Min kæreste er ligeglad med ALT

Anonym skriver:

Jeg elsker ham bare. Når han endelig er oppe og han er sød og glad, så mærker jeg det. Men på de andre tidspunkter, så har jeg lyst til at kyle ham ud

Ok det er bare svært læse ud af dit indlæg. Du er jo reelt enlig nu.

BAE skriver:

Ja nu, men du lære dem de forkerte værdier og din søn vil begynde at føle dine følelser(han kan mærke hvis du har det dårligt) 

 

men jeg sagde heller ikke at de ikke har det godt, men at du skal tænke på deres fremtid og hvis din far kan hjælpe, må du da være den voksne og lægge din "had" til side. De kan vise sig at være din redning.

Og desuden så har jeg ikke mulighed for at “bo” lidt hos min far, da det er 50 km fra min søns vuggestue

Anonym skriver:

Og desuden så har jeg ikke mulighed for at “bo” lidt hos min far, da det er 50 km fra min søns vuggestue

Med hvad med at snakke med ham? Er han er vel ikke ligeglad med sin datter og børnebørn? 

Anonym skriver:

jeg ved da ikke hvorfor jeg ikke har venner?

jeg går ikke til nogen sport eftersom jeg ikke har tid

Så er der måske noget reflektion du kan gøre her.  Det er bestemt ikke for at være hård eller nedladende.

At have venner og relationer er jo noget man selv i høj grad er herre over. Man kan selv begynde at snakke mere med kollegaer. Jeg har selv mange kollegaer der også er venner. 

Det er nogen som skriver her på siden efter “kaffedates” med andre kvinder netop for st skabe venskaber. Vi kan alle føles os alene og uden venner. Men de kommer ikke dumpende ned fra himlen. De opstår ved at man snakker med folk til en fest eller på en ferie eller arbejdsplads og finder hinanden interessante. Det kan ho fx være andre forældre man møder til en sommerfest i vuggestuen.

jeg skriver det fordi du står i en svær situation netop fordi du måske ikke er så god til skabe et godt netværk. Og det er vigtig at prøve at arbejde med. Så kan man træffe bedre valg fordi man ved hvor man kan søge støtte.

Er der gamle mistede venner du kunne genoptage kontakten til..?

Smølfine123 skriver:

Så er der måske noget reflektion du kan gøre her.  Det er bestemt ikke for at være hård eller nedladende.

At have venner og relationer er jo noget man selv i høj grad er herre over. Man kan selv begynde at snakke mere med kollegaer. Jeg har selv mange kollegaer der også er venner. 

Det er nogen som skriver her på siden efter “kaffedates” med andre kvinder netop for st skabe venskaber. Vi kan alle føles os alene og uden venner. Men de kommer ikke dumpende ned fra himlen. De opstår ved at man snakker med folk til en fest eller på en ferie eller arbejdsplads og finder hinanden interessante. Det kan ho fx være andre forældre man møder til en sommerfest i vuggestuen.

jeg skriver det fordi du står i en svær situation netop fordi du måske ikke er så god til skabe et godt netværk. Og det er vigtig at prøve at arbejde med. Så kan man træffe bedre valg fordi man ved hvor man kan søge støtte.

Så nemt er det bare ikke. Jeg arbejder hjemme, så har ingen kollegaer. Og jeg prøver skam at få veninder, men det går ligesom i stå, og det behøver ikke kun være min skyld. 

Anonym skriver:

Det ved jeg at han ville. For ellers ville han ikke have råd til et sted at bo

Han er slet ikke selvstændig på nogen som helst måder og ærlig talt, udefra set lyder det som om at han bare udnytter dig, fordi du er dum nok til det(undskyld sproget ikke negativt ment) - men du forstår pointen .. 

jeg har selv været sammen med en fyr som kom direkte hjemme fra mors kødgryder - han kunne intet - og kan sikkert stadig intet :-) jeg skred efter 2 år , og gudskelov fik vi ikke børn sammen! Bare tanken om at skulle sende børn hen til en, som ikke magter en skid / kan en skid ..

Anonym skriver:

Jeg er 17 uger henne og vi venter en dreng til. 

Jeg har nok bare allermest svært ved at jeg ikke fik den familie jeg gerne ville.. og det gør ondt når det ikke en min egen skyld. Jeg var villig til at kæmpe.. men han ser det slet ikke. Jeg er så knust.. og føler ikke jeg har flere kræfter. Han sover stadig lige nu og jeg har ikke kunne aktivere min søn som han burde i dag.. (2 år) jeg føler mig svag og dum.. føler mit liv er ødelagt

Jeg er sikker på, at du hverken er svag eller dum. Og at dit liv ikke er ødelagt! Som jeg ser det, står du i en situation, der er rigtig svær, og du mangler nogle, der kan hjælpe dig med at holde fast i dig selv og hjælpe dig med at gå fra ham. Det kan ikke være en nem situation!

Jeg tror at vi herinde, på hver vores måde, prøver at hjælpe dig videre, men jeg bider mærke i, at der ikke er en eneste der siger "bliv og kæmp for det" eller "sådan var mit forhold også, men han ændrede sig, da vi..." 

Jeg lover dig, at dit liv ikke er ødelagt. Du er 21 og har hele livet foran dig. Og livet er fuldt af skønne mennesker, der helt sikkert kan se en masse godt i dig, Og så snart, du får en smule overskud igen, kan du forhåbentlig også se det 

Anonym skriver:

Har været sammen med min kæreste i snart 3 år og vi venter nr 2 sammen. Han har ALDRIG haft et arbejde i den tid vi har været sammen. I alle de pr har jeg “ventet” på at han kom i sving med noget, men han søger ikke arbejde og har sågar brugt alle sine SU klip. Han er på kontanthjælp og har op til flere gange ikke mødt op til aktivering hvor han så har mistet penge. Hver gang har det været uden at jeg var blevet informeret af ham. Han har så i dag fået brev om at han har mistet halvdelen af sine penge fordi han ikke har mødt op til aktivering. Igen, har jeg intet vidst. Han er uærlig og hver gang jeg har prøvet at snakke med ham om det, så bliver han sur og går i forsvar og siger lign: “vil du gerne være enlig eller hvad?” Så jeg føler mig hjælpeløs og dum. Jeg gider egentlig ikke finde mig i det mere, men vi venter et barn sammen og jeg elsker ham jo rigtig højt. Han sidder oppe hele natten til omkring 7.00 om morgenen hvor han går i seng og sover til kl 16.00, også selvom jeg flere gange har prøvet at vække ham. Det vil så sige at jeg står hver dag alene med vores søn og alle de huslige pligter. Han er ligeglad når jeg siger at det ikke er fair. Hvad fanden gør jeg? Og nej, han har ikke en depression. Han har altid været lud doven.. jeg har grædt konstant i dag fordi vi har mistet 4000 kr af vores indtægt pga han ikke har mødt op, og de andre gange han ikke har fået penge har det været mig der har været ked af det og måtte blive nødt til at låne så vi kunne overleve.. 

Altid været luddoven? Du skulle aldrig have fået barn med ham til at starte med, og håbe, og vente på, at han tog sig sammen. Nr. 2 barn kan jeg sleet ikke se mening i. Det er uholdbart og synd for jeres børn, at tingene "fungerer" sådan hos jer. Hvis ikke han ændre sig prompte ville de-(børnene)/I-(dig og børnene) være bedre tjent hver for sig  :-) 

1: Stol trygt på, at dine børn mærker og vil præges af forholdene i hjemmet. Også selvom den ældste kun er 2 år. Børn mærker alle stemninger og opfatter frustrationer - og de kopierer deres forældres adfærd ud i det uendelige, det er sådan børn lærer!

2: Jo, du kan faktisk godt ændre det. Også selvom du er gravid. Du kommer kun til at have mindre overskud og fornuft når du står med to små børn. Så nu er et rigtig godt tidspunkt at rette op på jeres liv. Væk med undskyldningerne, start fra en ende af med at få styr på dit liv. Første skridt er at smide ham på porten.

3: Læg mærke til at ingen i tråden, råder dig til at blive. Ingen mener, at du lige nu træffer gode valg. Selvom du ikke lyder helt klar til at høre det, så prøv at lade det synke ind.

4: Selfølgelig gør det ondt at slippe drømmen om “kernefamilien”. Men den drøm har jo aldrig fandtes andre steder end inde i dit hoved? Ude i virkeligheden har der kun eksisteret en håbløs ung mand og en lidt naiv ung kvinde som åbenbart troede, at hvis bare de fik børn sammen og hun kæmpede for det, så skulle han nok lige pludselig forvandle sig til noget fornuftigt.

5: Du kommer tættere på et godt (familie)liv af at gå. For sammen med ham får du det aldrig. Men alene har du muligheden.