Klokken var 01.54 natten til den 12. marts.
Statsminister Mette Frederiksen 
havde på et pressemøde aftenen forinden de facto lukket landet ned på grund af coronavirussens eksplosive fremfærd, men regeringen kunne formelt ikke gøre det uden at ændre epidemiloven. Derfor skulle epidemiloven ændres i al hast, og derfor modtog Folketingets sundhedsordførere et nyt lovforslag på e-mail natten til den 12. marts.
For at den nye lov kunne nå at træde rettidig i kraft, skulle den vedtages inden midnat, og derfor fulgte en en ekstraordinær hektisk dag på Christiansborg den 12. marts.
Tre lovbehandlinger, udvalgsmøder, samråd og en lang række udvalgsspørgsmål til ministeren med svære tekniske spørgsmål blev hastet igennem. En proces, der normalt tager måneder.
22 timer efter at Folketinget havde modtaget lovforslaget, den 12. marts klokken 23.47, kunne Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen , efter at han undervejs med en vis stress malet i ansigtet havde garanteret, at loven kunne nå at blive vedtaget inden midnat, sige ordene:
»Dermed er loven blevet vedtaget. Jeg vil gerne sige tak til udvalget for godt arbejde i løbet af dagen.«
På under et døgn var »den mest vidtgående lov siden Anden Verdenskrig« hastet igennem uden de normale høringsfaser og tid til eftertænksomhed. Nu havde Folketinget udstyret sundhedsminister Magnus Heunicke med hidtil uset magt med en række tvangs- og frihedsindskrænkende beføjelser over for borgere og virksomheder.
Men loven har vist sig at give problemer. Den har vist sig, mener kritikerne, at være for uklar, at gøre danskerne utrygge og give for stor magt til regeringen. Og loven har vist sig at bære præg af den 12. marts' hastværk og lovsjusk, og det skal der nu en gang for alle gøres op med, lyder det.
Derfor tvang et flertal i Folketinget før sommeren regeringen til at gå i gang med at lave loven om igen. For den 12. marts står nu tilbage som en dag, der aldrig igen må gentage sig, lyder det.
»Det er afgørende, at vi får en ny lov, så vi kan sige, at vi aldrig nogensinde kommer til at skulle have en 12. marts igen. Aldrig nogensinde, for regeringen har fået for meget magt,« siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
Stinus Lindgreen, sundhedsordfører hos de Radikale, er enig:
»Der er ikke nogen, der har lyst til at stå i den situation igen, som vi gjorde 12. marts. Det er så vidtgående, og det gik så hurtigt. Vi nåede ikke at få input fra alle organisationer og parter, fordi vi kun havde et døgn. Derfor er det vigtigt, at vi tager diskussionen nu og får en ny lov.«
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener, at »regeringen har brugt loven til at agere egenrådigt«, siden den trådte i kraft. Havde hun vidst, hvad hun ved i dag, havde Dansk Folkeparti aldrig stemt for loven.
»Så havde vi afventet. Det gik for stærkt. Der har været så meget usikkerhed om den lov, og nu skal vi have en god, grundig proces modsat i marts. Vi skal have flyttet magten fra ministeren og tilbage til Folketinget,« siger hun.
En helt central del af loven, der blev ændret den 12. marts, var, at sundhedsministeren nu uden Folketingets eller myndighedernes samtykke blandt andet kan beslutte at tvangsnedlukke store dele af samfundet, for eksempel ved at lukke storcentre, restauranter, fitnesscentre og så videre. Han kan beslutte at tvangsindlægge og tvangsvaccinere personer, afspærre områder og tvangslukke offentlige og private arbejdspladser.
Før lovændringen kunne den type tiltag ikke indføres uden godkendelse fra sundhedsmyndighederne, men det har blandt andet vist sig, at direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm afviste over for regeringen, at coronaudbruddet kunne godtgøre så vidtgående tiltag, som epidemiloven lagde op til, og styrelsen fandt ikke belæg for at lukke landet ned i det omfang, det skete. På den baggrund kunne Mette Frederiksen ikke lukke landet ned uden lovændringen.
Flere politikere har efterfølgende fortalt, at de reelt stemte for hasteloven med halvt bind for øjnene, fordi der blandt andet ikke var tid til at nå at læse alle svar fra ministeren i de stressende timer frem mod midnat den 12. marts.
For eksempel nåede en række af sundhedsordførerne ikke at se et væsentligt svar fra sundhedsministeren, der viste, at Søren Brostrøm havde svaret regeringen, at »det aktuelle covid-19 udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven«, som regeringen lagde op til i lovforslaget.
Partierne modtog svaret klokken 22.28, halvanden time før deadline. På det tidspunkt var der stadig hektisk mødeaktivitet i folketingssalen for at nå at vedtage loven inden midnat. Og svaret var et af i alt 82 svar, som regeringen sendte til Folketinget, og det stod på side 28 i svaret.
Da Berlingske den 15. marts kunne beskrive notatet fra Sundhedsstyrelsen, sagde Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og de Radikale, at de ikke havde nået at se svaret.
»Jeg var ikke opmærksom på det brev, før I gjorde mig opmærksom på det. Der er ingen – ingen – der har nævnt dette brev på udvalgsmødet, og ingen fra ministeriet har bragt det op. Det er mærkværdigt og kritisabelt,« sagde Stinus Lindgreen.
Mens coronavirussen er blusset op og ned, har regeringen indført og lempet på indgreb i frihedsrettigheder på egen hånd. Senest med nye tiltag i København og omegnskommuner, hvor restauranter blandt andet nu skal lukke klokken 22. Tiltag indført, uden at Folketinget er inddraget i beslutningen.
I forbindelse med loven blev en følgegruppe af partiernes sundhedsordførere nedsat, og de bliver orienteret om de tiltag, der indføres. Men ikke taget med på råd, inden beslutningen træffes, og det har – selv om loven netop giver hjemmel til det – ført til hård kritik af regeringen for at være for egenrådig.
Flere politikere har beklaget, at Folketinget først har fået besked samtidig eller efter pressen. Samtidig har flere ment, at tiltagene har været for vidtgående over for borgere og virksomheder, især i lyset af at Folketinget ikke har været taget med på råd.
Blandt andet på den baggrund tvang et flertal først på sommeren med de borgerlige partier og de Radikale derfor regeringen til at fremrykke arbejdet med at lave en ny epidemilov, der står til at udløbe den 1. marts 2021 med den solnedgangsklausul, der blev indført den 12. marts.
Flere organisationer som Justitia og Institut for Menneskerettigheder har været kaldt ind til møder for at komme med input, og lige nu venter partierne på regeringens udkast til den nye lov.
Og det er bydende nødvendigt, at lovarbejdet denne gang bliver gjort ordentligt, lyder det samstemmende.
»Det skal ikke hastes igennem igen, men laves ordentligt og indkapsle de ting, vi har diskuteret. Og loven skal ikke fokusere på, hvordan vi håndterer coronaepidemien, men den skal kunne håndtere den næste epidemi. Det må ikke være bagudskuende, for så er vi lige vidt,« siger Stinus Lindgreen (R).
Konkret peger han blandt andet på, at den nuværende lov kategoriserer sygdomme som enten alment farlige eller som knap så farlige smitsomme sygdomme, men Lindgreen savner en tredje kategori for nye ukendte sygdomme.
»For af gode grunde ved vi ikke, hvor farlig en ny sygdom er.«
Han mener også, at det er helt afgørende, at en ny lov gør det mere klart for borgerne, hvornår en indgriben i frihedsrettigheder gælder.
Stinus Lindgreen peger her på et eksempel fra foråret, hvor forsamlingsforbuddet var på ti personer. Her fik en gruppe personer på Amager, der dyrkede Tai Chi, bøder af politiet, fordi ti personer i to grupper ikke måtte lave den samme øvelse. Men hvis de lavede forskellige øvelser i de to grupper, måtte de godt.
»Det giver jo ingen mening. Du kan ikke forklare det, og kan du ikke forklare det, kan du ikke forsvare det. De love, vi laver, skal være klare, især når det er indgribende i den personlige frihed. Og det skal være noget, der kan håndhæves af politiet,« siger Stinus Lindgreen.
I den borgerlige lejr er der især et stort fokus på, at magten fjernes fra Magnus Heunicke og føres tilbage til Folketinget og sundhedsmyndighederne.
Hos de Konservative siger sundhedsordfører Per Larsen, at »vi skulle nødig ud i hastelove igen«.
»Vi skal heller ikke sættes så meget ud af parlamentarisk kontrol, som vi er i øjeblikket. Beslutningerne skal tilbage til sundhedsmyndighederne, hvor de retteligt hører til. Vi har jo set, at der er truffet nogle afgørelser, som ikke er bygget på myndighederne, hele nedlukningen. Vi skal have en sundhedsfaglig vurdering, når vi gør sådan noget,« siger han og henviser – ligesom flere andre partier – til Norge, hvor Stortinget er med til at evaluere loven hver anden måned.
»Der skal ikke være flere solnedgangsklausuler, som varer så lang tid som den her. Det kommer jeg nok aldrig nogensinde til at stemme for igen,« siger han.
Ifølge Liselotte Blixt (DF) har hastelovens uklarheder gjort borgerne utrygge.
»Vi har gjort nogle borgere i Danmark bange for, hvad vi kunne finde på. Det, vi har været mest imod, har været, at man kunne gå ind og udøve tvang over for den enkelte person eller beklikke nogle af deres frihedsrettigheder. Gå ind i folks ejendom (blev fjernet fra loven under lovbehandlingen, red.), tvangsbehandle og tvangsvaccinere. Folk har ikke vidst, hvad der kom, og det giver anledning til konspirationsteorier og angst for, hvad myndighederne kan finde på,« siger hun.
Regeringen har flere gange sagt, at der under en pandemi ikke altid er tid til at inddrage Folketinget i alle beslutninger om nye tiltag. Men det mener Liselott Blixt er noget vrøvl, og også derfor er det ifølge hende vigtigt, at beføjelserne gives til Folketinget.
»Regeringen har været egenrådige hele vejen igennem. Selvfølgelig er der tid til at inddrage Folketinget. Det må og skal være partierne, der beslutter det. Det skal ikke være sundhedsministerens afgørelse. Vi har kunnet se, hvordan det hele er foregået hen over hovedet på os. Nogle gange har vi fået beslutninger at vide samtidig med pressen, andre gange efter pressen. Man føler sig fuldstændig rendt over.«
Men nogle gange går det jo stærkt i forhold til de beslutninger, der skal træffes. Så er der vel nogle gange ikke tid til at samle et folketing?
»Vi er jo ikke længere væk end telefonen. Vi har taget mange hurtige beslutninger, og jeg har prøvet at blive ringet op af en embedsmand, hvor Heunicke tog fat i en anden politiker. Vi er trods alt kun en fra hvert parti, og så mange partier har vi heller ikke.«
Også hun peger mod Norge og ønsker løbende revidering af loven under en pandemi hver eller hver anden måned.
Det samme gør Peder Hvelplund (EL), der også ønsker en anden magtbalance mellem minister og folketing i den nye lov.
»Det er afgørende, at der bliver en så udbredt brug af demokratisk kontrol som muligt. Der kan være situationer, hvor det bliver nødvendigt at udmønte beslutninger til ministeren, men systemet må være sådan, at det er en sundhedsfaglig vurdering, hvornår vi er inde i noget, der er en epidemi, eller noget, der truer samfundet. Ud fra det kan Folketinget så beslutte, hvilke initiativer der skal sættes i værk, og i dem kan der ligge en ministerbemyndigelse, når vi ved, at der er en revision for eksempel hver anden måned.« siger Hvelplund.
Han mener samtidig, at det er afgørende at få sat en klar grænse for, i hvilket omfang borgernes frihedsrettigheder kan anfægtes under en krise, og at der sættes mere klare afgrænsninger i forhold til, hvornår beslutninger bliver truffet ud fra kapacitets- eller sundhedsmæssige hensyn, og hvornår det er en politisk beslutning.
»Der skal selvfølgelig være mulighed for at gå længere politisk, end hvad der sundhedsfagligt bliver anbefalet, men det skal være helt klart, at det så er det, man gør.«
Hvorfor er det vigtigt at få ind i en lov?
»Fordi det er ret tydeligt, at i hele den her proces har det været temmelig uklart, hvornår der har været truffet beslutninger ud fra et kapacitetshensyn, og hvornår det har været sundhedsfaglige og politiske hensyn,« siger Hvelplund og henviser til, at der var massiv mangel på både værne- og testmidler, da epidemien eksploderede i marts.
»Det var katastrofalt, som vi stod rustet til den pandemi i forhold til test- og værnemidler,« siger han.
Uanset hvor loven ender, er der ingen tvivl om, at vi alle nok vil være enige med Stinus Lindgreen i hans afslutningsbemærkning:
»Loven skal være ligesom ens forsikring. Du håber ikke, du får brug for den, men den er rar at have i skuffen den dag, du gør. Men forhåbentlig bliver det en lov, der ikke kommer i spil i lang tid.«
Sundhedsminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at kommentere denne artikel.
