Nu har min mand spurgt om jeg vil med ud og se fodbold i aften. hvor vi tager baby med i barnevognen. det vil være første gang i lang tid at vi skal lave noget sammen. Men jeg har egentlig mest lyst til bare at sige nej og blive hjemme og hygge med baby alene.
Jeg bliver enormt forvirret, og hvis jeg bliver det så tænker jeg din mand også gør det.
Alt ender i rod, for du vil både A og B, og så alligevel vil du ikke. Du klager over I ikke laver noget sammen , og hvis I endelig skal, så skal du tage initiativet. Så tager han initiativet og så er det også forkert, og du vil hellere være hjemme og hygge, det du ikke ville for etpar dage siden.
Jeg hælder mere og mere til, at du først er ved at forstå, hvad det betyder at blive mor og far, hvad det betyder at være i et parforhold hvor man også er forældre.
Da jeg var gravid med mit første barn, så havde jeg mange forestillinger om, hvordan det var at blive mor og far - stort set intet af det holdt stik. Jeg valgte at grine (og græde) af det, men ikke en gang gav jeg min mand skylden som den eneste (løgn når jeg blev gal, ikke havde sovet osv. Så var det selvsagt hans skyld, at jeg havde en delle på maven, at der ikke var vasket op og så videre, men 10 minutter efter vidste jeg godt at jeg havde været uretfærdig).
Jeg tror du holder fast i en drøm om, hvordan det burde være og når det ikke er sådan, så er der kun en der har skylden og det er din mand. Du vil ikke se i øjnene, at ingen har skylden, men det er drømmen, der formodentlig er utopisk.
Nogle gange så får jeg helt vildt lyst til burger og pom fritter. Dumme mig siger det ikke. I stedet så siger jeg: vi kan ikke nå at lave mad. Så svarer min konstruktive mand:jeg kan, eller jeg går ned og køber ind til kold mad. Og dumme mig bliver sur, gnaven, indelukket. Jeg kunne bare sige: jeg vil have burger, men nej nej jeg skal spille martyr, halvt grædende for så skal jeg da nok rejse mig og lave noget. Læser lidt du er på den kurs bare med alt, du har et billede i hovedet, du fortæller ikke om det billede, så din kæreste har ikke DN jordisk chance for at leve op til det. Og når han så konstruktivt tilbyder at være sammen, fordi du har nævnt, at I ikke bruger tid nok sammen, så surmuler du lige som mig og bliver martyr: nej så bliver jeg da bare hjemme med baby.
Giv manden en chance sig dine drømme højt, så kan nogle gå i opfyldelse og andre må afvises som utopier.
Og husk så du er også en del af at få familien til at fungere, du skal også gå på kompromiser, og du har også fejl
