Min mand vil ikke rejse - skaber problemer.

Tommelise skriver:

Der er netop flere retninger og flere fortolkninnger, og der er f.eks. stor forskel på indre missionske og grundtvigianere.

Det er lidt den der med, at jeg ikke bryder mig om, at man vil bestemme, om andre mennesker er "rigtigt " kristne eller "rigtigt" muslimske. 

Ja bestemt er der da danskere, der vælger cølibatet og ikke drikker voldsomt. Det er faktisk ret ærgerligt, at der er det ry, at alle danske unge er på en bestemt måde.

Og der kan også være lidt forskel på, hvor i landet, man befinder sig.

Jeg var selv ret rolig som ung og rendte ikke særlig meget i byen. Drak mig aldrig fuld, men nød et glas vin eller en drink.

Og børnene - der senere bliver unge og voskne - vokser op her i landet, så kommer de jo til at kende den danske kultur såvel som den kultur deres forældre har med. 

 

 

Vi er garanteret meget enige. 

Jeg opponerer dels mod stereotypen af den danske unge, som også gør at man taler om ar opdrage albansk eller dansk. Jeg tror ikke jeg opdrager dansk (ved jeg vi ikke gøre da min kære husbond jo også har noget skulle have sagt), og jeg tror heller ikke jeg blev opdraget dansk - i hvert fald kunne jeg da sagtens se både ligheder og store forskelle til den måde mine venner blev opdraget. 

Og ja så opponerer jeg, og det tror jeg aldrig jeg vil stoppe med, imod at man vil begrænse sine børn eller rettere give dem en "rigtig" vej, for tænk hvis de ikke følger den, ikke kan, ikke vil, så skal de bøvle med det og det som det gør ved et menneske. Jeg vil altid opfordre til, skrive om, tale om, at alle unikke mennesker er fantastiske netop for det de er - intet barn skal vokse op med en viden om: jeg er "forkert" og da slet ikke i mine forældres øjne. 

Det betyder ikke, at jeg ikke godt kan forstå, at når man som troende finder den ro, den salighed, den glæde i troen, at så ønsker man selvsagt at give den til sit barn, man ønsker det som den største have man kan give. Men man skal bare huske at det netop er en gave og ikke en pligt man pålægger sine børn. 

Og netop når man vælger "blandingen" være hippie i en konservativ ghetto, være yogaentusiast og hinduist i noveller,  være dansker i Tyrkiet, være albaner i Danmark, så er ens job måske en lille smule sværere, for man skal klæde sin børn på til at kunne navigere i det hele, være en succes over hele linjen. 

Hej

Blot til info, så har man siden 2010 kunne få biometrisk pas i Albanien, så man ikke behøver visum for at rejse til Danmark. Min mand kommer selv fra Albanien og han har aldrig haft problemer med at rejse hertil 

Lukisa0828 skriver:

Hej

Blot til info, så har man siden 2010 kunne få biometrisk pas i Albanien, så man ikke behøver visum for at rejse til Danmark. Min mand kommer selv fra Albanien og han har aldrig haft problemer med at rejse hertil 

Det fik jeg ikke da jeg skulle rejse hertil, der skulle jeg søge om visum. Eller min mand skulle søge om det til mig. Så jeg var her i 3 måneder, hvor vi blev gift her også. Så han kunne søge om ægtefælle sammenførelse efterfølgende og få mig hertil igen. 

Mine forældre har aldrig været her i Danmark før for at besøge mig. Jeg må prøve at ringe til Albanien imorgen evt og til ambassaden og høre hvordan det fungere 

Lukisa0828 skriver:

Hej

Blot til info, så har man siden 2010 kunne få biometrisk pas i Albanien, så man ikke behøver visum for at rejse til Danmark. Min mand kommer selv fra Albanien og han har aldrig haft problemer med at rejse hertil 

Kan være mit nye pas har det der i sig, mine forældre skal have lavet nyt pas. Så om de får det automatisk må jeg lige høre om imorgen . Men jeg skal have nyt pas hver tiden, mine må ikke udløbe pga jeg har midlertidig opholdstilladelse. 

Har din mand dansk eller albansk pas? For hvis det er dansk pas. Så kræver det ikke visum at komme fra Danmark til Albanien. 

Men krævede min mand søgte om visum til mig, da jeg kom herop på besøg inden ægtefælle sammenførelse ved jeg. For der skulle vi vente på svar. Og ved at der var en koncert sidste år, hvor en albansk sanger ikke fik godkendt visum til Danmark og derfor ikke kunne komme 

Hvis du virkelig mener at din mand skal være hovedet, skal du så ikke bare akseptere når han ikke vil med eller ikke vil lade dig rejse?  Hvis du virkelig mener at det er hans job at være den kloge så er det vel konsekvensen?

Nu mener jeg ikke at det er sådan det bør være i et ægteskab. Men hvis jeg skal acceptere den premisse du sætter op, så nytter det jo ikke noget hvis din mand er hovedet med mindre du er uenig med ham. Det må være forvirrende for jer begge. Og måske er det en del af problemet?

Hvis du virkelig mener at din mand skal være hovedet, skal du så ikke bare akseptere når han ikke vil med eller ikke vil lade dig rejse?  Hvis du virkelig mener at det er hans job at være den kloge så er det vel konsekvensen?

Nu mener jeg ikke at det er sådan det bør være i et ægteskab. Men hvis jeg skal acceptere den premisse du sætter op, så nytter det jo ikke noget hvis din mand er hovedet med mindre du er uenig med ham. Det må være forvirrende for jer begge. Og måske er det en del af problemet?

Problemet, vi har intet problem min mand og mig. Problemet ligger i min far ikke tror han ønsker at se dem, det er problemet. Problemet er ikke min mand eller jeg, for vi har ingen problemer. Vi har været sammen i 7 år nu og vi har aldrig haft et eneste skænderi, min mand har aldrig nægtet mig noget, når jeg har spurgt om jeg må, så har han været rimelig. Han har forklaret sig hvorfor han ikke synes jeg skal rejse lige nu, han har overført penge til min familie, og jeg kan rejse hvornår jeg end vil i januar f.eks. 

Det kan godt være du er uenig, men det er sådan det er i min kultur, det er normalt og jeg ønsker ikke et at mit forhold skal ligne de danske, jeg har sagt til ham fra start, at jeg ikke ønsker andet end et normalt ægteskab som er som man kan forvente det i Albanien, jeg har meldt klart ud fra start, allerede inden ægteskab, hvordan jeg er og hvad han kan forvente, han gjorde det samme. 

Men der er ingen problemer mellem min mand og mig 

Aggemusen skriver:

Bare en strøtanke, selv om jeg normalt ikke deltager i denne slags debatter.

Grundlæggende har alle - i hvert fald efter min overbevisning - lov til at leve præcis det liv, de føler, er mest meningsgivende for dem, så længe det ikke skader andre. Mangfoldighed er på alle måder et stort plus for ethvert samfund.

Jeg mener bare, at det bliver en smule ensidigt, når der uden videre stilles lighedstegn mellem danske mænd/drenge og førægteskabelig sex, druk og generelt syndig livsstil. Jeg vil mene, at der findes en del af slagsen, der for den rette muslimske piges skyld gerne ville undlade at drikke og vente med sex til de var blevet gift, og så ville der vel intet problem være - eller hvad? Man behøver vel ikke nødvendigvis begge at have samme religion for at skabe et godt liv sammen? Religion er jo ikke det, der definerer os som mennesker?

Hvorfor er er det så vigtigt, at en muslim skal gifte sig med en muslim, eller en kristen med en kristen? Og hvorfor er det så vigtigt, at man som troende/religiøs forældre ligefrem mener, at man har retten til at bestemme noget så vigtigt som ens børns fremtidige partneres religion eller etnicitet? Det kommer aldrig til at give mening for mig.

Jeg har igennem mit arbejdsliv set unge mennesker komme frygteligt i klemme mellem forældres forventninger både til religion, uddannelsesvalg og sågar seksualitet og deres egne ønsker, behov og drømme - ikke en situation jeg nogensinde vil ønske for nogen, og sjældent er der en lykkelig slutning.

Alt her i livet drejer sig vel i bund og grund om at være mest muligt lykkelig, og forudsætningen for lykke må nødvendigvis være retten til selv at vælge det, der giver en mest glæde og samtidig vide, at ens nære og kære accepterer og støtter de valg - også selv om man måske vælger et andet spor i livet end dem. 

Jeg er klar over, at alle forældre vil deres børn det absolut bedste her i livet, og mit lille hjertesuk er blot et udtryk for undren.

 

Jeg kan egentlig godt forstå din tanke. Men det handler ikke bare om at holde sig fra alkohol. Der er mere end det. For mange hvis ikke alle muslimer har prøvet lidt af hvert, eller “synder” hver eneste dag. Men der er det, at vores smukke religion fortæller os at så længe man angrer sine handlinger tilgives man, uanset synden, eller hvor mange gange man falder i.

- det grundlæggende her er, om man tror på Gud og trosbekendelsen. Manden kan være pæredansk, men han tro på Gud. Religion er nemlig det som definere od muslimer som mennesker. Derfor kan en muslimsk kvinde og kristen/ateist what so ever ikke forenes. Og det er der selfølgelig nogle grunde til. 

Her i Danmark går man meget op i individualisme og retten over egen krop og retten til at vælge. Det er også helt fint. Men det er ikke noget vi gør. Personligt tror jeg alle disse valg unge bliver stillet overfor er årsag til så meget usikkerhed og depressioner. Vores faste rammer gør os lykkelige og trygge

Nadije skriver:

Problemet, vi har intet problem min mand og mig. Problemet ligger i min far ikke tror han ønsker at se dem, det er problemet. Problemet er ikke min mand eller jeg, for vi har ingen problemer. Vi har været sammen i 7 år nu og vi har aldrig haft et eneste skænderi, min mand har aldrig nægtet mig noget, når jeg har spurgt om jeg må, så har han været rimelig. Han har forklaret sig hvorfor han ikke synes jeg skal rejse lige nu, han har overført penge til min familie, og jeg kan rejse hvornår jeg end vil i januar f.eks. 

Det kan godt være du er uenig, men det er sådan det er i min kultur, det er normalt og jeg ønsker ikke et at mit forhold skal ligne de danske, jeg har sagt til ham fra start, at jeg ikke ønsker andet end et normalt ægteskab som er som man kan forvente det i Albanien, jeg har meldt klart ud fra start, allerede inden ægteskab, hvordan jeg er og hvad han kan forvente, han gjorde det samme. 

Men der er ingen problemer mellem min mand og mig 

Men din far har jo sådan set også ret i sin mistanke. Din mand gider ikke at lette rumpen og rejse ned til din familie, og eftersom han er vigtigere end dig i den måde I har valgt at indrette jeres ægteskab på, så må du vel stå ved konsekvensen? Han finder ikke dine og din families behov og ønsker vigtige nok til at rykke sig, og derved er det ikke er en mulighed for jer at rejse sammen. Eftersom han heller ikke er i stand til at tage vare på sit eget barn, er det så heller ikke en mulighed at du rejser alene. Alt i alt har I jo selv valgt, at det er præmisserne for jeres familieliv og således er der vel ikke rigtig noget at gøre ved det, hvis ikke I ændrer indstiling?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Men din far har jo sådan set også ret i sin mistanke. Din mand gider ikke at lette rumpen og rejse ned til din familie, og eftersom han er vigtigere end dig i den måde I har valgt at indrette jeres ægteskab på, så må du vel stå ved konsekvensen? Han finder ikke dine og din families behov og ønsker vigtige nok til at rykke sig, og derved er det ikke er en mulighed for jer at rejse sammen. Eftersom han heller ikke er i stand til at tage vare på sit eget barn, er det så heller ikke en mulighed at du rejser alene. Alt i alt har I jo selv valgt, at det er præmisserne for jeres familieliv og således er der vel ikke rigtig noget at gøre ved det, hvis ikke I ændrer indstiling?

Ikke i stand til? Han kan sagtens hvis jeg sagde “nu skal du” men det gør jeg ikke, fordi jeg ikke har lyst, det er MIT valg at jeg vil passe barnet, at jeg vil klare hjemmet, alt praktisk osv. selv. Det er mit valg. Og jeg vil faktisk ikke have hjælp til alt det. Det har jeg aldrig bedt om og aldrig ønsket. Jeg har aldrig brokket mig, jeg har aldrig haft grund til at brokke mig. Og jeg ændre ikke indstilling, for det er ikke en del af min kultur og tankegang, at en mand skal tage del af alt det. Han leger med vores datter, laver lektier, han henter hende hvis han har lyst osv. Men er aldrig noget han bliver bedt om eller får besked om. Min mand har også overført en hel del penge til min familie. Så hvis han ikke gad dem, hvorfor så overføre? 

Nadije skriver:

Ikke i stand til? Han kan sagtens hvis jeg sagde “nu skal du” men det gør jeg ikke, fordi jeg ikke har lyst, det er MIT valg at jeg vil passe barnet, at jeg vil klare hjemmet, alt praktisk osv. selv. Det er mit valg. Og jeg vil faktisk ikke have hjælp til alt det. Det har jeg aldrig bedt om og aldrig ønsket. Jeg har aldrig brokket mig, jeg har aldrig haft grund til at brokke mig. Og jeg ændre ikke indstilling, for det er ikke en del af min kultur og tankegang, at en mand skal tage del af alt det. Han leger med vores datter, laver lektier, han henter hende hvis han har lyst osv. Men er aldrig noget han bliver bedt om eller får besked om. Min mand har også overført en hel del penge til min familie. Så hvis han ikke gad dem, hvorfor så overføre? 

Jeg vil gætte på, at han trods alt føler sig forpligtet til at hjælpe med at de ikke ender på gaden? Det mangler da sådan set talt også bare - det er han svigerfamilie. Og så er det tilsyneladende en nem måde at slippe for reelt at gide dem - og dit ønske og behov vægter tilsyneladende ikke? Så jeg tænker da at han har scoret sig en fin løsning ...