Jeg stemmer rødt, har siden jeg måtte sætte mit kryds stemt SF, begyndte at vakle da de støttede et ja i en EU afstemning (kan ikke huske hvad for en der har været utallige), men de satte deres folketingsmedlemmer frit. Efter SF gik i regeringen og især efter lærerlockouten blev jeg så partiløs, flirtede med selv at starte et parti - men oplevede hvor råddent det hele blev når folk lugtede magt og være i centrum og blev egentlig enormt desillusioneret omkring politik med den historie. Har så skiftevis stemt EL og SF og er usikker hver gang, og lige så snart jeg har stemt det ene så udtaler de noget så jeg tænker; ej for pokker.
Med EL blev dødsstødet for mig den finanslov de smed på gulvet for pensionisternes bad - det blev for populistisk og for lidt politik og for lidt kompromis og hellere ses i medier end reelt lave en finanslov der havde er rødt islæt.
Og ja SF giver jo sig selv dødsstødet igen og igen, så hvad jeg skal stemme næste gang er en gåde.
Og hvorfor stemmer jeg så sådan, hmm jeg er grundlæggende der hvor jeg synes den retfærdige fordeling af samfundets goder r den fordeling der tilgodeser alle, den fordeling der forsøger at give alle samme muligheder i livet (det er utopi).
Derudover køber jeg ikke den materialistiske præmis om den eneste drivkraft er penge, sp fx når man siger det skal kunne betale sig at arbejde, så er der for mig mange facetter og ikke blot lønnen - her er jeg en del mere humanistisk og det parti mangler (og nej det er for mig ikke alternativet).
Jeg går stadig og venter på det nye parti, der der bryder blokpolitikken og sætter fokus et nyt sted, det som gør op med new public management.
Jeg kan sagtens være partner med en med en anden politisk holdning (er det på nogle områder fx har vi været dødeligt uenige om EU, men jeg er vist ved at "vinde"). Jeg kan dog ikke forestille mig selv som kæreste og forælder med en der har et meget anderledes menneskesyn, så fx en nazist sympatisør kunne jeg ikke fungere sammen med, en dyb racist eller fascist ej heller.
Anmeld
Citér