2 streger men..

Er ked af og høre den situation du står i og håber du finder ud af det.

Jeg syntes du skulle prøve og snakke med din skole omkring det. Se om i kan finde en løsning.

Prøve at gøre det hele muligt. Tit så kommer man ikke særlig langt hvis man er i tvivl og lige pludselig er det for sent. Så jeg syntes du skal prøve og gøre det muligt, for det lyder virkelig på dig som om du ønsker det barn hvilket kun er fantastisk. 

Selvfølgelig skal du tænke over det, men prøv og gør det muligt så du ikke vil gøre noget du vil fortryde.

Da min kæreste og jeg blev gravid var der også en masse problemer. vi startede med at beslutte os også løste vi problemerne bagefter.

Rigtig mange gode hilsner herfra, håber virkelig du finder ud af det.

Jeg har snakket med ham, alt hvad jeg kan. det endte med han græd mere end jeg gjorde. Han er slet slet ikke klar. og ja jeg har forberedt mig på en depression. jeg elsker at være gravid. Det er virkelig en dejlig følelse - gid jeg kunne beholde det!

Men der er intet der tyder på at han ændrer mening.

Jeg har næsten lyst til at sige jeg godt nok er over 12 uger henne - så der er ingen vej udenom. Men nu er jeg kun lige der hvor (jeg personligt) kan se at der sker noget.

camilla_agermose skriver:

Hej herinde. Det sidste døgn for mig har været totalt op og ned. Igår tog jeg en test og den var positiv.

Min første reaktion var at smile helt vildt. Jeg havde fortalt min kæreste at jeg havde en mistanke. Han ser testen og så siger han bare "det skal vi ikke have". Jeg ved at han gerne vil og at grunden til at han siger nej er mindre praktisk årsager (jeg er midt i uddannelse). Jeg har været fuldstændig grædefærdig siden for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved at han gerne vil have børn men han siger selv at det først skal være om 1-2 år. Men der er så mange der har problemer med at få børn så jeg kan ikke klare tanken om at skulle skille mig af med det lille liv der er i maven.

Idag ringede vi sammen til lægen og jeg fik sagt at jeg var gravid og at det nok ville endne med abort, så jeg skal op med en snak på mandag.

Men jeg har bare lyst til at stikke af og først komme tilbage når graviditeten er sikret. Graviditeten var ikke planlagt.

 

Hvordan tackler jeg den her situation? for jeg synes ikke rigtigt at jeg kan snakke med min familie og næreste venner om det da jeg ikke synes de skal vide jeg skal have en abort.

VENT!!!! Som jeg hører det skriger alt i dig at du skal beholde barnet. Hvis du bliver ved med at have sådan så fuldfør graviditeten for DU skal leve med resten af dit liv at du fik den abort. Og din kæreste kan ikke love dig at han er der resten af dit liv. Det er dit barn. Så få barnet og risiker han måske smutter eller han måske bliver glad for det alligevel eller få en abort hvor du måske bliver meget ked af det og fortryder eller senere indser det var det rigtige. Men ud fra dit indlæg læser jeg at du ikke SELV ønsker en abort, men det er noget din kæreste vil have dig til

camilla_agermose skriver:

Der er desværre ikke så meget at gøre. Nu tripper jeg bare lidt rundt i min egen verden.

Han vil bare ikke endnu (men han lover mig om et år) - men det er altså nu jeg er gravid.! Jeg kan ikke gøre noget.

 

Desværre. suk.

Det er altså DIN beslutning. Og DIN krop!!! Det er DIG der skal gennemgå en abort. Jeg synes det er voldsomt at han beder dig om det.  Jeg ville ikke gøre det for NOGENS skyld hvis jeg selv ønskede barnet... Det er jo ikke noget dødt man bare kan smide ud. Det er noget LEVENDE. Et lille menneske som I sammen har skabt....

camilla_agermose skriver:

Jeg har snakket med ham, alt hvad jeg kan. det endte med han græd mere end jeg gjorde. Han er slet slet ikke klar. og ja jeg har forberedt mig på en depression. jeg elsker at være gravid. Det er virkelig en dejlig følelse - gid jeg kunne beholde det!

Men der er intet der tyder på at han ændrer mening.

Jeg har næsten lyst til at sige jeg godt nok er over 12 uger henne - så der er ingen vej udenom. Men nu er jeg kun lige der hvor (jeg personligt) kan se at der sker noget.

Nu skriver jeg så det tredje indlæg. Efter at have læst tråden igennem tænker jeg bare det samme hver gang du svarer. Du må seriøst ikke gøre det mod dig selv. Ja jeg kan jo ikke bestemme det, men dine indlæg (når du fortæller om kæresten, der ikke vil have barnet) er så triste og det stråler igennem hvor meget du gerne vil have barnet. Du skal ikke gøre noget MOD dig selv for en andens skyld. Han kan ikke tage din smerte eller gråd i de år der følger efter og han kan ikke give dig det barn du bar på. Du har allerede mærket at det er der og ville ønske du kunne lyve og sige du ikke kunne få en abort. Sig til ham at du ikke ØNSKER en abort og at det er din krop. Hvis han virkelig elsker dig forsvinder han ingen steder. Og om det sker nu eller om et år burde ikke betyde så meget. Han er sikkert bare bange for hvordan det kommer til at gå og tit har mænd brug for at gøre sig klar til sådan nogle ting inden de springer ud i det. Han må bare gøre sig klar til at der kommer en baby

Ps. Du må godt synes jeg er belastende. Jeg synes bare det er synd for dig

jeg tænker os at han er bange... han siger han ikke er klar nu, men han lover at han er det om et år... sådan kan man bare ikke sige!!!!!! slet ikke med den alder han har... hvis du får en abort imod din vilje, er det noget der vil hjemsøge dig resten af livet.. har ikke selv prøvet det, men min mor har, og hun snakker stadig om det den dag i dag... håber virkelig ikke at han kommer til at tvinge dig til at få en abort

knus tina

camilla_agermose skriver:

Jeg har snakket med ham, alt hvad jeg kan. det endte med han græd mere end jeg gjorde. Han er slet slet ikke klar. og ja jeg har forberedt mig på en depression. jeg elsker at være gravid. Det er virkelig en dejlig følelse - gid jeg kunne beholde det!

Men der er intet der tyder på at han ændrer mening.

Jeg har næsten lyst til at sige jeg godt nok er over 12 uger henne - så der er ingen vej udenom. Men nu er jeg kun lige der hvor (jeg personligt) kan se at der sker noget.

pyha nej altså jeg havde også sagt til ham jeg IKKE ville tage en abort hvis jeg havde det ligesom dig!

Jeg kender også en hvor han sagde en måned han ikke var klar, og så gik der der et par måneder og så var han klar. Altså nogen skal bare lige give det lidt tid tror jeg.

Han har selv valgt at være sammen med dig sexuelt, og selvom man bruger p piller er der ingen garanti for man ikke kan blive gravid, de er altid kun 99.9 % sikre og nogle kvinder er bare mere frugtbare end andre, jeg havde helt sikkert sagt til ham, han det kan godt være han ikke er klar, men han burde også tage at tænke på dine følelser ikke kun ham selv, og det tager lang tid at komme over en abort, min svigermor fik også engang lavet en.. hun fortalte mig for nogle år siden at selvom der var gået over 30 år at hun havde fortrudt det inderligt..

Held og lykke

Hej!

Må jeg spørge om I har brugt prævention - har I ikke, vil jeg jo mene at der ikke er noget at diskutere

Min mand og jeg havde ikke "planlagt" vores datter, men vi blev enige om jeg stoppede med præventionen og skete det, så skete det

Knus!

Ejj allesammen gider i godt komme herhjem og snakke med ham!!

I er jo helt fantastiske. Det er mere at jeg har det så hårdt med at se ham så ked af det. for det virker som om at han inderst inde ikke ønsker det.

Jeg var på p-piller. men jeg havde faktisk sagt at jeg ville at vi brugte kondom fordi jeg havde skvattet lidt i det. det fik vi så ikk gjort. og at jeg glemte en enkelt pille var skyld i det.