Når man ikke bliver konfirmeret

Carina:-) skriver:

Jeg synes du tolker voldsomt meget udfra et enkelt spørgsmål

Jeg kan godt se du synes at det som jeg ser som interesse ser du som forhør 

Og det er nok der det går "galt" vi ser ikke de samme hensigter eller også er det fordi vi har forskellige udgangspunkter at vi ikke ser det samme i et spørgsmål- 

Det med afhøring, var for at beskrive det asymmetriske forhold mellem voksen og ung, og ikke en beskrivelse af, hvordan jeg forestiller mig at du opfører dig, når du stiller et andet menneske et spørgsmål. 

Jeg føler et behov for at tage den unge i forsvar, og det er ikke sikkert, der er grund til det, men om ikke andet, håber jeg bare at det sætter gang i refleksioner om den unges perspektiv. 

lineog4 skriver:

Men en 14 års fødselsdag? Hvis den så bare er lidt større det år? Hvis man endda elsker fester kan jeg egentlig slet ikke følge man ikke bare fejrer endnu flere ting, kæmpe 10 års, overgangen til udskolingen eller nu er du teenager eller hvad man nu vil kalde det.

Vi er selv ikke fest mennesker, måske fordi vi ikke har en kæmpe familie at samle, men var jeg til fester og til at samle familien så ville jeg da tage en hver anledning og ikke lave en: ej når du ikke vil i kirke så skal vi sørme heller ikke lave en fest som vi ellers ville elske at lave.

Tjah, jeg er med på en stor studenterfest og en stor 18 års fødselsdag... Men konfirmation er en (umoderne) kristen tradition, og hvis man ikke er med på den tradition, er fejringen af konfirmationen ligegyldigt. 

Jeg har intet imod, at børn/unge ikke bliver konfirmeret. Men at non-firmere dem er (i mine øjne) noget pjat. 

Familiefester som bryllupper, barnedåb, jul mm. handler i øvrigt om FAMILIEN og festen (igen i mine øjne). Mit bryllup var en fest for alle - og nogle nød den måske mere end mig, som var nervøs.

Konfirmation er (i mine øjne) en fin anledning til at samle sin familie og feste. For mig handler det ikke specielt meget om midtpunktet - en bebumset og kejtet teenager er ikke altid et godt midtpunkt (med mig selv som udgangspunkt). 

Så hvis den unge ikke ønsker ritualet og den medfølgende fejring, så bruger vi pengene på en lidt bedre sommerferie dét år.

Abracadabra skriver:

Tjah, jeg er med på en stor studenterfest og en stor 18 års fødselsdag... Men konfirmation er en (umoderne) kristen tradition, og hvis man ikke er med på den tradition, er fejringen af konfirmationen ligegyldigt. 

Jeg har intet imod, at børn/unge ikke bliver konfirmeret. Men at non-firmere dem er (i mine øjne) noget pjat. 

Familiefester som bryllupper, barnedåb, jul mm. handler i øvrigt om FAMILIEN og festen (igen i mine øjne). Mit bryllup var en fest for alle - og nogle nød den måske mere end mig, som var nervøs.

Konfirmation er (i mine øjne) en fin anledning til at samle sin familie og feste. For mig handler det ikke specielt meget om midtpunktet - en bebumset og kejtet teenager er ikke altid et godt midtpunkt (med mig selv som udgangspunkt). 

Så hvis den unge ikke ønsker ritualet og den medfølgende fejring, så bruger vi pengene på en lidt bedre sommerferie dét år.

 Nu er jeg så heller ikke fortaler for begrebet nonfirmation fordi jeg ikke kan lide ideen om at fejre non ting.

Men jeg kan se en pointe i man samler til fest så det lære unge menneske ikke skal have festen med i regnestykket når troen er oppe til overvejelse. Og hvem ved måske det egentlig er ligegyldigt. Jeg kender lige pt kun et ungt menneske der har fravalgt konfirmationen og det er min datter og hun er faktisk fuldstændig ligeglad med den fest, og sagde jeg vi ikke holdt noget ville hun trække på skuldrene og sige: okay. Da hun fravalgte havde slet ikke talt om hvad så, så der var ikke lovet en erstatningsfest så den var ikke med i regnestykket (eller jo måske for hun var faktisk ked af vi skulle bruge penge på en fest), og hun ønskede sig kun en ting; en militærjakke (og den stakkel det fik hun ikke, hun fik en kedelig højtaler og en mor/datter tur til Tivoli og se Spamalot). Men forstiller mig bare den fest indgår i regnestykket for mange og de vælger en fest og ikke kristendommen

lineog4 skriver:

 Nu er jeg så heller ikke fortaler for begrebet nonfirmation fordi jeg ikke kan lide ideen om at fejre non ting.

Men jeg kan se en pointe i man samler til fest så det lære unge menneske ikke skal have festen med i regnestykket når troen er oppe til overvejelse. Og hvem ved måske det egentlig er ligegyldigt. Jeg kender lige pt kun et ungt menneske der har fravalgt konfirmationen og det er min datter og hun er faktisk fuldstændig ligeglad med den fest, og sagde jeg vi ikke holdt noget ville hun trække på skuldrene og sige: okay. Da hun fravalgte havde slet ikke talt om hvad så, så der var ikke lovet en erstatningsfest så den var ikke med i regnestykket (eller jo måske for hun var faktisk ked af vi skulle bruge penge på en fest), og hun ønskede sig kun en ting; en militærjakke (og den stakkel det fik hun ikke, hun fik en kedelig højtaler og en mor/datter tur til Tivoli og se Spamalot). Men forstiller mig bare den fest indgår i regnestykket for mange og de vælger en fest og ikke kristendommen

Jeg har det helt modsat meget fint med, at festen ryger ud af ligningen omkring det rent religiøse ritual. Det er hardcore religion, når det handler om konfirmation. Det handler ikke om 'de voksnes rækker' (det er 18 års fødselsdagen) eller noget som helst andet end religion. Derfor kan ritualet ikke udbyttes med noget andet.

Hvis man siger nej til det religiøse ritual, siger man også nej til fejringen af det religiøse ritual med gaver und alles. Og det er fint at sige nej! Og det er endnu finere, hvis det 'nej' også får den naturlige konsekvens - det er både mere imponerende af den unge og mere lærerigt for den unge. Der findes valg og fravalg. Hvis man ikke bliver student, får man ingen studenterfest... Hvis man ikke bliver gift, får man ingen polterabend.

Jeg bliver på ingen måde imponeret over en 14 årig, som har sovet 2 timer længere hver tirsdag i stedet for konfirmationsforberedelse, og som derfor skal fejres som en rockstjerne på sin fødselsdag. Jeg bliver derimod imponeret over en ung, der tager et fravalg og accepterer konsekvenserne. 

Dash skriver:

Jeg synes faktisk det er fantastisk at man fejrer børn der har fravalgt konfirmation. Jeg er overbevist om at langt de fleste der vælger konfirmationerne fra, har været inde og tage et aktivt valg i forhold til dem der bliver konfirmeret. Personligt vil jeg selv hellere fejre børn der sætter sig ind i tingene og tager et aktivt valg, end bare at fejre dem som følger en tradition 

det betyder jo så også jeg har kæmpe respekt for jeres måde at fejre tingene på. Det vigtigste er sgu ikke man gør det fordi alle andre gør det, men at man gør det når man personligt selv føler der virkelig ER noget at fejre. Om det så er en fødselsdag eller at Viggo har lært at cykle. 

Enig

Jeg fravalgte selv konfirmation aktivt og min bror ligse så. Til gengæld fik vi en større fest hver da vi blev 15.

Mine børn må gerne holde en lidt større fest hvis de fravælger konfirmation. Hellere det, end at fejre alle de falske konfirmationer der er landet rundt, pga grådighed og traditioner der har mistet al kirkelig betydning.

Abracadabra skriver:

Tjah, jeg er med på en stor studenterfest og en stor 18 års fødselsdag... Men konfirmation er en (umoderne) kristen tradition, og hvis man ikke er med på den tradition, er fejringen af konfirmationen ligegyldigt. 

Jeg har intet imod, at børn/unge ikke bliver konfirmeret. Men at non-firmere dem er (i mine øjne) noget pjat. 

Familiefester som bryllupper, barnedåb, jul mm. handler i øvrigt om FAMILIEN og festen (igen i mine øjne). Mit bryllup var en fest for alle - og nogle nød den måske mere end mig, som var nervøs.

Konfirmation er (i mine øjne) en fin anledning til at samle sin familie og feste. For mig handler det ikke specielt meget om midtpunktet - en bebumset og kejtet teenager er ikke altid et godt midtpunkt (med mig selv som udgangspunkt). 

Så hvis den unge ikke ønsker ritualet og den medfølgende fejring, så bruger vi pengene på en lidt bedre sommerferie dét år.

Tja. Jeg synes, den bebumsede og kejtede teenager, som midlertidigt har mistet fodfæstet og ganske ofte ryger i konflikt med forældre og sig selv, om nogen har brug for en fejring, der markerer, at "vi holder sgu stadig af dig, og du er fantastisk i vores øjne, tro det eller ej!". Jeg havde det stramt med konfirmationshype og syntes, det var et fuldstændigt tåbeligt tidspunkt at fejre noget på, lige indtil jeg blev omgivet af 13-14-årige i mit arbejdsliv og efterhånden også i privaten. Nu er der faktisk ikke nogen, jeg i højere grad under den kærlighedserklæring - teenagere trænger til nogle knus og nogle store ord. 

Og jeg havde den logisk/pragmatiske indstilling til nonfirmation, at vi selvfølgelig ikke fejrer en ikke-begivenhed, lige indtil yngstemand som den eneste af vores unger tog dét med tro så alvorligt, at han luftede sine tanker om ikke at ville være uærlig og halvhjertet i kirken og derfor overvejede at vælge konfirmation fra. Det kunne vi på ingen måde se os selv "belønne" med nul fejring - han trængte i lige så høj grad til et kærligt overgangsritual som sine søskende, så vi havde afgjort fejret ham uanset. Han endte dog med at komme overens med det kristne budskab, så konfirmation blev der. Vi havde næppe kaldt det nonfirmation, som jeg synes er en tåbelig non-betegnelse, men opfattet det som et overgangsritual - ikke fra barn til voksen, men fra barn til ungt menneske. 

Jeg kan generelt godt lide samtlige religioners urgamle "forståelse" af, at visse livsbegivenheder og overgange markeres med et ritual. Og selvom Gud er død - næsten - i vores del af verden, er behovet for ritualerne der endnu.

Abracadabra skriver:

Jeg har det helt modsat meget fint med, at festen ryger ud af ligningen omkring det rent religiøse ritual. Det er hardcore religion, når det handler om konfirmation. Det handler ikke om 'de voksnes rækker' (det er 18 års fødselsdagen) eller noget som helst andet end religion. Derfor kan ritualet ikke udbyttes med noget andet.

Hvis man siger nej til det religiøse ritual, siger man også nej til fejringen af det religiøse ritual med gaver und alles. Og det er fint at sige nej! Og det er endnu finere, hvis det 'nej' også får den naturlige konsekvens - det er både mere imponerende af den unge og mere lærerigt for den unge. Der findes valg og fravalg. Hvis man ikke bliver student, får man ingen studenterfest... Hvis man ikke bliver gift, får man ingen polterabend.

Jeg bliver på ingen måde imponeret over en 14 årig, som har sovet 2 timer længere hver tirsdag i stedet for konfirmationsforberedelse, og som derfor skal fejres som en rockstjerne på sin fødselsdag. Jeg bliver derimod imponeret over en ung, der tager et fravalg og accepterer konsekvenserne. 

Jeg er, omgivet som jeg er af 13-14-årige, helt uenig. Selvom ingen 14-årig formelt eller i praksis bliver voksen, forlader skolen og måske hjemmet i dag, står han/hun stadig på tærsklen til en ny livsfase med flere afgørende valg, større konsekvenser af disse og dertil et farvel til "den kendte" måde at være barn på. Noget bliver anderledes i dé år, noget forlades endegyldigt, og i mine øjne er der stor livsvisdom i religionernes forståelse af, at det kræver en kærlighedsfyldt markering. Lad os da endelig markere og fejre dét, selvom Vorherre ikke er med i dén ligning. 

Abracadabra skriver:

Jeg har det helt modsat meget fint med, at festen ryger ud af ligningen omkring det rent religiøse ritual. Det er hardcore religion, når det handler om konfirmation. Det handler ikke om 'de voksnes rækker' (det er 18 års fødselsdagen) eller noget som helst andet end religion. Derfor kan ritualet ikke udbyttes med noget andet.

Hvis man siger nej til det religiøse ritual, siger man også nej til fejringen af det religiøse ritual med gaver und alles. Og det er fint at sige nej! Og det er endnu finere, hvis det 'nej' også får den naturlige konsekvens - det er både mere imponerende af den unge og mere lærerigt for den unge. Der findes valg og fravalg. Hvis man ikke bliver student, får man ingen studenterfest... Hvis man ikke bliver gift, får man ingen polterabend.

Jeg bliver på ingen måde imponeret over en 14 årig, som har sovet 2 timer længere hver tirsdag i stedet for konfirmationsforberedelse, og som derfor skal fejres som en rockstjerne på sin fødselsdag. Jeg bliver derimod imponeret over en ung, der tager et fravalg og accepterer konsekvenserne. 

Måske det så bare fordi jeg ikke forstår den store festivitas ved det ritual - der vigtige er jo den kirkelige handling, og ikke en treretters menu, limo, hvid kjole, MacBook og 20.000 på kontoen. Så er man til det er den kirkelige handling som skal i fokus, hvorfor så alt det uden om. Vil an jo hurtigt blive enige om de ikke bliver voksne hverken er konfirmationen eller ikke-konfirmationen. 

Og igen kender ikke nogen der sprang konfirmationsforberedelsen over, ja kender i det hele taget meget få unge der har fravalgt konfirmationen. Kender en del unge som har fortsæt at dåb og konfirmation er en tradition og ikke for dem handler om Gud, og de 12 gange kirke har været en pine uden lige

lineog4 skriver:

Måske det så bare fordi jeg ikke forstår den store festivitas ved det ritual - der vigtige er jo den kirkelige handling, og ikke en treretters menu, limo, hvid kjole, MacBook og 20.000 på kontoen. Så er man til det er den kirkelige handling som skal i fokus, hvorfor så alt det uden om. Vil an jo hurtigt blive enige om de ikke bliver voksne hverken er konfirmationen eller ikke-konfirmationen. 

Og igen kender ikke nogen der sprang konfirmationsforberedelsen over, ja kender i det hele taget meget få unge der har fravalgt konfirmationen. Kender en del unge som har fortsæt at dåb og konfirmation er en tradition og ikke for dem handler om Gud, og de 12 gange kirke har været en pine uden lige

Der er så også den i mine øjne væsentlige tilføjelse, at man ikke konfirmerer - man BLIVER konfirmeret, man konfirmereS, så der er primært tale om, at kirken og dermed kristendommen bekræfter, den stadig er der for det unge menneske, såfremt han eller hun ønsker den i sit liv nu eller om mange år. Vel siger de unge trosbekendelsen, men det er ikke et løfte, de afgiver på livstid - og hvem er også i stand til dét? Man siger altså ikke ja til "hele pakken" for tid og evighed, men mindes om og bekræftes i, at man fortsat er velkommen i det kristne fællesskab. 

Den forklaring - som jo sprogligt giver god mening - fik jeg af en præst for år tilbage, og den har i den grad taget brodden af mine moralske kvababbelser på unge tvivleres vegne. Og ligesom man siger, at der ikke findes ateister på en nødstedt tømmerflåde midt på Stillehavet, så oplever jeg gang på gang, hvordan højtideligheden alligevel indfinder sig hos de unge i kirken på konfirmationsdagen - jeg tror, langt størstedelen alligevel tror, at de tror i hvert fald lige netop da. Præcis, som de fleste brudepar i en kirke tror på "til døden os skiller" i øjeblikket - og hvad mere kan man forlange af mennesker?

Når jeg underviser i kristendomskundskab i 8. og 9. klasse har jeg ofte den formodning, at de synes, tro er noget fis, men jeg har lært at træde varsomt, for mange HAR faktisk en tro på "noget", og om ikke andet er de omtrent lige så kulturkristne som størstedelen af den øvrige befolkning. Og det devalueres sgu ikke mere af forventning om fest og gaver end brudeparrets  ditto forventninger til resten af dagen. 

Mor og meget mere skriver:

Der er så også den i mine øjne væsentlige tilføjelse, at man ikke konfirmerer - man BLIVER konfirmeret, man konfirmereS, så der er primært tale om, at kirken og dermed kristendommen bekræfter, den stadig er der for det unge menneske, såfremt han eller hun ønsker den i sit liv nu eller om mange år. Vel siger de unge trosbekendelsen, men det er ikke et løfte, de afgiver på livstid - og hvem er også i stand til dét? Man siger altså ikke ja til "hele pakken" for tid og evighed, men mindes om og bekræftes i, at man fortsat er velkommen i det kristne fællesskab. 

Den forklaring - som jo sprogligt giver god mening - fik jeg af en præst for år tilbage, og den har i den grad taget brodden af mine moralske kvababbelser på unge tvivleres vegne. Og ligesom man siger, at der ikke findes ateister på en nødstedt tømmerflåde midt på Stillehavet, så oplever jeg gang på gang, hvordan højtideligheden alligevel indfinder sig hos de unge i kirken på konfirmationsdagen - jeg tror, langt størstedelen alligevel tror, at de tror i hvert fald lige netop da. Præcis, som de fleste brudepar i en kirke tror på "til døden os skiller" i øjeblikket - og hvad mere kan man forlange af mennesker?

Når jeg underviser i kristendomskundskab i 8. og 9. klasse har jeg ofte den formodning, at de synes, tro er noget fis, men jeg har lært at træde varsomt, for mange HAR faktisk en tro på "noget", og om ikke andet er de omtrent lige så kulturkristne som størstedelen af den øvrige befolkning. Og det devalueres sgu ikke mere af forventning om fest og gaver end brudeparrets  ditto forventninger til resten af dagen. 

Det er rigtig nok kirken (og Gud) der gentager løftet og egentlig ikke den unge. Og det er også en fatsholdelse i den danske folkekirke, for ja det er også min oplevelse at de unge tror (har kun mødt når jeg har undervist og blandt vennerne der kommer her hjemme, der var ateist og bevidst ateist), og de tror på utrolig mange ting, nogle taler meget om reinkarnation, andre om noget alla kosmos, andre igen en kræft, nogle på Gud og hans søn, andre på Allah. Sjovt nok ingen der tror på den danske folkekirke  de som tror på Gud pg hans søn er enten meget kultur kristne dvs. De tror men de ville aldrig bruge kirken eller de tilhører en anden kirke fx babtist eller wineyards mm. 

For konfirmationen er netop ikke at vise man tror, men at man er en del af det fællesskab den danske folkekirke udgør og man er luthersk protestantisk osv. Og ja man har altid ret til at melde sig ud igen, men det handler ikke om en tro men om en kirke. 

Jeg er vel egentlig troende om det er Gud ved jeg ikke, men jeg kan godtage en stor del af det værdisæt der præsenteres qua Jesus (dog må jeh tage afstand fra en del af Paulus som ellers har været faneførende for kristendommens udvikling), men jeg tror ikke på institutionen kirken hverken den danske folkekirke, den romersk katolske mm. Og nogle gange synes jeg egentlig snakken om tro glemmer den insitutionelle side og fx jamen bare du tror lidt så er konfirmationen legal - jo jeg er da ligeglad, men der handler ikke bare om tro men om troen. Nå det er en anden diskusssion, men synes bare det er så spændende at prøve at differentiere mellem tro og institution.