Slet ikke klar til at blive far

Puha - hvor er der mange gråzoner I en debat som denne. Og hvor er den på mange måder en "genganger", netop fordi problemet jo ikke kan løses ligeværdigt. Uanset det endelige valg, vil én af parterne blive trumfet - der er ingen mulighed for kompromis.

Nogle ting springer mig dog I øjnene:

- En mand får ikke "trukket et barn ned over hovedet", når han selv har været med til at begå den fejl at lave det. Alle parter kender risikoen.

- Det er sådan set ligegyldigt hvad "der var aftalt" og ønskværdigt, for der situationen er ikke længere neutral. Det begyndende liv er allerede en realitet.

- Hvis du ikke ønsker at byde et barn ikke at kende sin far, hvis du ikke vil byde det at blive svigtet - jamen så sørg for at det ikke bliver tilfældet. Det er jo dig selv, der har magt til at sikre dette.

- Sørg gerne over, at livet ikke blev som du ønskede. Det gør vi alle, når tingene går den gale vej, og det må være super svært at være dig. Men derefter kunne du jo forsøge at rejse dig, og give den en skalde på de nye præmisser - netop så tingene ikke bliver så slemme som du forestiller dig?

Mine tanker er ikke et forsøg på at negligere dine følelser - eller et argument for at mænd blot skal klappe i og "æde den". Men I har været to voksne mennesker om fejlen, og et kompromis er ikke muligt. Der er et lille barn på vej - og kun I kan bestemme hvilket liv I vælger at byde det...

Puha jeg får hel ondt i maven Over at læse det du skriver :-( jeg stod selv for nogle måneder siden med uønsket graviditet men med et noget så ønsket barn, for det var jo mit! Al rstionalitet forsvinder for man bliver mor i det øjeblik man mærker der er noget derinde, i det øjeblik man ser hjerteblink og man skal begynde og tage hensyn. Der bliver man mor! Hvor faren først bliver far når barnet fødes. Derfor er det så svært for mænd at forstå at en abort at det sværeste valg at gå igennem.. 

Faren til mit ufødte barn var kold og kynisk og så kun en løsning og det var abort. det der gjorder mest ondt i hele processen var hvordan han pressede mig, kørte på mig psykisk, han mistede fuldstændig sig selv fordi han bare sad fast på en tanke.. Det var jo "bare".. Gud hjælpende det ikke er bare ! 

Til sidst fik jeg en kold besked at han ikke ville kendes ved barnet eller mig og ingen måtte vide det var hans. I 12 uge lagde jeg mig panisk på bordet for at sige farvel til MIT ønske barn, fordi han fratog mit barn det at få en far. Selvom vi var to til tango. den dag Idag ved han ikke at han ikke skal være far, for han valgte og blokere al kontakt til mig. Min mening er, tænk dig godt om hvordan du takler det her.. Ikke kør jer begge ned og prøv og vær åbensindet. Du kan ikke forlange hun bare fjernet et barn hun måske allerede holder af, bare fordi det sådan du vil have det.. Og hun vil på ingen måde kunne se det fra din side af og overvejer dine ideer/tanker, hvis du slet ikke overvejer andet end abort..

iPanik skriver:

Jeg har tænkt det igennem siden April 2014 hvor jeg tog den beslutning at jeg ALDRIG skulle have et barn på gule plader igen og at de mest basale ting skulle være på plads... Hvis jeg altså overhovedet skulle have flere.
Ovenstående meldte jeg også ud meget ærligt på første eller anden date i Oktober 2015 da vi mødte hinanden.

Så tro mig, det er ikke en panik-tanke der har ramt mig efter vi fandt ud af at hun var gravid.
Det er en tanke som jeg har gjort mig nøje overvejelser omkring.
 

Og nu ser verden altså bare helt anderledes ud, end da du traf en beslutning på et teoretisk grundlag. Hun ER gravid, og velovervejede planer og beslutninger har ikke længere samme relevans, som før graviditeten indtraf. 

I er i samme båd, men ønsker forskellige destinationer, også selv om aftalen oprindeligt var klar og entydig. Hun har nødvendigvis det sidste ord at skulle have sagt om, hvor I sejler hen, og så kan du enten hoppe af båden, fordi du er sikker på, det alligevel ender galt, eller give alt, du har i dig, for at kæmpe for, at tre passagerer havner i land. Ikke det sted, I havde aftalt, i hvert fald ikke på det tidspunkt, I havde forestillet jer - men måske et andet sted, som viser sig at være det helt rigtige. 

Du er nødt til at begrave den oprindelige plan og se i øjnene, at den ikke gælder længere. Det sker for mennesker hele tiden - den elskede forlader én, man fyres fra drømmejobbet, ønskebarnet har et alvorligt handicap - det er pisseuretfærdigt, men lover man sig selv, at fra nu går ALTING galt, og at man ikke KAN komme videre under de nye forhold, så GÅR det galt. 

Iøvrigt kan det være ganske rationelt at erkende, at en abort vil føre til så megen sorg og bitterhed, at det IKKE er det rationelle valg. Din kæreste er måske andet end en hormonelt og følelsesmæssigt presset kvinde lige nu - hun kan være ganske rationel i sin oplevelse af, at en abort kan hun bare ikke leve med. Omvendt kan det, du kalder din selvindsigt, være en irrationel malen Fanden på væggen, fordi du, helt forståeligt, er frustreret over, at du har mistet kontrollen over din fremtid. Det er ikke så sort og hvidt, at det kun er Masterplanen, der duer, og alt andet er umuligt.