Når man ikke bliver konfirmeret

Hvorfor mon et 'ja, tak' i kirken er værdifuldt, stort og vigtigt nok til fest, hyldest og fejring, mens et 'nej, tak' skal forbigås i stilhed. Jeg undrer mig over at begge dele ikke betragtes som lige vigtige eller lige ligegyldige, og over hvorfor den kristendommen stadig betragtes (for mig at se) som værende overlegen, hvoraf grunden til de mange konfirmationer af 'forkerte' årsager måske kan findes. 

Jeg går gerne i kirken og overværer et 'ja, tak' og jeg siger også 'farvel' i den danske folkekirke, men jeg føler mig ikke hjemme. Jeg savner i den grad et alternativ, der anses som et ligeværdigt alternativt. Og også et alternativ til konfirmationen, som anses som et ligeværdigt alternativ til- og på lige fod. 

Ena skriver:

Hvorfor mon et 'ja, tak' i kirken er værdifuldt, stort og vigtigt nok til fest, hyldest og fejring, mens et 'nej, tak' skal forbigås i stilhed. Jeg undrer mig over at begge dele ikke betragtes som lige vigtige eller lige ligegyldige, og over hvorfor den kristendommen stadig betragtes (for mig at se) som værende overlegen, hvoraf grunden til de mange konfirmationer af 'forkerte' årsager måske kan findes. 

Jeg går gerne i kirken og overværer et 'ja, tak' og jeg siger også 'farvel' i den danske folkekirke, men jeg føler mig ikke hjemme. Jeg savner i den grad et alternativ, der anses som et ligeværdigt alternativt. Og også et alternativ til konfirmationen, som anses som et ligeværdigt alternativ til- og på lige fod. 

Meget enig - jeg blev også inden tråd jeg faldt i, mere og mere opmærksom på den snævre forståelse for hvornår man har noget at fejre og at denne i høj grad er dikteret af både den danske Folkekirke og vores "traditioner". Konfirmationen er ikke nødvendigvis stor i andre kirkelige traditioner - min mand er italiener og der er den første nadver fx mindst lige så vigtig. 

Man kan så selvfølgelig hævde at det at holde eller fejre nej tak, jo netop er at gå ind på den danske folkekirkes præmisser, hmm... synes det er svært og hælder nok mest til begge dele er lige ligegyldige 

Meget enig - jeg blev også inden tråd jeg faldt i, mere og mere opmærksom på den snævre forståelse for hvornår man har noget at fejre og at denne i høj grad er dikteret af både den danske Folkekirke og vores "traditioner". Konfirmationen er ikke nødvendigvis stor i andre kirkelige traditioner - min mand er italiener og der er den første nadver fx mindst lige så vigtig. 

Man kan så selvfølgelig hævde at det at holde eller fejre nej tak, jo netop er at gå ind på den danske folkekirkes præmisser, hmm... synes det er svært og hælder nok mest til begge dele er lige ligegyldige 

Jeg er helt sikkert også på 'mest ligegyldig' siden , men for mange betyder det her rigtig meget. Problemet med at fejre konfirmationen og forbigå ikke-konfirmationen er jo ganske enkel; nul fest og gaver kan for en teenager (og sikkert også voksne i nogle tilfælde) føles som et straf, en uretfærdighed og det 'tvinger' dem til at sige 'ja, tak' til noget, de måske hverken ønsker og kan stå inde for. Det er der et både moralsk problem i, men også et andet problem; nemlig en form for en lille selv-krænkelse. Det at gøre noget for penge og fest, som man egentlig ikke ønsker, udløser en forståelse af sig selv, som man nok bedre kunne være foruden.  

Ena skriver:

Hvorfor mon et 'ja, tak' i kirken er værdifuldt, stort og vigtigt nok til fest, hyldest og fejring, mens et 'nej, tak' skal forbigås i stilhed. Jeg undrer mig over at begge dele ikke betragtes som lige vigtige eller lige ligegyldige, og over hvorfor den kristendommen stadig betragtes (for mig at se) som værende overlegen, hvoraf grunden til de mange konfirmationer af 'forkerte' årsager måske kan findes. 

Jeg går gerne i kirken og overværer et 'ja, tak' og jeg siger også 'farvel' i den danske folkekirke, men jeg føler mig ikke hjemme. Jeg savner i den grad et alternativ, der anses som et ligeværdigt alternativt. Og også et alternativ til konfirmationen, som anses som et ligeværdigt alternativ til- og på lige fod. 

Jeg er så enig her! Jeg er helt ærligt lidt træt af, at kirken har "eneret" på de store begivenheder, og at man straks bliver stemplet som "curling", hvis man fejrer det uden kirken. Jeg synes, også det gælder bryllupper. Jeg synes godt nok, jeg møder mange, der mener, at borgerlige vielser er mindre værd og ikke fortjener den samme store fejring. Måske det bare er et levn fra gammel tid... 

Og jeg er enig med mange andre her. Hvorfor skal man kun fejre det, når det er et ja til kirken? Uanset om de siger ja eller nej til kirken, så burde man da fejre, at de har taget stilling. Men jeg tror også meget handler om, at ordet "nonfirmation" har fået en meget negativ betydning generelt.

Herhjemme bliver der heller ingen fest, hvis vores børn vælger konfirmationen fra, men vil i stedet som Abracadabra bruge pengene på en fed rejse. 

Jeg er enig i, at det er lige så stort at sige nej til kirken, som det er at sige ja, men det nej medfølger så også nogle konsekvenser i min mening. Jeg ser ingen forskel i børnenes nej til konfirmationen og nogle af mine venners nej til at blive gift. De ugifte venner kommer jeg jo ikke med morgensang og gaver til, når de har været sammen i 12½ år, som jeg ville gøre til mine venner, der har kobberbryllup. Jeg er heller ikke på julegave med de af mine venner, der ikke fejrer jul osv. 

Janey skriver:

Herhjemme bliver der heller ingen fest, hvis vores børn vælger konfirmationen fra, men vil i stedet som Abracadabra bruge pengene på en fed rejse. 

Jeg er enig i, at det er lige så stort at sige nej til kirken, som det er at sige ja, men det nej medfølger så også nogle konsekvenser i min mening. Jeg ser ingen forskel i børnenes nej til konfirmationen og nogle af mine venners nej til at blive gift. De ugifte venner kommer jeg jo ikke med morgensang og gaver til, når de har været sammen i 12½ år, som jeg ville gøre til mine venner, der har kobberbryllup. Jeg er heller ikke på julegave med de af mine venner, der ikke fejrer jul osv. 

Det er fine og relevante argumenter. Forskellen er bare, at nogle unge mennesker tilvælger konfirmationen alene af den grund, at de ser ingen andre måder at tilegne sig fest og penge på. Jeg blev ikke gift i den danske folkekirke, for heldigvis var der et godt alternativ - endda flere. Ellers var jeg ikke blevet gift, og det ville jeg have været ked af. Men unge i den konfirmationsdygtige alder har ingen alternativer, hvis de siger nej til den danske folkekirke og forældrene ikke vil give dem samme fest, som deres konfirmerede kammerater. 

Janey skriver:

Herhjemme bliver der heller ingen fest, hvis vores børn vælger konfirmationen fra, men vil i stedet som Abracadabra bruge pengene på en fed rejse. 

Jeg er enig i, at det er lige så stort at sige nej til kirken, som det er at sige ja, men det nej medfølger så også nogle konsekvenser i min mening. Jeg ser ingen forskel i børnenes nej til konfirmationen og nogle af mine venners nej til at blive gift. De ugifte venner kommer jeg jo ikke med morgensang og gaver til, når de har været sammen i 12½ år, som jeg ville gøre til mine venner, der har kobberbryllup. Jeg er heller ikke på julegave med de af mine venner, der ikke fejrer jul osv. 

Kan godt forstå hvad du skriver og er selv vægelsindet. 

Det eneste jeg tænker er, at du jo stadig fejrer kobberbryllup selvom vielsen ikke foregik i en kirke. Og det unge mennesker der står og skal vælge står med to valg: er jeg kristen eller ikke kristen. Vil jeg have en fest eller ej. Og det er ho super ærgerligt at de to ting skal hænge sammen og at det en valg påvirker det andet og mudrer et for mig et eksistentielt valg. 

Tror vi lyver voldsomt for os selv, hvis vi ikke vil medgive at en stor del af valget også handler on fest, kjoler og gaver. Selv på folkekirkens hjemmeside handler halvdelen af teksten om konfirmation om fest, tale, gaver og gode råd til festen til forældre. 

Og ja et valg har konsekvenser men hvorfor er konsekvensen af at stå ved man ikke tror på kristendommen i hvert fald i den danske folkekirkes version, at man så ikke fester med sin familie, og hvorfor af valget af ja til den selvsamme kristendom at mab så får en fest og ikke rejsen? Jeg tror ikke jeg forstår, hvorfor så ikke sige: vi har x antal penge, hvad vil du unge menneske helst med de penge, uafhængigt af en kirkelig handling? Hvorfor skal valget af religiøs overbevisning mudres ind i tanker om gaver, fest versus rejse? Hvorfor handler det ikke om: du sige ja til den treenige Gud, du siger ja til en moralsk overbygning, du siger ja til en dogmatik og en sindelagsetik? Du siger egentlig også ja til troen på mennesket so udgangspunkt er en synder osv osv osv 

Jeg har noget norsk slækt, og der er humanistisk konfirmation blevet stort.

Det er humanetisk forbund, som står bag, men at deltage kræver ikke medlemskap. Det består i et kurses, konfirmanten skal følge igennem året, og så en seremoni til sidst, med utlevering af bevis og en rose osv. Det er religionsneutralt og drejer sig om diskutioner omkring moral, etik, ansvar for egne handlinger, forskellige perspektiver på ting, som sker i verden i dag osv. Jo mere jeg hører om det, jo mere får jeg sansen for det. I hvert fald som et reelt og nyttigt alternativ til kirkelig konfirmation, om det nu ikke er noget teenageren kan stå inde for.

Ciss skriver:

Jeg har noget norsk slækt, og der er humanistisk konfirmation blevet stort.

Det er humanetisk forbund, som står bag, men at deltage kræver ikke medlemskap. Det består i et kurses, konfirmanten skal følge igennem året, og så en seremoni til sidst, med utlevering af bevis og en rose osv. Det er religionsneutralt og drejer sig om diskutioner omkring moral, etik, ansvar for egne handlinger, forskellige perspektiver på ting, som sker i verden i dag osv. Jo mere jeg hører om det, jo mere får jeg sansen for det. I hvert fald som et reelt og nyttigt alternativ til kirkelig konfirmation, om det nu ikke er noget teenageren kan stå inde for.

Fantatisk - ville elske mine børn fik en humaiaitisk "uddannelse" i ungdomsårene med fokus på etik, min væren i verden mm. Var derfor også fortaler for min datter deltog i konfirmationsforberedelsen for det lugtede da lidt af fisk  tænk om der havde været det alternativ du beskriver, ikke bare pga ritualet men fordi det er spændende tanker og overvejelser for unge i den alder 

lineog4 skriver:

Men hvorfor så stor fest ved konfirmation? Hvorfor ikke spare pengene, holde en lille fest små gaver og en fed ferie? Hvorfor er der forskel på det ene valg og det andet?

havde min datter valgt at blive konfirmeret og gør en af drengene det i fremtiden, så bliver det sørme heller ikke en stor fest - jeg brænder ikke flere tusinder af på en fest og gaven vil stadig være det som jeg synes de skal have og ikke bestemt af prisen. 

Fordi jeg godt kan lide fester! Jeg elsker at samle folk og familie til mad og fest. Fester er en gave til hele familien. 

Hvis mine døtre ønsker fest omkring konfirmation, får de det således. Hvis de ikke ønsker konfirmation, bruger vi pengene på noget andet til familien.

Men at fejre en ikke-konfirmation er ikke mig.