Min kæreste er ligeglad med ALT

Wauw. Jeg har faktisk enormt ondt af dig og kan levende sætte mig ind i, at du ikke har lyst eller overskud (det sidste betyder en del) til at blive enlig mor til to, hvis du selv hverken har familie eller venner. Tænker om det i virkeligheden er årsagen til, at du har fundet den fyr og sat dig i den håbløse situation? Altså fordi du er meget ensom og drømmer om din egen familie.

Under alle omstændigheder forstår jeg ikke, at du er gravid for anden gang med ham. Klart man lærer hinanden at kende på en anden måde  når man bliver forældre, og han viser måske sider du ikke var opmærksom på før. Det er ikke din skyld. Men hvorfor få barn nummer to? 

Du elsker ham ikke rigtig, fordi du elsker ikke dig selv. Det handler om dig og hvorfor du skal gå fra ham. Du klynger dig til ham fordi du ikke har din far på den måde, man normalt har. Tro mig, jeg kender det.  Jeg har selv været i din situation, både med mand, far og søster. Din mand/kæreste kommer ikke til at ændre sig. Du har forsøgt det en gang før ved at gå fra ham i et par mdr og han har ikke forbedret sig. Tværtimod fastholder han dig i en rolle, som du har enormt svært ved at løsrive dig fra-netop pga de familiære forhold du har - eller mangel på samme. 

Jeg ved at det er enormt hårdt skrevet, men jeg håber at du tænker over det jeg skriver, tager det ind...  

Du skal starte ved dig selv, elske dig selv - det tager tid at lære. Du skal tage ansvar for dit liv og din lille dreng og barnet i din mave. Din søn ænser nok intet endnu men du bliver nødt til at hanke op i sig selv 

Rent praktisk : hvem ejer huset, I bor i nu ? Hvem rejste sidste gang, da du satte stolen for døren ? Hvis du ejer så er det jo ham det skal smutte og du behøver ik at tænke på at finde et midlertidigt sted at bo. 

Hvordan reagerede han sidst, da du gjorde det forbi. Er han typen der bliver aggressiv eller ? Hvis han er, så er det en anden sag... 

Jeg har ikke læst hele tråden - det har jeg desværre ikke tid til lige nu.

Men for lige knapt 5 år siden stod jeg i en lignende situation. Jeg var nærmest flygtet fra mine forældre og til en lille 1 værelses lejlighed, et stykke væk fra hvor jeg var vokset op. Jeg havde ingen familie eller venner jeg kunne trække på.

Så mødte jeg min daværende kæreste. Han var også KH-modtager og sprag imellem ufuldførte uddannelser og KH. Han blev smidt ud fra uddannelserne pga for meget fravær og blev gang på gang sanktioneret for udeblivelse til aktivering.
Han var også meget doven i hjemmet og havde for vane at sidde foran sin computer til langt ud på natten og hvis jeg tiggede og bad ham om at komme med i seng, så tog han dælme sin bærbare med.

Jeg blev gravid ved et uheld og har altid været stod modstander af abort. Jeg havde egentlig prøvet på at gå fra ham et par gange inden jeg blev gravid, men han fik mig overtalt til at blive. Vi have på dette tidspunkt været sammen i 2 år.

Det tog mig lige præcis til efter NF-scanningen at tage mig sammen til at skride - for her havde jeg set mit barn og jeg vidste at det forhold, ja, det liv jeg levede, ikke var noget et barn skulle vokse op i.

Nu er det så 5 år senere. Jeg har mødt mit livs kærlighed og vi har fået et barn sammen. Min eks har ingen kontakt til hans datter, men er stadig på KH

Anonym skriver:

Så nemt er det bare ikke. Jeg arbejder hjemme, så har ingen kollegaer. Og jeg prøver skam at få veninder, men det går ligesom i stå, og det behøver ikke kun være min skyld. 

Du må meget gerne oplyse os:

Hvad er det, du gerne vil have hjælp med?

Du er 21 år med 1 barn, et barn på vej, du har intet netværk, du er isoleret i dit hjem, du har hotelgæst boende, som undgår dig og lever sit eget liv om natten, du skal betale regningerne, og du står for husholdningen, du arbejder hjemme og står dermed til rådighed som serviceorgan. 

Derudover har du rigtig mange undskyldninger for at fortsætte dit ulykkelige liv, men du vil ikke gøre noget for at ændre det?

Stop med at tænke som et offer og tag ansvar for dit liv og dine børns fremtid.

Mvh én der har ændret tingene 180° og som nu har et særdeles godt liv, det kan betale sig!

Du kan ikke ændre på et andet menneske, du har vidst lige siden i flyttede sammen, hvordan han er. Så det burde ikke komme helt bag på dig han Intet laver i hjemmet. Du vælger at få er til barn med ham, fordi du ikke vil bruge flere år på at finde en ny mand og få et barn.

Folk som ikke vil ændre sig, kan du ikke hjælpe med at ændres på. Han har et fedt liv, du laver det hele for ham, han mærker ikke konsekvenser af ikke at passe din aktivering eller finde et job, for du sørger for at låne penge til i kan klare jer.

Den knægt til din kæreste, skal ud og mærke konsekvenserne af sine valg. Og du burde forlade ham, skid da hul i at hans familie bliver sure, det kan du ikke bruge til noget. Det her handler om dine børn og dig, tro ikke at en 2 årig ikke forstår særlig meget, børn opfanger mere end man lige tror.

Det kan godt være du ingen veninder har, men ved at du kan stoppe det forhold der og skal ud og klare dig helt selv, så modner du også og så skal du bare se, så møder du også nye mennesker. 

Du er nød til at komme ud af din comfort zone, og så lad din kæreste sejle i sin egen sø, for han gør absolut intet godt for hverken dig eller dine børn

Jeg tænker du laver oplægget for, at råbe: HJÆÆÆÆLP??? 

Du må kontakte mødrehjælpen, eller et krisecenter. Kan du ikke genlæse dit indlæg? Du skal da, på ingen måde(!), være sammen med sådan en ‘mand’. Du har ingen veninder og din mor er ligeglad skriver du. Få hjælpen andetsteds fra så. Ring til kommunen - fortæl hvordan dit liv er. Betro dig til en pædagog i din søns børnehave. Jeg er selv pædagog og vi står altså klar til, at hjælpe. Også med sådanne ting - hvor du kan starte og ende. Du må og skal ud af det forhold, for at kunne blive et menneske, med respekt og omsorg for dig selv. Gør noget! På mandag. Saml mod imorgen. Gør noget mandag. Og skriv så endelig, hvordan det hele ender. 

Det bedste herfra 

Nøøøøøøøøj hvor skal jeg hanke op i mig selv for ikke at skrive noget hårdt, for det har du tydeligvis ikke brug for.

MEN for filan da, tag dog noget ansvar for dit og dine børns liv!! 

Hvis du VIRKELIG oprigtigt tænker mere på dine børn end om du måske sårer din kæreste/bliver ensom og ked (Og det er jo kun kort tid bagefter) så tog du skridtet NU og ikke når dine børn er så store at de netop forstår hvad der sker! 

Du er kun 21 og formodentlig temmelig umoden - men DU har valgt at bringe to børn i denne verden, så har du saftsuseme også et ansvar for at de vokse op med en tryg familie, en glad mor, og en tilstedeværende far!!!!!! 

Hvis du kunne se i en krystalkugle hvordan dit liv ville se ud om 5 år, hvis du gik fra din kæreste nu, og du var lykkelig med en anden mand, to glade børn i et stabilt hjem, ville du så ikke tage skridtet?? Du gør det jo ikke, fordi du er pisse usikker og nervøs for alt det der skal ske og det i skal gennemgå. Men der findes kvindehjem og mødrehjælp og lignende som hjælper folk som dig, så nej, der er ikke nogen undskyldning!

Anonym skriver:

Fordi jeg elsker ham og fordi jeg ikke først vil have et barn med en helt anden mand om mange år, hvis det endelig var 

Hvad elsker du ved ham? 

Hvad elsker du ved ham? 

Jeg tror ikke altid, at man kan svare på det spørgsmål, hvad man elsker ved et andet menneske. Ind i mellem er det bare en følelse, man har indeni uanset hvor uforståeligt det måtte være for andre. Men det er nok helt sikkert værd at definere for sig selv, hvad det er ved relationen  der gør, at man vil bevare den, hvis så meget taler imod og man også er ulykkelig. 

Jeg er lidt i tvivl om, om jeg skal skrive det eller ej, for nu er du jo allerede 17 uger henne og abort er ikke på tale, men jeg forstår ikke rigtigt beslutningen om at få nummer to ud fra argumentet, at du ikke vil have barnet om mange år med en ny mand. Det er da klart, at det for de fleste er ønskescenariet at en familie består af en mor, far og børn, men hvis det ikke virker fordi faren er en doven og håbløs drengerøv, er det da langt bedre, at der går flere år imellem og at nummer to har en ansvarlig og dedikeret far. Eller, at man bare dropper at få flere børn. Jeg er også i en situation, hvor der vil blive rigtig mange år mellem mine børn HVIS jeg skal have flere, og det kan da godt være, at min søn vil synes det er mærkeligt, hvis han for eksempel først bliver storebror, når han er 18 år. Men det er ikke et godt argument for at få en toer nu hvor jeg både er sygemeldt og ledig. Så vil jeg hellere undvære også selv om, jeg er 33 år og ikke har al tid i verden at få børn i, hvorimod du har masser af år (formentlig længere end du har levet allerede) til at få børn med en sød og voksen fyr.