Min kæreste er ligeglad med ALT

Har været sammen med min kæreste i snart 3 år og vi venter nr 2 sammen. Han har ALDRIG haft et arbejde i den tid vi har været sammen. I alle de pr har jeg “ventet” på at han kom i sving med noget, men han søger ikke arbejde og har sågar brugt alle sine SU klip. Han er på kontanthjælp og har op til flere gange ikke mødt op til aktivering hvor han så har mistet penge. Hver gang har det været uden at jeg var blevet informeret af ham. Han har så i dag fået brev om at han har mistet halvdelen af sine penge fordi han ikke har mødt op til aktivering. Igen, har jeg intet vidst. Han er uærlig og hver gang jeg har prøvet at snakke med ham om det, så bliver han sur og går i forsvar og siger lign: “vil du gerne være enlig eller hvad?” Så jeg føler mig hjælpeløs og dum. Jeg gider egentlig ikke finde mig i det mere, men vi venter et barn sammen og jeg elsker ham jo rigtig højt. Han sidder oppe hele natten til omkring 7.00 om morgenen hvor han går i seng og sover til kl 16.00, også selvom jeg flere gange har prøvet at vække ham. Det vil så sige at jeg står hver dag alene med vores søn og alle de huslige pligter. Han er ligeglad når jeg siger at det ikke er fair. Hvad fanden gør jeg? Og nej, han har ikke en depression. Han har altid været lud doven.. jeg har grædt konstant i dag fordi vi har mistet 4000 kr af vores indtægt pga han ikke har mødt op, og de andre gange han ikke har fået penge har det været mig der har været ked af det og måtte blive nødt til at låne så vi kunne overleve.. 

Jeg er nødt til at sige det!

men hvorfor vælger du at få barn nr. 2 med ham? 

Han er da tydeligvis ikke interesseret i sin familie, eller i at være et godt forbillede for sine børn 

kærlighed eller ej, jeg var smuttet! 

Håber det bedste for dig

Lucky05 skriver:

Jeg er nødt til at sige det!

men hvorfor vælger du at få barn nr. 2 med ham? 

Han er da tydeligvis ikke interesseret i sin familie, eller i at være et godt forbillede for sine børn 

kærlighed eller ej, jeg var smuttet! 

Håber det bedste for dig

Fordi jeg elsker ham og fordi jeg ikke først vil have et barn med en helt anden mand om mange år, hvis det endelig var 

Du vil få det meget bedre som enlig..! 

Det er svært, men han holder dig fast i en ond cirkel og får dig til at tro, at det er din skyld. Det er det ALDRIG! 

Pak dine ting sammen og vær væk nogle dage. Det kan få ham til at tænke.. Jeg var gået prompte, orker ikke en mand der ingen ambitioner har i livet! 

Du spørger hvad du skal gøre, og mit svar blive temmelig råt for usødet. Du pakker dine ting og tager jeres barn med hjem til dine forældre, en veninde, eller hvor du kan finde. Så stiller du ham det ufravigelige ultimatum, at med mindre han aktivt søger og finder et arbejde og begynder at bidrage 110% til husholdning og børn, så er forholdet slut pr. dags dato. Ikke om tre måneder. Nu. 

Indtil han har fundet et arbejde, er det ham der står for jeres fælles hjem og henter og bringer jeres barn hver dag. Han gør rent, sørger for indkøb, mv. med mindre han er i aktivering (i så fald deles i 50/50). Han passer helt selvfølgeligt sine sengetider, så han kan stå op og være far og mand for sin familie. Ingen af ovenstående spørgsmål et til diskussion.

Såfremt ovenstående ikke allerede i morgen er accepteret fra hans side, forlader du ham uden yderligere diskussion. Og ja, så bliver du alenemor. Det er i mine øjne virkelig meget bedre end at lade sig frivilligt pisse på hver eneste dag, og lære ens børn, at det er i orden at behandle hinanden sådan i en familie. 

Til sidst så synes jeg at du skal bruge noget tid (efter at forholdet er afsluttet og du og barnl/børn er kommet på plads i ny bolig), på at finde ud af hvorfor du finder dig i at leve sammen med et voksent mande-barn i tre år og oveni vælger at få hele to børn sammen med ham??? Hvad er det som gør, at du ikke mener at du og dine børn er mere værd og ikke fortjener respekt fra en partner? Hvad er det du tænder på og får ud af at være sammen med et menneske som ham? Og hvorfor pokker finder du dig i det så længe?

Held og lykke - og løb min pige, løb så lanft væk du overhovedet kan!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Du spørger hvad du skal gøre, og mit svar blive temmelig råt for usødet. Du pakker dine ting og tager jeres barn med hjem til dine forældre, en veninde, eller hvor du kan finde. Så stiller du ham det ufravigelige ultimatum, at med mindre han aktivt søger og finder et arbejde og begynder at bidrage 110% til husholdning og børn, så er forholdet slut pr. dags dato. Ikke om tre måneder. Nu. 

Indtil han har fundet et arbejde, er det ham der står for jeres fælles hjem og henter og bringer jeres barn hver dag. Han gør rent, sørger for indkøb, mv. med mindre han er i aktivering (i så fald deles i 50/50). Han passer helt selvfølgeligt sine sengetider, så han kan stå op og være far og mand for sin familie. Ingen af ovenstående spørgsmål et til diskussion.

Såfremt ovenstående ikke allerede i morgen er accepteret fra hans side, forlader du ham uden yderligere diskussion. Og ja, så bliver du alenemor. Det er i mine øjne virkelig meget bedre end at lade sig frivilligt pisse på hver eneste dag, og lære ens børn, at det er i orden at behandle hinanden sådan i en familie. 

Til sidst så synes jeg at du skal bruge noget tid (efter at forholdet er afsluttet og du og barnl/børn er kommet på plads i ny bolig), på at finde ud af hvorfor du finder dig i at leve sammen med et voksent mande-barn i tre år og oveni vælger at få hele to børn sammen med ham??? Hvad er det som gør, at du ikke mener at du og dine børn er mere værd og ikke fortjener respekt fra en partner? Hvad er det du tænder på og får ud af at være sammen med et menneske som ham? Og hvorfor pokker finder du dig i det så længe?

Held og lykke - og løb min pige, løb så lanft væk du overhovedet kan!

Jeg har ingen steder at tage hen. Jeg har en mor, der er ligeglad med mig og ikke har plads til mig, og har ingen veninder. Min kæreste er den eneste ven jeg har og det er nok også derfor jeg vil gøre alt for at det skal fungere.. også pga børnene..

Anonym skriver:

Har været sammen med min kæreste i snart 3 år og vi venter nr 2 sammen. Han har ALDRIG haft et arbejde i den tid vi har været sammen. I alle de pr har jeg “ventet” på at han kom i sving med noget, men han søger ikke arbejde og har sågar brugt alle sine SU klip. Han er på kontanthjælp og har op til flere gange ikke mødt op til aktivering hvor han så har mistet penge. Hver gang har det været uden at jeg var blevet informeret af ham. Han har så i dag fået brev om at han har mistet halvdelen af sine penge fordi han ikke har mødt op til aktivering. Igen, har jeg intet vidst. Han er uærlig og hver gang jeg har prøvet at snakke med ham om det, så bliver han sur og går i forsvar og siger lign: “vil du gerne være enlig eller hvad?” Så jeg føler mig hjælpeløs og dum. Jeg gider egentlig ikke finde mig i det mere, men vi venter et barn sammen og jeg elsker ham jo rigtig højt. Han sidder oppe hele natten til omkring 7.00 om morgenen hvor han går i seng og sover til kl 16.00, også selvom jeg flere gange har prøvet at vække ham. Det vil så sige at jeg står hver dag alene med vores søn og alle de huslige pligter. Han er ligeglad når jeg siger at det ikke er fair. Hvad fanden gør jeg? Og nej, han har ikke en depression. Han har altid været lud doven.. jeg har grædt konstant i dag fordi vi har mistet 4000 kr af vores indtægt pga han ikke har mødt op, og de andre gange han ikke har fået penge har det været mig der har været ked af det og måtte blive nødt til at låne så vi kunne overleve.. 

havde losset ham ud  ... ville slet ikke kunne være i sådan et forhold ! 

Jeg har ingen steder at tage hen. Jeg har en mor, der er ligeglad med mig og ikke har plads til mig, og har ingen veninder. Min kæreste er den eneste ven jeg har og det er nok også derfor jeg vil gøre alt for at det skal fungere.. også pga børnene..

Altså, du kan være helt sikker på at det ikke er på grund af børnene at du bliver i det forhold - det er 100 % for din egen skyld. Om du er bange for at skulle være alene og stå på egne ben, skal jeg ikke kunne gisne om. Men du gør bestemt ikke dine børn nogen som helst tjeneste ved at finde dig i den behandling - det er stik det modsatte.

mor til pige 2011 skriver:

havde losset ham ud  ... ville slet ikke kunne være i sådan et forhold ! 

Så nemt er det bare ikke...

Anonym skriver:

Så nemt er det bare ikke...

okey i min verden er det og har selv gjordt det for 5 år

siden , men det jo dit liv held og lykke med det