Slet ikke klar til at blive far

Hej iPanik 

Hold kæft hvor får du høvl herinde. De ved vist ikke så meget om livet med psykiske udfordringer��.  Jeg håber du kan sortere dem fra, som tydeligvis er uforstående og ikke tage dem ind.  

Jeg har en meget lang psykisk historik og var ved at skrive dig et indlæg før, men det blev simpelthen så langt �� at det var helt fjollet. 

Jeg ved ikke hvad du skal gøre omkring baby, jeg håber du får troen på dig selv og sænker dine forventninger for hvordan du er en god far.  Og så går ind i det. MEN! Jeg fik sådan lyst til at snakke med dig, for du er i panik og skide bange for ikke at leve op til det du vil være for barnet. Men den panik kan man arbejde med og man kan rykke sig. Ikke fra "skør"  Til normal, men fra "skør"  til noget bedre. Noget godt nok..  Jeg vil meget gerne dele mit lange indlæg med dig, for jeg tror så meget på at du kan mere end du tør tro på.  Men måske er det mere noget jeg må sende dig på email, det er meget langt og privat, og er bange for, at enkelte sirener herinde vil dømme mig for den beslutning jeg har truffet om både at være gravid og psykisk syg. Hvis det har din interesse vil jeg kun blive glad. Jeg kan ikke gøre dig raskere, men måske kan du få et ben til jorden ved at læse mine tanker. Skriv herinde hvis det er, jeg skal nok  holde øje så vi kan udveksle info. Jeg håber sådan at høre fra dig,selvom det kræver mere at tage kontakt på denne måde. 

Mvh. Og al den bedste omtanke 

Kat 

Zelinasmor skriver:

Men det er begges ansvar at sørge for de streger ikke dukker op. De var enige. At hun så ikke vil tage den konsekvens, det er altså lidt sent at melde ud. Jeg har ondt af mænd der tvinges til at blive fædre når de ikke ønsker det og har gjort klart udtryk for dette. Det er jo en risiko kvinden vidste var det i dette tilfælde. Så må hun stå til ansvar og det gør hun ikke ved at bryde deres aftale og trække far-hatten ned over hovedet på ham.

Hørt! 

Kan ikk lade være at tænke. Hva nu hvis han så havde brugt kondom og det var sprunget og hun på den måde blev gravid. Skulle han så også bare se til at han blev far fordi kæresten ikk ville få en abort? 

Er så enig med dig. Stakkels mænd der tvinges ud i rollen som far 

lineog4 skriver:

Faktum er kvinden er gravid og når det er sket ophører ligestillingen. Vi kan kalde vores børn hen, klæde dem købsneutralt og give dem kønsneutrale navne og påstå køb er social konstruktion. Men faktum er drengen har en tissemand, testikler og udvikler sædceller og pigen en tissekone, en livmoder, æggestokke, udvikler bryster og leverer æg. 

Jeg kan nu en gang ønske mig at prøve at have en tissemand for en dag i ligestillingens navn, men det kan jeg ikke. I ligestillingens navn havde det da også været fedt min mand kunne amme hver anden aften eller han kunne have taget hver anden fødsel men det kunne han nu en gang ikke. 

Der er ikke ligestilling i ts's situation, og ja det er forbandet at være mand i den situation. Selv en juridisk abort giver ikke ligestilling for faktum er at selv om han ikke står på et stykke papir og ikke skal betale børnepenge så bliver der født et barn han har leveret sædcelle til. 

Jeg siger ikke den ene har mere ret end den anden, siger ikke han bare skal mande sig op osv. Men jeg ved der ikke er ligestilling mere den ophørte med de to streger 

Helt enig - PLUS: At være kvinde i den situation, hvor graviditeten er uønsket og slet ikke meningen, er og forbliver i mine øjne en mindst lige så kritisk og udsat position. Uanset hvad hun gør, så har det store konsekvenser både her og nu og på langt sigt. Hun skal træffe et forbandet svært valg - tage ansvar ved enten at få barnet, lægge sit liv fuldstændigt om, skrotte fremtidsplaner, måske give afkald på drømme og håb om at kunne give et barn en nærværende og glad far, eller ved at få en abort stik imod sine instinkter og følelser, risikere at stå om to eller fem år og erfare, at det var dét barn, der "var til hende", hvis hun ikke kan opnå graviditet igen. 

At have "magten" og det sidste ord at skulle have sagt - at være den, der kan og skal afgøre fremtiden for tre mennesker - er ikke et festligt og vidunderligt privilegium. Det er en indlysende og naturlig og nødvendig "magt" at have som kvinde, men det er også et tungt ansvar. 

Det er ganske overvældende at se alle jeres indlæg herinde og alt læses med stor omhu.

Der florerer tanker på hvor gammel hun er - hun er lige blevet 30.

Til Katpregge kan jeg lige informere om at jeg ikke er i en så skidt forfatning at der er tale om psykisk sygdom, men at jeg ganske enkelt qua min "historik", har nogle helt klare holdninger til at jeg er nødt til at have et fundament bygget op hvis og såfremt jeg skal kunne løfte opgaven at være far igen.
Nogle holdninger der blev meldt ud fra start i og med jeg sagde jeg ikke skulle have flere børn, som så blev rykket til "en dag" eftersom hun sagde at hun bare ville have barn inden hun blev 35.
Dette fik mig til at tænke "ok" og vi fik talt godt om i hvilken "rækkefølge" tingene skulle ske. Og opnåede en enighed herom.

Netop fordi jeg har den holdning at vi som par skal huske at vi altså tager nogle beslutninger på et 3. væsens vegne.

Selvfølgelig er der ikke et endeligt facit på hvordan tingene skal gøre ligesom der heller ikke er en facitliste vedr. børneopdragelse. Men vores gøren og laden involverer mere end kun os selv i dette tilfælde.

Ender vi ikke sammen pga en abort, så er der kun os selv vi skal tænke på. Dét kan jeg forholde mig til... Men vælger vi at forsøge noget som måske også er dømt til undergang i og med det ikke er en ønskværdig situation, og altså beholde barnet og alligevel ende fra hinanden på et tidspunkt, ja så er der pludselig et uskyldigt væsen der er fanget midt i det hele pga mor og fars dumhed.
Dét kan jeg ikke byde nogen! 

Hun er endelig på vej ud af sin stress og har fået nyt arbejde pr. 1/8-16 plus at hun har søgt ind på den ønskede videreuddannelse hvor hun ved ansøgning håbede at kunne starte 1/9-16.
(Dette ved hun selvfølgelig først i slut juli om hun kommer ind på)

Jeg har under hele hendes stress periode været der for hende og forsøgt at støtte på trods af at jeg skal op og på arbejde kl 6 om morgenen og først er hjemme igen kl 18 om aftenen.

Jeg er fortaler for at man skal tage ansvar for sin dumhed (men dette gælder begge parter) og vi havde en fælles forståelse for tingenes udvikling efter at have afstemt fremtidsplaner.

Og så skal jeg også lige tilføje at nej hun render ikke rundt og er i godt humør derhjemme pt. Hun er dybt ulykkelig og igen så er jeg ikke i tvivl om at hun bestemt ikke har forsøgt at tage røven på mig.

Mor og meget mere skriver:

Helt enig - PLUS: At være kvinde i den situation, hvor graviditeten er uønsket og slet ikke meningen, er og forbliver i mine øjne en mindst lige så kritisk og udsat position. Uanset hvad hun gør, så har det store konsekvenser både her og nu og på langt sigt. Hun skal træffe et forbandet svært valg - tage ansvar ved enten at få barnet, lægge sit liv fuldstændigt om, skrotte fremtidsplaner, måske give afkald på drømme og håb om at kunne give et barn en nærværende og glad far, eller ved at få en abort stik imod sine instinkter og følelser, risikere at stå om to eller fem år og erfare, at det var dét barn, der "var til hende", hvis hun ikke kan opnå graviditet igen. 

At have "magten" og det sidste ord at skulle have sagt - at være den, der kan og skal afgøre fremtiden for tre mennesker - er ikke et festligt og vidunderligt privilegium. Det er en indlysende og naturlig og nødvendig "magt" at have som kvinde, men det er også et tungt ansvar. 

Præcis - du formulerer lige mine tanker! Jeg har selv stået der. Vi valgte så sammen at beholde den lille. Men hold op jeg synes det var så grimt at være den med det endelige valg. En ting var netop de ting jeg skulle vælge på egne vegne. Men at skulle vælge for min mand, for det lille barn osv. Fy for satan jeg ville så gerne have været det foruden. 

Zelinasmor skriver:

Men det er begges ansvar at sørge for de streger ikke dukker op. De var enige. At hun så ikke vil tage den konsekvens, det er altså lidt sent at melde ud. Jeg har ondt af mænd der tvinges til at blive fædre når de ikke ønsker det og har gjort klart udtryk for dette. Det er jo en risiko kvinden vidste var det i dette tilfælde. Så må hun stå til ansvar og det gør hun ikke ved at bryde deres aftale og trække far-hatten ned over hovedet på ham.

Bebsen skriver:

Ja...? TS stolede på sin kæreste og hvad skete der? Hold nu, ingen voksne kvinder tror da på en p pille pause som effektiv prævention.

Tvivler stærkt på TS stoler mere på hvad jeg siger, end hans kæreste, men det ændrer da ikke at hun UD FRA HVAD JEG LÆSER har taget røven på ham, og mon ikke TS følte sig røvrendt allerede inden jeg skrev hvad jeg skrev. Hun har jo dobbelt op taget røven på ham, først ved at være blevet gravid og derefter vil tvinge ham til at være far. 

Hvis der stod en mand og sagde, jamen jeg har prikket hul i kondomet, men det er jo kun et lillebitte hul på en stor overflade, ville vi så sige til kvinden der var blevet gravid, nu skal du bare være mor. Manden vidste jo ikke bedre? Hooooold nu.... 

Og hvorfor jeg føler mig så sikker på dét? Fordi der er masser kvinder der tager røven på deres mænd og bliver gravide. Hun VED at TS ikke vil være far, og holder så en p pille pause... Mm jaaaa...

Jeg håber da jeg tager fejl, men jeg kan jo kun svare ud fra hvad jeg læser, og stoler TS på sin kæreste ryster han jo bare på hovedet af mine indlæg 

Du dømmer - hårdt - ud fra din mistro til kvinder, som i din overbevisning ved alt, hvad du ved, og som uden at blinke tager røven på mænd. Jeg kan skrive side op og side ned om, hvad alle voksne mennesker ved eller burde vide, og som jeg alligevel målløs må erkende, at alle ikke ved. 

Jeg tror ikke, du håber, at du tager fejl, men det er i det mindste første gang, du overhovedet nævner den mulighed. Og hvor du har fra, at TS allerede føler sig røvrendt, begriber jeg ikke - han skrev explicit, at han IKKE troede, hun ville snyde. 

Mor og meget mere skriver:

Helt enig - PLUS: At være kvinde i den situation, hvor graviditeten er uønsket og slet ikke meningen, er og forbliver i mine øjne en mindst lige så kritisk og udsat position. Uanset hvad hun gør, så har det store konsekvenser både her og nu og på langt sigt. Hun skal træffe et forbandet svært valg - tage ansvar ved enten at få barnet, lægge sit liv fuldstændigt om, skrotte fremtidsplaner, måske give afkald på drømme og håb om at kunne give et barn en nærværende og glad far, eller ved at få en abort stik imod sine instinkter og følelser, risikere at stå om to eller fem år og erfare, at det var dét barn, der "var til hende", hvis hun ikke kan opnå graviditet igen. 

At have "magten" og det sidste ord at skulle have sagt - at være den, der kan og skal afgøre fremtiden for tre mennesker - er ikke et festligt og vidunderligt privilegium. Det er en indlysende og naturlig og nødvendig "magt" at have som kvinde, men det er også et tungt ansvar. 

Jeg har stået i den situation. At være uønsket gravid. Men det var det nemmeste valg at tage at få en abort da jeg vidste at faren på ingen måde var klar på at få et barn. Så det var uden tvivl det bedste valg og har aldrig fortrudt det.

Man skal huske at folk er forskellige og tænker forskelligt. Der er ingen statistikker der fortæller hvor hårdt det er for en kvinde at få en abort. Det er bare kun de historier man hører og bider sig fast i. 

Dorthe1986 skriver:

Præcis - du formulerer lige mine tanker! Jeg har selv stået der. Vi valgte så sammen at beholde den lille. Men hold op jeg synes det var så grimt at være den med det endelige valg. En ting var netop de ting jeg skulle vælge på egne vegne. Men at skulle vælge for min mand, for det lille barn osv. Fy for satan jeg ville så gerne have været det foruden. 

 

 

Jeg har også været der med vores tredje barn, og der var nætter, op til jeg traf beslutningen, hvor jeg ville have givet alt for at være min mand og vide, at det ikke var mig, der havde det altafgørende ord at skulle have sagt. Afmagt er rædselsfuldt, men magt over en uønsket situation kan søreme også føles som afmagt. 

Diosa85 skriver:

Jeg har stået i den situation. At være uønsket gravid. Men det var det nemmeste valg at tage at få en abort da jeg vidste at faren på ingen måde var klar på at få et barn. Så det var uden tvivl det bedste valg og har aldrig fortrudt det.

Man skal huske at folk er forskellige og tænker forskelligt. Der er ingen statistikker der fortæller hvor hårdt det er for en kvinde at få en abort. Det er bare kun de historier man hører og bider sig fast i. 

Næ, jeg anerkender da absolut, at det for nogle kvinder og i nogle situationer kan være "let" at få en abort - jeg går bare stærkt ud fra, at sådan har TS' kæreste det ikke, for så var der ikke noget for ham at gå i panik over.