Hvornår er man "for gammel"?

L-mor skriver:

Det lyder som om, at der har været sygdom involveret. Det var det jeg prøvede at hentyde til, at jeg ikke mente med ‘naturlig’. Gennemsnitsalderen for overgangsalder er 51 år. 

Ingen sygdom. Jeg er 'bare' født med en lav ægreserve. Det er helt ok. ;-)

Tommelise skriver:

Bare nysgerrig - hvis du først mødte den rigtige som 38-årig, ville du så undlade at få børn, fordi din grænse er 36 år ?

 

 

Ja det ville jeg. Men det handler nok ligeså meget om at jeg ikke har det store ønske om flere børn. 

AnoMom skriver:

Ja det ville jeg. Men det handler nok ligeså meget om at jeg ikke har det store ønske om flere børn. 

Jeg skal lige forstå det helt rigtigt. Du har ikke et ønske om FLERE børn.

Men hvis du ingen børn havde, ville du så vælge at være barnløs, fordi du var 38 år ?

Tommelise skriver:

Jeg skal lige forstå det helt rigtigt. Du har ikke et ønske om FLERE børn.

Men hvis du ingen børn havde, ville du så vælge at være barnløs, fordi du var 38 år ?

Jeg har ikke ønske om flere børn nej. 

Jeg har aldrig ønsket/drømt om at få børn. Så hvis jeg ikke have børn som 38 årig, ville jeg slet ikke have børn. 

AnoMom skriver:

Jeg har ikke ønske om flere børn nej. 

Jeg har aldrig ønsket/drømt om at få børn. Så hvis jeg ikke have børn som 38 årig, ville jeg slet ikke have børn. 

 

OK - det er da også helt fair. Vi har jo forskellige grænser.

Jeg har en mor og en søster der fik nr. 3 som hhv. 38- og 40-årig, så jeg har aldrig set alder som en hindring.

Jeg fik selv mine børn lidt senere end jeg ønsket. Mødte først faren til mine børn, da jeg var 26(og at finde den rigtige var højere prioritet end alderen), og da vi så gik i gang tog det 5 år før den første kom, derefter gik der yderlig 5 år(næsten). Jeg var 36, da den sidste kom til. 

Jeg er selv vokset op med en ung mor. Hun ikke klar til opgaven, har en indre bitterhed over den ungdom, hun ikke fik, og en nærværende bedstemor er hun ikke. Hun arbejder fuldtid, og bruger al sin fritid på at realisere sig selv og indhente det, hun ikke nåede, da hun var ung(og tynget af to små børn).

Min svigermor og far fik til gengæld manden min sent, de går begge på pension, er relativt friske og en noget mere nærværende resurse i mine børns liv.

Jeg tror altså det vigtigste når man skal have børn, er, at man er et sted i sit liv, hvor man er klar og har resurser at give af. Om man så er 24 eller 40, er lidt mindre vigtigt. Jeg regner bestemt med, at jeg stadig er frisk og i gang, når jeg er 75-80år

Tommelise skriver:

OK - det er da også helt fair. Vi har jo forskellige grænser.

Jeg har en mor og en søster der fik nr. 3 som hhv. 38- og 40-årig, så jeg har aldrig set alder som en hindring.

Det er også præcis hvad jeg mener med mit første indlæg. 

Om kvinder får børn når de er 40+ det skal man ikk blande sig i. Det er hvad der føles rigtig for en selv. Og sådan er det generelt med alt synes jeg. 

Så længe børn trives skal man ikk blande sig i andres liv 

AnoMom skriver:

Det er også præcis hvad jeg mener med mit første indlæg. 

Om kvinder får børn når de er 40+ det skal man ikk blande sig i. Det er hvad der føles rigtig for en selv. Og sådan er det generelt med alt synes jeg. 

Så længe børn trives skal man ikk blande sig i andres liv 

Ja, jeg kan altså også undre mig lidt over, at man sådan helt generelt synes, at det er for sent som 42-årig. 

Jeg synes f.eks. det er fedt at læse om livsstilseksperten Anne Glad, der har fået barn som 45-årig. Det er jo det rigtige for hende.

Jeg kan sagtens forstå, at man kan være ked af, at ens børn måske ikke når at lære en eller flere af bedsteforældrene at kende, og at ens far/mor ikke oplever de yngste børnebørn, men sådan er livet jo

Tommelise skriver:

Ja, jeg kan altså også undre mig lidt over, at man sådan helt generelt synes, at det er for sent som 42-årig. 

Jeg synes f.eks. det er fedt at læse om livsstilseksperten Anne Glad, der har fået barn som 45-årig. Det er jo det rigtige for hende.

Jeg kan sagtens forstå, at man kan være ked af, at ens børn måske ikke når at lære en eller flere af bedsteforældrene at kende, og at ens far/mor ikke oplever de yngste børnebørn, men sådan er livet jo

 

Helt enig. Havde en i min mødregruppe som fik første barn som 41 årig. Det var også det rigtige for hende og aldrig ville jeg se ned på hende. 

Sådan er livet ja. Og det er konsekvensen ved at få børn sent. Og betyder det meget for en at bedsteforældre skal spille en stor rolle i ens børns liv. Så må man have det med i sine overvejelser. 

AnoMom skriver:

Helt enig. Havde en i min mødregruppe som fik første barn som 41 årig. Det var også det rigtige for hende og aldrig ville jeg se ned på hende. 

Sådan er livet ja. Og det er konsekvensen ved at få børn sent. Og betyder det meget for en at bedsteforældre skal spille en stor rolle i ens børns liv. Så må man have det med i sine overvejelser. 

 

Ja - min far døde for en del år siden, men min mor lever endnu.

Min lillesøster ville selvfølgelig ønske, at min far havde oplevet hendes børn. Han nåede at opleve den ældste, men det kan hun ikke huske - dog har hun et billede af sig selv som baby i favnen på bedstefar.

Men min mor var jo nu engang 38, da hun fødte min søs, og min søs var 40, da hun fødte min nevø. 

Alternativet er, at hverken min skønne lillesøster eller min dejlige nevø havde eksisteret.

Og det kan man jo slet ikke forestille sig, når først de er her.

Men jeg har ingen problemer med, at andre mennesker har andre grænser for sig selv - det er mere det med at sætte grænser for andre, jeg synes er noget mærkeligt noget.