2 streger men..

Hej herinde. Det sidste døgn for mig har været totalt op og ned. Igår tog jeg en test og den var positiv.

Min første reaktion var at smile helt vildt. Jeg havde fortalt min kæreste at jeg havde en mistanke. Han ser testen og så siger han bare "det skal vi ikke have". Jeg ved at han gerne vil og at grunden til at han siger nej er mindre praktisk årsager (jeg er midt i uddannelse). Jeg har været fuldstændig grædefærdig siden for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved at han gerne vil have børn men han siger selv at det først skal være om 1-2 år. Men der er så mange der har problemer med at få børn så jeg kan ikke klare tanken om at skulle skille mig af med det lille liv der er i maven.

Idag ringede vi sammen til lægen og jeg fik sagt at jeg var gravid og at det nok ville endne med abort, så jeg skal op med en snak på mandag.

Men jeg har bare lyst til at stikke af og først komme tilbage når graviditeten er sikret. Graviditeten var ikke planlagt.

Hvordan tackler jeg den her situation? for jeg synes ikke rigtigt at jeg kan snakke med min familie og næreste venner om det da jeg ikke synes de skal vide jeg skal have en abort.

Kære, kære Camilla.

Du må simpelthen gå i tænkeboks med det her. Hvis du har tviv omkring abort, så har du brug for at tænke noget mere over beslutningen, og se hvordan din mavefornemmelse er. Jeg synes selv man skal være to om at ville have et barn, men man skal på den anden side også være to om at ville have en abort. Der kan umuligt komme noget godt ud af, at du går med til aborten udelukkende pga din kærestes ønsker. Det er enormt vigtigt dine følelser og tanker for fremtiden er fuldstændigt afklarede hermed!

Din kæreste siger, at han gerne vil have barn med dig, men at han gerne vil vente et år. Men der går jo næsten et år inden han bliver far alligevel? Jeg synes slet ikke det lyder som om I har drøftet det her nok igennem, og det er jo ikke en beslutning man tager over night.

Jeg ønsker dig så meget det bedste - ligemeget hvad han OG du vælger sammen. Men lov mig - har du det mindste tvivl, så skal du måske tænke lidt mere over det.

De bedste ønsker og tanker, Susanne

camilla_agermose skriver:

Hej herinde. Det sidste døgn for mig har været totalt op og ned. Igår tog jeg en test og den var positiv.

Min første reaktion var at smile helt vildt. Jeg havde fortalt min kæreste at jeg havde en mistanke. Han ser testen og så siger han bare "det skal vi ikke have". Jeg ved at han gerne vil og at grunden til at han siger nej er mindre praktisk årsager (jeg er midt i uddannelse). Jeg har været fuldstændig grædefærdig siden for jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved at han gerne vil have børn men han siger selv at det først skal være om 1-2 år. Men der er så mange der har problemer med at få børn så jeg kan ikke klare tanken om at skulle skille mig af med det lille liv der er i maven.

Idag ringede vi sammen til lægen og jeg fik sagt at jeg var gravid og at det nok ville endne med abort, så jeg skal op med en snak på mandag.

Men jeg har bare lyst til at stikke af og først komme tilbage når graviditeten er sikret. Graviditeten var ikke planlagt.

 

Hvordan tackler jeg den her situation? for jeg synes ikke rigtigt at jeg kan snakke med min familie og næreste venner om det da jeg ikke synes de skal vide jeg skal have en abort.

Øj en svær situation! Kan godt forstå du er ked af det.

Kan ikke rigtig råde dig, for ved jo ikke hvordan dit forhold til din kæreste ellers er. Men vil bare sige at det jo i sidste ende er din krop. Men det er jo nemt for mig at sige hvis du har en kæreste som du bare elsker overalt på jorden og ikke vil miste.

Måske var det bare en umiddelbar reaktion fra din kæreste? Måske skal han bare ha lidt tid til at fordøje det. Ved det ikke, men håber inderligt for dig at du finder en løsning, med eller uden din kærestes støtte.

Jeg kan slet ikke overskue situationen. Ja ved godt at der nok vil gå 7-8 måneder før han bliver far. men han vil jo gerne at uddannelsen er afsluttet inden. og det er den først om 1½ år.

Jeg kan slet ikke overskue situationen og gid jeg var stærk nok til at sige at jeg vil have barnet. Men det er ham jeg vil have barn med og det er ham jeg elsker, vi har hus sammen (dette indtil vi gerne selv vil bygge) men han tænker jo igen at vi ingen børneværelser har og de skal males o.s.v. Men han forstår ikke når jeg siger at alle de småproblemer han nævner ikke betyder noget når man først har et lille barn (han elsker jo børn mere end noget andet, nu er han ligefrem på træningslejr med en masse unger han trænger til badminton).

Det er ikke nemt.

jeg ville ikke vælge abort (som er at stoppe et slående hjerte på et mini menneske) pga han vil vente 1-2 årdet går alligevel næten 1 år før du føder, hvis det er. der skal godt nok være større grund imo.

nej sån som du skriver nu så tror jeg du vil fortryde det.

så ku han rende og hoppe hvis han ikke acceptere det. selvom du elsker ham.. så er det altså noget i dig der deler dit blod nu.

alt lykke til dig

ærligt såå tror jeg du vil fortryde abort hvis du tag sådan en og som de andre siger så går der jo næsten et år før du føde-

du skal os tænke på det er jo din krop dig der skal tag den ,, det er dig der kan mærke liv inden i dig og det er der ingen mænd som ve hvordan føles og hvis det endelig er mener jeg man kan tag barsel fra sin uddannelse., og komme tilbage efter barsel..

men tænk det godt igennem for det vil jo ændre dit liv ligemeget hvad du vælger ....

Ja, jeg bliver nødt til at tvinge ham i sofaen i morgen og fortælle hvordan jeg har det. Han vil helt sikkert sige ham imod. men nu skal jeg bare lave en liste over alle de gode ting (som han også kan se det gode i), en overbevisningsliste. Jeg vil jo så gerne.

camilla_agermose skriver:

Ja, jeg bliver nødt til at tvinge ham i sofaen i morgen og fortælle hvordan jeg har det. Han vil helt sikkert sige ham imod. men nu skal jeg bare lave en liste over alle de gode ting (som han også kan se det gode i), en overbevisningsliste. Jeg vil jo så gerne.

nu ved jeg jo så ikk hvor gamle i er,, men jeg ville prøve og tjekke om man kunne få barsel. hvis det endelig var for så kunne du os fortæl ham det

Jeg er 20 han er 27 og vi har været sammen i 5 år. Og jeg ønsker at vi skal blive sammen, det ved jeg også at han ønsker.

Men det er heller ikke nemt når hele familien er begyndt at sige at nu skal vi også snart igang og min mormor snakker om at hvis hun skal nå at blive oldemor så .....

det kender jeg alt for godt til kæresten's familie og vores venner og alt det fordi alle andre har børn spørg de os om det ikk snart er vores tur