Loa skriver:
Men hvad er så problemet helt reelt?
Har man lyst til en polterabend hvis man har social angst?
Mellem bunder det i at man helst ikke vil have manden får et polterabend?
Helt ærligt, det er da fuldstændig hjerteknusende hvor mange fordømmende og nedladende kommentar der er i en tråd, der ellers er formuleret stille og rolig og med tydelig sorg. Der er mange måder at holde polterabend på - det har jeg da selv hørt fra familie. Der er ingen der siger man SKAL klædes ud og gå ned af gågaden under stort postyr. Jeg kender fx en, hvor hun spiste brunch med veninderne, var til salsaundervisning og senere på aftenen mødtes på par med fyrene.
Socialangst kan vise sig på mange måder og har mange grader. Jeg har arbejdet meget med det, så det jeg nu har svært ved er fx lære nye mennesker at kende, at være midtpunkt overfor mange fremmede osv. Så fx en salsatime med veninder kunne jeg godt, også godt ud og spise brunch eller tage på bar.
Min socialangst har bare lige i denne forbindelse den betydning, at jeg har svært ved at få nye venner. Hvilket i forhold til polter er forklaring på, hvorfor jeg ikke har venner, der kan holde en. Så selvfølgelig ville jeg kunne nyde en polter trods social angst - jeg skal bare ikke udstilles som i det eksempel jeg nævnte først.
Og til den person der skrev "get over it" - jeg håber ikke, at det er sådan du møder mennesker, der har det psykisk svært i det daglige. Ville du også sige til en person med kronisk leddegigt og konstante smerter, at de skulle get over it? Psykiske lidelser er sygdomme. Som kan påvirke ens liv og følelser på så mange måder afhængig af hvem man er, hvor man er i livet, ens bagage. Hvis man bare kunne "get over it", var der hverken behov for psykologer, psykiatere eller psykofarmaka.
Jeg har ikke sagt, min kæreste ikke må få en polter. Jeg har faktisk flere gange slået dette fast nu, så det er mig en gåde, hvorfor vi hele tiden skal cirkulere tilbage til det punkt. Jeg er sørgmodig ved tanken om, at han skal ud og have en fed aften, imens jeg sidder alene tilbage. Er det så mærkeligt? Jeg har socialangst, det betyder ikke, at jeg nyder ikke at have venner. Så naturligvis ville jeg blive ked af det. Og i forhold til det med at det "ligesom kræver en indsats". Ja da. Men den er nu en gang svær at give med den type psykisk lidelse, hvor det er svært at komme ind på nye mennesker,fordi det er for angstprovokerende.
Jeg er på den ene side ret chokeret over manglen på empati og indlevelse - prøv ikke kun at se verden stående i din egne sko, men prøv at tænke, at verden kan se anderledes ud for andre. Det skader ikke - tvært imod kan man gøre en lille positiv forskel for et menneske, der har det svært, frem for at hive vedkommende længere ned. Hvad får man dog ud af at gøre den slags? Jeg forstår det ikke. På den anden side er det vel sådan det er online, hvor man kan få rum for alle ens frustrationer uden nogen ved, hvem man er.
Super ærgerligt. Håber du vil tage det til eftertanke. Verden er et meget bedre sted, når vi møder hinanden med omsorg og forståelse. Især når vi møder et menneske, som ikke giver udtryk for nogen som helst form for ondskab eller ilde tanker.
