Hvordan tackler man lige det?

Rosa-Sofia85 skriver:

Jeg har ikke læst alle svarene i denne tråd, men hvorfor stopper du ikke bare med at ses med den flok og lader din kæreste have sine skodvenner for sig selv? Hvis han synes de på trods af deres ufattelig barnlige opførsel er så spændende. 

Det ville jeg også rigtig gerne, men jeg går lige pt. igennem nogle problemer med nogle ting fra min barndom/ungdom som gør, at jeg går i panik og får angst, hvis der er en "trussel" om, at min kæreste forsvinder fra mit liv..
Er lidt svært at forklare uden et voldsomt langt svar, men når min kæreste fx er alene med gruppen - altså uden mig, så går jeg helt i panik, og så begynder de her latterlige tanker at køre rundt oppe i mit hoved, hvor jeg begynder at tænke, at jeg er ved at miste ham, fordi han hellere vil være single og sammen med vennerne osv...
Totalt åndssvagt at have sådanne tanker, og det er også noget, jeg er i gang med at arbejde med, men jeg er først lige gået i gang med det, for jeg er først lige gået i gang hos en psykolog, der fik mig til at forstå, hvorfor jeg fik de her tanker..
Så det er nok en proces, der kommer til at tage mange år.. Vennerne ved godt det her, da deres kommentarer om fx vores forhold (eks. siger veninden ofte, at jeg da bare kan køre hjem fra en fest uden min kæreste, hvis jeg er træt), får de her angsttanker til at blusse op, da jeg ubevidst ser det som en trussel om at miste min kæreste.. Det er fx også derfor at det betyder så meget for mig at sidde ved siden af min kæreste til middag..
Så min kæreste har gjort det meget klart for dem, at sådanne ting ikke skal siges mere, da det påvirker mig for meget.. 

Og især bedstevennen lød til at forstå det nogenlunde, og fortalte det også videre til sin ekskæreste, men her i weekenden er det åbenbart gået helt galt for ham med sin jalousi over for mig..
Heldigvis tager jeg det lige pt. ikke så tungt, da jeg faktisk bare mest af alt har ondt af vennen over, at han ikke kan lade min kæreste nyde vores forhold

Anonym skriver:

Han prøver jo bare at køre dig ned, ved at sige han vil lære jeres barn det. Han fortjener netop venlighed og ligegyldighed. Smil og vær ligeglad. Så stopper det med at være sjovt. 

Ja det kan godt være.. Problemet med ham er så, at hvis man udviser ligegyldighed over for problemet, så eskalerer det.. Så prøver han at provokere endnu mere, og ja så ved jeg faktisk ikke helt, hvad han kunne finde på

Jeg ville få fat i et filmhold og lave noget reality-tv på det der. For hold kæft I har meget drama i jeres vennekreds. Det kunne jeg godt finde en eller anden guilty pleasure i at følge med i . 

Men skyld dig - for når babyen kommer, har du slet ikke tid til at beskæftige dig med alt det fnidder . 

csigvard skriver:

Ja det kan godt være.. Problemet med ham er så, at hvis man udviser ligegyldighed over for problemet, så eskalerer det.. Så prøver han at provokere endnu mere, og ja så ved jeg faktisk ikke helt, hvad han kunne finde på

Prøv bare og vær venlig og lidt ligeglad. Det jo fordi han ved at hvis han skruer op, så får han den der reaktion han før ikke skulle kæmpe så meget for. Lad ham skrue mere og mere op. Bare bliv ved med at spil ligeglad og til sidst, så vil han fandeme give op. Trust me! Det bliver ikke ved med at være sjovt. Det eskalere jo fordi han ved at det skal til, for at få en reaktion fra din “immune” opførsel. Ikke lad ham få den. 

Morogbarn skriver:

Jeg ville få fat i et filmhold og lave noget reality-tv på det der. For hold kæft I har meget drama i jeres vennekreds. Det kunne jeg godt finde en eller anden guilty pleasure i at følge med i . 

Men skyld dig - for når babyen kommer, har du slet ikke tid til at beskæftige dig med alt det fnidder . 

Jeg ved heller ikke, hvorfor pokker vi ikke bare kan omgås stille og roligt og hygge os..
Altså de gange hvor tingene har foregået helt stille og roligt, så har jeg hygget mig helt vildt, og nyder faktisk deres selskab, og så får jeg det helt dårligt over, at jeg har tænkt negativt om dem..
Men så ses vi igen, så straks er der det ene og det andet..
Og ja altså alle kan have deres problemer med nogle ting, og man kan blive uvenner - bevares.. Men det her er så langt ude, at voksne mennesker ikke kan have en hyggelig aften i stedet for..
Og ja jeg ved godt, at jeg nogle gange også bidrager til dramaet, men jeg er også i gang med at arbejde med de problemer, som gør at jeg føler mig uretfærdigt behandlet.. Fx det med, at jeg har behov for at sidde ved siden af min kæreste - jeg ville elske at kunne sige "skid hul i det, jeg finder en anden plads og snakker med de andre i stedet for min kæreste under middagen", men det er så her, at mine latterlige angsttanker begynder at komme op igen, og så bliver jeg ked af det og kan finde på lige pt. at græde..
Alt det her ved vennen, og derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor han så gerne vil prøve at "splitte" os ad i stedet for at prøve at være voksen og sige "okay hun har lige nogle problemer, hun er i gang med at arbejde med, og så sidder jeg squ lige på den anden side af min ven i stedet for imellem dem"..

Men jo du har måske ret i, at vi kunne tjene mange penge på det som underholdning .. Kunne da være lækkert med nogle flere penge, før baby kommer til

Anonym skriver:

Prøv bare og vær venlig og lidt ligeglad. Det jo fordi han ved at hvis han skruer op, så får han den der reaktion han før ikke skulle kæmpe så meget for. Lad ham skrue mere og mere op. Bare bliv ved med at spil ligeglad og til sidst, så vil han fandeme give op. Trust me! Det bliver ikke ved med at være sjovt. Det eskalere jo fordi han ved at det skal til, for at få en reaktion fra din “immune” opførsel. Ikke lad ham få den. 

 

Ja måske du har ret

csigvard skriver:

Det ville jeg også rigtig gerne, men jeg går lige pt. igennem nogle problemer med nogle ting fra min barndom/ungdom som gør, at jeg går i panik og får angst, hvis der er en "trussel" om, at min kæreste forsvinder fra mit liv..
Er lidt svært at forklare uden et voldsomt langt svar, men når min kæreste fx er alene med gruppen - altså uden mig, så går jeg helt i panik, og så begynder de her latterlige tanker at køre rundt oppe i mit hoved, hvor jeg begynder at tænke, at jeg er ved at miste ham, fordi han hellere vil være single og sammen med vennerne osv...
Totalt åndssvagt at have sådanne tanker, og det er også noget, jeg er i gang med at arbejde med, men jeg er først lige gået i gang med det, for jeg er først lige gået i gang hos en psykolog, der fik mig til at forstå, hvorfor jeg fik de her tanker..
Så det er nok en proces, der kommer til at tage mange år.. Vennerne ved godt det her, da deres kommentarer om fx vores forhold (eks. siger veninden ofte, at jeg da bare kan køre hjem fra en fest uden min kæreste, hvis jeg er træt), får de her angsttanker til at blusse op, da jeg ubevidst ser det som en trussel om at miste min kæreste.. Det er fx også derfor at det betyder så meget for mig at sidde ved siden af min kæreste til middag..
Så min kæreste har gjort det meget klart for dem, at sådanne ting ikke skal siges mere, da det påvirker mig for meget.. 

Og især bedstevennen lød til at forstå det nogenlunde, og fortalte det også videre til sin ekskæreste, men her i weekenden er det åbenbart gået helt galt for ham med sin jalousi over for mig..
Heldigvis tager jeg det lige pt. ikke så tungt, da jeg faktisk bare mest af alt har ondt af vennen over, at han ikke kan lade min kæreste nyde vores forhold

Lidt uden for emnet: 

Du skal i gang med at provokere den angst! At køre hjem uden sin kæreste en gang imellem er en glimrende øvelse. Hvis du aldrig kommer udenfor din comfortzone, får du det aldrig bedre. Angst skal udfordres hele tiden, ellers bliver den stærkere og stærkere - og kommer til at ødelægge dit liv. 

Det lyder på dine indlæg som om, at angsten bestemmer alt for meget over både dig og din kæreste. Jo mere angsten bliver nurset, jo stærkere bliver den.

csigvard skriver:

Det ville jeg også rigtig gerne, men jeg går lige pt. igennem nogle problemer med nogle ting fra min barndom/ungdom som gør, at jeg går i panik og får angst, hvis der er en "trussel" om, at min kæreste forsvinder fra mit liv..
Er lidt svært at forklare uden et voldsomt langt svar, men når min kæreste fx er alene med gruppen - altså uden mig, så går jeg helt i panik, og så begynder de her latterlige tanker at køre rundt oppe i mit hoved, hvor jeg begynder at tænke, at jeg er ved at miste ham, fordi han hellere vil være single og sammen med vennerne osv...
Totalt åndssvagt at have sådanne tanker, og det er også noget, jeg er i gang med at arbejde med, men jeg er først lige gået i gang med det, for jeg er først lige gået i gang hos en psykolog, der fik mig til at forstå, hvorfor jeg fik de her tanker..
Så det er nok en proces, der kommer til at tage mange år.. Vennerne ved godt det her, da deres kommentarer om fx vores forhold (eks. siger veninden ofte, at jeg da bare kan køre hjem fra en fest uden min kæreste, hvis jeg er træt), får de her angsttanker til at blusse op, da jeg ubevidst ser det som en trussel om at miste min kæreste.. Det er fx også derfor at det betyder så meget for mig at sidde ved siden af min kæreste til middag..
Så min kæreste har gjort det meget klart for dem, at sådanne ting ikke skal siges mere, da det påvirker mig for meget.. 

Og især bedstevennen lød til at forstå det nogenlunde, og fortalte det også videre til sin ekskæreste, men her i weekenden er det åbenbart gået helt galt for ham med sin jalousi over for mig..
Heldigvis tager jeg det lige pt. ikke så tungt, da jeg faktisk bare mest af alt har ondt af vennen over, at han ikke kan lade min kæreste nyde vores forhold

Jeg kan jo godt se, at du har udfordringer udover det sædvanlige og jeg kender godt til angst og tanker, der kører i ring. Det er ikke nogen man slukker for. Men jeg tror, at det kunne løse en meget stor del af problemet hvis du bare lod ham have de venner for sig selv. Det med at se dem konstant tænker jeg finder et naturligt leje. Som andre skriver, når han først er blevet far og i har en baby (med alt hvad det kræver) bliver der mindre tid til dem. 

Abracadabra skriver:

Lidt uden for emnet: 

Du skal i gang med at provokere den angst! At køre hjem uden sin kæreste en gang imellem er en glimrende øvelse. Hvis du aldrig kommer udenfor din comfortzone, får du det aldrig bedre. Angst skal udfordres hele tiden, ellers bliver den stærkere og stærkere - og kommer til at ødelægge dit liv. 

Det lyder på dine indlæg som om, at angsten bestemmer alt for meget over både dig og din kæreste. Jo mere angsten bliver nurset, jo stærkere bliver den.

Jeg vil også rigtig gerne, men lige pt. er jeg bare stadig for følsom, kan jeg mærke.. Og så har jeg kun haft to sessioner med psykologen, så vi er desværre ikke helt nået til, at hun kunne give mig nogle redskaber endnu.. Vil gerne lige vente lidt til jeg har fået nogle redskaber til at kunne tackle/håndtere det, før jeg bare springer ud i det, for sidst jeg sprang ud i det, gik jeg så meget i panik, så jeg fik rigtig mange smerter i underlivet og var bange for at gå i fødsel .. Så jeg bliver nødt til at tage det i et nogenlunde tempo, så min hjerne og min følelser kan nå at følge med

Rosa-Sofia85 skriver:

Jeg kan jo godt se, at du har udfordringer udover det sædvanlige og jeg kender godt til angst og tanker, der kører i ring. Det er ikke nogen man slukker for. Men jeg tror, at det kunne løse en meget stor del af problemet hvis du bare lod ham have de venner for sig selv. Det med at se dem konstant tænker jeg finder et naturligt leje. Som andre skriver, når han først er blevet far og i har en baby (med alt hvad det kræver) bliver der mindre tid til dem. 

Okay lige for at gentage sig selv, da jeg lige har svaret på noget lignende .. Men jeg går for meget i panik lige pt., hvis jeg ikke er en del af det lige nu.. Og sidst jeg blev væk, gik jeg så meget i panik, så jeg var bange for at gå i fødsel, da jeg fik virkelig mange smerter i underlivet, fordi mine muskler spændte helt vildt og jeg kunne ikke styre min krop..
Derfor bliver jeg nødt til at tage det i et roligt tempo, for jeg er lige nu for følsom til bare at sende ham af sted..
Dog vil jeg sige, at weekenden her heldigvis ikke har gjort noget ved min angst.. Eller det var i hvert fald minimalt, så det har jeg kunne nå at arbejde med, mens det stod på..
Det irriterer mig bare mest af alt, fordi jeg også tænker, at vennen her snart burde fatte, at han altså ikke er gift med min kæreste, og derfor ikke skal prøve at bestemme eller tryne ham (som jeg mener, at han gør, når han fx hele tiden kalder ham tøffelhelt)