Anonym skriver:
Du er en bruger, jeg altid har respekteret meget, måske du kan berolige mig, for du er tydeligvis veluddannet/reflekteret/godt oplyst. Jeg var selv akademiker (humaniora), men har været på førtidspension længe fx på grund af angst. Engang havde jeg muligvis mere overskud til politik, sådan er det desværre ikke længere. Jeg bliver helt konkret bange, når jeg observerer ting som, at julemarkeder bliver rammet ind på terror-sikrede betonklodser, mens ramadan fejring kan foregå uden den slags foranstaltninger, når Hibz ut Tahrir sagtens kan demonstrere, men politiet må rykke ud for at beskytte personligheder som Rasmus Paludan (og nej jeg bryder mig bestemt ikke om ham. Og heller ikke om julen, men princippet skræmmer mig, fordi det for mig indikerer, at den mest voldsparate gruppe får taletid/særhensyn/indflydelse på samfundet.) Jeg bliver også bange, når jeg ser, at vores ytringsfrihed bliver udnyttet til formål, der undergraver demokratiet - for det er altså det, der sker, hvis man ønsker sharia i samfundet. Ja jeg bliver grebet af tanker om, at det ville være nemmest, hvis mennesker, der grundlæggende ikke ønsker at leve i et demokratisk og sekulært samfund slog sig ned andre steder.
Men som sagt, har jeg stor respekt for dine synspunkter, så jeg vil med glæde læse, hvis du kan berolige mig. Og det er skrevet helt uden ironi eller sarkasme.
Puha, den opgave ved jeg ikke, om jeg kan klare - altså at berolige dig - men tak for tilliden og de pæne ord. Jeg kan bare sige, at der jo ikke er noget politisk parti i Danmark, som ikke tager klart og tydeligt afstand fra Hizb ut Tahir, fra ønsker om sharialovgivning, angreb på demokratiet etc. Det er opfattelsen af, hvordan man kommer det til livs, der deler vandene. Men det er du uden tvivl klar over.
Jeg er ikke bange - jeg bliver snarere vred, når antidemokratiske kræfter ytrer sig. Men jeg fokuserer mest på det store flertal af danske muslimer, der ikke deler de ekstreme holdninger, og på at de ikke skal lide under, at rabiate kræfter har samme religion som dem. Jeg kan simpelthen ikke gå med på, at velintegrerede, demokratisk indstillede, danske muslimer mistænkeliggøres og udskammes og opfattes som potentielt farlige. Til gengæld tror jeg, at tryk avler modtryk, og at rabiate holdninger næres bedst af evige påmindelser om, at man ikke helt hører til.
Når DF fx siger, at der skal flere muslimer ud af landet, end der kommer ind, så tænker jeg på, hvordan det er for mine søde, velfungerende og absolut danske muslimske elever - som ellers af deres jævnaldrende behandles som og regnes for helt på lige fod med deres klassekammerater - lige at skulle have det svirp og den påmindelse om, at “deres slags” opfattes som en byrde. Og hvor længe kan man holde til det, før man forlader den store flok af danskere, som man troede, man var en del af, og i stedet søger sammen med ligesindede enten i parallelsamfund eller decideret yderligtgående grupperinger?