Anonym skriver:
Mange tak for dit svar. Jeg vil bruge tiden til mandag på at overveje disse forhold.
Jeg må ærligt indrømme at jeg meget hurtigt er blevet forblændet af at se en positiv test, selvom det på ingen måder var hensigten. Så tak for sparring, fra en upåvirket vinkel. 
Hvis faderen og kæresten går fra hinanden under hendes graviditet, og hun er voksent menneske, som godt ved, at det ikke er dit nye barns fejl, så kan det måske ende ok.
Hvis far bare er far ( og ikke kærester med nogen af jer mødre) så er det bare at sige “ja, sådan er livet nu engang i mellem. Men alle børn er ønskede og kærlighedsbørn”
der behøver ikke gøres er stort nummer ud af, at børnene har samme alder. Når de kommer og spørger, så svare ALLE 3 voksne: “sådan har vores liv formet sig - heldigvis. Alle familier har forskellige historier. Og du skal nok få den, når du bliver ældre. For det er en voksenhistorie”
jeg har selv prøvet at være bonusmor til er barn, der kom uventet fra min daværendes kæreste side. 3 måneder inde i forholdet med mig, blev jeg bonusmor. Han havde ikke været mig utro, men ekskæresten havde holdt graviditeten for sig selv. Vi tog imod med åbne arme. Der var intet andet at gøre, da chokket havde lagt sig. Jeg elskede det barn. Og gør det stadig her flere år efter bruddet. (Jeg var der i 4 år)
min veninde har en familie, som er som den du evt er i gang med lave. Der er 4 måneder mellem hende og hendes bror med (2 forskellige mødre - samme far)
Det har aldrig været et problem - for de voksne var altid rolige omkring det. Sådan var det bare i børneøjne - og ingen hadet nogen. Det betyder ikke, at det ikke var svært - men alt der ikke er traditionelt kræver forklaring og er måske svært - men det betyder ikke, at det er problematisk i et helt liv.
Anmeld
Citér