Jeg vil gerne fortælle jer noget

Anonym skriver:

Jeg bliver bare så ked af det når jeg får sagt ting han absolut ikke fortjener.

Hvor er det godt din veninde, med lidt besvær, kan klare at være alene om børnene.... 

Vi har faktisk ind imellem snakket om, hvad nu.... HVIS vi engang går fra hinanden.... han vil jo ikke kunne have vores barn alene...
Men det er der jo egentlig ingen grund til at snakke om, da der slet ikke er risiko for det  

Nej, selvfølgelig går i ikke fra hinanden. Det lyder til I forstår hinanden temmelig godt. Han har slet ikke mod til at prøve at skifte, bade osv. hvis du er med og kan tage over, hvis det bare slet ikke går??

bondepigen skriver:

 

Nej, selvfølgelig går i ikke fra hinanden. Det lyder til I forstår hinanden temmelig godt. Han har slet ikke mod til at prøve at skifte, bade osv. hvis du er med og kan tage over, hvis det bare slet ikke går??

Jeg tror de forsøg han har gjort har været så angstprovokernede at han slet ikke kan.

Men nu i aften skal jeg ud, og han skal passe barn. Jeg har købt buksebleer så han kan skifte tissebleer uden at behøve kigge der hvor han ikke vil kigge.
Jeg har så lovet at hvis der kommer en lorteble så må han ringe efter mig. Jeg skal være 2 min. fra hvor vi bor.
Nogle vil måske synes det  er meget underligt.... men han har jo prøvet før og han får det så dårligt så jeg vil ikke presse ham til det.
Hellere at jeg lige smutter hjem og skifter end en grædende mand og et grædende barn med rød rumpe 

Tak fordi du ville dele dette med os....................det er jeg meget glad for.

Ja, jeres familie er perfekt, og i har et helt igennem perfekt lille barn. Hellere trives sådan som tingene er, end udfordre skæbnen og måske "ryge ud over kanten".

Kan godt forstå at din mand kæmper med de problemer han gør..........................og jeg håber at han kan få god hjælp, nu hvor han skal igang hos psykolog igen.

Husk også at passe på dig selv, søde........................for du skal jo holde til det hele også, og dit helbred skal holde i mange år. Måske kan de helbredsproblemer du har, også bruges som forklaring på hvorfor der ikke kommer flere børn. Det er da virkelig noget folk kan forholde sig til.

Knus Mette

Anonym skriver:

Jeg tror de forsøg han har gjort har været så angstprovokernede at han slet ikke kan.

Men nu i aften skal jeg ud, og han skal passe barn. Jeg har købt buksebleer så han kan skifte tissebleer uden at behøve kigge der hvor han ikke vil kigge.
Jeg har så lovet at hvis der kommer en lorteble så må han ringe efter mig. Jeg skal være 2 min. fra hvor vi bor.
Nogle vil måske synes det  er meget underligt.... men han har jo prøvet før og han får det så dårligt så jeg vil ikke presse ham til det.
Hellere at jeg lige smutter hjem og skifter end en grædende mand og et grædende barn med rød rumpe 

Nej, det kan jeg godt forstå. Det ville osse være frygteligt synd for dem begge to..

Anna-jonas skriver:

Tak fordi du ville dele dette med os....................det er jeg meget glad for.

Ja, jeres familie er perfekt, og i har et helt igennem perfekt lille barn. Hellere trives sådan som tingene er, end udfordre skæbnen og måske "ryge ud over kanten".

Kan godt forstå at din mand kæmper med de problemer han gør..........................og jeg håber at han kan få god hjælp, nu hvor han skal igang hos psykolog igen.

Husk også at passe på dig selv, søde........................for du skal jo holde til det hele også, og dit helbred skal holde i mange år. Måske kan de helbredsproblemer du har, også bruges som forklaring på hvorfor der ikke kommer flere børn. Det er da virkelig noget folk kan forholde sig til.

Knus Mette

Jeg har ellers brugt den med min medicin et utal af gangen, og forsøgt at forklare hvor lang vejen er hvis vi vælger at få endnu et barn, altså vor lang tid det vil tage at komme ud af medicinen og finde noget andet der virker... men det er som om det flyver ind af det ene øre og ud af det andet på nogle mennesker..... 

tror min kommentar næste gang må være om det barn vi allerede har ikke er godt nok når de nu mener vi skal have en til

Anonym skriver:

Jeg har ellers brugt den med min medicin et utal af gangen, og forsøgt at forklare hvor lang vejen er hvis vi vælger at få endnu et barn, altså vor lang tid det vil tage at komme ud af medicinen og finde noget andet der virker... men det er som om det flyver ind af det ene øre og ud af det andet på nogle mennesker..... 

tror min kommentar næste gang må være om det barn vi allerede har ikke er godt nok når de nu mener vi skal have en til

Du kan jo også formulere det sådan her " Lægerne fraråder os, at få flere børn.................p.g.a mit blodtryk". Folk har virkelig respekt for LÆGENS ORD!!!

bliver lige nød til at skrive at jeg har så dyb respekt for at du åbner op for posen og fortæller hvordan i kæmper i jeres lille familie.

Jeg kan udemærket følge dine bekymringer for et barn mere. Min mand har ikke oplevet det samme som din mand, men hans far har aldrig været der og det han husker var fra dengang hans mor fik bank af ham. Det gør det virkelig også svært for ham mht vores søn. Så ja man er meget overladt til sig selv og alle opgaverne i huset og med barn.

Så mit bedste råd er at lukke af overfor andres pres. Det er nemmere sagt end gjort for vores tid kommer også snart om der ikke skal en lillesøster eller bror på bordet til August, men der er altså mange ting der spiller ind denne gang, fordi man har oplevet sin mand hvor svært det er bare med ét barn.

Jeg håber det bedste for jer alle 3

Knus fra mig

Jeg håber ikke det gør noget at jeg svarer selv om jeg ikke hører til her på navlestrengen. Jeg læser tit med fordi i er så hyggelige. Jeg ved ikke hvem du er og det at andre som mig læser med kan jo kun bekræfte dig i at det er klogt at være anonym.

Til dit indlæg har jeg dog en kommentar som jeg bliver NØDT til at skrive. For det første skal du huske at når man er mor så mener rigtig mange at der er frit slag med kommentarene, både om antallet af børn, opdragelsen, tøjet osv osv det er måske slet ikke noget der stikker dybere selv om du måske føler det anderledes. Man vil jo gerne det bedste for andre og syntes man selv at lykken er to børn tænker man nok ikke over at den ikke nødvendigvis er det for dig.

Den andet jeg vil skrive er at det er så flot at din mand stod frem og anmeldte manden, det er der mange der ikke orker. At han stoler på dig og at du hjælper ham er helt fantastisk. Det er heller ikke alle der fortæller deres partner om disse oplevelser.

Det tredje jeg vil sige er at han sagtens kan få hjælp af en anden psykolog/terapeut. At den første ikke hjalp behøver ikke have noget med din mand at gøre, måske er det bare kemien med psykologen eller psykologens metoder der ikke virkede.

Det fjerde jeg vil sige er at din mand måske vil få det lettere med tiden. Når jeres barn er blevet ældre vil han måske have forliget sig med tanken om at der er forskel på det han har været ude for og så det at skifte et barn. Kan han kigge på dig når du skifter og se at det kan være en rigtig hygge situation? Kan han lægge lidt låg på den mavefornemmelse jeg forestiller mig at han har, og se at  det er en situation der er helt i orden? hvordan har han det i andre situationer? f.eks. når barnet skal vaccineres og man ved at det vil gøre ondt? eller når man er nødt til at holde fast og der skal børstes tænder selv om barnet ikke vil?
Lige disse tilfælde har ramt mig og jeg har haft svært ved ikke at føle det som overgreb begået af mig. Jeg er dog blevet hærdet med tiden

Og så vil jeg bare skrive en sidste ting og det er at jeg selv er en af de der der tager mine 3 børn med til alt muligt. Det ved mine veninder og ingen tror at jeg er under tøflen, de tror bare jeg er mærkelig og det må de da gerne tro for min skyld.

Er dit barn så gammel at han/hun er i dagpleje/vs så hold en fridag helt selv uden børn og sørg for at få et pusterum. Eller lade en anden passe barnet og husk dig selv.

Behøver du beslutte noget om barn nr to lige nu? vent til den første er blefri og overvej til den tid om du har mod på flere.

Hvis din mand er den jeg tror så husker jeg godt sagen i medierne og tænkte dengang at jeg ville ønske at vi alle havde samme mod.

Så har jeg vist heller ikke mere at sige.  Jeg håber ikke du syntes det var utidig indblanden, det lå mig bare meget på sinde at få sagt de ting

Lilletrold skriver:

bliver lige nød til at skrive at jeg har så dyb respekt for at du åbner op for posen og fortæller hvordan i kæmper i jeres lille familie.

Jeg kan udemærket følge dine bekymringer for et barn mere. Min mand har ikke oplevet det samme som din mand, men hans far har aldrig været der og det han husker var fra dengang hans mor fik bank af ham. Det gør det virkelig også svært for ham mht vores søn. Så ja man er meget overladt til sig selv og alle opgaverne i huset og med barn.

Så mit bedste råd er at lukke af overfor andres pres. Det er nemmere sagt end gjort for vores tid kommer også snart om der ikke skal en lillesøster eller bror på bordet til August, men der er altså mange ting der spiller ind denne gang, fordi man har oplevet sin mand hvor svært det er bare med ét barn.

Jeg håber det bedste for jer alle 3

Knus fra mig

Tak

finkedinke skriver:

Jeg håber ikke det gør noget at jeg svarer selv om jeg ikke hører til her på navlestrengen. Jeg læser tit med fordi i er så hyggelige. Jeg ved ikke hvem du er og det at andre som mig læser med kan jo kun bekræfte dig i at det er klogt at være anonym.

Til dit indlæg har jeg dog en kommentar som jeg bliver NØDT til at skrive. For det første skal du huske at når man er mor så mener rigtig mange at der er frit slag med kommentarene, både om antallet af børn, opdragelsen, tøjet osv osv det er måske slet ikke noget der stikker dybere selv om du måske føler det anderledes. Man vil jo gerne det bedste for andre og syntes man selv at lykken er to børn tænker man nok ikke over at den ikke nødvendigvis er det for dig.

Den andet jeg vil skrive er at det er så flot at din mand stod frem og anmeldte manden, det er der mange der ikke orker. At han stoler på dig og at du hjælper ham er helt fantastisk. Det er heller ikke alle der fortæller deres partner om disse oplevelser.

Det tredje jeg vil sige er at han sagtens kan få hjælp af en anden psykolog/terapeut. At den første ikke hjalp behøver ikke have noget med din mand at gøre, måske er det bare kemien med psykologen eller psykologens metoder der ikke virkede.

Det fjerde jeg vil sige er at din mand måske vil få det lettere med tiden. Når jeres barn er blevet ældre vil han måske have forliget sig med tanken om at der er forskel på det han har været ude for og så det at skifte et barn. Kan han kigge på dig når du skifter og se at det kan være en rigtig hygge situation? Kan han lægge lidt låg på den mavefornemmelse jeg forestiller mig at han har, og se at  det er en situation der er helt i orden? hvordan har han det i andre situationer? f.eks. når barnet skal vaccineres og man ved at det vil gøre ondt? eller når man er nødt til at holde fast og der skal børstes tænder selv om barnet ikke vil?
Lige disse tilfælde har ramt mig og jeg har haft svært ved ikke at føle det som overgreb begået af mig. Jeg er dog blevet hærdet med tiden

Og så vil jeg bare skrive en sidste ting og det er at jeg selv er en af de der der tager mine 3 børn med til alt muligt. Det ved mine veninder og ingen tror at jeg er under tøflen, de tror bare jeg er mærkelig og det må de da gerne tro for min skyld.

Er dit barn så gammel at han/hun er i dagpleje/vs så hold en fridag helt selv uden børn og sørg for at få et pusterum. Eller lade en anden passe barnet og husk dig selv.

Behøver du beslutte noget om barn nr to lige nu? vent til den første er blefri og overvej til den tid om du har mod på flere.

Hvis din mand er den jeg tror så husker jeg godt sagen i medierne og tænkte dengang at jeg ville ønske at vi alle havde samme mod.

Så har jeg vist heller ikke mere at sige.  Jeg håber ikke du syntes det var utidig indblanden, det lå mig bare meget på sinde at få sagt de ting

1000 tak for dit svar.... og det er helt okay at du "blander" dig

Jeg håber meget at den nye psykolog kan få hul på nogle ting, selvom det ikke er pga. overgrebene at han denne gang skal til psyk.

Han har ingen problemer iforhold til vores barn, andet end bleskift, badning og andre sider der kræver at vores barn er nøgent.

Jeg tror/ved at en af tingenen er at min mand er rædselsslagen for at nogen vil tro han er pædofil, fordi han har været udsat for det han nu har.
Han ved jo godt at det ikke behøver fører til at han også er pædo og han ved jo 100% at han ikke er, men stadig nager tvivlen, for HVAD NU HVIS nogen skulle tro det.... det er især deror han har så svært ved bla. bleskift.

Sagen var frem for omkring 12-13 år siden....

Og ja jeg er virkelig meget meget stolt af min mand! Synes simpelthen han er så sej