort. Og det giver så meget igen på den anden side.

Uvidenhed kan nemt få folk til at gå på bagbenene og stejle...
Men hvad der er forkert for én, kan jo sagtens være helt rigtigt for en anden!

 

Jo jeg synes faktisk det er rigtig synd at gøre et lille barn til den store søskende. Og jeg taler ikke af udvidenhed. Jeg har på tætteste hold oplevet hvordan det har påvirket de "store" at der kom en lille ny i familien.

Det handler også om, at man jo ikke ved hvad for et barn man får. Der er så mange ubekendte faktorer, der gør, at jeg simpelthen synes det er en for stor "risiko" at få børn meget tætte på hinanden. Måske bliver nummer to meget for tidligt født, får kolik, er syg osv. osv. Og Ja selvom man beriges med endnu et perfekt lille barn, så synes jeg stadig at det er synd at gøre så små børn til de store.

Hvorfor ikke nyde den baby man har til fulde, lade den blive lidt ældre således at den også kan forstå - og være med i processen - inden man bringer det næste barn til verden??

Jeg forstår det ikke...

 

Og den der med at børn født tæt på hinanden får mere gavn af hinanden osv. den holder bare ikke...

SØS skriver:

Og den der med at børn født tæt på hinanden får mere gavn af hinanden osv. den holder bare ikke...

Jeg er bare nødt til at argumentere for det modsatte, for jeg har lige præsic oplevet det helt omvendte.

Tror nærmere den "farlige" alder ligger ved de 2-2,5 år hvor seperationsfasen er hos den store, end det gør hvis man får dem så tæt at de ikke når at forstå de er blevet storesøskende.

Min søster og jeg er frygtelig rivaliserende (2,5 år), men derimod min gode ven og hans bror overhovedet ikke (1,5 år). Samtidig kan jeg nævne flere eksempler på aldersforskel på 3-4-5 år hvor der ikke er et særlig godt søslkende forhold og nogle hvor der er og det samme med kort aldersforskel.

Jeg tror det er en stor blandeing og overvejende skyldes mor og fars måde at håndtere familieforøgelsen på.

At det er synd har du jo sikkert nogle eksempler, som ligger til grund for den holdning, her har jeg det omvendte og vil derfor prøve at komme jalousiproblemet til livs ved at få dem tættere. Tror det er svært at komme med en opskrift, mendet vigtigste må i sidste ende være at man føler sig klar.

mor_sabina skriver:

Jeg er bare nødt til at argumentere for det modsatte, for jeg har lige præsic oplevet det helt omvendte.

Tror nærmere den "farlige" alder ligger ved de 2-2,5 år hvor seperationsfasen er hos den store, end det gør hvis man får dem så tæt at de ikke når at forstå de er blevet storesøskende.

Min søster og jeg er frygtelig rivaliserende (2,5 år), men derimod min gode ven og hans bror overhovedet ikke (1,5 år). Samtidig kan jeg nævne flere eksempler på aldersforskel på 3-4-5 år hvor der ikke er et særlig godt søslkende forhold og nogle hvor der er og det samme med kort aldersforskel.

Jeg tror det er en stor blandeing og overvejende skyldes mor og fars måde at håndtere familieforøgelsen på.

At det er synd har du jo sikkert nogle eksempler, som ligger til grund for den holdning, her har jeg det omvendte og vil derfor prøve at komme jalousiproblemet til livs ved at få dem tættere. Tror det er svært at komme med en opskrift, mendet vigtigste må i sidste ende være at man føler sig klar.

Ja det er helt sikkert, at der kan argumenteres og findes eksempler på begge dele fsva. spørgsmålet om jalousi. Min bror er tre år ældre end mig og min søster 4 år yngre, - vi har det skønt sammen, og har altid haft det.

Nu er det egentligt heller ikke hovedsageligt det med jalousien jeg har i tankerne når jeg mener, at det er synd at få børn for tætte på hinanden.

 

Jeg tror det optmale er mellem 2½/3 og 4 år... Så er den "store" blevet så selvstændig og forstår så meget at vedkommende er "klar". Alt under 2 års forskel synes jeg er synd for den første; der er stadig meget brug for mor og far og hvorfor ikke nyde det første barn lidt længere ?

Der er i øvrigt 6 år imellem min lillebror og mig - det er ALT for meget! Vi har ikke haft glæde af hinanden som børn - det er først inden for de sidste par år vi har haft noget til fælles (han er 19 og jeg er 25)

SØS skriver:

Jo jeg synes faktisk det er rigtig synd at gøre et lille barn til den store søskende. Og jeg taler ikke af udvidenhed. Jeg har på tætteste hold oplevet hvordan det har påvirket de "store" at der kom en lille ny i familien.

Det handler også om, at man jo ikke ved hvad for et barn man får. Der er så mange ubekendte faktorer, der gør, at jeg simpelthen synes det er en for stor "risiko" at få børn meget tætte på hinanden. Måske bliver nummer to meget for tidligt født, får kolik, er syg osv. osv. Og Ja selvom man beriges med endnu et perfekt lille barn, så synes jeg stadig at det er synd at gøre så små børn til de store.

Hvorfor ikke nyde den baby man har til fulde, lade den blive lidt ældre således at den også kan forstå - og være med i processen - inden man bringer det næste barn til verden??

Jeg forstår det ikke...

 

Men hvis dine argumenter skal holde, så vil det jo ALTID være synd for barn nummer 2 at blive født - for det kommer jo aldrig til at nyde godt af forældrenes fulde opmærksomhed, for der er jo et barn i forvejen...

Og hvordan så med tvillinger, er det bare generelt synd for dem?

Jeg har i først omgang valgt kun at nævne aldersforskellen på vores to yngste børn, men vi havde faktisk et ældre barn som døde af kræft i 2007. Han var 7 da han blev storebror første gang, og jeg kan virkeligt ikkie se at en større aldersforskel er bedre end en lille.

Der var ingen tvivl om at vores ældste søn og Sebastian også havde utroligt stor glæde af hinanden, til trods for den store aldersforskel på dem, men det var altså på en hel anden måde end det sociale bånd der eksisterer mellem Sebastian og Victor som vi har nu.

Ud fra min egen erfaring med både en stor aldersforskel og sidenhen en lille aldersforskel mellem søskende, kan jeg virkeligt ikke se at det ene er bedre eller mindre synd eller mindre skadende end det andet. For mig handler det 100% om hvad overskud forældrene har på det pågældende tidspunkt.

SØS skriver:

Ja det er helt sikkert, at der kan argumenteres og findes eksempler på begge dele fsva. spørgsmålet om jalousi. Min bror er tre år ældre end mig og min søster 4 år yngre, - vi har det skønt sammen, og har altid haft det.

Nu er det egentligt heller ikke hovedsageligt det med jalousien jeg har i tankerne når jeg mener, at det er synd at få børn for tætte på hinanden.

 

Men det er jeg bare ikke helt enig i. Jeg mener det kan være lige så synd at den store pludselig bliver stor og så kommer der en lille, hvilket så skruer forventningerne til den store op. Sådan kan man også se på det.

Jeg agter at behandle mine efter den alder de har, og håber ikke jeg kommer til at lave store-lille "fejlen". Er sikker på de nok skal få lige dele tid og opmærksomhed. Og så tror jeg også det handler lidt om hvad man vægter. Jeg vægter søskende rigtig højt og tror virkelig på at de kan få et masse glæde af hinanden som pseudotvillinger.
Men det er da klart der er nogle andre ting man skal tænke over end hvis aldersforskellen var større, men som sagt så må det jo også have noget med forældrene at gøre, tror ikke på det er aldersforskellen.

mor_sabina skriver:

Jeg er bare nødt til at argumentere for det modsatte, for jeg har lige præsic oplevet det helt omvendte.

Tror nærmere den "farlige" alder ligger ved de 2-2,5 år hvor seperationsfasen er hos den store, end det gør hvis man får dem så tæt at de ikke når at forstå de er blevet storesøskende.

Min søster og jeg er frygtelig rivaliserende (2,5 år), men derimod min gode ven og hans bror overhovedet ikke (1,5 år). Samtidig kan jeg nævne flere eksempler på aldersforskel på 3-4-5 år hvor der ikke er et særlig godt søslkende forhold og nogle hvor der er og det samme med kort aldersforskel.

Jeg tror det er en stor blandeing og overvejende skyldes mor og fars måde at håndtere familieforøgelsen på.

At det er synd har du jo sikkert nogle eksempler, som ligger til grund for den holdning, her har jeg det omvendte og vil derfor prøve at komme jalousiproblemet til livs ved at få dem tættere. Tror det er svært at komme med en opskrift, mendet vigtigste må i sidste ende være at man føler sig klar.

Jeg er helt enig. Jeg har en søster og der er 2 år og 2 dage mellem os. Vi har et rigtigt tæt forhold og har altid haft det. Jeg har også en lillebror som er 4,5 år yngre end mig, og vi har stortset intet forhold til hinanden.

Herhjemme har vi Kasper og Kenneth hvor der er 18 mdr. imellem og de kan selvfølgelig - som alle søskende - drive hinanden til vanvid, men det kan ikke undvære hinanden. De laver så mange ting sammen - også nu hvor de er 14 og 15.

Og så har vi Lukas og Klara hvor der er 15 mdr. imellem, de har altså også rigtig stor glæde af hinanden - og jalousi har jeg aldrig oplevet (andet end hvis det ene stykke is er større end det andet)

Jeg synes ikke vores valg er synd for vores børn. Jeg synes faktisk at vi har håndteret det super godt. Og de store og de små er også super gode til at hygge sig sammen, her er vi dog bevidste om at vi skal gøre noget aktivt for at det forbliver sådan når de store flytter hjemmefra - det er så ulempen ved en rigtig stor aldersforskel

Thalia skriver:

Men hvis dine argumenter skal holde, så vil det jo ALTID være synd for barn nummer 2 at blive født - for det kommer jo aldrig til at nyde godt af forældrenes fulde opmærksomhed, for der er jo et barn i forvejen...

Og hvordan så med tvillinger, er det bare generelt synd for dem?

Jeg har i først omgang valgt kun at nævne aldersforskellen på vores to yngste børn, men vi havde faktisk et ældre barn som døde af kræft i 2007. Han var 7 da han blev storebror første gang, og jeg kan virkeligt ikkie se at en større aldersforskel er bedre end en lille.

Der var ingen tvivl om at vores ældste søn og Sebastian også havde utroligt stor glæde af hinanden, til trods for den store aldersforskel på dem, men det var altså på en hel anden måde end det sociale bånd der eksisterer mellem Sebastian og Victor som vi har nu.

Ud fra min egen erfaring med både en stor aldersforskel og sidenhen en lille aldersforskel mellem søskende, kan jeg virkeligt ikke se at det ene er bedre eller mindre synd eller mindre skadende end det andet. For mig handler det 100% om hvad overskud forældrene har på det pågældende tidspunkt.

Hvor er jeg ked af at høre med din søn

Thalia skriver:

Men hvis dine argumenter skal holde, så vil det jo ALTID være synd for barn nummer 2 at blive født - for det kommer jo aldrig til at nyde godt af forældrenes fulde opmærksomhed, for der er jo et barn i forvejen...

Og hvordan så med tvillinger, er det bare generelt synd for dem?

Jeg har i først omgang valgt kun at nævne aldersforskellen på vores to yngste børn, men vi havde faktisk et ældre barn som døde af kræft i 2007. Han var 7 da han blev storebror første gang, og jeg kan virkeligt ikkie se at en større aldersforskel er bedre end en lille.

Der var ingen tvivl om at vores ældste søn og Sebastian også havde utroligt stor glæde af hinanden, til trods for den store aldersforskel på dem, men det var altså på en hel anden måde end det sociale bånd der eksisterer mellem Sebastian og Victor som vi har nu.

Ud fra min egen erfaring med både en stor aldersforskel og sidenhen en lille aldersforskel mellem søskende, kan jeg virkeligt ikke se at det ene er bedre eller mindre synd eller mindre skadende end det andet. For mig handler det 100% om hvad overskud forældrene har på det pågældende tidspunkt.

Du har selvfølgelig rigtig meget ret i, at forældrenes overskud betyder alverden. Det er helt sikkert. Jeg har så bare ofte oplevet at overskuddet virkelig er endt på nul efter den lille nyes ankomst. 

Og nej, jeg mener ikke at søskende er en negativ ting. Det er da fantastisk at give sine børn, barnet skal bare kunne være "med mentalt" synes jeg, derfor mener jeg ikke det er godt at gøre sine børn til søskende i en for tidlig alder.

Tvillinger kan du jo ikke sammenligne med, de kender jo ikke andet, og vil ikke på samme måde opleve at tingene pludselig ændrer sig drastisk.

Det gør mig meget ondt at høre om din store søn.