Slet ikke klar til at blive far

Hej,

Som mit brugernavn antyder så er jeg i noget nær panik.

Helt uventet fandt vi ud af at min kæreste var blevet gravid under p-pille pause hvor der var sket en ups´er.
Og jeg er endnu ikke klar til at påtage mig den rolle der følger med.

Jeg er 36 år og har fra 2 tidligere forhold, 2 børn hvoraf jeg kun ser det ene af dem.
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 9 måneder og jeg havde fra start meldt ud af jeg ikke ønskede flere børn i mit liv. Men i takt med at jeg blev mere glad for hende og vi talte om fremtid, så kunne jeg bedre og bedre se os få et barn en dag ude i fremtiden.

Men samtidig gjorde jeg det klart at jeg ikke ønskede flere børn på "gule plader" og at der derfor skulle gå nogle år før at vi kom til det punkt. 
(Baseret på min de erfaringer jeg har med i rygsækken)
Nogle år hvor vi sammen fik bygget et godt fundament for en evt. fremtidig familie, nogle år hvor hun kunne få den uddannelse hun gerne vil og har søgt ind på, og nogle år der ville bringe os tættere på hinanden som mand og kone en dag.
Noget hun godt kunne forstå og hun havde selv en "grænse" der hed at hun gerne ville have barn indenfor de næste 5 år.

Men nu hvor hun har fundet ud af at hun er blevet gravid så vil hun umiddelbart beholde barnet.
Jeg forstår godt at det er en kæmpe ting for en kvinde at få en abort og at det vil være svært for hende at se mig og min datter sammen når hun er hos os hveranden uge, men samtidig ved jeg også hvad det er for et ansvar der følger med sådan en lille en og det er et ansvar/ en opgave som jeg VED at jeg endnu ikke er klar til at løfte.
Jeg slås med for mange dæmoner inden i pt og ting som har såret min kæreste i andre sammenhænge.
Der er sket et tillidsbrud fra min side som der skal genskabes/ arbejdes på og derfor mener jeg det er de helt forkerte forudsætninger for os at skabe en familie allerede.

Ikke fordi jeg ikke elsker hende - det gør jeg, men jeg tvivler meget på at vores kærlighed varer ved hvis vi kaster os ud i den opgave det er.

Og jeg synes et barn skal være en glædelig begivenhed for alle involverede parter.

Jeg er klar over at jeg får høvl for dette indlæg, men jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at jeg var klar til et 3. barn på nuværende tidspunkt - så det er ikke fordi jeg forsøger at løbe fra ansvaret når nu det bliver virkelighed.
Men når jeg skal have et 3. barn så vil jeg gerne at det barn kan modtage min fulde kærlighed - andet er ikke fair for det lille væsen. Eller for min kæreste.
Og det er jeg på nuværende tidspunkt ikke i stand til at give.

Andre der har været i samme "båd"?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er en rigtigt ubehagelig situation, du står i og jeg kan også godt forstå, at du ikke ønsker flere børn lige nu. Taget i betragtning af, at du allerede har børn fra to forhold og ikke ser den ene af dem. 

Som kvinde er der desværre nogen gange langt fra, hvad der er logisk/fornuftigt/passer ind i ens liv og så til de følelser, der opstår, når der pludselig er et lille liv i maven.

Jeg blev selv uplanlagt gravid efter at være blevet skilt og have en kæmpe fødselsdepression. Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville have flere børn. I mine tanker var jeg nærmest klar til at fordrive et potentielt foster med en rusten hæklenål om nødvendigt. Kort sagt, jeg troede at abort var lige til. Da jeg så var gravid dukkede der utroligt mange følelser op og havde jeg ikke aborteret i uge 6 allerede ville jeg ærlig talt ikke have anet mit levende råd for abort er bare ikke let. Heller ikke selv om et barn ikke er ønsket. Så jeg kan sagtens forstå din kæreste.

Men fordi jeg er i en situation, der minder om din (med et barn fra tidligere, og det har også været meget tæt på, at jeg har måttet bryde kontakten med ham pga psykisk sygdom) kan jeg levende sætte mig ind i, at du ønsker et eventuelt tredje barn under mere harmoniske og bæredygtige omstændigheder. Med din bagage ville jeg også, hvis jeg var din kæreste, være meget bevidst om at lytte til dig. Som det er nu er der jo en risiko for, at det går i stykker mellem jer. Ikke fordi du vil løbe fra dit ansvar, men fordi det måske er en større belastning at få barnet end jeres forhold kan holde til eller hvordan?

P-piller-pauser har fanden skabt!! 

Nåh, gravid er hun, og dét bliver hun nok ved med at være... Du har ikke så mange muligheder. Du kan smutte nu og helt sikkert få dit tredje barn på gule plader. Eller (og det er nok det bedste) du kan blive og arbejde hardcore på, at dette barn skal vokse op i en kernefamilie. Måske begynde til parterapi allerede nu, så I kommer bedst muligt igennem denne krise.

Held og lykke!

iPanik skriver:

Hej,

Som mit brugernavn antyder så er jeg i noget nær panik.

Helt uventet fandt vi ud af at min kæreste var blevet gravid under p-pille pause hvor der var sket en ups´er.
Og jeg er endnu ikke klar til at påtage mig den rolle der følger med.

Jeg er 36 år og har fra 2 tidligere forhold, 2 børn hvoraf jeg kun ser det ene af dem.
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 9 måneder og jeg havde fra start meldt ud af jeg ikke ønskede flere børn i mit liv. Men i takt med at jeg blev mere glad for hende og vi talte om fremtid, så kunne jeg bedre og bedre se os få et barn en dag ude i fremtiden.

Men samtidig gjorde jeg det klart at jeg ikke ønskede flere børn på "gule plader" og at der derfor skulle gå nogle år før at vi kom til det punkt. 
(Baseret på min de erfaringer jeg har med i rygsækken)
Nogle år hvor vi sammen fik bygget et godt fundament for en evt. fremtidig familie, nogle år hvor hun kunne få den uddannelse hun gerne vil og har søgt ind på, og nogle år der ville bringe os tættere på hinanden som mand og kone en dag.
Noget hun godt kunne forstå og hun havde selv en "grænse" der hed at hun gerne ville have barn indenfor de næste 5 år.

Men nu hvor hun har fundet ud af at hun er blevet gravid så vil hun umiddelbart beholde barnet.
Jeg forstår godt at det er en kæmpe ting for en kvinde at få en abort og at det vil være svært for hende at se mig og min datter sammen når hun er hos os hveranden uge, men samtidig ved jeg også hvad det er for et ansvar der følger med sådan en lille en og det er et ansvar/ en opgave som jeg VED at jeg endnu ikke er klar til at løfte.
Jeg slås med for mange dæmoner inden i pt og ting som har såret min kæreste i andre sammenhænge.
Der er sket et tillidsbrud fra min side som der skal genskabes/ arbejdes på og derfor mener jeg det er de helt forkerte forudsætninger for os at skabe en familie allerede.

Ikke fordi jeg ikke elsker hende - det gør jeg, men jeg tvivler meget på at vores kærlighed varer ved hvis vi kaster os ud i den opgave det er.

Og jeg synes et barn skal være en glædelig begivenhed for alle involverede parter.

Jeg er klar over at jeg får høvl for dette indlæg, men jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at jeg var klar til et 3. barn på nuværende tidspunkt - så det er ikke fordi jeg forsøger at løbe fra ansvaret når nu det bliver virkelighed.
Men når jeg skal have et 3. barn så vil jeg gerne at det barn kan modtage min fulde kærlighed - andet er ikke fair for det lille væsen. Eller for min kæreste.
Og det er jeg på nuværende tidspunkt ikke i stand til at give.

Andre der har været i samme "båd"?

Jeg kan sagtens sætte mig i både, hendes og dit sted, men jeg kan ikke lade være med at tænke om det evt. kunne være en idé med noget psykologhjælp? Tænker i forhold til at få nogle "redskaber" som du kan arbejde med for at hjælpe dig videre, og måske for at fremskridtene kan gå hurtigere? For ja, det er da en stor rolle, og specielt, hvis du samtidig føler at du, ikke nødvendigvis har fejlet, men haft mangler som du gerne vil have bearbejdet, så kunne det måske være en mulighed? :-) 

Og din kæreste ved vel godt, at det er så galt fat, at du slet ikke ser det ene af dine børn ikke?

Rosa-Sofia: Præcis - vi har andre ting der skal på plads før at jeg tror vores forhold kan holde til at påtage os det ansvar der følger med, i fællesskab.

Og ja hun kender godt til det barn jeg ikke ser.

Abracadabra og  Annemette07: Selvom vi måtte begynde i parterapi, så er (lad os sige 7½ måned) det ikke lang tid til at få styr på de ting som jeg slås med og forlige sig med at skulle være far, især når det ikke er ønskværdigt endnu... Ønsket er jo at kunne være der 100%   - ikke bare når barnet er født, men også undervejs i graviditeten...være med og dele glæderne ved at finde navn, købe ind og alle de andre ting der følger med - Noget jeg ikke er rustet til endnu og som jeg ved fra tidligere, er vigtigt. 
Man bør, i min optik, ikke kaste sig hovedløst ud i projekt baby hvis der er risiko for at det så ikke holder - man er jo pludselig 3 der skal tages hensyn til og ikke bare 2.
Og det mener jeg ikke er fair over for nogen af os og ej heller for et barn.

Det er ikke økonomien jeg er bange for - tager man den faktor med i sine beregninger, så bør man jo aldrig få børn

Jeg synes bare man skylder et barn at give det de bedste muligheder og de opstår (igen i min optik) når man er enige om situationen.

Jeg kan godt forstå, at de andre skriver om parterapi, men vil nok sige, at det er relevant, at du også får noget individuelt terapi. Det er jo ikke kun jeres parforhold/familiesituation, der er i krise pt, men også dig personligt.

Nu er hun gravid, men jeg tænker, at det er meget vigtigt, at du klart melder ud om du tror, at du vil kunne være der, hvis hun får barnet. Kan jeres forhold holde og er du klar til at blive fuldtidsfar?

Så giver du hende også de bedste muligheder for at vælge barnet til eller fra. Jeg siger ikke, at du skal begynde at true hende, men simpelthen være så ærlig som mulig omkring, hvad du kan klare. 

iPanik skriver:

Rosa-Sofia: Præcis - vi har andre ting der skal på plads før at jeg tror vores forhold kan holde til at påtage os det ansvar der følger med, i fællesskab.

Og ja hun kender godt til det barn jeg ikke ser.

 

Abracadabra og  Annemette07: Selvom vi måtte begynde i parterapi, så er (lad os sige 7½ måned) det ikke lang tid til at få styr på de ting som jeg slås med og forlige sig med at skulle være far, især når det ikke er ønskværdigt endnu... Ønsket er jo at kunne være der 100%   - ikke bare når barnet er født, men også undervejs i graviditeten...være med og dele glæderne ved at finde navn, købe ind og alle de andre ting der følger med - Noget jeg ikke er rustet til endnu og som jeg ved fra tidligere, er vigtigt. 
Man bør, i min optik, ikke kaste sig hovedløst ud i projekt baby hvis der er risiko for at det så ikke holder - man er jo pludselig 3 der skal tages hensyn til og ikke bare 2.
Og det mener jeg ikke er fair over for nogen af os og ej heller for et barn.

Det er ikke økonomien jeg er bange for - tager man den faktor med i sine beregninger, så bør man jo aldrig få børn

Jeg synes bare man skylder et barn at give det de bedste muligheder og de opstår (igen i min optik) når man er enige om situationen.

Jeg har ikke førstehånds kendskab til din problemstilling men jeg vil lige nævne for dig at for at de personer du skriver til ser dine beskeder vil det hjælpe at citere dem -  ved at trykke på citer i stedet for   

iPanik skriver:

Rosa-Sofia: Præcis - vi har andre ting der skal på plads før at jeg tror vores forhold kan holde til at påtage os det ansvar der følger med, i fællesskab.

Og ja hun kender godt til det barn jeg ikke ser.

 

Abracadabra og  Annemette07: Selvom vi måtte begynde i parterapi, så er (lad os sige 7½ måned) det ikke lang tid til at få styr på de ting som jeg slås med og forlige sig med at skulle være far, især når det ikke er ønskværdigt endnu... Ønsket er jo at kunne være der 100%   - ikke bare når barnet er født, men også undervejs i graviditeten...være med og dele glæderne ved at finde navn, købe ind og alle de andre ting der følger med - Noget jeg ikke er rustet til endnu og som jeg ved fra tidligere, er vigtigt. 
Man bør, i min optik, ikke kaste sig hovedløst ud i projekt baby hvis der er risiko for at det så ikke holder - man er jo pludselig 3 der skal tages hensyn til og ikke bare 2.
Og det mener jeg ikke er fair over for nogen af os og ej heller for et barn.

Det er ikke økonomien jeg er bange for - tager man den faktor med i sine beregninger, så bør man jo aldrig få børn

Jeg synes bare man skylder et barn at give det de bedste muligheder og de opstår (igen i min optik) når man er enige om situationen.

Du skriver alle de rigtige ting og gør dig nogle gode overvejelser, MEN hun er altså gravid, og du kan ikke tvinge hende til abort. Du er nødt til at forholde dig til den virkelighed, du står i og ikke til den ønskesituation, du beskriver. 

7.5 måneds parterapi tror du ikke er nok, faktum er, at I har ikke mere.

Du kan blive og kæmpe, eller du kan smutte og give op. I første scenario har du muligheden for at opnå den ønskede kernefamilie, i sidste scenario får du hvad du frygter, nemlig endnu et delebørn.