Jeg har den fornøjelse, at være en del af den lille styregruppe, som driver forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen - det er os med de gule t-shirts og de store demonstrationer landet over.
Det er helt forståeligt, at det kan være svært at forstå alle nuancer i debatten, når man ikke engagerer sig i den døgnet rundt, som vi gør. Men det vil være godt for sagen at få udryddet nogle af de misforståelser og forsimplinger som går igen, både i politik, i pressen og nu også herinden 
1) Ingen har argumenteret for, at minimumsnormeringer løser alt. Men vi ved med sikkerhed, at hverken ledelse eller pædagogiske faglighed kan blomstre, når der er for få hænder til at få dagen til at hænge sammen. Minimumsnormeringer er en bundprop i et system, som er sparet halvt ihjel. Uden minimumsnormeringer, giver det ikke mening at tale uddannelse, arbejdsmiljø og ledelse. Minimumsnormeringer skal blandt andet sikre børn og voksnes sikkerhed i dagligdagen, for lige nu lider begge grupper under vilkårene. Det kommer til at koste dyrt.
2) Minimumsnormeringer handler ikke om de nyligt sendte dokumentarer. Der er store generelle problemer i hele landet og ikke i de få ekstreme institutioner, som TV2 har udvalgt til os.
3) Det er sådan set lige meget, om “det går fint i mit barns børnehave”, for sagen er den at dette handler om en kamp for vores allesammens børn. Derfor skal løsningen også findes på landsplan og ikke kommunalt - alle børn har ret til en sund dagligdag.
4) Minimumsnormeringer har mange definitioner. Vores krav er, at de tælles fra barnets perspektiv og gælder hele institutionens åbningstid. Vores krav er øremærket økonomi til kommunerne, og et fornuftigt forhold mellem antallet pædagoger og medhjælpere.
Man kan til enhver tid engagere sig i Forældrebevægelsen - vi arbejder i døgndrift og findes bla. på Facebook her: https://www.facebook.com/hvorerderenvoksen/
Jeg tror ikke at forældre er ligeglade. Men mange er ikke tilstrækkeligt klar over, hvor grelt det står fat.
