Kære ts
Det er en urimeligt hård situation, du er i. Når ingen her foreslår, at du bliver sammen med ham, handler det ikke kun om, at din eneste chance for et godt liv er at gå fra ham. Det er også hans eneste chance. Hans liv er behageligt, men jeg tvivler meget på, at han er lykkelig. Der er jo ingen fremtid, håb, muligheder eller drømme i det liv. Ingen stolthed over egen indsats. En konstant kamp med jobcenter, aktiveringssteder og dig.
Han har brug for at ‘ramme bunden’ og stå med et skærende klart valg: mere af samme miserable skuffe eller find din indre motivation og mød livet. Og han kan kun få det klare valg, hvis du og hans mor holder op med at skubbe en sovesofa ind mellem ham og omverdenens krav og voksenlivets forpligtelser.
jeg forstår, hvor hårdt det er at stå uden venner og familie, man kan trække på. Brug mødrehjælpen og kommunen. De vil gerne hjælpe.
Den følelse, du har af at han er ligeglad med dig og jeres familie, vil dine børn også føle med tiden. Og du har personlig erfaring med, hvor hårdt det er når ens nærmeste familie ikke er interesserede i en.
Tag den første kontakt i morgen til nogen, der kan hjælpe og støtte dig. Jeg vil foreslå mødrehjælpen.
Anmeld
Citér