Hvordan er/var tiden efter fødslen for jer?

RGN skriver:

De første 14 dage var jeg faktisk meget overskudsagtigt og syntes det var verdens nemmeste job at blive mor. Jeg stod op hver 3. time og gav ham mad og ellers sov han når han ikke fik skiftet ble.

Jeg havde lyst til at tage rundt og besøge veninder og familie, men kunne ikke da jeg havde mange smerter fra syningerne.

Derefter var barnets far ikke hos mig længere og jeg flyttede i 10 dage hjem til min mor og far, så de kunne pusle lidt om mig. Jeg havde stadig mange smerter fra syningen. Grunden var at jeg havde været meget frem og tilbage mellem hjem og hospital, så de fik ikke ro til at hele op.

Loke er en meget vågen dreng og fremtil han blev 3 mdr vågnede han kl 6 om morgenen og næste gang han sov var klokken blevet 22. Så jeg var på konstant. Det var svært fordi han ikke ville ligge selv. Så det at komme i bad og få lavet mad var super svært. Så jeg besøge mine forældre mange gange om ugen.

Nu har vi dog fået en hverdag op og køre. Der er stadig virkelig mangel på søvn, men jeg synes ikke det er hårdt at klare.

Det hænder selvfølgelig af og til at man føler man er ved at dø, men man ved også at man klarer den hver evigt eneste dag. Uanset hvor hård natten har været.

Når det så er sagt har jeg da et par gange grædt af træthed og i starten gik jeg lidt i panik hvis jeg var alene og han bare hylede. . Men man vænner sig hurtigt til at være blevet mor og lærer lynhurtigt at læse deres signaler og gråd.

Jeg tror dog det allervigtigste er at man ikke har nogle ambitioner for dagen og tager det hele som det kommer. For har man en lang liste af ting man gerne vil nå i løbet af dagen skal det nok blive en rædselsfuld dag.

Du er en fantastisk mor søde Rie!!! Og det er helt rigtigt som du skriver, at man ikke skal forvente en masse af sig selv eller planlægge for meget. Præcis sådan har jeg tænkt mig at gøre det! Tage dagen som den kommer og give mig selv lov til at hvile og sove når baby gør det og indimellem når farmand er kommet hjem og kan tage over. Jeg har besluttet, at det er okay ikke at være særlig social i det første lange stykke tid, hvis ikke jeg kan overskue det og kun tænke på mig selv, lillemanden og Rasmus. Så skal det nok gå

Synes godt nok mit indlæg fra forleden klinger meget negativt  Men blev virkelig skræmt over de ting som I har skrevet i tråden, også selvom jeg synes tråden er genial, og jeg egentlig har forventet præcis det som I beskriver. Det blev bare så konkret lige pludselig. Synes dog mit indlæg lyder som om jeg er i tvivl om hvorvidt vi kan klare det, men det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg frygter nemlig ikke selve det, om vi kan være gode forældre. For det ved min fornuft godt at det kan vi i den grad - vi har så meget kærlighed at give af! Men jeg frygter selve situationerne hvor fornuften går fløjten og frygten og frustrationerne får lov at tage over, og man bare synes det hele ser trist og sort ud og pga. træthed ikke formår at overbevise sig selv om, at dagen imorgen jo nok ser meget bedre ud!

Men uanset frygt så bliver det fantastisk at blive mor  Og alle I andre har jo overlevet helt fint!!

Jeg er helt rørt over hvor god den her tråd er... jeg er så lykkelig for at kunne ringe til min mand og fortælle at det ikke kun er os den første tid var svær for... Og som en af jer skrev, så ville jeg også ønske jeg havde læst noget lignende INDEN vi blev forældre, for hvor følte man sig alene, til trods for at sundhedsplejerske og veninder opmuntrede og sagde det nok sku bli bedre - jeg var så bange for at de ikke havde ret. Men det havde de!!!  Den erfaring kan man tage med sig til nr. to (kan jeg læse at nogen af jer har erfaret) og det blir da skønt at kunne nyde den første tid lidt mere  

En af jer skriver at det med at sidde og amme i timevis var hårdt og det kan jeg kun tilslutte mig. Synes det var så ufattelig hårdt, og det begrænsede også meget hvor mange gæster jeg havde lyst til at ha og hvor meget jeg havde lyst til at tage ud. For frygten for at skulle sidde og amme hos andre eller mens der var gæster var så stor, at jeg hellere ville være alene hele tiden, for det tog jo  en EEEVIGHED hver gang...  Men pludselig går det jo bare så stærkt og man har næsten ikke bemærket det 

Så ta det helt roligt, og når du ikke tror på alle dem der sir at det blir bedre, så víd at det gør det altså- ligemeget hvor usansynligt det virker ligenu 

Tak for en fantastisk tråd !!! Den fortjener en 

Åh gud!
Jeg er nok alt for hormonel til at læse denne tråd...

Sidder og vræler, for nu er jeg da sikker på, at det nok skal ende i stort følelsesmæssigt kaos, hvor jeg ingenting magter. 

Jeg har hele tiden været klar over, at det bliver hårdt - MEGET hårdt.
Jeg er den ældste af fire børn og har altid hjulpet godt til i hjemmet. Men det er selvfølgelig aldrig det samme, som at være mor til den lille. Desuden har jeg været au pair, der blev pisket hårdt, men heller ikke dét er det samme.

Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg oven på en ret strid graviditet og denne tråd nu er hamrende bange for, hvordan vores nye liv med et lille barn bliver. 
Aldrig har jeg været så bange i hele mit liv. Og det er ellers mig, der hele tiden har tænkt, at det skal nok gå (hvis nu vi får et krævende barn), så længe kæresten og jeg snakker sammen og giver hinanden mulighed for at få pusterum og hviletid.
Jeg er slet ikke sikker længere.
Øv. 

baby2010 skriver:

...smertefuld amning med sår på brystvorterne...

Hej hej...

Jeg tror ikke at jeg skal brokke mig, har fået den nemmeste lille prinsesse, og det sætter vi pris på!

Ang. citatet...

ALLE DER AMMER SE HER!

Man kan i MATAS købe suttebrikker i sillicone(staves). De sættes på brystvorten, og så går det bare der ud af. Det er heller ikke helt dumt at ligge dem i køleskabet, og tage dem på bare for at køle. Ligeledes med ammeindlæg.

Ranarupta skriver:

Åh gud!
Jeg er nok alt for hormonel til at læse denne tråd...

Sidder og vræler, for nu er jeg da sikker på, at det nok skal ende i stort følelsesmæssigt kaos, hvor jeg ingenting magter. 

Jeg har hele tiden været klar over, at det bliver hårdt - MEGET hårdt.
Jeg er den ældste af fire børn og har altid hjulpet godt til i hjemmet. Men det er selvfølgelig aldrig det samme, som at være mor til den lille. Desuden har jeg været au pair, der blev pisket hårdt, men heller ikke dét er det samme.

Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg oven på en ret strid graviditet og denne tråd nu er hamrende bange for, hvordan vores nye liv med et lille barn bliver. 
Aldrig har jeg været så bange i hele mit liv. Og det er ellers mig, der hele tiden har tænkt, at det skal nok gå (hvis nu vi får et krævende barn), så længe kæresten og jeg snakker sammen og giver hinanden mulighed for at få pusterum og hviletid.
Jeg er slet ikke sikker længere.
Øv. 

 

 

Jeg har ikke læst hele tråden, men lad være med at lade den skræmme dig. Det er sandt at det er hårdt, og det der nok i virkeligheden er værst er den flade fornemmelse af alle de lyserøde drømme der brister, og man sidder totalt udmattet i sofaen uden at have været i bad i flere dage og ikke kan huske hvornår man sidst har fået noget at spise og lytter med skræk efter lyde fra babyen fordi man ikke orker en vågen og krævende baby lige nu... og tænker: "Er det her virkelig det? - Er det sådan det er at blive mor?"

Svaret er at ja, det er en del af det, men det er ikke det hele. At være mor er også første gang babyen lyser op i et KÆMPE smil bare fordi du kommer, eller lægger sine små, buttede arme om din hals og bare putter sig ind til dig. Det er fantastisk at følge et spædbarns udvikling fra totalt hjælpeløs lille baby til selvstændigt lille barn - og ofte helt uforståeligt at tænke på at "det har VI lavet.."

Der er hårde perioder som forældre uden tvivl - dem kommer man igennem fordi man ikke har noget valg, og pludseligt opdager man at man er kommet ud på den andet side, og igen opvejer alle de gode stunder langt de negative.

Så tag denne tråd for hvad den er - en beskrivelse af hvordan det også er at blive forældre, og trøst dig med at alle andre med børn også har været igennem det, så når de fortæller dig at det går over, ved de hvad de taler om...

BlyViol skriver:

må tilslutte mig Dorthe.

man bliver da helt nervøs over sådan en gang læsning. Jeg er dog ikke alene om det, men min kæreste er fisker og nogen gange afsted 8-9 dage af gangen, han har ikke nogen afløser og hvis han ikke tager afsted, jamen så kan vi ikke få det til at hænge sammen, trods billig husleje og billig bil.

Vores problem, tror jeg, bliver nok at han ikke forstår hvorfor der ikke er vasket tøj, gjort rent og handlet ind, for man har jo hele dagen hjemme... Men det er der vel bare ikke rigtig tid til i starten?? Jeg håber min kære mor og svigermor(som elsker at rydde op hos os) kommer og gir en hånd med... pyha  

Dog lyder det også til der er lys for enden af porten men dejligt med et indlæg man kan tænke lidt over og evt. drage manden ind i - bare så han også kan se det ikke er lutter lagkage

Løsningen på den er ganske ligetil - aflever barnet en dags tid ved ham og tag et andet sted hen....

Min mand omtalte konsekvent min barsel som ferie i starten, indtil han måtte holde noget ferie fordi jeg var blevet beordret i seng af lægen, og han ikke kun stod med Freja, men også tøjvask og aftensmad og rengøring og indkøb...

Efter 2 dage fik jeg en uforbeholden undskyldning... 

Puha, den første måned var rigtig hård! Amningen kørte fint, men han ville spise hver time - også om natten  Efter en måned kunne jeg simpelthen ikke holde til det mere, og begyndte at give ham en flaske til om natten + når han vågnede om natten. Og sandlig om han ikke sov 3-4 timer afgangen (og gør det stadig!). Efter jeg "fik lov" at få de timer af gangen er det blevet meget nemmere, da jeg har energi og overskud til ham. Så nu er det FANTASTISK! Men ja, den første tid er satme hård!

- Maria.

Skouboe skriver:

 

Jeg har ikke læst hele tråden, men lad være med at lade den skræmme dig. Det er sandt at det er hårdt, og det der nok i virkeligheden er værst er den flade fornemmelse af alle de lyserøde drømme der brister, og man sidder totalt udmattet i sofaen uden at have været i bad i flere dage og ikke kan huske hvornår man sidst har fået noget at spise og lytter med skræk efter lyde fra babyen fordi man ikke orker en vågen og krævende baby lige nu... og tænker: "Er det her virkelig det? - Er det sådan det er at blive mor?"

Svaret er at ja, det er en del af det, men det er ikke det hele. At være mor er også første gang babyen lyser op i et KÆMPE smil bare fordi du kommer, eller lægger sine små, buttede arme om din hals og bare putter sig ind til dig. Det er fantastisk at følge et spædbarns udvikling fra totalt hjælpeløs lille baby til selvstændigt lille barn - og ofte helt uforståeligt at tænke på at "det har VI lavet.."

Der er hårde perioder som forældre uden tvivl - dem kommer man igennem fordi man ikke har noget valg, og pludseligt opdager man at man er kommet ud på den andet side, og igen opvejer alle de gode stunder langt de negative.

Så tag denne tråd for hvad den er - en beskrivelse af hvordan det også er at blive forældre, og trøst dig med at alle andre med børn også har været igennem det, så når de fortæller dig at det går over, ved de hvad de taler om...

Mange tak. 

Jeg synes faktisk ikke, at jeg havde de der lyserøde forventninger, men alligevel kom det helt bag på mig, at så mange mødre har været ved at sende børnene retur med storken. 

Jeg har hele tiden haft det billede, at det bliver ren fodring/bleskiftning/søvn for barnet og dermed også mig.
Jeg havde faktisk også det billede, at jeg kommer til at være totalt isoleret den første tid, og at faren/kæresten kommer til at klare rengøring, madlavning, indkøb osv.
Og jeg har da også tænkt, at manglen på søvn kombineret med alle de nye følelser og hårdt arbejde, gør at man bliver en liiiiille smule uligevægtig (eller det bliver jeg nok).
Og jeg har advaret kæresten om det.

Alligevel blev jeg godt og grundigt forskrækket.

(Måske jeg skulle skrive, når Bønne engang er kommet ud om 3 måneders tid...)

Ranarupta skriver:

 

Mange tak. 

Jeg synes faktisk ikke, at jeg havde de der lyserøde forventninger, men alligevel kom det helt bag på mig, at så mange mødre har været ved at sende børnene retur med storken. 

Jeg har hele tiden haft det billede, at det bliver ren fodring/bleskiftning/søvn for barnet og dermed også mig.
Jeg havde faktisk også det billede, at jeg kommer til at være totalt isoleret den første tid, og at faren/kæresten kommer til at klare rengøring, madlavning, indkøb osv.
Og jeg har da også tænkt, at manglen på søvn kombineret med alle de nye følelser og hårdt arbejde, gør at man bliver en liiiiille smule uligevægtig (eller det bliver jeg nok).
Og jeg har advaret kæresten om det.

Alligevel blev jeg godt og grundigt forskrækket.

(Måske jeg skulle skrive, når Bønne engang er kommet ud om 3 måneders tid...)

En ting er at forvente at det bliver hårdt - noget andet er at mærke både det og konsekvenserne på egen krop..

Gem denne tråd og genlæs den efter den første måneds tid med bønne - det er nok der den er mest værd. Den giver en følelse af at man ikke er alene når man ønsker sit barn hen hvor peberet gror indimellem...