Hvordan er/var tiden efter fødslen for jer?

Ansemusen skriver:

Pu ha, bliver helt fysisk dårlig af at læse det I skriver! Har egentlig slet ikke forestillet mig at det bliver rosenrødt, tværtimod, har hele tiden tænkt, at det bliver SÅ hårdt og at jeg sikkert vil tude meget af tiden, fordi jeg er så udmattet og ikke føler jeg kan klare det, at jeg i visse situationer vil fortryde beslutningen om at få barn osv. Alle de tanker har jeg foreberedt mig meget på, men alligevel bliver jeg bange! Også fordi, det jo kræver en masse af en resten af livet at være forældre mht. bekymringer og ansvar! Jeg aner fx. ikke hvad jeg skal gøre mht. uddannelse og job, når jeg er færdig med HF (kan ikke arbejde normalt pga. noget med mine fødder, som gør at jeg får meget ondt hvis jeg står op mere end et par timer i løbet af dagen) og tænker, at det jo nu ikke kun r mig og Rasmus det handler om, men at der også er den lille at forsørge! Føj bliver helt dårlig ved tanken, ville ønske der var styr på fremtiden allerede nu! Jeg glæder mig til vi er blevet forældre, og der er gået noget tid og vi kan se, at vi klarer det fint, for det ved jeg godt inderst inde at vi gør, men kan alligevel ikke vente til vi er kommet ind i rollen. Uvidsheden er svær, også selvom man glæder sig helt vildt til at møde den lille og elsker den himmelhøjt allerede!! Men jeg VED at vi, og alle I andre kommende mødre (og fædre) , nok skal klare det fint, det er 'bare' svært når man står i trætheden osv. at se sig ud af magtesløsheden, som alle nybagte forældre føler til tider. Og det er den magtesløshed jeg frygter, ikke at kunne se mig ud af det i situationen!

Men uanset hvad elsker jeg vores lilel dreng og glæder mig meget til at møde ham om ganske kort tid

Åh jeg kan godt huske den der angst der kan overmande en. Lige pludselig går det op for en at det er RESTEN AF LIVET man er mor!!!! Og det er vildt skræmmende. Jeg havde den der tanke: Hvad nu hvis jeg kun synes det er sjovt de første 14 dage???? Jeg kan jo ikke aflevere hende!!! Men de tanker har man FØR man kender sit barn. Den kærlighed der kommer til ens barn overskygger ALT andet. Alle sagde til mig inden jeg fik hende at man ikke kan forestille sig hvor meget man elsker de børn og at man først ved det når man får et selv. Jeg troede ikke rigtig på dem, men det passer. Den kærlighed jeg har til min datter er større end den kærlighed jeg har til nogen anden. Jeg kan ikke få nok af hende og hun får mig altid til at smile. Hun er bare så dejlig!!!! Så bare rolig du har ingen grund til at være nervøs. Men det finder du nok ud af

Hvor er jeg dog glad for at du oprettede dette indlæg, for jeg har siddet med samme tanke. Har bare ikke haft overskud til det.

De første dage var helt klart værst pga. al den tid med amning. Synes dog stadig ikke jeg laver meget andet end at amme, da det er det eneste der trøster hende. Hun falder så i søvn, men vågner hvis jeg ligger hende fra mig, så sidder stadig ofte i 2-3 timer ad gangen med hende ved brystet. Tror jeg er ved at få tryksår af at sidde så meget ned. Det synes jeg faktisk er det sværeste, og gør mig lidt smådeprimeret, da jeg har behov for at røre mig mere. Desuden har Silke lidt af mavekneb og hvor bliver jeg bare selv ked af, at jeg ikke kan gøre noget for at stoppe det med det samme. Er overrasket over hvor meget hendes gråd påvirker mig.

I det hele taget er det også kommet meget bag på mig hvor hårdt jeg synes det er, hvor meget jeg glæder mig til at hun bliver ældre(men alligevel får dårlig samvittighed over ikke at nyde hende fyldt ud nu) og misunder min mand (som ikke tog fri i de 2 uger) for at have et liv udenfor hjemmets vægge.

Men trøster mig med jeres indlæg, og at det bliver bedre!

Hej allesammen - jeg kan slet ikke forklare, hvor lettet jeg er lige nu. Både fordi mange sidder/har siddet i samme situation med mange af de samme tanker som mig, men også fordi I allesammen siger, at det bliver nemmere med tiden! 

Jeg synes der er så mange super gode pointer herinde - specielt den fra Cris om at babyer ikke er noget man forholder sig til i samfundet - de eksisterer kun som små engle - man ser ikke alt det svære.

Jeg er også enig i, at sundhedsvæsenet fokuserer alt for meget på fødslen - som jeg alt i alt ikke synes var det "hårdeste"! Jeg synes det er langt hårdere at komme hjem og få en hverdag op at køre med den lille. Egentlig burde man have "Den-første-tid-med-babyen-forberedelse" som supplement til fødselsforberedelse.

Og til alle jer gravide damer, som bliver helt vildt bekymrede for om I kan klare det: DET KAN I GODT! Man klarer det - for det skal man!  Det er bare vildt hårdt! Lille baby er totalt hjælpeløs, og man passer den, fordi den har brug for det - det er vores instinkter hjulpet godt på vej af en kombination af mange hormoner.

Jeg ville da ønske, at jeg havde læst en tråd som denne INDEN Alfred kom... Så var jeg da i det mindste lidt forberedt. Det er kommet totalt bag på mig hvor hårdt det er, og jeg har følt mig alene i det - selvom jeg har en vidunderlig mand.

Jeg er mor og alt starter og slutter med mig - graviditet, fødsel, amning (til jer single kvinder) - så selvom man er i et parforhold, så er vi stadig "primær omsorgsperson" i babyens liv og bærer det største ansvar - sådan føles det ihvertfald for mig...

Sikke en super tråd.

Er rigtig glad for at have læst den igennem, og har nu gemt den under foretrukkende, tror den bliver guld værd at hive frem en gang i mellem

Tråden har også fået mig til at indse hvor meget vi skal sætte pris på at vi har så meget familie tæt på som hellere end gerne vil hjælpe det skal vi helt sikker benytte os af

Tullen85 skriver:

Puhh de første 14 dage var jeg klar til at forære mit barn væk :-D Jeg er alene og han græd og græd og græd, levede af havregryn fordi jeg ikke fik lavet mad, sov 4 timer om natten og sov ikke til middag, ammede 1½-2 timer af gangen, nu fik jeg kejsersnit så kunne heller ikke lige triller en tur i barnevognen for måtte ikke bære liften og bor på 2 sak... Synes overhovedet ikke det var lykken som jeg havde forventet...

Det bliver heldigvis meget lettere, nu kan jeg aflæse præsis hvorfor han græder, ligge ham til at sove inden han bliver overtræt, og lært at han altså ikke tager skade af ligge 2 min alene mens jeg går på toilet :-D Jeg havde fået at vide at er hårdt at blive mor, men troede ærlig talt bare folk overdrev, lærte jeg hurtigt de ikke gjorde...

Pyha! Nu er jeg jo også alene men kunne heldigvis bo ved min mor den første tid så hun kunne hjælpe mig lidt og aflaste når det var nødvendigt  Der er bare mange "småting" man ikke tænker over før man står i det: Sårene der gør NAS hver gang man skal på toilet, smerten ved at ligge og sidde i sengen (ja, underlivet gør ondt et godt stykke tid efter fødslen), irritationen ved ikke bare at kunne springe ud af sengen og tage sig af barnet fordi ens krop er øm, den totale forvirring og usikkerhed man konstant støder på fordi man tænker "gør jeg nu det hele RIGTIGT?!".
Ja, det er hårdt uanset hvad, og jeg føler virkelig jeg har haft det super nemt i forhold til hvad jeg kan læse i andres historier. Tiden EFTER fødslen er (for mit vedkommende) hårdere end både graviditeten og fødslen...
Man må bare slappe af og tage det som det kommer  At blive mor er intet glansbillede og fred være med dét

baby2010 skriver:

Hej piger,

jeg er lidt nysgerrig - hvordan er/var tiden efter fødslen for jer?

Jeg er totalt overvældet over, hvor hårdt det er. Manglende søvn, mange timers gråd fra den lille, smertefuld amning med sår på brystvorterne - bleskift og mere gråd i den forbindelse. Udover den store lykke og moderfølelse, så er jeg bare lidt overrasket over HVOR stor en omvæltning det er!

Jeg vil rigtig gerne høre jeres erfaringer - og gerne tips til hvordan det mon kan blive lidt lettere, hvis det er muligt...

Julie

hej ven...

først tillykke med jeres lille bebs! :0)

Det ER hårdt, og det BLIVER lettere...

En ting der hjalp mig, vat at acceptere. Acceptere at nu kan man ikke sove 6 - 7 - 8 timer i streg, acceptere at man ikke kan gå i bad lige når man vil, at man ikke kan spise lige når man vil, at man ikke kan gøre lige som man vil lige når man vil:0)

jeg tænkte sådan: "det er kun en periode, og lige nu er det sådan mit liv er, når der så er plads til det bliver der mere plads til mig/os"

koncentrer dig om at lære den lille at kende, om at lære dig som mor at kende og din kæreste/mand som far.

en god ide, er, hvis din kæreste/mand har lyst, at han går en tur i barnevognen med den lille, så du lige kan få et bad med fuldstændig ro, og måske lidt mad...

Jeg kan huske jeg synes det var super ubehageligt når vores datter græd fordi hun var sulten, jeg fik den vildeste dårlige samvittighed hvis jeg lige skulle tisse inden jeg ammede (ved ikke om du ammer?), men søde, det er der sgu ingen spædbørn der er døde af endnu og det er ikke at svigte fordi man lige skal tisse eller have et glas vand med:0)

og så pas på dine forventninger til dig selv... Lad være med at forvente at du kan holde huset blændende rent, have alt vasketøjet klar og maden samtitig med at du er totalt overskudsagtig og slet ikke ser træt ud! gør det der er vigtigts...

Nu ved jeg jo, at din familie ikke er til megen hjælp! men hvis du har andre, veninder eller andet, så træk på dem:0) der er ikke noget galt i at bede om lidt hjælp:0)

jeg håber i alle har det godt:0)

selvom det er svært, så nyd denne første tid!

knus

Den var faktisk ikke slem, den var som jeg havde ventet men måske var det også fordi jeg var blevet bombaderet med hvor hårdt det ville blive fordi jeg var så ung, så jeg var jo næsten forberedt på det værste , derfor synes jeg ikke det var hårdt men min datter var heller ikke ramt af kolik eller andet

Hejsa

Jeg er nok en af de få der slet ikke så den første tid med en lille baby som en hård tid....

Jeg var alene fra den dag jeg tog en positiv graviditets test, og har ikke set Nicklas far siden....

Jeg tog hjem fra sygehuset da Nicklas var 2 dage gammel. Jeg kunne på ingen måde få min amning til at fungere, og jeg fik bare en mere og mere ked af det dreng, og jo mere ked af det blev jeg, så jeg valgte allerede på dag 2 at så ville jeg gøre det næst bedste for ham. Jeg ville malke ud til ham, og give ham min mælk i sutteflaske. Men det var de på barsels afd sleeet ik enige i, så jeg valgte at i stedet for at blive kørt ned af at høre på dem, så tog jeg hjem og ville gøre det på min egen måde.

Tog hjem til mine forældre, så jeg ku få barselsbesøgene overstået derhjemme, og ik selv sku stå med gæster. Så da jeg kom til mine forældre skrev jeg en sms rundt til folk at nu var vi der og ville være der de næste to dage, så skulle de se ham, så skulle det være en af de to dage, for når vi kom helt hjem ville jeg bare være Nicklas og mig. Det accepterede folk, og vi fik div besøg overstået i løbet af de to dage, også tog vi helt hjem til os selv....

Lige da vi kom hjem og mine forældre kørte græd jeg, ik fordi jeg syntes det var hårdt, men nok mere fordi det pludselig gik op for mig at nu var jeg altså mor på fuld tid, helt alene...

Fik ryttet barsels gaverne ud, tog et bad også tog jeg min lille dreng op af liften, og puttede mig med ham på sofaen og tænkte at det her det var lykken, og sådan skulle det blive ved med at være....

Dagen efter vi kom hjem til os selv tog vi bare en hjemmedag. Men så ville jeg også ud og mærke livet omkring os, så pakkede den lille gut ned og gik en lang tur med barnevognen... Hvilket jeg fortrød senere, da jeg havde fået syet et helt kunstværk i underskellet efter at være sprækket under fødslen, og det kunne klart mærkes efter en lang gåtur... AV!

Nå men jeg har nok været heldig at have en dejlig nem dreng, han sov godt om natten, og jeg selv var god til at ligge mig når han sov... Det jeg syntes var mest hårdt var at malke ud, jeg havde EKSTREM meget mælk, og skulle malke ud hver time, også om natten. Jeg kunne ik engang gå en tur som ville være mere end en time, uden at have min håndpumpe med, for så ville jeg være gennemblødt af mælk når jeg kom hjem... Derhjemme brugte jeg en elektronisk pumpe, og det gik super godt, men var hårdt!

Alt i alt så havde jeg 100 gange flere dejlige stunder end stunder hvor jeg tænkte at det her er simpelthen får hårdt...

jeg fik det jeg bestilte inden at jeg fødte .. nemlig et nemt barn :) den første nat jeg havde ham vågnede han HVER time og ville spise .. det syntes jeg dog var en hård start .. Men da Noah var en 3 dage gammel sov han gerne fra kl 21-05 og så skulle han lige spise have en tør numse og så underholdes og så sov han igen .. og det gør han faktisk endnu .. han bliver 8 mdr her d 1 april og han sover natten igennem og hvis jeg underholder ham i en ½ -1 time så kan jeg sagtens tulle rundt og lave de ting der skal laves herhjemme .. og så kan jeg sove en time imens at han sover .. og så få lavet en smugle imens at han ligger og leger :)

De første 14 dage var jeg faktisk meget overskudsagtigt og syntes det var verdens nemmeste job at blive mor. Jeg stod op hver 3. time og gav ham mad og ellers sov han når han ikke fik skiftet ble.

Jeg havde lyst til at tage rundt og besøge veninder og familie, men kunne ikke da jeg havde mange smerter fra syningerne.

Derefter var barnets far ikke hos mig længere og jeg flyttede i 10 dage hjem til min mor og far, så de kunne pusle lidt om mig. Jeg havde stadig mange smerter fra syningen. Grunden var at jeg havde været meget frem og tilbage mellem hjem og hospital, så de fik ikke ro til at hele op.

Loke er en meget vågen dreng og fremtil han blev 3 mdr vågnede han kl 6 om morgenen og næste gang han sov var klokken blevet 22. Så jeg var på konstant. Det var svært fordi han ikke ville ligge selv. Så det at komme i bad og få lavet mad var super svært. Så jeg besøge mine forældre mange gange om ugen.

Nu har vi dog fået en hverdag op og køre. Der er stadig virkelig mangel på søvn, men jeg synes ikke det er hårdt at klare.

Det hænder selvfølgelig af og til at man føler man er ved at dø, men man ved også at man klarer den hver evigt eneste dag. Uanset hvor hård natten har været.

Når det så er sagt har jeg da et par gange grædt af træthed og i starten gik jeg lidt i panik hvis jeg var alene og han bare hylede. . Men man vænner sig hurtigt til at være blevet mor og lærer lynhurtigt at læse deres signaler og gråd.

Jeg tror dog det allervigtigste er at man ikke har nogle ambitioner for dagen og tager det hele som det kommer. For har man en lang liste af ting man gerne vil nå i løbet af dagen skal det nok blive en rædselsfuld dag.