iPanik skriver:
Det er ganske overvældende at se alle jeres indlæg herinde og alt læses med stor omhu.
Der florerer tanker på hvor gammel hun er - hun er lige blevet 30.
Til Katpregge kan jeg lige informere om at jeg ikke er i en så skidt forfatning at der er tale om psykisk sygdom, men at jeg ganske enkelt qua min "historik", har nogle helt klare holdninger til at jeg er nødt til at have et fundament bygget op hvis og såfremt jeg skal kunne løfte opgaven at være far igen.
Nogle holdninger der blev meldt ud fra start i og med jeg sagde jeg ikke skulle have flere børn, som så blev rykket til "en dag" eftersom hun sagde at hun bare ville have barn inden hun blev 35.
Dette fik mig til at tænke "ok" og vi fik talt godt om i hvilken "rækkefølge" tingene skulle ske. Og opnåede en enighed herom.
Netop fordi jeg har den holdning at vi som par skal huske at vi altså tager nogle beslutninger på et 3. væsens vegne.
Selvfølgelig er der ikke et endeligt facit på hvordan tingene skal gøre ligesom der heller ikke er en facitliste vedr. børneopdragelse. Men vores gøren og laden involverer mere end kun os selv i dette tilfælde.
Ender vi ikke sammen pga en abort, så er der kun os selv vi skal tænke på. Dét kan jeg forholde mig til... Men vælger vi at forsøge noget som måske også er dømt til undergang i og med det ikke er en ønskværdig situation, og altså beholde barnet og alligevel ende fra hinanden på et tidspunkt, ja så er der pludselig et uskyldigt væsen der er fanget midt i det hele pga mor og fars dumhed.
Dét kan jeg ikke byde nogen!
Hun er endelig på vej ud af sin stress og har fået nyt arbejde pr. 1/8-16 plus at hun har søgt ind på den ønskede videreuddannelse hvor hun ved ansøgning håbede at kunne starte 1/9-16.
(Dette ved hun selvfølgelig først i slut juli om hun kommer ind på)
Jeg har under hele hendes stress periode været der for hende og forsøgt at støtte på trods af at jeg skal op og på arbejde kl 6 om morgenen og først er hjemme igen kl 18 om aftenen.
Jeg er fortaler for at man skal tage ansvar for sin dumhed (men dette gælder begge parter) og vi havde en fælles forståelse for tingenes udvikling efter at have afstemt fremtidsplaner.
Og så skal jeg også lige tilføje at nej hun render ikke rundt og er i godt humør derhjemme pt. Hun er dybt ulykkelig og igen så er jeg ikke i tvivl om at hun bestemt ikke har forsøgt at tage røven på mig.
Jeg tager stadig hatten af for din omtanke og ansvarlighed. Og ikke mindst for din tillid til din kæreste.
Det forbandede er, at hvor du logisk og rationelt kan veje to vs. tre menneskers lykke og fremtid op mod hinanden, så er der også det aspekt, som din kæreste givetvis har sit fokus på: Det her potentielle liv kommer aldrig tilbage. Får hun en abort, så bliver hun måske aldrig mor - fremtiden er altid usikker, og går I fra hinanden efter en mulig abort, så kan du indirekte have afgjort for hende, at hun aldrig nogensinde får et barn. Og i den situation vil det være en næsten ubærlig tanke, at hun var så tæt på, og at hun lod dig afgøre, at det ikke kom til at ske.
Endelig vil et barn, der er "fanget" pga. mors og fars "dumhed", vel også kunne blive et barn, der får et godt og harmonisk liv - jeg kan slet ikke forestille mig, at du ville modarbejde dette, men tværtom vil du jo tage ansvar, så barnet aldrig vil få den tanke, at det havde været bedre, det aldrig var blevet født. Og det er vel i den sidste ende det, det handler om.
