Slet ikke klar til at blive far

Helt logisk: Hvordan hænger dette sammen:"...hvilket måske kan ende i en situation, hvor barnet i fremtiden ikke ved, hvem far er...Og dét kan jeg ikke byde et barn igen." -? Hvis du altså vel at mærke ikke kan påvirke din kæreste til abort, og barnet kommer til verden, så har du jo svaret - du kan/vil ikke byde et barn ikke at vide, hvem far er. 

Nej jeg mener at jeg ikke kan tilbyde et barn det udfald, hvilket muligvis vil ske hvis graviditeten vil blive gennemført da jeg ikke er i en position til at kunne påtage mig rollen og det ansvar der følger med på nuværende tidspunkt.

Barnet kan ikke selv vælge hvad det bliver sat i verden til.
Men vi kan som voksne vælge og sige at tidspunktet nu ikke er det mest gunstige og derfor handle så rationelt som muligt. 

Især med tanke på hvad vi tidligere havde talt om og afstemt omkring fremtiden.

Hej TS.

Puha en mavepuster du må have fået. Krammer til dig. 

Nu har jeg læst alle kommentarer og jeg kan ikke rigtig sige noget der kan gøre det bedre for jer.

Men jeg kan se et mønster. Du skriver i næsten alle dine kommentarer at du ikke er i stand til at være far på nuværende tidspunkt. Hvad med at du begyndte at sige til dig selv, at du bliver verdens bedste far for dette barn hvis graviditeten bliver gennemført? 

Hvis man hele tiden siger til sig selv at jeg kan ikke, jeg magter ikke osv osv. så kan man sku heller ikke! 

Jeg har kæmpet mig selv op fra et dybt hul af 9 forskellige psykiske diagnoser ved at sige at jeg kan sku! Det skal ikke begrænse mig! I dag har jeg det fantastisk og er igang med PB. 

Tro kan flytte bjerge - tro på dig selv - hvis graviditeten bliver gennemført!

iPanik skriver:

Nej jeg mener at jeg ikke kan tilbyde et barn det udfald, hvilket muligvis vil ske hvis graviditeten vil blive gennemført da jeg ikke er i en position til at kunne påtage mig rollen og det ansvar der følger med på nuværende tidspunkt.

Barnet kan ikke selv vælge hvad det bliver sat i verden til.
Men vi kan som voksne vælge og sige at tidspunktet nu ikke er det mest gunstige og derfor handle så rationelt som muligt. 

Især med tanke på hvad vi tidligere havde talt om og afstemt omkring fremtiden.

Jeg har læst de fleste af dine svar og jeg kan sagtens følge dig i din tankegang og holdning til det hele, men du er jo nød til at prøve at vende din tankegang nu, for du bliver jo højst sandsynlig far igen,( om du føler at du har noget at tilbyde eller ej). Hvis hun vælger at beholde barnet, vil du så hellere gå fra hende nu ?, er det der du gerne vil hen ?

iPanik skriver:

Af skade bliver man klog og jeg havde skam også planer om at få kappet strengen.

Men så mødte man jo alligevel  sin sidste kærlighed og tænkte at en kernefamilie en dag ville være rar.
Men den kernefamilie er jeg bare ikke rustet til at kunne være en del af endnu. Og har jeg meldt klart ud fra start.
Igen, af skade bliver man klog, og jeg ved der er nogle ting vi bør have på plads inden vi kommer til det punkt.


Som tidligere nævnt, så forsøger jeg ikke at løbe fra ansvaret.

Som par havde vi en fælles forståelse for hvornår vi så os selv blive forældre, men grundet en svipser (som jeg godt ved jeg er ligeså stor en del af) så har hendes forståelse rykket sig og jeg ved at jeg ikke kan løfte opgaven på nuværende tidspunkt.
Derfor forudser jeg hvordan situationen vil knække mig endnu mere mentalt end at den vil gavne os som et par, og især   ikke som forældre på nuværende tidspunkt.

Måske man også kan sige at det er at være mand nok og sige at det her kan man og ønsker man ikke byde et barn.
At man måske bør vente på et tidspunkt hvor det giver bedre mening.

Men sådan er vi jo så forskellige og vores synspunkter ligeså.

 

 

Nu har jeg ikke læst alle svar, men her er "my 2 cents".

Du lyder til at være en mand med meget i bagagen, hvorfor du også præcist ved hvad du er/ikke er klar til. 

Det lyder meget fornuftigt, at du gerne vil bygge et fundament op, inden I sætter et barn i verden, da børn er et kæmpe ansvar.

Når det er sagt, så forstår jeg simpelthen ikke at du på trods af alt det du har været igennem (2 ex'er og 2 børn), tillader dig selv at lave "en svipser". At 2 mins nydelse sættes højere op end 18års ansvar, når man ikke er klar til det.

Det forstår jeg simpelthen ikke!!! 

Du må, efter min mening, være en mand og tage ansvar for dit kommende barn. Med eller uden moderen.

Du kan ikke kræve abort, da det ødelægger kvinden psykisk, og sætter spor resten af livet. Hvis hun går med til abort, vil hun aldrig komme over det.

Tag nu ansvar for dine egne handlinger og vis at du dur til at være partner og familiemenneske. 

Held og lykke!

Egentlig er dette en urgammel situation. Børn er til alle tider blevet undfanget, uanset om forældrene var klar eller ikke. Forskellen er nu bare, at kvinder har fået muligheden for at springe fra. Det havde de ikke før, og da var der kun en mulighed, og det var at stå ved det og mande sig om og tage ansvaret. Det er ikke en tid, jeg ønsker tilbage, men vi er på nogen måder blevet et samfund, hvor vi forventer, at der altid er en "tilbage til start"-knap. En mulig vej tilbage, hvis vi gør en fejl eller er uheldige. Som i et dataspil. Nogen gange er virkeligheden ikke sådan. Nogle gange står man i en træls situation uden andet valg end at sige:"Hvad gør jeg så nu, for nu bliver ting ikke, som jeg havde tænkt". Det er lidt der, du står nu. Hun skulle ikke være blevet gravid - men det er hun. Og det er noget andet at forsøge at unngå at blive gravid end at skulle afbryde en faktisk graviditet, så muligvis er det først nu, hvor hun står i det, at det går opp for hende, at hun ikke kan gøre det. Uanset, hvis hun beholder kommer der et barn, og så hjælper det ikke at tenke,  at det er synd for dig, eller at du ikke ønsker det eller ikke er klar. Da graver du dig bare ned i et dybt hul, og det gavner ingen af jeg.  Mit råd vil være at give dig selv lidt tid, før du tager en endelig afgørelse. Sæt dig så ned og tænk over, hvad du faktisk kan gøre. Ikke hvad du ikke kan gøre. 

Ciss skriver:

Egentlig er dette en urgammel situation. Børn er til alle tider blevet undfanget, uanset om forældrene var klar eller ikke. Forskellen er nu bare, at kvinder har fået muligheden for at springe fra. Det havde de ikke før, og da var der kun en mulighed, og det var at stå ved det og mande sig om og tage ansvaret. Det er ikke en tid, jeg ønsker tilbage, men vi er på nogen måder blevet et samfund, hvor vi forventer, at der altid er en "tilbage til start"-knap. En mulig vej tilbage, hvis vi gør en fejl eller er uheldige. Som i et dataspil. Nogen gange er virkeligheden ikke sådan. Nogle gange står man i en træls situation uden andet valg end at sige:"Hvad gør jeg så nu, for nu bliver ting ikke, som jeg havde tænkt". Det er lidt der, du står nu. Hun skulle ikke være blevet gravid - men det er hun. Og det er noget andet at forsøge at unngå at blive gravid end at skulle afbryde en faktisk graviditet, så muligvis er det først nu, hvor hun står i det, at det går opp for hende, at hun ikke kan gøre det. Uanset, hvis hun beholder kommer der et barn, og så hjælper det ikke at tenke,  at det er synd for dig, eller at du ikke ønsker det eller ikke er klar. Da graver du dig bare ned i et dybt hul, og det gavner ingen af jeg.  Mit råd vil være at give dig selv lidt tid, før du tager en endelig afgørelse. Sæt dig så ned og tænk over, hvad du faktisk kan gøre. Ikke hvad du ikke kan gøre. 

 

Jeg har tænkt det igennem siden April 2014 hvor jeg tog den beslutning at jeg ALDRIG skulle have et barn på gule plader igen og at de mest basale ting skulle være på plads... Hvis jeg altså overhovedet skulle have flere.
Ovenstående meldte jeg også ud meget ærligt på første eller anden date i Oktober 2015 da vi mødte hinanden.

Så tro mig, det er ikke en panik-tanke der har ramt mig efter vi fandt ud af at hun var gravid.
Det er en tanke som jeg har gjort mig nøje overvejelser omkring.
 

iPanik skriver:

Jeg har tænkt det igennem siden April 2014 hvor jeg tog den beslutning at jeg ALDRIG skulle have et barn på gule plader igen og at de mest basale ting skulle være på plads... Hvis jeg altså overhovedet skulle have flere.
Ovenstående meldte jeg også ud meget ærligt på første eller anden date i Oktober 2015 da vi mødte hinanden.

Så tro mig, det er ikke en panik-tanke der har ramt mig efter vi fandt ud af at hun var gravid.
Det er en tanke som jeg har gjort mig nøje overvejelser omkring.
 

Har i fået talt sammen endnu? 

iPanik skriver:

Jeg har tænkt det igennem siden April 2014 hvor jeg tog den beslutning at jeg ALDRIG skulle have et barn på gule plader igen og at de mest basale ting skulle være på plads... Hvis jeg altså overhovedet skulle have flere.
Ovenstående meldte jeg også ud meget ærligt på første eller anden date i Oktober 2015 da vi mødte hinanden.

Så tro mig, det er ikke en panik-tanke der har ramt mig efter vi fandt ud af at hun var gravid.
Det er en tanke som jeg har gjort mig nøje overvejelser omkring.
 

Du kan gerne fastholde det, men da må du finde ud af, hvilke praktiske konsekvenser det får nu, og hvad du vil gøre og hvordan. At henge sig fast i "jeg har sagt" og "jeg bestemte i 2014 at.." det hjælper dig ikke videre i den situation, du er i nu. Der er ingen her, som kan få din kæreste til at ændre mening. Hvis hun vælger at få barnet, så er det det, som sker. Det har så konsekvenser for jeg begge, men du må jo bare bestemme, om og i hvilken grad du vil være der for barnet. Det hjælper ingenting at sige, at du ikke ønskede det valg, for du er nødt til at tage det. Ønsker jer alt godt, uanset, hvad det ender med.

Zelinasmor skriver:

Men det er begges ansvar at sørge for de streger ikke dukker op. De var enige. At hun så ikke vil tage den konsekvens, det er altså lidt sent at melde ud. Jeg har ondt af mænd der tvinges til at blive fædre når de ikke ønsker det og har gjort klart udtryk for dette. Det er jo en risiko kvinden vidste var det i dette tilfælde. Så må hun stå til ansvar og det gør hun ikke ved at bryde deres aftale og trække far-hatten ned over hovedet på ham.

Jeg er i teorien enig, men problemet er bare når de to streger er der kan man ikke tvangsoperere et menneske og ønsker kvinden ikke en abort så er det sådan det er. 

For mig er det egentlig lidt "skægt" hvordan fokus er flyttet siden jeg var ung. Der var drt pigens perspektiv man havde når der kom en uventet graviditet og man havde holdningen: den mandlige del har det let for han kan bare smutte mens pigen enten skal igennem abort eller "hænger" på barnet. 

Nu er fokus på manden, det er synd han ikke kan fraskrive sig et barn han ikke ønskede sig. Og ja jeg synes det er synd man bliver biologisk far uden at ville det, men jeg kan stadig ikke tænke andet end det er kvindens krop og hun har fuldstændig enerådig ret til den og til at træffe beslutninger om den. Og ingen situation som denne er der ikke en rettighed for manden for fosteret er i kvindens krop og dermed bestemmer hun alene om der skal blive eller ej. Ideelt kn man tale om det, man kan finde en løsning men i sidste ende er det kvindens valg - og hvilket valg!?

iPanik skriver:

Jeg har tænkt det igennem siden April 2014 hvor jeg tog den beslutning at jeg ALDRIG skulle have et barn på gule plader igen og at de mest basale ting skulle være på plads... Hvis jeg altså overhovedet skulle have flere.
Ovenstående meldte jeg også ud meget ærligt på første eller anden date i Oktober 2015 da vi mødte hinanden.

Så tro mig, det er ikke en panik-tanke der har ramt mig efter vi fandt ud af at hun var gravid.
Det er en tanke som jeg har gjort mig nøje overvejelser omkring.
 

Jeg tænker (og det kan godt være det kan komme til at lyde lidt hårdt, men jeg synes vitterligt det er sindsyg hård situation du og din kæreste står i, så det er ikke for at være hård) at du er utrolig logisk og rationel. Du har alle de rigtige argumenter, du har tænkt det igennem mere end de fleste, du har en selvindsigt, du har planer, du har sådan set alt det rigtige - men du har bare også en kæreste der er gravid! Og lige der faktum var ikke en del af den større planlægning, det var ikke det i havde aftalt, de I havde drømt om, men faktum er det er hun og hun har det pisse svært lige nu for hun står over for lorte valget: gennemføre graviditet og miste dig, gennemføre aborten og måske ønske at miste dig fordi hun gjorde noget hun egentlig ikke ville, eller gennemføre aborten og beholde dig men med en problematik i forholdet. 

Lige nu og her hjælper dine: jeg besluttede mig i 2014 ikke, for ja det gjorde du men den beslutning blev truffet før graviditeten var en realitet. Nu er graviditeten en realitet og nu skal din kæreste træffe en beslutning og som jeg forstår det absolut ikke en nem for hun kan vælge jeres overenskomst eller hun kn vælge det barn til som hun måske allerede er begyndt at ønske. 

Og jeg tænker: lytter du til hende eller fremfører du bare igen og igen din logik og den gamle beslutning? Hører du reelt hvad hun siger eller hører du "kun" jeg vil barnet og kigger så kun ind af på dig selv? Hører du at hun måske ikke kan fortsætte forholdet hvis valget bliver en abort? Hører du hun pludselig har en diskussion mellem egne følelser og egen logik? Hører du, at de her to streger også går imod alle hendes drømme men hun kan ikke vælge drømmene? Hører du det hun siger? 

Jeg ved selvsagt ikke hvad hun føler, det jeg har skrevet er ren og skær gætværk. Jeg har selv været uplanlagt gravid 2 gange, den ene gang lykkeligt fordi vi ønskede os at stifte familien vi havde bare ikke aftalt hvornår. 2. Gang ulykkeligt for vi var færdige med at få børn, vi havde så den modsatte aftale af jer, for eg havde sagt jeg ikke kunne vælge en abort igen (har fået i min ungdom) efter vi havde mistet en datter, for det havde vist mig at alt den planlægning ikke var mulig og børn var en gave man skulle være taknemmelig for. Men tro mig jeg græd mange bitre tårer over de to streger og hvad det gjorde ved vores forhold. Men jeg var heldig for min mand blev og kæmpede, han var absolut ikke parat til at blive far igen, han havde min krop og det den gjorde ved vores familie, han havde minus overskud mm. Men han blev for hvad skulle det hjælpe han gik? Det havde taget tid, vi har måske fået skår i forholdet der ikke kan klinkes helt, men vi gjorde det og i morgen fylder den uplanlagte 6 år og er sin fars øjesten og hele families stor forkælede lillebror. 

Så ja din kæreste har et valgt, hun kan vælge graviditet eller abort. Men du har altså også er valg blive eller gå. Du vil ikke have flere børn på gule plader, så lad vær, invester i forholdet, gør alt hvad der står i din magt for I bliver en kernefamilie. Drop logikken og kast dig ud i drt - ja det er på dybt vand, ja du kan blive såret, ja du kan ende med samme historie. Men du kan jo også ende med at blive lykkelig, ende med at sidde om 30 år og være en kernefamilie med børnebørn og sommerhus på hvide sande - der udstikkes ikke garantier i livet, men man kan kæmpe for selv at skabe lykken, selv at skabe det liv man ønsker. Mit råd til dig; hvor intet vover intet vinder