Abracadabra skriver:
Hvem lider skade ved kønsselektion i forbindelse med fertilitetsbehandling? Kun moderen, som skal gennemgå en ret indgribende og bivirkningsfuld behandling. Et frasorteret æg lider ikke skade - om det bliver frasorteret af hensyn til køn, sygdomme eller overskud af æg.
Så hvem tager modstanden mod kønsselektion hensyn til? De kommende mødre.
Hvis denne kvinde oprigtigt ønsker et bestemt køn og er villig til at gennemgå op til flere fertilitetsbehandlinger (og betale den økonomiske og biologiske pris), må hun for min skyld gerne.
Fuck glidebaneeffekten. Man må tage stilling til de etiske problemer enkeltvis i stedet for at trække øjenfarve og intelligens ind - i øvrigt sorterer vi allerede på intelligens, som mange behændigt glemmer.
Jeg har hverken erfaringer eller anekdoter omkring kønsselektion dog.
Jeg er nok bare der jeg også kan se skaden for både børn der er og de børn der kommer.
De børn der er fx 3 drenge bliver i en eller anden gad fortalt at de qua deres køn (og forhåbentlig kun deres køn) ikke ville være ønsket som det 4. Barn. At de qua deres køn ikke kan give mor og far den "helstøbte" familie.
Dernæst er der barnet der sættes i verden - hvis mor og far ønsker et barn af et specielt køn, må det også være fordi det køn repræsenterer noget som netop mor og far ønsker, dvs. Det barn skal leve op til noget allerede før det har vist hvilken person det er alene qua dets køn.
For var det ligegyldigt om pigen blev til kjoler og dukker, var det ligegyldigt om pigen spillede fodbold eller gik til ballet, var det ligegyldigt at pigen ikke blev ideen om en pige, så ville kønnet formodentlig også være ligegyldigt. En skriver om den hele familie, familien er kun hel hvis der fx er en af hver køn - hvorfor, måske skal man stille sig selv det spørgsmål først, for hvad om drengen hader fodbold, elsker lyserødt og vil gå i kjole - smadres den hele familie så? Hvad giver en hel familie? Og hvad er det børnene skal udfylde i familien.
Jeg er jo så nok også kontroversiel her, for jeg oplever ikke at det at få børn er en ret, og jeg tænker ikke vi som forældre "ejer" børnene og børnene er sat på jorden for at jeg skal føle mig eller min familie som hel. Jeg har fået børn af egoistiske årsager ingen tvivl om det, men jeg har også fået dem med den åbenhed at de kan overraske mig, de kan gå en anden vej end den jeg troede, de kan blive andre personligheder end dem jeg forventede, andre interesser end dem jeg ønskede for dem osv. Fx har jeg en søn der er har lagt at gå i garden og marcherer med uniform og gevær gennem byens gader - tro mig det var en stor kamel at sluge for hans helt igennem pascfistiske mor og far.
Jeg har en datter som aldrig åbner en bog, igen en kamel bogslugeren mor skulle sluge. Jeg ha en søn der er vild med fodbold og jeg havde forsvoret jeg skulle ende som soccermom. Jeg har en datter der nægter at tage kjole på og jeg går selv ikke i andet. Mine børn er ikke kommet ind i den her familie for at tilfredsstille mine behov. Jeg fik dem i mine arme og fra det øjeblik var det mig der var nysgerrig på dem, mig der gav rum til de var de personer de var også selvom de ikke passede til min forståelse af køn og den hele familie. Tænk om jeg havde bestilt en pige, fordi jeg forventede en pige der elskede strutskørter, der ville gå til ballet og mindede om mig og jeg så stod med en pige der kun ville gå i cowboybukser, ville køre på ethjulet cykel og var mig en gåde. Så jo måske er det umiddelbart kun mor der går igennem noget ved kønsselektion, men i mine øjne går de børn der er og de børn der kommer også.
Jo mere jeg læser om ønsket om specifikt køn og selektion, jo mere forstår jeg den svenske "hen" tendens. Hvor er vi dog egentlig utrolig traditionelle i vores forståelse af køn og den hele kernefamilie. Jeg har kæmpet mod netop det i forhold til min søn, han var ikke den traditionelle dreng, han kunne (og kan) sidde stille i timer, han forstår ikke det med en bold, han var ikke vild med spiderman, han legede lige godt med piger og drenge, han elsker røde bluser, og vil have langt hår og nej hvor ar jeg mødt mange skumle blikke - mon hende moren har hæmmet ham og ikke ladet ham udvikle sin drengeside. Nope og han er dreng med stor D, bare ikke den dreng.
Jeg oplever det i mit arbejde og falder i grøften selv, det er godt vi tænker bevægelse ind i undervisningen for så tilgodeser vi også drengene - bladr... vi tilgodeser de børn der lærer ved at bevæge sig, vi tilgodeser de børn der har brug for at rejse sig op oftere end de andre. Vi tilgodeser ikke drengene, vi tilgodeser børnene. Igen et eksempel fra min egen dreng, han kom hjem fra skole og brokkede sig: læreren siger vi skal løbe ud og finde ord der begynder med a, men mor det ville det være meget sjovere hvis vi fik lov at kigge i en ordbog. Han er ikke den dreng som der tales om, tilgengæld elskede min datter det.
Derfor er jeg i forhold til kønsselektion der, hvor jeg vil i hvert fald gerne at de forældre kan forklare, hvorfor er det vigtigt at få en pige? Hvad er der med piger som der ikke er med drenge - og her holder argumentet ikke: vi vil gerne prøve noget andet, for jeg håber da at alle børn har været at prøve noget andet for ellers har man da glemt at se hver barn som unikt og ikke kun som et produkt af sit køn.
