Jeg vil gerne fortælle jer noget

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym selvom flere af jer nok kan gætte hvem jeg er.... men måske andre læser med som ikke lige behøver at vide det.

Vi har overvejet meget om vi skal have et barn mere, og der bliver presset fra alle sider af familie og venner. Og det er faktisk rigtig svært for mig for jeg kan ikke bare lige sådan forklare dem hvorfor vi ikke vil have en mere...

Da min mand var dreng blev han udsat for nogle meget grimme ting... det værste man kan forestille sig skulle overgå sit barn.
Det har gjort at han simpelthen ikke kan komme for tæt på vores barn, altså fysisk tæt på.
Han kan ikke skifte ble,  bade og andre ting i den retning...
Dvs at det er mig der står for det 100% Det er altså hårdt.... og kan føles som om jeg er alenemor. Jeg har vores barn med alle steder... altid....Jeg får aldrig 100% tid til mig selv.... for de gange vores barn ikke er her, er det for at min mand og jeg kan få tid sammen uden barn.
Så tanken om et barn mere skræmmer mig, fordi jeg så står alene med to børn.

Min mand gør hvad han kan for at hjælpe med andre ting..... men et barn fylder jo meget og når man skal være helt alene om det så er det bare svært... 

Men det er jo ikke ligefrem det man stiller sig op og siger til folk når de igen igen tjatter til en og spørger om vi ikke snart skal igang igen....
Og jeg ved jo at det her fortsætter nogle år endnu, for selv om vores barn smider bleen, vil der være toilet besøg som h*n skal tørres efter.

Og inden nogen tænker det, så er det altså ikke bare en fiks ide min mand har fået.... det er ikke bare fordi han er sippet....
Kan fortælle at han en dag havde været alene med vores barn et par timer mens jeg var til teori, da jeg var færdig lå der en sms... "skynd dig hjem", jeg kom hjem til en grædende mand og et grædende barn. Der skulle skiftes lorteble men min mand kunne bare ikke tørre dernede og de sad nu begge i brusekabinen hvor han havde forsøgt at vaske barnet..... 
Det gjorde så ondt inden i.....

Nå nu fik jeg fortalt det, så forstår i måske bedre hvorfor jeg har så svært ved tanken om endnu et barn.... 

Kan ikke sige noget der ikke allerede er blevet sagt. Er ked af det på jeres vegne og i skal gøre som i syntes er bedst. Og i har jo bare et så vidunderligt barn at hvis det ikke bliver til flere så har i jo også gjort det rigtig godt den ene gang.

Og man kan så tydelig se den store kærlighed der er i jeres lille familie

idamaria83 skriver:

Åhhh for pokker da, hvor bliver jeg da også helt ked af, at jeg har været et af dem, der har prikket lidt/presset på  for som Katrine skriver, så har det jo været kærligt ment!! Og det tror jeg også godt, at du ved...

Hvor er jeg bare GLAD for, at du vælger at fortælle det - for det gør bare, at det hele giver så meget mere mening! Jeg kan bestemt godt forstå, at situationen gør, at tanken om mere end ét barn bliver ekstremt skræmmende - og der er da bestemt heller ingen, der siger, at man skal have flere børn! Jeg er også helt vild med den sætning, Katrine skriver - og det er faktisk ikke mere end 14 dage siden, jeg sad og havde snakken med en veninde, som overvejer, at deres barn skal være enebarn! Det er nemlig ufatteligt, som man altid skal forsvare de valg, man gør sig...da jeg blev gravid med Lina var der da også mere end én, der lige løftede øjenbrynet i en "er det ikke lige tidligt nok"-gestus...og så skulle vi også forsvare vores valg om at få børn tæt på hinanden! Mange kom også med den der "er det planlagt" - og JA, det var planlagt!!

Alle familier er forskellige, mennesker er forskellige, og forskellige mennesker træffer forskellige valg, der nu en gang passer til den situation, de er i!! Det er det I gør, og det bør bestemt være helt og aldeles accepteret!

Respekt for dig, og for din familie, for det må sg* ikke være nemt at leve med sådan en fortid...

Det er slet slet ikke for at prikke til jer og give jer dårlig samvittighed. 
Jeg har bare længe gået med det og nu skulle det ud. Jeg ville jo egentlig gerne have givet en ordentlig forklaring på det da der blev spurgt, men følte bare ikke at jeg kunne sige det den dag....

Men ja det er faktisk ufatteligt som man altid skal forsvare de valg man tager..... som om det bare aldrig er godt nok ligegyldig hvad man så vælger 

suanne85 skriver:

 

Kan ikke sige noget der ikke allerede er blevet sagt. Er ked af det på jeres vegne og i skal gøre som i syntes er bedst. Og i har jo bare et så vidunderligt barn at hvis det ikke bliver til flere så har i jo også gjort det rigtig godt den ene gang.

Og man kan så tydelig se den store kærlighed der er i jeres lille familie

Tak

Puhhh, sikke et indlæg. Det gør virkelig ondt at læse - og skid hul i det! Det vigtige er, hvordan I har det! 
Jeg er virkelig ked af, at din mand er blevet udsat for dét, han er! Det er så forkert og så ødelæggende. Hvilket I jo bl.a. kan se nu.
Men alt det ved I...

Jeg tænker, ligesom andre herinde, at bl.a. dine veninder reagerer på, at det altid er dig, der har jeres barn, fordi de holder af dig. De vil ikke have, at du bliver udnyttet. Men de ved jo ikke, at det slet ikke er tilfældet. Men der er en fin grænse mellem at blande sig og holde snuden for sig selv. For de har ikke krav på at få noget så personligt at vide om din mand. Men samtidig vil de jo gerne forstå og støtte. 

Jeg tror også, at jeg ville melde klart ud, at der ikke kommer flere børn, hvis det er jeres beslutning. Hvilket jeg fuldt ud, sagtens kan forstå!

Jeg sender en bunke  

I skal vide at alle jeres svar virkelig rør mig!!!! Sidder med en kæmpe klump i halsen når jeg læser hvad i skriver!

Jeg vil gerne fortsætte historien.... fordi jeg er ekstremt stolt af min mand.

Min mand havde "glemt" hvad der skete i rigtig mange år.... men en dag dukkede det pludselig op og han røg i det dybeste hul....
MEN.... han ville have hævn, kan man vel godt sige, så han valgte at gå til politiet selvom der var gået 10 år.
Der kom en masse andre navne frem på andre der havde været ofre, de ville ikke træde frem, men min mand ville ikke lade forbryderen slippe, så han valgte at fortælle politiet om de andre.
De snuppede forbryderen, bogstaveligt talt med bukserne nede....
Min mand har været interviewet i flere aviser og har også været på tv, da denne sag kom frem var den ret stor, det var vist en af de første af denne slags der kom frem i lyset...
DERFOR er jeg så uendeligt stolt af ham fordi han stod frem og fordi han ikke bare ville lade sådan en #%$%/%# slippe.

Forbryderen fik 3 1/2 års fængsel... 

Ranarupta skriver:

Puhhh, sikke et indlæg. Det gør virkelig ondt at læse - og skid hul i det! Det vigtige er, hvordan I har det! 
Jeg er virkelig ked af, at din mand er blevet udsat for dét, han er! Det er så forkert og så ødelæggende. Hvilket I jo bl.a. kan se nu.
Men alt det ved I...

Jeg tænker, ligesom andre herinde, at bl.a. dine veninder reagerer på, at det altid er dig, der har jeres barn, fordi de holder af dig. De vil ikke have, at du bliver udnyttet. Men de ved jo ikke, at det slet ikke er tilfældet. Men der er en fin grænse mellem at blande sig og holde snuden for sig selv. For de har ikke krav på at få noget så personligt at vide om din mand. Men samtidig vil de jo gerne forstå og støtte. 

Jeg tror også, at jeg ville melde klart ud, at der ikke kommer flere børn, hvis det er jeres beslutning. Hvilket jeg fuldt ud, sagtens kan forstå!

Jeg sender en bunke  

Ja jeg tror også at det er fordi de tror jeg er en lille "husmor" i ordets bogstaveligste forstand
Men nu ved mine tætteste veninder det.... de andre synes jeg egentlig ikke behøver at vide det.... som du siger de behøver ikke vide noget SÅ personligt om min mand 

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym selvom flere af jer nok kan gætte hvem jeg er.... men måske andre læser med som ikke lige behøver at vide det.

Vi har overvejet meget om vi skal have et barn mere, og der bliver presset fra alle sider af familie og venner. Og det er faktisk rigtig svært for mig for jeg kan ikke bare lige sådan forklare dem hvorfor vi ikke vil have en mere...

Da min mand var dreng blev han udsat for nogle meget grimme ting... det værste man kan forestille sig skulle overgå sit barn.
Det har gjort at han simpelthen ikke kan komme for tæt på vores barn, altså fysisk tæt på.
Han kan ikke skifte ble,  bade og andre ting i den retning...
Dvs at det er mig der står for det 100% Det er altså hårdt.... og kan føles som om jeg er alenemor. Jeg har vores barn med alle steder... altid....Jeg får aldrig 100% tid til mig selv.... for de gange vores barn ikke er her, er det for at min mand og jeg kan få tid sammen uden barn.
Så tanken om et barn mere skræmmer mig, fordi jeg så står alene med to børn.

Min mand gør hvad han kan for at hjælpe med andre ting..... men et barn fylder jo meget og når man skal være helt alene om det så er det bare svært... 

Men det er jo ikke ligefrem det man stiller sig op og siger til folk når de igen igen tjatter til en og spørger om vi ikke snart skal igang igen....
Og jeg ved jo at det her fortsætter nogle år endnu, for selv om vores barn smider bleen, vil der være toilet besøg som h*n skal tørres efter.

Og inden nogen tænker det, så er det altså ikke bare en fiks ide min mand har fået.... det er ikke bare fordi han er sippet....
Kan fortælle at han en dag havde været alene med vores barn et par timer mens jeg var til teori, da jeg var færdig lå der en sms... "skynd dig hjem", jeg kom hjem til en grædende mand og et grædende barn. Der skulle skiftes lorteble men min mand kunne bare ikke tørre dernede og de sad nu begge i brusekabinen hvor han havde forsøgt at vaske barnet..... 
Det gjorde så ondt inden i.....

Nå nu fik jeg fortalt det, så forstår i måske bedre hvorfor jeg har så svært ved tanken om endnu et barn.... 

Jeg vil starte med at sende dig et kæmpe , jeg sider her med en klup i halsen. Jeg har læst alle indlæg og kan se jeg ikke rigtig kan tilføje så meget mere end der allerede er skrevet.... Så sender dig lige et par flere , jeg håber at det hele løser sig stille og roligt med din mand. Jeg syndes det er flot du deler så personligt et problem herinde.

Fie

Anonym skriver:

Tak

Var så lidt

MORJESPERSEN skriver:

 

Jeg vil starte med at sende dig et kæmpe , jeg sider her med en klup i halsen. Jeg har læst alle indlæg og kan se jeg ikke rigtig kan tilføje så meget mere end der allerede er skrevet.... Så sender dig lige et par flere , jeg håber at det hele løser sig stille og roligt med din mand. Jeg syndes det er flot du deler så personligt et problem herinde.

Fie

Tak skal du have

Jeg håber også at det på et tidspunkt bliver nemmere for ham det hele

Jeg ved ikke om det er mig der er lidt dum, men jeg kan ikke regne ud hvem du er, men jeg vil sige at jeg godt kan forstå hvis du er betænkelig ved at få et barn mere. Det må være hårdt aldrig at have pause. Og hvor er det dog synd for din mand. Det er så utilgiveligt det der er sket for ham. Puha altså....