Jeg vil gerne fortælle jer noget

Jeg vælger at være anonym selvom flere af jer nok kan gætte hvem jeg er.... men måske andre læser med som ikke lige behøver at vide det.

Vi har overvejet meget om vi skal have et barn mere, og der bliver presset fra alle sider af familie og venner. Og det er faktisk rigtig svært for mig for jeg kan ikke bare lige sådan forklare dem hvorfor vi ikke vil have en mere...

Da min mand var dreng blev han udsat for nogle meget grimme ting... det værste man kan forestille sig skulle overgå sit barn.
Det har gjort at han simpelthen ikke kan komme for tæt på vores barn, altså fysisk tæt på.
Han kan ikke skifte ble,  bade og andre ting i den retning...
Dvs at det er mig der står for det 100% Det er altså hårdt.... og kan føles som om jeg er alenemor. Jeg har vores barn med alle steder... altid....Jeg får aldrig 100% tid til mig selv.... for de gange vores barn ikke er her, er det for at min mand og jeg kan få tid sammen uden barn.
Så tanken om et barn mere skræmmer mig, fordi jeg så står alene med to børn.

Min mand gør hvad han kan for at hjælpe med andre ting..... men et barn fylder jo meget og når man skal være helt alene om det så er det bare svært... 

Men det er jo ikke ligefrem det man stiller sig op og siger til folk når de igen igen tjatter til en og spørger om vi ikke snart skal igang igen....
Og jeg ved jo at det her fortsætter nogle år endnu, for selv om vores barn smider bleen, vil der være toilet besøg som h*n skal tørres efter.

Og inden nogen tænker det, så er det altså ikke bare en fiks ide min mand har fået.... det er ikke bare fordi han er sippet....
Kan fortælle at han en dag havde været alene med vores barn et par timer mens jeg var til teori, da jeg var færdig lå der en sms... "skynd dig hjem", jeg kom hjem til en grædende mand og et grædende barn. Der skulle skiftes lorteble men min mand kunne bare ikke tørre dernede og de sad nu begge i brusekabinen hvor han havde forsøgt at vaske barnet..... 
Det gjorde så ondt inden i.....

Nå nu fik jeg fortalt det, så forstår i måske bedre hvorfor jeg har så svært ved tanken om endnu et barn.... 

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym selvom flere af jer nok kan gætte hvem jeg er.... men måske andre læser med som ikke lige behøver at vide det.

Vi har overvejet meget om vi skal have et barn mere, og der bliver presset fra alle sider af familie og venner. Og det er faktisk rigtig svært for mig for jeg kan ikke bare lige sådan forklare dem hvorfor vi ikke vil have en mere...

Da min mand var dreng blev han udsat for nogle meget grimme ting... det værste man kan forestille sig skulle overgå sit barn.
Det har gjort at han simpelthen ikke kan komme for tæt på vores barn, altså fysisk tæt på.
Han kan ikke skifte ble,  bade og andre ting i den retning...
Dvs at det er mig der står for det 100% Det er altså hårdt.... og kan føles som om jeg er alenemor. Jeg har vores barn med alle steder... altid....Jeg får aldrig 100% tid til mig selv.... for de gange vores barn ikke er her, er det for at min mand og jeg kan få tid sammen uden barn.
Så tanken om et barn mere skræmmer mig, fordi jeg så står alene med to børn.

Min mand gør hvad han kan for at hjælpe med andre ting..... men et barn fylder jo meget og når man skal være helt alene om det så er det bare svært... 

Men det er jo ikke ligefrem det man stiller sig op og siger til folk når de igen igen tjatter til en og spørger om vi ikke snart skal igang igen....
Og jeg ved jo at det her fortsætter nogle år endnu, for selv om vores barn smider bleen, vil der være toilet besøg som h*n skal tørres efter.

Og inden nogen tænker det, så er det altså ikke bare en fiks ide min mand har fået.... det er ikke bare fordi han er sippet....
Kan fortælle at han en dag havde været alene med vores barn et par timer mens jeg var til teori, da jeg var færdig lå der en sms... "skynd dig hjem", jeg kom hjem til en grædende mand og et grædende barn. Der skulle skiftes lorteble men min mand kunne bare ikke tørre dernede og de sad nu begge i brusekabinen hvor han havde forsøgt at vaske barnet..... 
Det gjorde så ondt inden i.....

Nå nu fik jeg fortalt det, så forstår i måske bedre hvorfor jeg har så svært ved tanken om endnu et barn.... 

hvor er det flot at du tør skrive det ned! det har jeg stor respekt for!

jeg begyndte faktisk at græde efter at have læst dit indlæg, jeg synes vi er tæt her i NS gruppen. Og jeg fik det rigtig dårligt over at een fra vores lille forsamling står med disse problemer! det er forfærdeligt! Og det er flot at din mand forsøger at gøre noget ved sine problemer, ved at forsøge at have jeres barn alene....

jeg gætter på at han allerede har forsøgt sig med en psykolog? for det er det eneste jeg kan se måske kunne hjælpe ham en smule...

jeg forstår godt at du ikke har lyst til at få flere børn, og det er ikke noget i skal retfærdiggøre overfor andre. sådan er det bare. I kan jo tage en fælles beslutning om, at lige nu, skal i ikke have flere børn. Når andre så "stikker" til emnet, så er det en beslutning i har taget, og at i ikke skal have flere.

jeg kan ikke gætte hvem du er.

men du skal naturligvis have et stort knus!

ka-ri-na skriver:

 

hvor er det flot at du tør skrive det ned! det har jeg stor respekt for!

jeg begyndte faktisk at græde efter at have læst dit indlæg, jeg synes vi er tæt her i NS gruppen. Og jeg fik det rigtig dårligt over at een fra vores lille forsamling står med disse problemer! det er forfærdeligt! Og det er flot at din mand forsøger at gøre noget ved sine problemer, ved at forsøge at have jeres barn alene....

jeg gætter på at han allerede har forsøgt sig med en psykolog? for det er det eneste jeg kan se måske kunne hjælpe ham en smule...

jeg forstår godt at du ikke har lyst til at få flere børn, og det er ikke noget i skal retfærdiggøre overfor andre. sådan er det bare. I kan jo tage en fælles beslutning om, at lige nu, skal i ikke have flere børn. Når andre så "stikker" til emnet, så er det en beslutning i har taget, og at i ikke skal have flere.

jeg kan ikke gætte hvem du er.

men du skal naturligvis have et stort knus!

Han har fået psykologhjælp, men fik dog intet ud af det.... dog skal han nu til at gå til psykolog igen igen, dog pga. nogle andre ting... eller måske er disse ting opstået pga de ting der skete da han var dreng

Jeg tror godt jeg ved hvem du er søde og puuuh kommer helt til at græde nu....

Er virkelig rigtig meget ked af at din mand har været udsat for noget så forfærdeligt i sin barndom. Det er virkelig skrækkeligt og det vil jo altid sidde i ham.

Jeg kan godt forstå at du har svært ved tanken om et barn til når nu du blir nødt til at tage den tungeste "byrde" med jeres barn/børn. Og det er også vigtigt at du helt sikkert er 100% sikker hvis I vælger at få et barn til.

Åh altså stakkels mand. Jeg er virkelig berørt. Der skal ofte meget til før jeg græder, men lige nu kan jeg ikke holde tårerne tilbage! Bare tanken om hvor led og ked af det han må ha været da han stod alene med jeres barn der havde lavet i bleen. Det må virkelig ha været hårdt for ham!

Ja jeg forstår godt du har svært ved tanken om et barn mere! Men godt I har et vidunderbarn allerede.

                                                   

Vinker skriver:

Jeg tror godt jeg ved hvem du er søde og puuuh kommer helt til at græde nu....

Er virkelig rigtig meget ked af at din mand har været udsat for noget så forfærdeligt i sin barndom. Det er virkelig skrækkeligt og det vil jo altid sidde i ham.

Jeg kan godt forstå at du har svært ved tanken om et barn til når nu du blir nødt til at tage den tungeste "byrde" med jeres barn/børn. Og det er også vigtigt at du helt sikkert er 100% sikker hvis I vælger at få et barn til.

Åh altså stakkels mand. Jeg er virkelig berørt. Der skal ofte meget til før jeg græder, men lige nu kan jeg ikke holde tårerne tilbage! Bare tanken om hvor led og ked af det han må ha været da han stod alene med jeres barn der havde lavet i bleen. Det må virkelig ha været hårdt for ham!

Ja jeg forstår godt du har svært ved tanken om et barn mere! Men godt I har et vidunderbarn allerede.

                                                 

Jeg har følt at jeg har været nødt til at forklare mig overfor venner... fordi min mand jo får ret lang snor i disse situationer.... og jeg gør tingene uden at brokke mig, selvfølgelig gør jeg det.
Men når veninderne hæver øjenbrynene over at jeg igen igen har barn med, eller det igen igen er mig der rejser mig fra bordet for at skifte ble osv... ja så føler jeg at jeg må forsvare min mand og egentlig kommer det jo slet ikke dem ved 

Anonym skriver:

Jeg vælger at være anonym selvom flere af jer nok kan gætte hvem jeg er.... men måske andre læser med som ikke lige behøver at vide det.

Vi har overvejet meget om vi skal have et barn mere, og der bliver presset fra alle sider af familie og venner. Og det er faktisk rigtig svært for mig for jeg kan ikke bare lige sådan forklare dem hvorfor vi ikke vil have en mere...

Da min mand var dreng blev han udsat for nogle meget grimme ting... det værste man kan forestille sig skulle overgå sit barn.
Det har gjort at han simpelthen ikke kan komme for tæt på vores barn, altså fysisk tæt på.
Han kan ikke skifte ble,  bade og andre ting i den retning...
Dvs at det er mig der står for det 100% Det er altså hårdt.... og kan føles som om jeg er alenemor. Jeg har vores barn med alle steder... altid....Jeg får aldrig 100% tid til mig selv.... for de gange vores barn ikke er her, er det for at min mand og jeg kan få tid sammen uden barn.
Så tanken om et barn mere skræmmer mig, fordi jeg så står alene med to børn.

Min mand gør hvad han kan for at hjælpe med andre ting..... men et barn fylder jo meget og når man skal være helt alene om det så er det bare svært... 

Men det er jo ikke ligefrem det man stiller sig op og siger til folk når de igen igen tjatter til en og spørger om vi ikke snart skal igang igen....
Og jeg ved jo at det her fortsætter nogle år endnu, for selv om vores barn smider bleen, vil der være toilet besøg som h*n skal tørres efter.

Og inden nogen tænker det, så er det altså ikke bare en fiks ide min mand har fået.... det er ikke bare fordi han er sippet....
Kan fortælle at han en dag havde været alene med vores barn et par timer mens jeg var til teori, da jeg var færdig lå der en sms... "skynd dig hjem", jeg kom hjem til en grædende mand og et grædende barn. Der skulle skiftes lorteble men min mand kunne bare ikke tørre dernede og de sad nu begge i brusekabinen hvor han havde forsøgt at vaske barnet..... 
Det gjorde så ondt inden i.....

Nå nu fik jeg fortalt det, så forstår i måske bedre hvorfor jeg har så svært ved tanken om endnu et barn.... 

Pyha.....

Jeg sidder her og får det helt dårligt. Hvor er det dog bare en rigtig trist situation for dig og din mand. Jeg kan slet ikke forestille mig at nogle skulle gøre noget ondt ved Marcus, og at nogen har gjort det ved din mand er forfærdeligt. Jeg er sikker på at han virkelig gerne vil hjælpe til, men som du skriver bare ikke kan få sig selv til det.

Nogle gange skal folk bare lære at lade være med at presse / spørge andere omkring det med famillieforøgelse. Nogen gange tænker folk ikke på at der kan ligge noget andet bag som det du skriver, eller at man måske har svært ved at få lavet et barn. Hvis jeg var dig ville jeg bare sige at i ikke skal have flere. Sig at i har nok i den i har og ikke ønsker flere. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer.

Katja

Jeg er ked af, nu, at jeg er een af dém, som har "presset på". Det har nu været sagt i en god og kærligt-drillende mening ....og det tror jeg egentlig også godt at du ved...?!

Men jeg kan jo langt bedre sætte mig i dit sted nu, med denne viden.
Og ja, det er flot at du åbner op og tør fortælle om det (selvom vi ikke ved hvem du er (nogle af os gør jo nok!)).

Jeg kan rigtig godt forstå dig!
Det er et hårdt arbejde med små børn ....selvom det lyder grimt at sige "arbejde" om at være forældre. Men det ER det jo til tider!
Og der er så absolut intet galt med at være enebarn. Det var jeg selv!
Og hvis I som forældre vurderer at det er DET som virker mest rigtigt på Jer, og for Jer alle som lille familie, så er det sådan det bør være.
Det skal være rigtigt for Jer som forældre. Så bliver det sådan for det barn i har. Det er da muligt at jeres barn engang vil spørge "hvorfor har jeg ingen lillesøster/lillebror", men så er det jo også fint at kunne svare "fordi alt hvad vi ønskede os var, at få DIG lille skat!"

Lad være med at bryde dit hovede med, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er det som FØLES rigtigt for JER, der er det rigtige.

Og hvis det påminder dig om alt for mange ting og tanker, og faktisk gør dig ked af det, eller føles svært, når folk spørger eller prikker til Jer, om I da ikke snart vil have et barn mere. Så svar da ærligt "Nææh, vi er faktisk meget godt tilfredse med at være en familie på tre - Vores barn mangler ingenting, og det gør vi heller ikke".

Det er jo en ærlig sag. og mange vælger kun at få 1 barn (jeg kender da flere) - også uden at have en grund som sådan. og dét må man jo sige at I har, en grund.
Måske ændrer det sig med tiden, i takt med Jeres barn bliver større, og I en dag får mod på det. Men indtil da, skal I selvfølgelig ikke "plages med" at folk prikker til Jer. Så sig bare fra!!

Knus til dig   ....og langt større forståelse!
Det gør mig ondt at høre om din mands barndom, og hvor plaget hans stadig er af det idag ....Det bør ingen mennesker opleve.

JustAnotherName skriver:

Jeg er ked af, nu, at jeg er een af dém, som har "presset på". Det har nu været sagt i en god og kærligt-drillende mening ....og det tror jeg egentlig også godt at du ved...?!

Men jeg kan jo langt bedre sætte mig i dit sted nu, med denne viden.
Og ja, det er flot at du åbner op og tør fortælle om det (selvom vi ikke ved hvem du er (nogle af os gør jo nok!)).

Jeg kan rigtig godt forstå dig!
Det er et hårdt arbejde med små børn ....selvom det lyder grimt at sige "arbejde" om at være forældre. Men det ER det jo til tider!
Og der er så absolut intet galt med at være enebarn. Det var jeg selv!
Og hvis I som forældre vurderer at det er DET som virker mest rigtigt på Jer, og for Jer alle som lille familie, så er det sådan det bør være.
Det skal være rigtigt for Jer som forældre. Så bliver det sådan for det barn i har. Det er da muligt at jeres barn engang vil spørge "hvorfor har jeg ingen lillesøster/lillebror", men så er det jo også fint at kunne svare "fordi alt hvad vi ønskede os var, at få DIG lille skat!"

Lad være med at bryde dit hovede med, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er det som FØLES rigtigt for JER, derer det rigtige.

Og hvis det påminder dig om alt for mange ting og tanker, og faktisk gør dig ked af det, eller føles svært, når folk spørger eller prikker til Jer, om I da ikke snart vil have et barn mere. Så svar da ærligt "Nææh, vi er faktisk meget godt tilfredse med at være en familie på tre - Vores barn mangler ingenting, og det gør vi heller ikke".

Det er jo en ærlig sag. og mange vælger kun at få 1 barn (jeg kender da flere) - også uden at have en grund som sådan. og dét må man jo sige at I har, en grund.
Måske ændrer det sig med tiden, i takt med Jeres barn bliver større, og I en dag får mod på det. Men indtil da, skal I selvfølgelig ikke "plages med" at folk prikker til Jer. Så sig bare fra!!

Knus til dig   ....og langt større forståelse!

Jeg var helt bange for om nogle herinde fra ville føle at jeg slog dem oveni hovedet fordi de har "presset på"... men det er slet ikke ment som en en "HOLD NU BØTTE" ... så nu ville jeg bare fortælle jer dette.
Der blev jo spurgt for nylig hvorfor vi ikke ville have en mere, men der havde jeg svært ved lige at åbne op om det...

Men altså nu er det "ude" Og det var sådan set meget rart at komme af med.

Og så er jeg forøvrigt helt vild med din formulering  

"Nææh, vi er faktisk meget godt tilfredse med at være en familie på tre - Vores barn mangler ingenting, og det gør vi heller ikke".

Den vil helt sikkert blive brugt

Anonym skriver:

Jeg har følt at jeg har været nødt til at forklare mig overfor venner... fordi min mand jo får ret lang snor i disse situationer.... og jeg gør tingene uden at brokke mig, selvfølgelig gør jeg det.
Men når veninderne hæver øjenbrynene over at jeg igen igen har barn med, eller det igen igen er mig der rejser mig fra bordet for at skifte ble osv... ja så føler jeg at jeg må forsvare min mand og egentlig kommer det jo slet ikke dem ved 

Ja lige præcis de situationer gik jeg lige og tænkte på mens jeg hængte vasketøj op... Det må virkelig være hårdt at høre folks kommentare gang på gang når du skifter bleen eller har jeres barn med dig.

Men det er jo heller ikke nemt når de andre ikke ved hvornår tingene er som de er og det er bare ikke et emne man sådan lige fortæller om fordi det har sat så dybe spor og fordi det er så skrækkelig en ting at folk måske går helt i baglås.

Kunne forestille mig at du nogen gange bare har lyst til at råbe til folk at de bare skulle vide hvorfor!!!

 

Karo skriver:

Pyha.....

Jeg sidder her og får det helt dårligt. Hvor er det dog bare en rigtig trist situation for dig og din mand. Jeg kan slet ikke forestille mig at nogle skulle gøre noget ondt ved Marcus, og at nogen har gjort det ved din mand er forfærdeligt. Jeg er sikker på at han virkelig gerne vil hjælpe til, men som du skriver bare ikke kan få sig selv til det.

Nogle gange skal folk bare lære at lade være med at presse / spørge andere omkring det med famillieforøgelse. Nogen gange tænker folk ikke på at der kan ligge noget andet bag som det du skriver, eller at man måske har svært ved at få lavet et barn. Hvis jeg var dig ville jeg bare sige at i ikke skal have flere. Sig at i har nok i den i har og ikke ønsker flere. Der er ikke nogen grund til at gå i detaljer.

Katja

Ja det må simpelthen være det mest skrækkelige overhovedet!!!! Jeg tror jeg ville være i stand til at slå ihjel hvis noget sådan overgik mit barn!