Må ud med det.

Tak for alle jeres svar, det er både hårdt og rart at læse at jeg ikke er helt galt på den. 

Jeg er stadig i en form for chok tilstand, skræmt og ved siden af mig selv. 
min krop gør ondt af at spænde så meget og jeg hopper ved den mindste lyd.

Jeg har ikke gået i terapi fra mit tidligere forhold.  Jeg har så og sige bare løbet væk fra det. Har ikke kunne rumme at deale med hvad der er sket, bange for at åbne op om det og travlt med at fokusere frem. 

min kæreste har sendt mig en lang besked om han skammer sig og han har billedet af mig siddende på gulvet rystende og grædende. At han er dybt ulykkelig over hvad han har gjort. 

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige. Lige nu tænker jeg på mine børn. De skal aldrig se eller hører den slags. Så måske er det bedste for at beskytte dem at gå. Men de har været igennem så meget og han er en fantastisk bonus for dem. Jeg væver frem og tilbage og prøver virkelig at finde min logiske sans og kræfter igen.. jeg vil på en måde ønske at jeg var rigtig vred på ham. Men det er jeg ikke, jeg er bare handlingslammet og udkørt. 

jeg prøver at samle mod til at ringe til 1888, Men jeg kan ikke finde ordene. Jeg kan skrive, Men ikke tale, siden jeg afleverede børnene har jeg siddet i den samme stol uden at bevæge mig.. 

Jeg havde aldrig i mit liv kunne leve med det. Der er ingen udnskyldning der gælder. Det er så nedladende og intimiderende. Jesus!

Seriøst - for at give dig et billede af hvor slemt jeg synes det er: Jeg ville ikke engang tillade at min mand talte så hårdt til en hund. 

Der er desværre en tendens til at nogen der har været i voldlige forhold kan ende i dem igen - netop hvis man ikke får samlet sig op og får selvtilliden tilbage .. oftest med professionel hjælp. Er det typisk bad boys du går efter for jeg kender seriøst ingen i min omgangskreds, der har oplevet lignende. Men det er bestemt ikke bad boys. 

Held og lykke og gode tanker... få pakket dine ting. 

Tjullehej skriver:

Jeg havde aldrig i mit liv kunne leve med det. Der er ingen udnskyldning der gælder. Det er så nedladende og intimiderende. Jesus!

Seriøst - for at give dig et billede af hvor slemt jeg synes det er: Jeg ville ikke engang tillade at min mand talte så hårdt til en hund. 

Der er desværre en tendens til at nogen der har været i voldlige forhold kan ende i dem igen - netop hvis man ikke får samlet sig op og får selvtilliden tilbage .. oftest med professionel hjælp. Er det typisk bad boys du går efter for jeg kender seriøst ingen i min omgangskreds, der har oplevet lignende. Men det er bestemt ikke bad boys. 

Held og lykke og gode tanker... få pakket dine ting. 

Hej 

jeg kan godt se hvad du mener.

Nej det er det faktisk ikke, min tidligere kæreste var en badboy, men ham her er langt fra. Han er en ganske almindelig mand så og sige. Almindeligt job og har end ikke en parkeringsbøde. Han er normalt en sød, givende og omsorgsfuld mand. Men som jeg nu har opdaget har han en stor skygge side. 

Anonym skriver:

Hej 

jeg er tidlig bruger og har nu oprettet en ny profil. Jeg har brug for øjne på en situation der skete igår. Jeg har det virkelig skidt. 

Min kæreste er en stor fyr, 2 meter høj og robust bygget, grunden til jeg beskriver ham er så i bedre kan se der for jer. Jeg selv er temmelig standard, 167 høj og 60 kilo. 

jeg havde en rigtig dårlig dag igår og var ked af det, han misforstod hvad jeg sagde og stemningen blev ret anspændt. Han vælger så at gå i seng, jeg går efter ham og siger det ikke er fair at han reagere sådan og får så hævet stemmen en smule. 

han banker så sin hånd på fuld knald ind i døren og brøler af mig, “ned på dine fucking knæ” jeg bliver forskrækket og begynder at græde, han forsætter med at råbe mens jeg sidder på gulvet, kalder mig fucking narcissistisk og siger mit problem er jeg vil have alle tænder på mig. Jeg sidder stadig på knæ, han står råbende ind over mig med knyttede hænder og jeg er virkelig bange for at han vil slå mig eller sparke mig. 

efter et par minutter stopper han og ber mig om at rejse mig op. Jeg ryster over hele kroppen og han holder så om mig og siger “ja og nu er du så bange for mig, hvorfor bliver du ved når jeg sagde til dig at jeg vidste at det ville gå den vej” 

jeg undskylder og prøver at kontrollere min krop. aften ender med at vi ligger sammen lidt i sengen og han nusser mig. Men jeg ender med at berolige ham og fortælle ham jeg er okay og hans reaktion er okay. 

til sidst går jeg ind i stuen. Jeg har næsten ikke sovet i nat, jeg er chokeret og bange. Jeg føler mig ør i hovedet og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har sygemeldt mig fra mit studie idag og prøver at komme oven på. Men ordene og skrækken sidder i mig, han har ikke undskyldt. 

er det mig der overreagere og er dramatisk? Eller er det en voldsom reaktion fra hans side? Hvad skal jeg gøre for at slippe det? 
mest af alt har jeg nok bare brug for at komme ud med det. Tak fordi i læste med. 

Hvordan kan du overhovedet være i tvivl om hvorvidt det er en okay reaktion fra hans side?  Fuldstændig ligegyldigt hvor stor han er. Ingen mennesker skal bede en om at sætte sig på knæ og stå og true og råbe på den måde og underminerer andre for at gøre sig selv større.

ud med ham, det ender galt en dag. Også det ikke kun råb der kommer mod dig. Så rammer hånden sig i stedet for døren. 

Anonym skriver:

Hej 

jeg kan godt se hvad du mener.

Nej det er det faktisk ikke, min tidligere kæreste var en badboy, men ham her er langt fra. Han er en ganske almindelig mand så og sige. Almindeligt job og har end ikke en parkeringsbøde. Han er normalt en sød, givende og omsorgsfuld mand. Men som jeg nu har opdaget har han en stor skygge side. 

Men tror mig - det der vil udvikle sig. Kom væk. 

At du er mere udkørt end vred, og at du undskylder og faktisk spørger herinde for at finde ud af om du overreagerer fortæller mig at du godt kunne trænge til at få talt med en professionel. Noget af det der sker i voldlige parforhold er at man mister følingen med sig selv og hvad der er acceptabelt. 

Godt råd: kom væk og få kigget på dig selv og det du har oplevet med en professionel. Jeg tror det er godt givet ud. 

Du bliver nødt til at bryde det forhold, desværre.

Jeg ved godt at det er lettere sagt end gjort men det bliver du nødt til. Og nej, han er ikke en god bonus for dine børn, hvis han gør sådan mod deres mor! Du er vigtigst for dine børn, -uden dig, glad og rask, har de intet. 
Jeg er utroligt ked af at høre hvad du har oplevet, og jeg håber du kan få hjælp til at komme videre. 

Kære du.

Det er meget, meget vigtigt, at du tager det her enormt alvorligt, hvilket du allerede lyder til at være klar over.

De ting du skriver, er meget voldsomme og grænseoverskridende og der er nogle ting, jeg synes du skal mejsle ind i din bevidsthed inden du tager videre skridt:

- Du har været udsat for vold af din kæreste. Den blev godt nok ikke fysisk (denne gang), men det kan være et spørgsmål om tid.

- Din kæreste krydrer sit overgreb med beskyldningerne om at “du fik ham til det”.

- Du er allerede begyndende nedbrudt idet du faktisk overvejer, om du selv var medskyldig i overgrebet.

Hvis dette er begyndelsen på et fortsat voldeligt forhold, vil der forventeligt ske følgende den kommende tid:

- Episoderne vil blive hyppigere og voldsommere.

- Du vil blive tiltagene dårligere til at skelne ret fra vrang og skyld fra uskyld.

- Du vil blive tiltagende isoleret med dine følelser af angst, isolation, skyld og skam.

Du skal tale med nogen - en veninde, et familiemedlem, en anonym rådgivning eller din læge. Gå ikke med det alene!

Anonym skriver:

Hej 

jeg er tidlig bruger og har nu oprettet en ny profil. Jeg har brug for øjne på en situation der skete igår. Jeg har det virkelig skidt. 

Min kæreste er en stor fyr, 2 meter høj og robust bygget, grunden til jeg beskriver ham er så i bedre kan se der for jer. Jeg selv er temmelig standard, 167 høj og 60 kilo. 

jeg havde en rigtig dårlig dag igår og var ked af det, han misforstod hvad jeg sagde og stemningen blev ret anspændt. Han vælger så at gå i seng, jeg går efter ham og siger det ikke er fair at han reagere sådan og får så hævet stemmen en smule. 

han banker så sin hånd på fuld knald ind i døren og brøler af mig, “ned på dine fucking knæ” jeg bliver forskrækket og begynder at græde, han forsætter med at råbe mens jeg sidder på gulvet, kalder mig fucking narcissistisk og siger mit problem er jeg vil have alle tænder på mig. Jeg sidder stadig på knæ, han står råbende ind over mig med knyttede hænder og jeg er virkelig bange for at han vil slå mig eller sparke mig. 

efter et par minutter stopper han og ber mig om at rejse mig op. Jeg ryster over hele kroppen og han holder så om mig og siger “ja og nu er du så bange for mig, hvorfor bliver du ved når jeg sagde til dig at jeg vidste at det ville gå den vej” 

jeg undskylder og prøver at kontrollere min krop. aften ender med at vi ligger sammen lidt i sengen og han nusser mig. Men jeg ender med at berolige ham og fortælle ham jeg er okay og hans reaktion er okay. 

til sidst går jeg ind i stuen. Jeg har næsten ikke sovet i nat, jeg er chokeret og bange. Jeg føler mig ør i hovedet og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har sygemeldt mig fra mit studie idag og prøver at komme oven på. Men ordene og skrækken sidder i mig, han har ikke undskyldt. 

er det mig der overreagere og er dramatisk? Eller er det en voldsom reaktion fra hans side? Hvad skal jeg gøre for at slippe det? 
mest af alt har jeg nok bare brug for at komme ud med det. Tak fordi i læste med. 

ehm .. 

Du skal væk derfra

Og det kan kun gå for langsomt

Anonym skriver:

Jeg vil gerne blive i forholdet. Men jeg kan ikke leve med den opførsel. Jeg føler virkelig at han skal søge hjælp og skylder mig en undskyldning og forklaring. Men han virker helt fremmede, krammede mig ikke i morges og ignorerer mig stort set. Mest virker det som om han synes det er min skyld og det er synd for ham. 

Jeg har aldrig set den reaktion hos ham før. Men den skræmmer mig fra vid og sans og jeg har brug for at vide at det aldrig sker igen. 

tak

Jeg har ikke læst resten af tråden endnu, men det kan aldrig være din skyld. Begynder han at være så presset, han ikke føler han kan styre sig, må han forlade jeres hjem og trække sig. Og få hjælp til at håndtere hans vrede. Det kan aldrig være din skyld. 

Så fik jeg sovet lidt. Kroppen har det lidt bedre men hovedet kører stadig rundt. 

jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svarer uden det lyder værre eller hvad man nu skal sige. 

jeg har ikke noget familie i nærheden, jeg har heller ingen venner. Jeg er flyttet ind i hans hus i en lille by langt væk fra alt hvad jeg kender. Så jeg er ret isoleret med ham. 

jeg er stadig rystet. Men har fået modet til at tale med ham, så det vil jeg gøre i aften. Hvis han tilnærmelsesvis reagere sådan igen, ringer jeg til min mor eller mormor og smutter med børnene imens han er på arbejde. 

så må jeg finde ud af studie, bolig osv. bag efter. Jeg tænker ikke det er slemt nok til at få kommunal hjælp eller hjælp fra krise center. Men jeg har stadig familie og de skal nok hjælpe mig tror jeg.